Wysby på Erre

I enkelte undtagelsestilfælde giver sagnene nogenlunde præcise oplysninger om de nedlagte forgængeres placering, og her åbnes der altså mulighed for med spadens hjælp at bringe disse spøgelsesbyer ind i virkelighedens verden. Det er af Langelands Museum blevet forsøgt på naboøen Ærø. Om den endnu igangværende undersøgelse skal der her gives en kort redegørelse (fig. 2).

I Pontoppidans »Danske Atlas« fra 1781 citeres et nu forsvundet plattysk dokument, hvori en vis Jon Queze 1398 tilskøder ridderen Nicolaus Kerll af Ærø en del af sit gods. Som vidner opregnes en række navngivne mænd fra den vestlige del af øen samt »Clauues Rycquardson, borgmester til Wysby på Erre (Ærø), Claues Broderson, Nicholaus Hermenson og Thomas And, rådmænd sammesteds«. Altså, konkluderer Atlas, har der på Ærø foruden Ærøskøbing været endnu en købstad. Moderne historikere har været knap så sikre, de har ment, at »Wysby« måtte være en ældre betegnelse for Ærøskøbing. Denne by nævnes første gang 1442, men har haft kirke allerede i 1200-årene og må antagelig, ligesom de andre danske købinger, regnes til Valdemarstidens bygrundlæggelser. Over for historikernes nøgterne forklaringsforsøg står imidlertid en lokal tradition, der stædigt hævder, at der har ligget en by, Visby, inderst ved det nu udtørrede Vitsø nor på den vestlige del af Ærø, og at den var Ærøskøbings forgænger.

Tanken synes ikke urimelig. Et lille bysamfund med tilknytning til havet må have
fundet fortrinlige betingelser ved Vitsø-noret, der har været sejlbart i hvert fald indtil slutningen af 1600-årene, hvor mundingen ud mod Østersøen afsnøredes helt af den strandvoldsdannelse, der tidligere havde beskyttet indsejlingen og gjort det bagvedliggende vand til en velbeskyttet naturhavn med læ for alle vinde. En imponerende og særdeles velbevaret borgbanke, Søby Volde, der knejser højt på en bakkeknude over norets inderste vig, er yderligere et fingerpeg om den rolle, havnemuligheden her kan have spillet for middelalderens Ærøboer og ikke mindst for kongen og adelen, der havde klare interesser i øen.

En lille prøvegravning i voldstedet foretaget af Nationalmuseet 1966 gav lige akkurat tilstrækkeligt med fund til med rimelig sandsynlighed at fastlægge borgens opførelse til 1100-årene. Anlæggelsen skal vel ses i sammenhæng med Valdemarernes bestræbelser på at samle og sikre riget efter borgerkrigene i århundredets første halvdel. Gravningen på borgbanken gav inspiration til at afprøve den gamle overlevering om en forsvundet middelalderby ved noret. Resultatet af drøftelserne blev, at sagen overgaves Langelands Museum, som i 1976 fik mulighed for at gennemføre en rekognoscering langs norets bredder (fig. 3).

På forhånd syntes stednavne som Bromade lidt sydvest for voldstedet og flere oplysninger om fund af svære »fortøjringspæle« og planker i den inderste del af noret at udpege dette område som det mest sandsynlige, og det blev da også her, rekognosceringen gav resultat. På en lavtliggende mark umiddelbart ud mod det nu tørlagte bassin og kun 300 meter fra voldstedet fandtes spor af en ret omfattende bosættelse: oppløjede skår og metalgenstande, som med sikkerhed kunne henføres til tidlig middelalder. En række prøvehuller forøgede det keramiske materiale betydeligt og gav yderligere et par møntfund, der med dateringer til henholdsvis ca. 1300 og 1555 dokumenterede stedets benyttelse helt frem til renæssancen. Det viste sig yderligere, at der under dyrkningslaget var bevaret spor af adskillige stolpehuller og nedgravninger. Der var altså grundlag nok at gå videre på (fig. 4).

Det skete 1978-79, hvor Fortidsmindeforvaltningen stillede midler til rådighed for større fladeafdækninger. De gav på flere punkter overraskende resultat. Det viste sig således, at der på stedet var rester af - ikke én, men tre i tid vidt adskilte bebyggelser, hvilket måske ret beset ikke er så mærkeligt, pladsens egnethed taget i betragtning. Nederst fandtes spor af en vistnok ikke særlig langvarig bosættelse i yngre bronzealder, derover sterile dyrkningslag og over dem igen et svært og særdeles fundrigt affaldslag fra en større jernalderbebyggelse, der må være anlagt i årene lige efter Kristi fødsel og have eksisteret gennem et længere tidsrum. Nu fulgte nye dyrkningslag og derover den middelalderlige aflejring, som her har vor interesse (fig. 5).

Særlig klart kom denne lagfølge frem i en sænkning, som oprindelig må have udgjort en lille sø midt i bebyggelsen. Her har man udkastet affald, og i de perioder, hvor stedet var ubeboet, har der dannet sig tørv, som tydeliggør adskillelsen mellem lagene. I det fugtige område er organisk materiale, som ellers ville være gået i opløsning, bevaret - fra den tidlige middelalder således store mængder knogler fra slagtede dyr og forskellige kasserede træredskaber foruden tilhugget tømmer. En massiv pakning med marksten må ses som et forsøg på at gøre den efterhånden stærkt udfyldte, men stadig fugtige lavning farbar. De mængder af affald, som i løbet af 12-1300-årene er tilgået fra den nu veletablerede bebyggelse, har virket i samme retning.

Den fulde udstrækning af middelalderbosættelsen lod sig desværre ikke fastslå, de højereliggende dele af det let skrånende terræn var for afpløjede til, at sammenhængende bebyggelsesspor kunne iagttages, men længere nede, langs bredden af noret, blev forholdene bedre, og her ser det ud til, at et bælte på henved 300 meter har været beboet. Der fandtes adskillige gruber og stolpehuller, hvoraf en del må stamme fra mindre bygninger. Et sted lod det sig gøre at udskille to huse, der synes at have ligget ud til en lille brolagt slippe. De var små - 4x4 og 4x5 meter i grundflade - med lergulve og stensyld for vægge, der nu var helt forsvundet, men som muligvis har været af træ i såkaldt bulværk; i hvert fald fandtes der i de nærliggende affaldslag kasseret tømmer til netop denne konstruktion. Det ene hus har haft arne og altså formodentlig tjent til beboelse. Delvis ind under disse bygninger lå rester af et ældre, noget større hus - 12 x 3-4 meter, altså et langhus - med en enkelt række tagbærende stolper ned midt gennem længen og jordgravet vægtømmer. Hvordan selve vægkonstruktionen har været, står vi igen tvivlende overfor, men bindingsværk med risfletning og lerbeklaskning er vel en mulighed. I et
par affaldsgruber fandtes en stor mængde brændt lerklining, som kan stamme fra vægge af denne type - hvis den da ikke er fra de ovne af forskellig art, som bebyggelsen givetvis har rummet.

Om de mange aktiviteter, som udøvedes på stedet, fortæller løsfundene rundhåndet, ikke mindst dem fra lavningen. Forskellige håndværkere har sat deres professionelle spor, og de er ikke uinteressante. Smed og skibs(?)-tømrer var måske, hvad man kunne vente, den første har efterladt jernslagger - af disse udgravedes mere end 1/2 ton - mens den andens indsats afspejler sig i søm og spigere samt ikke mindst i en kompakt, 25 cm tyk, ophobning af huggespåner, der sammen med mængder af kasserede plankestumper er endt i den lokale sø. Mere overraskende er talrige vidnesbyrd om, at en benmager har arbejdet i området. Mellem de mange knoglefund, der viser, at beboerne har sat tænder i stort set de samme husdyr som vi, inclusive fjerkræet, optræder nemlig slet ikke så få afsavede ledender fra lemmeknogler af ko og hest, og hertil kommer en del forarbejdet hjortegevir, ja sågar en rensdyrtak, der må være specielt importeret af mesteren. De lange lige knoglestykker og det seje takmateriale er i første række blevet brugt til fremstilling af nåle og forskellige typer kamme, hvoraf der fandtes flere både hel- og halvfærdige eksemplarer. Datidens skøjter skulle også bestilles hos benmageren, der lavede dem af hestens lange lemmeknogler; et par brudstykker af sådanne »islægger« forekommer. Måske har han også, som i senere tid, fremstillet knapper - i hvert fald omfatter knoglematerialet adskillige okseunderkæber, hvorfra den til formålet egnede, næsten massive bagende er fjernet (fig. 6).

Blandt de talrige rester af brugsgenstande udgør lerkarskårene langt den største gruppe. Det ældste middelalderlertøj på pladsen er en gråsort, ofte med hænderne dannet vare i simple former, der slutter sig nær til den slavisk inspirerede såkaldte Østersøkeramik. I et højere niveau optræder elegantere, ligeledes mørkbrændte, drejede skåle og krukker, og samtidig dukker de første skår af store hankekander op. Glaseret keramik er, bortset fra opsamlingen i pløjelaget, kun fundet i ganske få tilfælde og altid øverst i lagene.

Af finere husgeråd som malmgryder og drikkeglas forekommer enkelte stumper; de er i modsætning til det simple dagligdags køkkentøj næppe tilvirket lokalt, men købt af fremmede skippere, der har anløbet naturhavnen. Sådanne luksusbetonede varer har været for de mere velhavende, og de var åbenbart i mindretal. Hvad der ellers er fundet af brugsting - jernknive, hvæssesten, spænder, beslag, skebor, tenvægte osv. - hører alt sammen hverdagen til. Våben forekommer ikke, bortset fra en enkelt armbrøstbolt, der kan stamme fra den nærliggende borg (fig. 7).

To fund i den sumpede lavning, en stammebåd og en vognaksel, belyser de samfærdselsmæssige muligheder i middelalderbebyggelsens ældste tid. Båden, der er mellem tre og fire meter lang og lavet af en trekvart meter tyk ellestamme, har vel tjent til fiskeri i det beskyttede indvand og måske til transport mellem bredden og opankrede skibe ude i noret (fig. 8). En lignende båd blev i øvrigt fundet 1896 ved gravning i den tørlagte bund. Akslen er af bøgetræ og meget smukt forarbejdet. Den må have hørt til en mindre vogn med aftagelig karm af samme type som dem, der kendes fra en række vikingetidsfund (fig. 9).

Udgravningerne ved Vitsø nor er som nævnt endnu uafsluttede; blandt det manglende er en supplerende undersøgelse på borgbanken, der forhåbentlig kan give yderligere oplysninger om dennes funktionstid og om det formodede samspil mellem borgen og den civile bebyggelse nedenfor. Den sejlivede lokale tradition om en forsvundet middelalderby ved noret kan imidlertid allerede på nærværende tidspunkt siges at have fundet en klar bekræftelse. At dømme efter fundstoffets sammensætning og især den påfaldende sparsomme forekomst af glaseret keramik har pladsen nok eksisteret middelalderen igennem, men med en udtalt tilbagegang omkring midten af perioden - den er altså vel tidlig og antagelig også for ringe af omfang til at kunne identificeres med det Visby, hvor borgmester Claus Rycquardson og hans rådmænd udøvede deres officielle pligter sidst i 1300-årene. På den anden side må man indrømme, at de mange spor af håndværk, fremmedvarerne og selve beliggenheden ved en ideel naturhavn giver bebyggelsen et vist bymæssigt præg. Således kan man næppe forestille sig, at et så specialiseret håndværk som benmagerens har kunnet eksistere med en kundekreds blot på landsbyniveau. Det må derfor være rimeligt at opfatte bebyggelsen ved noret som Ærøs første tilløb til en egentlig by, en lille handelsplads af en art, der antagelig mange steder i landet har været forløberen for de senere købstæder. Dens kortvarige blomstring har efter al sandsynlighed været sammenfaldende med borgens og dækket Valdemarstiden, det vil sige perioden fra midten af 1100- til midten af 1200-årene (fig. 10).

Herefter må øens handelsmæssige og antagelig også administrative tyngdepunkt være flyttet til Ærøskøbing - hvad så grunden kan have været - og den lille by ved Vitsø-noret trods de gode havneforhold gradvis opgivet. Af dokumentet, som citeres hos Pontoppidan, kan vi måske slutte, at navnet, Visby, er flyttet med. Det må dog ret hurtigt være blevet afløst af det mere moderne og vel i datidige øren flottere klingende »Købing« (fig. 11).