Waterloo

Det drejer sig om et nærmest trompetformet glas, en lille halv snes centimeter højt, lidt revnet og skåret i randen. Nederst ses en tætstillet facetslibning og derover en diamantslebet bort med liggende halvmåneformede figurer, på siden står et kronet N. Til glasset hører et træetui med påhængslet låg, der kan lukkes med en knaplås. Det er helt beklædt, udvendig med rødt safian, indvendig med lilla velour, langs kanterne med grønt papir. Forgyldte borter og ornamenter pryder siderne, mens låget smykkes af en, ligeledes i guld præget, kronet ørn. Et glas til rejsebrug åbenbart, ikke helt almindeligt, men det var manden, der ejede det, heller ikke.

Hvem denne var, fremgår af et brev, der har siddet indstukket i glasset, efter alt at dømme i mere end hundrede år. Det er fra proprietær Danquart Neergaard, Lille Grundet ved Vejle, og dateret 31. marts 1872. Han forespørger museumsdirektøren, den bekendte arkæolog J. J. A. Worsaae, »om Rosenborg vil optage i sine samlinger et af min afdøde kone og mig særdeles kært stykke, nemlig kejser Napoleon d. 1. tidligere tilhørende mundglas«. Et mundglas er et glas til personlig brug, men det ved museumsdirektøren naturligvis, så Neergaard beretter videre, hvordan glasset er kommet i hans besiddelse: »Under slaget ved Waterloo blev kejser Napoleons vogn erobret af et preussisk jægerkompagni og vognens kostbare indhold delt mellem kompagniet. Hauptmann Palm fik dette glas, som han forærede generalmajor, friherre L. A. W. af Lützow, han anførte som preussisk major det Lützowske Frikorps eller »De sorte husarer« (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). General Lützow gav glasset til nu afdøde lensgreve Ahlefeldt-Laurvigen, fra hvem det er kommet til mig«.

Worsaae har noteret på brevet, at gaven »egentlig strider mod samlingens plan«, men at han vil se på sagen, når han til juni alligevel skal til Vejle, og glasset må altså have fundet nåde for hans øjne. Det forstår man godt, for ægtheden kan ikke betvivles. Både det karakteristiske kronede N og den ligeledes kronede ørn fortæller, at mundglasset har tilhørt Napoleon Bonaparte. Han havde en svaghed for den romerske oldtid, og da han i 1804 kronedes til kejser, valgte han at bruge ørnen, det sunkne storriges symbol, i sit våben. Ørnen betegner jo den stærke. Den underkuer ikke blot de mindre og svage, de er dens bytte.

Nu er de af Danquart Neergaard skildrede personer og begivenheder jo ikke ukendte i historien, så vi har mulighed for at kontrollere hans oplysninger gennem andre kilder. Om det knusende nederlag, Napoleon led den 18. juni 1815 ved landsbyen Waterloo i Belgien, og som satte punktum for det enevældige imperium, hvormed han som kejser havde kontrolleret store dele af Europa, ved vi således særdeles god besked. Under slaget hamrede de franske styrker dagen igennem løs på de engelske forsvarsstillinger. Disse, under Arthur Wellingtons ledelse, havde flere gange vaklet under den vedvarende artilleriild, situationen var yderst kritisk, da endelig den preussiske hær, anført af von Blücker, nåede frem og begyndte at gå til angreb på de franskes højre flanke. Napoleon måtte svinge stadig flere tropper mod von Blücker, men det lykkedes alligevel denne at bryde igennem med sin hær samtidig med, at Wellington efter ni timers forsvar gik til angreb.

Dobbeltfremstødet bragte vild forvirring blandt franskmændene, der måtte vige og sluttelig redde sig ved flugt. Den foregik gennem landsbyen Genappe, men på den anden side denne førte vejen over en flod, det vil sige, at en træbro skulle passeres for at komme videre mod syd. Fodfolk, ryttere og en mængde køretøjer pressede på, så mange opgav, søgte til siderne og vadede over strømmen. Napoleon selv brugte henved en time på at bane sig vej gennem trængslen. Undervejs stødte han på sin private rejsevogn, som han beordrede klargjort, så han kunne fortsætte med den. Inden dette var sket, trængte preusserne imidlertid så hårdt på, at kejseren måtte opgive sit forsæt og flygte til hest. Den efterladte vogn blev erobret af Det kongelige preussiske 25. infanteriregiment, og det var altså folkene herfra, der ifølge Danquart Neergaard delte byttet.

Den omtalte hauptmann Palm (Friedrich Leopold Palm), som mundglasset tilfaldt, blev senere generalmajor og landeværnsbrigadechef i Trier, men dengang var han ung, havde i et par år været frivillig jægersoldat ved det nyoprettede Lützowske Frikorps og nærede stor beundring for dettes leder og navngiver (Fig. 4). Om denne, von Lützow, er at sige, at han var en dristig og tapper soldat, men ingen stor organisator, så hans frikorps, bestemt til at virke som en slags femte kolonne bag fjendens linjer, blev nok populært, men opnåede ikke den ventede tilslutning og følgelig heller ingen lang levetid. Fodfolkene blev overført til det 25. infanteriregiment, hvor Palm 31. marts 1815, altså knap tre måneder før Waterloo-slaget, opnåede rang som under- kompagnifører, mens rytterne gik til 6. ulanregiment, som kom under Lützows ledelse. Begge regimenter var underlagt von Blücker.

Denne havde to dage før Waterloo mødt Napoleons hær ved Ligny og var blevet ganske eftertrykkeligt afbanket. Da han under kampen så de franske bryde gennem sine stillinger, glemte han sit ansvar som øverste general og red mod fjenden med draget sabel sammen med von Lützow og i spidsen for dennes regiment. Under kampen blev hans hest strakt til jorden, og han kom til at ligge under den; først senere, da slagtummelen var stilnet, blev han fundet af en officer, som fik ham fri. Von Lützow var blevet taget til fange og undgik således slaget ved Waterloo, hvad en kampglad mand som han næppe har været særlig taknemmelig over. Han kom kort efter fri, og det kan være ved den lejlighed, Palm har foræret ham mundglasset som en slags plaster på såret.

Von Lützow var, som man vil have forstået, ingen ynder af Napoleon, hans oprettelse af frikorpset og hele krigsindsats var rettet mod denne mand, og heri blev han varmt støttet af sin hustru, Elise, men ikke af hendes far, den danske lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvigen til Tranekær; han måtte som sand adelsmand stå på sin konges side, og denne, Frederik 6., havde jo taget parti for Napoleon efter englændernes bombardement og flåderov i 1807. De følelser, greven nærede for sin tyske svigersøn, var vistnok temmelig kølige, men efter Napoleons fald kan det være blevet bedre, og vi har jo i hvert fald Danquart Neergaards ord for, at Lützow overdrog ham glasset. Ægteskabet med Elise holdt i øvrigt ikke, det blev opløst 1825.

Grev Ahlefeldt selv, der havde været enkemand nogle år, indgik nyt ægteskab 1816, men det blev ikke lykkeligt; blot fire år senere skiltes også dette par, og mærkelig nok blev det hustruen, Anna Catharine, der ved boets deling overtog Napoleonsglasset. Det skriver Danquart Neergaard ganske vist ikke direkte, men da Anna Catharine senere giftede sig med ham, og glasset kom i hans besiddelse, kan der næppe være anden forklaring. Ægteparret var barnløst, så ved hustruens død 1871 blev det for manden aktuelt, hvad der skulle ske med formue og ejendele. Et betydeligt beløb, som indkom 1875 ved salg af ejendommen Lille Grundet, blev brugt til velgørende formål, herunder oprettelse af et legat for sognets fattige. Og glasset gik altså til Rosenborg.

Der har det nu befundet sig i noget over et århundrede - i strid med samlingens plan, men med en historie, der rigeligt retfærdiggør regelbruddet. Sine skår og skrammer har det desværre ikke fået i slaget ved Waterloo. De skyldes en af museets medarbejdere, der ca 1905 kom til at tabe det på gulvet (Fig. 5).