Vorbassedrengene

Baggrunden var den interesse for oldsager, som arkæologiens udvikling gav næring, og som i forrige århundrede fik museerne til at gro frem. Også privatfolk anlagde samlinger, opkøbere rejste omkring, og »forskningsforeninger« ligefrem opfordrede til at fremskaffe oldsager. Gravrøveri blev en lønnende beskæftigelse for adskillige. Vorbassedrengene (der slet ikke var drenge, men voksne mænd) satte tingene i system og skaffede sig derigennem foruden betydelige indtægter en vis herostratisk berømmelse. Det var ikke småting, de overkom: mindst 1200 høje skal de have endevendt, efter hvad en af dem personligt har meddelt forfatteren - med den beskedne tilføjelse, at han selv havde været med til de 600. Stifteren af gruppen, Niels Gilbjerg, begyndte i det små med høje på hjemegnen ved Vorbasse, men da han som 107-årig takkede af, havde sønner og sønnesønner ført foretagendet videre - og vidt ud over Vest- og Midtjylland. Kulminationen indtraf i halvfemserne, men efter århundredskiftet kølnedes iveren, og virksomheden ebbede ud.

Ingen lov forbød dengang at grave i jordfaste fortidsminder (bortset fra de få, som var særskilt fredede), så det eneste, der behøvedes, var altså ejerens tilladelse. Den var sjældent svær at få, eftersom højene lå i vejen for dyrkningen, men ellers købte de driftige Vorbassefolk retten til undersøgelse for en pris, der svingede mellem 50 øre og 2 kroner. Ved udgravningerne, der mest foregik om vinteren, brugtes lejede hjælpere, som regel tjenestekarle fra de omliggende gårde. Med den sikkerhed og hurtighed, erfaringen giver, gik man ovenfra ned til centralgraven og fjernede, hvad der måtte være af genstande. Karakteristisk for »drengene« var, at de ikke forsnakkede sig - de talte hverken om, hvor de arbejdede, eller hvad de fandt, og slet ikke om, hvad de fik for sagerne, når de siden solgte dem. Af en protokol på Koldinghus-museet, der var en af aftagerne, fremgår, at man i årene 1895-96 har købt 150 numre. Højeste pris, 104 kr (en betydelig sum dengang), er betalt for en meget smuk flintdolk. Men ellers gik de fineste og dyreste ting mest til private liebhavere, ofte syd for grænsen.

En altomfattende fredning af oldtidsminder blev først gennemført 1937, så på en måde er det lidt uretfærdigt, at Vorbassedrengene, der i det store og hele holdt sig inden for lovens rammer, har fået gravrøvernavnet hæftet på sig. I samtiden havde de dog mange modstandere, blandt dem var Nationalmuseets direktør Sophus Müller, der ikke skyede nogen anstrengelse for at komme uvæsenet til livs. Størst virkning havde måske et opråb, han udsendte til jordejerne; det vakte folks pietetsfølelse og blev vel den egentlige årsag til, at den ganske indbringende virksomhed omsider måtte ophøre.

En rolle spillede det nok også, at egnen efterhånden var så temmelig raseret. I hvert fald: Vorbassedrengene blev igen agtede jordbrugere, som de iøvrigt mere eller mindre havde været hele tiden. En af dem fik senere tilknytning til Indre Mission, hvor han dog aldrig rigtig blev accepteret. Det siges, at han for at fremme sagen, havde fået englemotiver malet på fodenden af sin seng.

(Fig. 1)

Lit: Fra Ribe Amt 1975.