Vor tabte rundkirke

Som hovedstad i grænselandet fik Slesvig en særlig betydning. Den havde kongsgård og et betydeligt antal kirkelige stiftelser samt et borgerskab med tilbøjelighed til at blande sig i rigets anliggender. Knud Lavard gjorde meget for byen, og hans død blev af slesvigerne hævnet gennem drabet på kong Niels. Endnu en konge, Erik Plovpenning, måtte lade livet her, og i de hyppige fejder mellem konger og hertuger spillede byen en vigtig rolle. Med krigen 1864 gled Slesvig ud af Danmark, men ikke af danske historikeres bevidsthed. Ved de store udgravninger, som nu finder sted, har »Afdelingen for middelalderarkæologi« ved Århus universitet sidste sommer deltaget med et hold.

Genstanden for Århusgruppens undersøgelser var en af landsdelens interessanteste og mest gådefulde bygninger, en nu sløjfet rundkirke. Skt. Mikaelis, som bygningen hed, lå oprindelig lidt uden for byen, men blev senere opslugt af denne. Første gang den omtales er i slutningen af 1100-årene, den var da tilknyttet Slesvigs benediktinerkloster, som i modsætning til de fleste andre klostre husede både munke og nonner. Livet i den fromme stiftelse formede sig netop på det tidspunkt meget uheldigt. 1192 fandt biskoppen det nødvendigt at sætte munkene på porten, de kom til Guldholm og senere til Ryd, men nonnerne blev, omend kun nogle år endnu, så flyttedes også de andetstedshen. Klosteret nedlagdes, men kirken videreførtes som sognekirke. Under renæssancen vågnede de lærdes interesse for den runde bygning, der middelalderen igennem havde ført en ret upåagtet tilværelse (fig. 1).

Først fra midten af 1800-årene foreligger der optegnelser af en sådan kvalitet, at de kan bruges til en nøjere vurdering af bygningens arkitektur. 1856 blev den opmålt og beskrevet af arkitekturtegneren Heinrich Hansen og kunsthistorikeren Jacob Helms til førsteudgaven af Traps Danmark (fig. 2). Efter landafståelsen i 1864 foretoges endnu en opmåling samt en mindre udgravning, denne gang af den tyske arkitekt E. Hillebrand. Anledningen var en planlagt restaurering af den nu meget brøstfældige bygning; den skulle sikres, og samtidig ønskede man den befriet for alle senere tilbygninger, så at den kunne fremtræde i sin oprindelige skikkelse. Arbejdet skred fremad, men det blev aldrig fuldført. Da man var nået til tredje stokværk, styrtede hele herligheden sammen. Ruinen henlå nogle år, men blev så fjernet, hvorefter der blev opført en helt ny kirke på stedet. Heller ikke den kan dog have været særlig solid. 1971 - efter knap hundrede års brug - måtte den nedrives på grund af fremadskridende forfald. Arealet stod nu til arkæologiens disposition.

Udgravningen gav et helt nyt og meget veldokumenteret billede af den ældste kirkes bygningshistorie - et billede med perspektiver, som endnu ikke kan overskues, men som kan vise sig at få betydning for forståelsen af strukturen i den ældste by. Men hvad vidste vi egentlig om bygningen, før vi gik i gang? De bevarede billeder og opmålingsplaner viser kirken helt omformet af tilbygninger, men tænker man sig disse fjernet og det resterende suppleret med støtte i Hillebrands udgravning, får man som resultat en rund bygning med et mærkeligt indhak i øst omkring det halvrunde korfremspring, som i kirkearkitektursproget betegnes apsis. Byggematerialet var i stor udstrækning tufsten fra Rhinegnene, men hjørner og enkelte detaljer var af granit og apsis iblandet teglsten, hvilket sikkert betyder, at den er ommuret i den senere middelalder. Indvendig i kirken var en kreds af piller, som har båret overbygningen. Rundgangen mellem dem og ydermuren var overhvælvet, og over den var placeret et galleri med bueåbninger ind mod midterrummet. Hvor indgangen har været, fremgår ikke af det gamle materiale, og denne detalje har været stærkt diskuteret. Også hakket omkring apsis har været genstand for forskernes undren, som har givet sig udslag i talrige teorier (fig. 3).

Intet af den middelalderlige kirke var bevaret over jorden, men under
overfladen fandtes væsentlige rester, omend noget forstyrrede af 1800-tals kirken og af mange murede gravkældre. Der afdækkedes to kredsfundamenter, et ydre, svarende til kirkens ydermur, og et indre, der må have båret den omtalte søjlekreds, hvilket dog ikke kan være dets oprindelige funktion. Alt peger mod, at det indre fundament er anlagt for at bære mur, og der kan næppe være tale om andet end ydermuren i en ældre kirke. Bygningen er med andre ord rejst af to gange, først med en diameter på kun tretten meter, hvilket altså ikke i længden har slået til. Ved udvidelsen gennembrødes muren, og den overhvælvede rundgang tilføjedes; hertil det ydre fundament. Nu skulle det synes naturligt, om man ved samme lejlighed havde flyttet apsis ud i den nye ydermur, men nej. Man valgte den mærkelige løsning med hakket, som i virkeligheden er en afbrydelse af gangen med det formål at bibeholde den oprindelige apsis. Hvorfor? Simpelthen fordi man ikke kunne gøre andet. Bygningen var anlagt yderligt på et bakkeplateau, en udflyttet apsis ville være kommet til at svæve i luften. »Hakket« er det bedste bevis på, at kirken er udvidet; hvorfor skulle man ellers have givet den en så mærkelig facon? Til yderligere dokumentation tjener, at det ydre kredsfundament er tydeligt forskelligt fra det indre - i dybde, i stenstørrelse og i sætningens regelmæssighed. Af de korte forbindelsesmure på begge sider af apsis har kun den ene kunnet undersøges. Den gik i et med yderfundamentet, men stødte op til inderfundamentet uden at være bygget sammen med dette (fig. 4).

Vi har påvist en ældre, lille rundkirke, men kun dens placering og grundplan, ikke hvordan den i øvrigt så ud. Hvor høj var den og af hvilket materiale? Hvor sad dens døre og vinduer? Det er spørgsmål, som det bliver noget nær umuligt at besvare. Lidt tydeligere tegner billedet sig af den udvidede kirke, men også her er der uløste gåder. Hvor var indgangen placeret? Hvor mange indvendige piller har der været? Hvordan kom man op på galleriet over rundgangen?

Den naturligste placering af indgangsportalen ville være i vest, modsat apsis, men derom er der ingen overlevering; en omfattende ombygning i 1600-tallet synes at have slettet alle spor i kirkens over jorden liggende dele. Heller ikke fundamenterne giver klare oplysninger på dette punkt, men indirekte kan de måske bidrage til spørgsmålets løsning. Yderfundamentet havde de fleste steder normal murbredde, men netop i vest udvidede det sig ind i rundgangen, hvilket må betyde, at muren på dette sted har været stærkt fortykket. Forklaringen kan være følgende: Indgangen har været i vest. Inden for den har ligget et forrum med opgang til galleriet ad to vindeltrapper, anbragt nord og syd for døren indbygget i muren, som i den anledning var fortykket. Det må dog erkendes, at denne løsning ikke rigtig passer med pillernes placering. Ved streng geometrisk rekonstruktion efter Hillebrands opmåling kommer man til et antal på elleve, og én falder lige ud for den postulerede vestindgang. Har man forskudt pillerne (som det er gjort på den her viste rekonstruktionstegning), eller har en enkelt været udeladt? (fig. 5).

Vi mener altså at vide, hvor indgangen har været, men kunne ønske oplyst, hvordan den har set ud; portalen er jo alle middelalderkirkers mest forkælede detalje. Ved udgravningen fandtes to granitskulpturer, som åbenbart har dannet baser for de flankerende søjler. De sad indmuret i fundamentet til den nye kirke og må altså have været fremme i 1870'erne, men mærkelig nok har ingen af de gamle beskrivere nævnt dem med et ord (fig. 6). Den ene base har i dybt relief udhugget følgende figurer: En mand med en økse i den løftede venstrehånd. Bag ham et rovdyr, rimeligvis en hanløve. På ryggen af denne, bagudrettet, et nøgent menneske, sikkert en kvinde. Figurerne er noget beskadiget, således er begge menneskeansigter borthugget, men det er intet mod den ødelæggelse, som har ramt den anden sten; her er kun lidt af pynten tilbage, nemlig bagparten af et rovdyr, sandsynligvis en løve. Hvad forestiller disse figurer? Danner de en fortællende enhed, måske med flere nu manglende enkeltheder, eller skal de opfattes hver for sig? Manden med øksen står i hvert fald helt alene blandt vore romanske granitskulpturer, men i øvrigt er det nok bedst at vente med svarene, til de på dette område kyndige har talt (fig. 7). Kunstnerisk er skulpturerne yderst slette arbejder, som på ingen måde holder mål med, hvad Slesvig ellers har frembragt på dette felt. Alligevel havde man gerne set flere, og der er stadig fundmuligheder i de tilbageværende rester af 1800-tals kirken. Tør man håbe, at der ved de kommende byggeaktiviteter vil dukke en tympanon op? (fig. 8).

Af de mange fundne grave var, mærkelig nok, kun et fåtal fra middelalderen. Løsfundenes mængde var betydelig, hvilket ikke kan undre, når man betænker kirkens lange funktionstid. Der var nagler og kistebeslag fra grave, stumper af kakler, marmorkugler, et fingerbøl(!), smykker og mønter. Af de sidste blev der fundet over hundrede. De er for tiden til undersøgelse og bestemmelse på Nationalmuseet (fig. 9).

Tilbage er de vigtige spørgsmål om kirkens (kirkernes) tidsmæssige placering og indpasning i det historiske billede. En kapitæl fra bygningen blev af Jacob Helms dateret til omkring 1130, men bevismaterialet er spinkelt, hvad han da også selv senere blev klar over. Den nu stedfundne undersøgelse har med sin påvisning af de to byggefaser kompliceret spørgsmålet. Granitskulpturerne, som vi fandt, kan groft dateres til midten af 1100-tallet, men ved bygningens udvidelse må portalen være flyttet ud, og om figurerne er hugget til den ældre kirke eller til den yngre er svært at sige. Hvornår klosteret blev oprettet vides ikke, men i 1190'erne, da det omtales første gang, havde det ret omfattende besiddelser, så det må sikkert være grundlagt i hvert fald nogle årtier tidligere. Men rundkirken? Det mærkelige er, at denne kirketype kun yderst sjældent knyttes til klostre. Kan det tænkes, at vor kirke er opført til andet formål og først senere blevet klosterkirke? Det har i hvert fald mange ment.

Den ejendommelige bygningsform rundkirken findes spredt over store dele af Europa. Gravkirken i Jerusalem har været nævnt som det mulige forbillede, men herom hersker ingen enighed, og indtil videre må det anses for usikkert, hvorfra typen stammer. I Danmark, hvor rundkirken optræder som en mærkelig fremmed fugl, har man næppe spekuleret over dette, snarere var det forsvarsmæssige hensyn, som fik vore landsmænd til at bygge kompakte, fæstningsagtige tårnkirker, undertiden med vinduer i form af skydeskår. Vi har bevaret syv rundkirker - deraf fire på Bornholm - men tages de registrerede ruinfund med, bliver tallet en del større. Om flere af kirkerne vides, at de har hørt til borg eller stormandsgård. De små bygninger, der gav kneben plads for en menighed, rummede rigeligt en mand og hans familie, i øvrigt har vel også her det forsvarsmæssige spillet ind. Om vor rundkirkes ældste anvendelse har der i tidens løb været fremsat mange teorier: Hedensk tempel, pakhus for engelske købmænd, vagttårn i Slesvigs forsvarssystem er nogle af forslagene. For nylig har historikeren Walter Schlesinger udkastet den tanke, at kirken kunne være bygget af kongen som hans private gårdkirke, altså en funktion svarende til den, som kendes fra en del danske rundkirker. At der har været kongsgård i Slesvig, er sikkert nok, men den nævnes kun flygtigt i kilderne, og vi ved ikke, hvor den har ligget. Om kong Niels’ ankomst til byen 1134 efter slaget ved Fodevig fortæller Sakse: »Da han drog ind ad byporten, som de med vilje åbnede på vid gab for ham, viste det sig, at borgerne var lige så forbitrede på ham, som gejstligheden var vel stemt imod ham. Da han så, at man gik imod ham i gaderne for at tilføje ham vold og overlast, tyede han op på slottet (kongsgården), skønt hans venner rådede ham til at flygte ind i Pederskirken (domkirken)«. (fig. 10).

Den almindelige opfattelse har været, at kongsgården lå inde i byen, men Schlesinger vil altså placere den uden for, nemlig på bakken ved rundkirken. Vor udgravning har om ikke bevist så dog bestyrket hans antagelse. Den ældste lille rundkirke kan meget godt tænkes bygget af kongen ved hans gård og senere givet til benediktinerordenens munke og nonner. For bedre at passe til det nye formål - nonnerne måtte jo ikke sidde blandt munkene under gudstjenesten - udbyggede man den med rundgang og det derover liggende galleri, hvor damerne kunne have deres nonnekor.

Teorien har i hvert fald et stænk af sandsynlighed, men det må understreges, at ingen antagelser kan være bindende før afslutningen af »Udgravning gammelby«, det store slesvigske udgravningsprojekt, som løber i disse år. For danskere er alt dette ikke ligegyldigt. Slesvigs beliggenhed gav byen en nøgleposition, og begivenhederne dér har grebet dybt ind i vor historie. Det forhold ændres ikke af den senere grænsedragning (fig. 11).

Litteratur: Jacob Helms: Danske tufstenskirker. Kbh. 1894.