Vogt lys og ild

Gennem et halvt århundrede satte den foretagsomme Christian sit præg på hovedstadens bybillede. Rosenborg, Børsen og Rundetårn hører til hans mest beundrede frembringelser, andre forekommer mindre sprælske, men er alligevel udtryk for nytænkning. Det gælder i høj grad Tøjhusanlægget, kongens første store byggeri, som han påbegyndte 1598, da han kun var 21 år gammel.

Det blev rejst på en holm, den samme, hvor Københavns Slot lå, og hvor dets afløser Christiansborg i dag ligger. Ved opfyldning udefter skabtes plads for et bygningskompleks omkring et firkantet havnebassin, hvor flådens skibe kunne lægge ind og modtage proviant og våbenudstyr. En moderne krigshavn med andre ord, sikkert anlagt med tanke på Sverige, men i øvrigt egnet til at indgyde enhver modstander respekt. Arkitekt var kongen selv, mens en bygmester forestod udførelsen.

Den første bygning stod færdig 1604, det såkaldte Lange Tøjhus. Og langt var det: ikke mindre end 163 meter. Huset havde to stokværk, hver med et eneste gennemgående rum, nederst kanonhallen til det svære skyts og ovenover rustkammersalen, hvor rigets beholdning af håndvåben opbevaredes. Indgangen til begge etager var fra et trappetårn ved bygningens ene ende.

Endnu mens der blev arbejdet her, indledtes opførelsen af Proviantgården. Den lagdes parallelt med Tøjhuset og blev af samme længde som dette, men noget smallere (17 mod 24 meter). Huset var, som navnet siger, beregnet til opbevaring af levnedsmidler.

Mellem de to lange bygninger udformedes nu havnebassinet, nærmest kvadratisk og med en dybde på fire meter, så at selv større krigsskibe kunne gå ind og blive gjort klar til togt. Mod stranden anlagdes en indsejlingsåbning flankeret af to lave, tværgående længer, Galejhuset til oplægning af flådens mindre fartøjer og Svovlhuset, hvor der fremstilledes fyrværkeri.

Endnu manglede fløjen mod slottet. Den har givetvis været projekteret - i hvert fald er den taget med på det her viste prospekt fra 1611 - men mærkelig nok fuldendte Christian 4. aldrig sit værk, først hans søn og efterfølger, Frederik 3., lod kompleksets sidste længe opføre. Her blev kun stueetagen brugt af militæret, på første og anden sal indrettedes henholdsvis bibliotek og kunstkammer. Vist ikke, hvad Christian 4. havde tænkt sig. (Fig. 1)

Store mængder korn og andre livsfornødenheder såsom smør, humle, flæsk og fisk var opmagasineret i Proviantgården, men også tøj, støvler og hvad der hørte til munderingen; leverandørerne var for en stor del landets lensmænd. Et velassorteret beredskabslager var af stor vigtighed for en krigsmagt; meget kunne vindes med en hurtig mobilisering, det forstod bygherren bedre end nogen. En proviantskriver førte regnskab med lagrene, men han blev strengt overvåget af rentemesteren og ve ham, hvis der blev fundet uregelmæssigheder.

Christian 4. fulgte nøje med i forrådssituationen. Når han opholdt sig i hovedstaden, færdedes han jævnligt i Proviantgården, og på rejser holdt han sig skriftligt orienteret; under et ophold i Skanderborg 1633 ønsker han således at vide, om der er proviant nok »til at staffere flåden ud i en hast, om behov gøres«. Ved en lejlighed erklærer han sig stærkt utilfreds med proviantskriveren, som har lagt korn på et loft, hvor der er konstateret orme - »der han dog haver loftsrum nok at lægge det på«.

Til proviantskriverens opgaver hørte aflønning af de ansatte ved flåden. En instruks fra 1621 nævner en betydelig stab, således 43 skippere, 30 styrmænd, en ankersmedemester, kompasstryger, rebslagermester, musikant samt Laurits bøssemager og Jokum plattenslager. Til lejlighedsvis brug endvidere en bartskærer, skarpretter og præst.

Proviantgården var kun en snes år gammel, da den røde hane galede første gang. Skadens omfang kendes ikke, ej heller brandens årsag, men det blev proviantskriveren Bartholomæus Haagensen, der måtte undgælde for det skete, så han må på en eller anden måde have været ansvarlig. Ikke alene fik han sin afsked, men det blev ham pålagt at levere »godt og tjenligt tømmer for 2000 daler« til brug ved bygningens istandsættelse.

I november 1719 udbrød der igen brand i Proviantgården, men den genopbyggedes hurtigt og fik i det store og hele sin gamle skikkelse. Alligevel var 1700-tallet forandringens tid for det gamle forrådsmagasin.

Flåden fik nyt hjemsted efter anlæggelsen af Nyholm, og efterhånden blev Proviantgården taget i brug til andre formål, således fik statens arkiv, det såkaldte Gehejmearkiv, plads i en del af kælderetagen. Husets militære forbindelse var dog ikke brudt: i det skæbnesvangre år 1864 rykkede Generalstaben ind, og for indtil et par år siden holdt Geodætisk Institut, som hørte under Forsvarsministeriet, til her.

Da bygningen for tredje gang i sin næsten 400-årige historie stod i flammer februar dette år, var bygningsarbejdere i gang med etablering af folketingskontorer. Årsagen til branden var selvantændelse i en sæk med affald. (Fig. 2)

Proviantgården vil blive genopført, så at bygningskomplekset kan fremtræde i sin hidtidige skikkelse, der ganske vist ikke er identisk med den, Christian 4. udtænkte, men dog har bevaret væsentlige træk af den. De to mindre bygninger, Svovlhuset og Galejhuset, der flankerede indsejlingen, er borte; den første, Svovlhuset, gik tabt ved en brand allerede i Christian 4.s levetid, og man kan ikke sige, at kongens elskede fyrværkeri, som var oplagret her, bidrog til at dæmpe ilden, den bredte sig til Tøjhuset, så at også det led betydelig skade. På den ledigblevne plads ligger i dag Det kongelige Bibliotek, delvis opført over Galejhusets bevarede kælderetage. Havnebassinet, hvor skibene modtog deres udrustning, blev tilkastet i 1860’erne. Her er nu en fredfyldt bibliotekshave.

Mest i pagt med fortiden er Kunstkammerbygningen, hvor der i dag er Rigsarkiv, og Tøjhuset, som stadig huser våben, men nu på museumsbasis. Man gruer ved tanken om, hvad der kunne være sket hin brandnat for et par måneder siden. De gamle vægteres advarsel, »Vær klog og snild, vogt lys og ild«, har fremdeles gyldighed.