Vognen og vikingerne

I forrige århundrede udgravedes i Hvilehøj ved Randers en fornem kvindes grav. Dateringen kan for en gangs skyld ikke diskuteres, hun havde den så at sige om halsen: en sølvmønt fra 900-årene anbragt blandt perlerne i en kæde. Klædt i en kostbar pelskantet dragt med sølv- og guldindvirkede silkeborter var hun lagt på et leje af dunpuder. Ingen tvivl om velstanden. Men resterne af kisten gav anledning til spekulationer. De bestod af en mængde klinknagler og søm i nogenlunde parallelle rækker, nogle vinkelbeslag ved enderne og omtrent midt for langsiderne et par ringe, alt af jern. På nogle af naglerne sad rester af uld, der har været brugt til tætning af plankernes sammenføjninger, men af træet var kun småstumper tilbage. Der fandtes ingen hængsler eller lukkebeslag eller overhovedet noget, der så ud til at være levn af et låg. Udgraveren tolkede det fundne som en slags ligbåre med sidestykker, men ikke alle var enig med ham. Hvorfor skulle en båre have sidekanter? De tydede snarere på en egentlig kiste. I de følgende år kom der flere tilsvarende fund, og diskussionen gik livligt.

Forsvarere for kisteteorien kunne henvise til en meget berømt af slagsen: den kiste, der ved udgravningen 1820 blev fundet i den nordlige Jellinghøjs gravkammer, og som ganske vist straks gik til grunde, men kendes fra en samtidig beskrivelse. Den omkring to meter lange kasse »lignende en rund kuffert«, var sammensat med klinknagler og »digtet med hårfletninger i bunden«. Låget, der bestod af to halvrunde fjæle, var ligeledes tættet med hår. På siden sad to jernringe. Her var altså en kiste, som bortset fra låget mindede ikke så lidt om eksemplaret fra Hvilehøj. Sagen syntes klar nok. Diskussionen og dens udgangspunkt gik i glemmebogen.

Så gik der mere end et halvt århundrede, inden et nyt prominent fund gav sit besyv med. Det var gravpladsen ved Fyrkats vikingeborg. Efteråret 1954 var stedets faste udgraver Svend Søndergaard i fuld gang med undersøgelsen af en usædvanlig rig og veludstyret kvindegrav. Den var vældig kompliceret på grund af det meget gravgods og især de umådeligt mange jerndele fra kisten - hovedsagelig klinknagler i parallelle langsgående rækker, men også en del søm. Naglernes placering viste, at kisten havde haft buet tværsnit. Af låg fandtes ingen rester. Søndergaard var meget optaget af graven og gjorde sig mange spekulationer over kistens konstruktion. Men ved juletid gik der et lys op for ham. Han havde som gave fra lederen af Fyrkat-udgravningen, C. G. Schultz fra Nationalmuseet, fået en bog om berømte vikingetidsfund, således det norske Osebergskib, der blandt meget andet også indeholdt en velbevaret vogn (Fig. 1). Søndergaard indså, at hvis Osebergvognens fading, der ligger løst på vognbukkene, stod alene og rådnede væk, så ville de ting, der blev tilbage, stort set svare til det, han havde fundet i Fyrkatgraven. Osebergfadingen har nærmest vuggeform. De rette gavle forbindes af ni langsgående planker, der mødes i skråt affasede kanter, så at overfladen bliver glat.

Til samlingen er anvendt nagler og - ved gavlene - vinkelbeslag og søm. På siderne er anbragt jernringe. Fyrkatkisten har hverken vinkelbeslag eller ringe, men derudover er ligheden slående. Der er seks parallelle rækker af klinknagler, svarende til syv langsgående planker. Det buede tværsnit passer også fint i sammenligningen.

Senere kom der endnu en kvindegrav på Fyrkat med de samme karakteristiske kisterester - og denne gang med vinkelbeslag ved gavlene. Tolkningen af de to kister som vognfadinger vandt anerkendelse og gled ind i oversigten over vikingetidens mangfoldige gravformer, nærmest som et kuriosum.

Nu frem til 1971. Da blev der i Sdr Onsild, få kilometer fra Fyrkat, fundet en lille vikingetidsgravplads. Rigest udstyret var en kvindegrav, og under behandlingen af dens kisterester: klinknagler i massevis, søm, vinkelbeslag og jernringe, blev det klart for konservator Jørgen Nordqvist, at der var påfaldende ligheder med de to særprægede Fyrkatkister. På Sdr Onsild-jerndelene sad en del trærester, som under vedanatom Peter Wagners behandling gav overraskende gode oplysninger fra sig. Ved at studere strukturerne i træet fandt han ud af, både hvordan de enkelte planker var udskåret af stammen, og hvordan de er indgået i helheden (Fig. 2). Fadingen lod sig herved i grove træk rekonstruere. I den 2 x 1 meter store kasse med rundet bund og lige gavle genkender vi, uden den overdådige udsmykning, modellen fra Osebergvognens fading.

Med modellen erkendt er typen straks lettere at få øje på. For nogle år siden undersøgte man en vikingetidsgravplads ved Slien, hvor fem af kisterne skilte sig ud med afvigende konstruktion. Bagefter blev det klart - ved at skele til Fyrkat og Oseberg - at i alt fald tre, der kom fra kvindegrave, var vognfadinger, og yderligere to er sandsynlige muligheder. Lokal har skikken altså ikke været, grænsen mod syd markeres foreløbig af en grav fra Oldenburg i Holsten.

Vender vi nu blikket bagud mod den næsten glemte Hvilehøj-ligbåre og de tilsvarende fund, som diskussionen stod om, så er der ingen grund til at betvivle, at de i virkeligheden har været vognfadinger. Den forsvundne Jelling-kiste er mere problematisk. Der tales jo udtrykkeligt om et låg, og ringene på siderne (som iøvrigt endnu er bevaret) peger ikke entydigt mod vognfading - de kendes fra kister, der ganske vist er noget yngre end Jelling. Det samme er tilfældet med den runde »kuffertform«. En regulær kiste i en stor og veludstyret vikingetids kammergrav kan heller ikke overraske nogen.

Ialt fjorten sikre vognfadinggrave er foreløbig påvist - fordelt over områder, hvor vikingetiden i forvejen er stærkt repræsenteret. Når der er daterbart gravgods, for eksempel mønter, peger det mod 900-årene. Elleve af gravene er, bedømt efter udstyret, kvindegrave. De tre sidste kan ikke kønsbestemmes, men intet peger i retning af mandsgrave.

Vognen i Osebergdronningens grav var ikke brugt som ligkiste, den indgik i det almindelige gravudstyr - og i sin helhed, altså ikke blot repræsenteret ved fadingen (Fig. 3, Fig. 4). Måske har der også været hele vogne i nogle danske grave; i alt fald findes der køreudstyr. I de store gravhøje ved Søllested og Møllemosegård på Fyn blev der i sidste århundrede fundet både mankestole til køreheste, trækkæder til vogne, bidsler og andet i samme retning; i sidstnævnte høj lå også hesteknogler. Det kniber lidt med oplysninger om de to fund, men om Søllested ved vi dog, at graven målte 10 x 3 meter og dermed er landets største kammergrav, langt større end stuen i Jellinghøjen (Fig. 5). Intet tyder på, at den her gravlagte skulle være en mand, mens forskelligt - en skrinhaspe, et formodet låsebeslag - peger mod kvinde (Fig. 6). Om Møllemosegårdgraven ved vi endnu mindre, den blev fundet ved grustagning i en høj, og genstandene kom frem i stor uorden, efterhånden som arbejdet skred. Men køreudstyr var der altså i begge gravene, og det var prægtigt - især mankestolene fanger opmærksomheden. Det har ikke været enhver givet at følges i graven af så kostbart håndværk. Der kendes endnu et par danske mankestole, de stammer troligt fra grave, men vi ved det ikke med sikkerhed.

Var der i vikingetiden en særlig forbindelse mellem vognen og kvinden? En del taler for det, intet modsiger det. Ganske vist er vognfadinggravene ikke hidtil påvist uden for Jylland med tilliggender, men hvorfor skulle de ikke dukke op på øerne og i vore nabolande, når man får kikket grundigt efter. Der er al mulig grund til at tro, at begravelse i vogn eller vognfading i 900-årene regnedes for en passende henfart for kvinder af magt og midler. Denne sammenhæng kan ikke overraske, for gennem hele middelalderen var vogne det foretrukne transportmiddel for kvinder, undtagen i bjergegne, og desuden for syge og gamle mænd. »Rigtige« mænd red; det fremgår af talrige billeder og af skriftlige kilder.

Ideerne bag vikingetidens gravskik begynder at tegne sig. Man har - for de mere velhavende - skibsgrave, ryttergrave og vogngrave: skibe, ridedyr og vogne (Fig. 7). Det er transportmidler, og mon ikke netop disse ting er kommet med i graven, for at de døde kunne komme frem på standsmæssig og tilpas bekvem vis, som de var vant til at færdes i levende live? Almindelige folk kunne gå, også til dødsriget. En vis støtte for vore forestillinger om det hinsidige transportsystem - heriblandt de kørende kvinder - finder vi i tidens få bevarede billeder, for eksempel på nogle af de gotlandske billedsten, og i skriftlige kilder som Eddadigtene.

Et andet aspekt af vogngravene er de oplysninger, de giver om selve køretøjet. Man har i mange år været så fascineret af de pragtfulde vikingeskibe, at man næsten har glemt, der også var andre former for transport. Nok har søen draget, men en væsentlig del af færdslen har måttet ske over land, og den omfattende fragt af varer kunne heller ikke alene foregå pr skib. Hidtil har der blot ikke været ret mange fund til at minde én derom; det er der nu, blandt andet fordi man ved hjælp af kulstof-14 metoden og dendrokronologien kan datere genstande og anlæg af træ nogenlunde nøjagtigt. Vognhjul og vognaksler kendes fra flere fund, og adskillige steder er der endda påvist hjulspor, som med sikkerhed kan siges at stamme fra vikingetiden. Alt dette understreger, at vogne hørte til i dagligdagen, og man får det indtryk, at de i mange henseender - måske lige bortset fra udsmykningen - har lignet Osebergvognen (Fig. 8, Fig. 9). Som den har de haft en løs vognfading, nem at løfte af, så den har kunnet bruges som container - eller hvis vognen var gået fast i mudder.

Med i billedet hører også de veje og vadesteder, der sammen med broanlæg er dukket op fra vikingetiden i de senere år: mindre anlæg som Sjellebro og Risby-vejen, men også »kongelige« storværker som den én kilometer lange bro over Ravning enge (se Skalk 1957:4 og 1977:1). Sammenlignet med tilsvarende ældre anlæg viser de en avanceret teknik, som tyder på øget trafik med vogne. Til landtransport af tungt og omfangsrigt gods, der vanskeligt lod sig anbringe på pakdyr, var vognen velegnet, i hvert fald det meste af året. Slæder kunne benyttes i vinterens sne - og også om sommeren til kortere befordring af tunge genstande som for eksempel sten. Men det må være vogne, der har ført jord til vikingeborgene og Jellinghøjene. Og mon ikke en god del af handelen, deriblandt landbrugseksporten, har nydt godt af de rullende befordringsmidler? Kvæg kunne naturligvis bevæge sig på egne ben, men huder, skind, uld, tekstiler, voks og honning måtte læsses på vogne og køres til en udskibningshavn.

Erkendelsen af, at man i vikingetidens Danmark havde et udbygget og flittigt benyttet vejnet med kørende, ridende og gående trafik giver en ny baggrund for forståelsen af mange forhold, for eksempel placeringen af vikingeborgene, der alle ligger ved vigtige vejlinjer, åbenbart for at øve kontrol (Fig. 10). Også udviklingen af en indlandsby som Viborg må ses på baggrund af en organiseret landtransport. For den begyndende rigsenhed var vejnettet en nødvendighed. Det var i kongens interesse, at byerne blomstrede gennem handel, og det var vigtigt for ham, at alle landets egne var tilgængelige for ham og hans mænd. Da kong Godfred 808 byggede sin vold fra »Østersalt til det Vestlige hav«, som de franske rigsannaler fortæller, bestemtes det, at den kun skulle have én port, hvorigennem vogne og heste kunne føres frem og tilbage. Kongen har ønsket kontrol med trafikken til og fra hærvejen, Jyllands gamle pulsåre. Omkring år 979 blev den vældige Ravning bro opført over den vanskeligt passable Vejle ådal, formodentlig på Harald Blåtands bud. Vi aner en bevidst udbygning af landets vejforbindelser, foretaget af den konge, der på Jellingstenen møder os som den store politiker, planlægger og bygmester.

En omfattende og effektiv organisation danner baggrunden for vikingekongernes succes. Udviklingen af vejnettet var et led i denne og måske ikke det mindst vigtige.

Lit: Else Roesdahl: Fyrkat, bd 2. Kbh. 1977. - Offa bd 36. Neumünster 1976. - Årbøger for nord. Oldkyndighed 1976.