Visitats

»Den 10. april visiterede jeg i Jelling menighed. Sognepræsten magister Moss katekiserede meget bevægelig over Peders fornægtelse og andre stykker i passionen. Bemeldte sognepræst, som har tilforn informeret kongens morianer i København og for kort siden er kommet til dette sted, er retsindig og flittig i sit embede, men har et stort huskors af hans kone, som er en arrig kvinde imod både ham selv og andre; jeg ville derfor alvorlig sat hende til rette, men den sagtmodige mand bad mig indstændigt og fra min ankomst til min bortrejse at holde inde dermed, såsom han ellers måtte lide derfor, når jeg var borte og kunne da ikke vente sig en times ro til de mange både for og i påskefesten forestående prædikener, så jeg, undtagen nogle få formaningsord til afsked i ganske milde terminis, måtte tie stille, især da han håbede at få hende afvænt fra brændevin, som skal være største årsag dertil, hvilket hans håb dog hidindtil har været forgæves«.

Pastor Moss havde som nævnt undervist ved hoffet, og embedet i Jelling synes han at have bestridt upåklageligt, men at styre sin fordrukne kone magtede han ikke. Om hendes meriter kan der læses i flere birketingsprotokoller, og selv om præstens navn også forekommer i akterne, skinner det klart igennem, hvem der er anstifter af balladen. En jellingbo ved navn Mathias Kornbech blev beskyldt for at have forholdt præstefolkene den dem tilkommende tiende af et bistade og af en flok »kalkunske høns«, som var i hans besiddelse. Stadet blev undersøgt og befundet næsten fuldt, men det var en »hittesværm«, sagde Mathias Kornbech, og som sådan kom den ikke præsten ved. Kalkunerne havde præstekonen uden videre taget i forvaring, hvilket førte til udveksling af mange injurier og til sidst fik Kornbech til at anlægge sag. Han vandt. De kalkunske høns skulle leveres tilbage, alle beskyldninger kendtes ubeføjede, og sagens omkostninger blev pålagt præsteparret.

Nederlaget burde have kølnet fruen, men tværtimod - næste sag var allerede under opsejling. Modparten denne gang var forpagteren Jens Fynbo. Han og præstekonen kom meget dårligt ud af det med hinanden - så dårligt, at pastor Moss flere gange måtte lægge sig imellem, for at det ikke skulle komme til håndgribeligheder. Det kom det alligevel. Fynbo påstod, at konen ved en lejlighed havde slået ham syv-otte gange i ansigtet, og at hun en dag fra et vindue havde hældt indholdet af et vist møbel i hovedet på ham. Hun til gengæld beskyldte forpagteren for at have væltet hende om og sparket hende, så at hun en lang tid havde men af det; et - ganske vist mindreårigt - vidne, pigen Barbra, kunne bekræfte, at fruen havde fire blå pletter på kroppen. Fynbo havde endvidere taget en del træværk fra præstegårdens stald, og en aften havde han truet hende med en lodbøsse. Sagen kom som nævnt for retten, og denne gang faldt dommen ud til præstefruens fordel. Jens Fynbo skulle bøde tre gange seks lod sølv for hver af de blå pletter samt to rigsdaler til justitskassen og ti i procesomkostninger. (Fig. 1)

Da dommen faldt, i juli 1750, var pastor Moss netop afgået ved døden og dermed befriet for yderligere besvær med sin uregerlige ægtefælle. Han var som sagt en fredens mand, og hans præstegerning var der intet at udsætte på. Biskop Brorson skriver, at af de ved gudstjenesten tilstedeværende gamle »var nogle helt bevægelige, især en gammel skovfoged, som siges tilforn at have været yderst ugudelig med banden og andre grovheder, men nu ganske eksemplarisk udi sin vandring«. (Fig. 1)