Vinterstuens masker

Masken har en solid plads i menneskets historie. Den har medvirket ved fester og kulthandlinger og er derfra gledet ind i udsmykningerne - først vel med en symbolsk betydning, men efterhånden blot som dekoration. Selve formen ændrede sig ikke meget, de hedenske dæmonskræmmende masker ligger ikke langt fra dem, de kristne stenhuggere fremstillede. Under renæssancen, hvor man søgte inspiration i fortiden, fik masken en opblomstring i såvel maleri som plastisk dekorationskunst. Her gik de italienske kunstnere i spidsen, idet netop de havde en rig kilde at øse af, nemlig de fantasifuldt slyngede plante-, dyre- og menneskefremstillinger i de romerske katakomber. I grotterne fandt man vrængemaskernes forbilleder; deraf ordet grotesk (Fig. 2). De blev i løbet af 1500-årene udbredt over hele Italien, hvorfra de hurtigt fandt vej til Nederlandene. Til Danmark nåede de i slutningen af århundredet. Nogle af de første finder vi hugget i sandsten på Kronborg.

Sit egentlige danske gennembrud fik denne maskeform dog først i begyndelsen af det følgende århundrede, 1600-tallet, og når man erindrer sig Christian 4.s byggeiver, er det ikke så sært, det er i hans selskab, den især dukker op. I kongens Bedekammer på Frederiksborg fandtes således vrængemasker i mange former, ikke ulig dem på Rosenborg, men de gik til grunde ved slotsbranden 1859.

Af Vinterstuens 66 masker har nogle få satyragtige træk, men de fleste er sammensat af elementer fra dyre- og planteriget. Således har et af ansigterne næseparti i form af en hummer; den griber med kloerne om to slanger, der rejser sig fra maskens hovedbund. I et andet tilfælde er øjnene muslingeskaller, og i et tredje består håret af egeløv. Fælles for alle er de vrængende munde og kindernes hudlapper og gevækster.

Vinterstuens masker har aldrig været studeret nærmere, men faktisk lader det sig gøre ret sikkert at udrede deres herkomst. I 1555 udkom i Antwerpen 18 maske-kobberstik, en serie fremstillet efter forlæg af den nederlandske arkitekt og skulptør Cornells Floris. Ved nærmere eftersyn opdager man, at det er her, Rosenborgmaskernes forlæg skal søges. De fleste er overtaget direkte, enkelte med variationer, mens ganske få har deres oprindelse uden for serien (Fig. 3, Fig. 4, Fig 5).

Kun ét af de atten blade viser et ansigt i profil, og også det genfindes naturligvis blandt maskerne i Vinterstuen.

Cornelis Floris, der var en anset kunstner, har udført flere arbejder for det danske hof og dansk højadel, således Frederik 1.s gravmæle i Slesvig, Christian 3.s i Roskilde og Herluf Trolle og Birgitte Gøjes epitafium i Herlufsholm - for blot at nævne nogle enkelte. Det sidstnævnte kunstværk blev leveret med kureren Hans Floris fra Antwerpen, vistnok en brorsøn til Cornelis (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). Denne selv synes aldrig at have været i Danmark, men hans slægtning må have befundet sig vel her, for efter ankomsten søgte han om opholdstilladelse, som bevilgedes 1570. Senere finder vi Hans Floris ved forskellige kongelige bygningsarbejder, især på Kronborg, hvor han ansattes som bygmester og tilsynsmand 1595 og virkede til sin død år 1600; hans gravsten ses stadig i Helsingørs Maria-kirke. Som nævnt er det på Kronborg, vi finder nogle af de tidligste vrængemasker i dansk renæssancearkitektur, så det forekommer sandsynligt, at det er Hans Floris, der har ført farbroderens kobberstik til Danmark.

Maskeserien fik stor betydning for snedkerhåndværkets dekorationskunst. Gennem 1600-årenes indledende årtier spredtes dens ansigter i kopier og kopiers kopier - fra de kongelige slotte i Hillerød og København til altertavler og prædikestole rundt om i riget. Denne udvikling fortsatte, men med barokkens indtræden ændrede ansigterne karakter.

Den danske snedker, Gregers Greus, der i 1614 påbegyndte Vinterstuens udsmykning, havde tidligere været tilknyttet Kronborg og kan der have mødt Hans Floris og stiftet bekendtskab med hans onkels billeder. Efter Greus1 død 1616 fortsatte en anden arbejdet, men også han døde, så det blev en tredje mand, der 1620 lagde sidste hånd på værket. Maskerne er således mange hænders arbejde, men ånden bag dem er ubestrideligt Cornelis Floris’.

Inspirationen til sine masker har Floris hentet i Italien, hvor han tilbragte nogle studieår omkring midten af 1500-tallet. I en af den norditalienske by Mantovas kendte bygninger, Palazzo del Te, findes imponerende mængder af malede masker, og også plastiske fremstillinger vrænger den besøgende i møde - de er alle skabt af Giulio Romano i 1520'erne og -30'erne. Dem må Floris have set, men også de italienske kobberstikkeres arbejder i samme genre finder man kopieret, indarbejdet eller nyfortolket i hans serie.

Denne afart af maskekunsten opnåede ikke den samme udbredelse her som i Sydeuropa, men takket være Cornelis Floris gik den os dog ikke forbi. Hans masker - eller rettere de danske kunstsnedkeres fortolkning af dem - vrængede ad Christian 4. I dag, næsten 400 år efter, gør de det samme ad os (Fig. 10).