Vinlandspil

Omkring fem hundrede år tidligere havde nordeuropæiske søfarende fra Grønland fundet landet, men i den mellemliggende tid var enhver viden herom gået i glemmebogen. Vi skal tilbage til slutningen af 900-årene, til den tid, da den norrøne kolonisation af Grønland tog sin begyndelse. Desværre findes ingen logbog, der klart og præcist beskriver nordboernes vestlige færder til den ny verden, men indirekte er de beskrevet i to af de islandske sagaer. Det drejer sig om henholdsvis Erik den Rødes saga og Grønlændingesaga, der dels lader Leif den Lykkelige være opdageren i år 1000 og dels Bjarne Herjulfsøn i 985. Nu er der det at sige, at sagaerne jo ikke er historiske dokumenter, men snarere fortællinger, der roterer om en historisk kerne, som undertiden har vist sig at være nok så korrekt. Hvilken saga, der indeholder den skinbarlige sandhed om Amerikas opdagelse, står ikke klart, men kyndige folk hælder til den anskuelse, at traditionen i Grønlændingesaga forekommer ældre og mere oprindelig, at Bjarne dermed var den første europæer, der så det amerikanske fastland. Uanset divergenser i sagaerne om person og tid står det fast, at nordboerne i disse år fandt landet i vest og navngav den nordlige del af kyststrækningen: Helluland, Markland og Vinland.

En bekræftelse af sagaernes udsagn kan man finde hos den lærde Adam af Bremen, som 1080 udgav en beskrivelse af den nordlige verden. (Fig. 1) Heri nævner han Vinland med danerkongen Svend Estridsen som hjemmelsmand. Det er nok værd at bemærke, at dette nedskrives mindre end hundrede år efter, opdagelsen ifølge sagaerne fandt sted. Yderligere bekræftelse fås i de islandske annaler. Her anføres for året 1122, at biskop Erik Upse drog til Vinland, og 1347 ses en skibsbesætning på 18 mand at være stormslået til Island på rejse fra Markland. Ydre omstændigheder medførte, at besejlingen af Grønland efterhånden ophørte, og erindringen om det nye land i vest fortabte sig i glemselens tåge.

Fra tid til anden er der kommet kartografisk materiale for dagen med tegninger af både Grønland og Vinland, men uden at gå i detaljer kan det siges, at det meste bliver betragtet med betydelig skepsis. Stor furore vakte det Vinlandskort, der dukkede op i 1957 og mentes at være fra tiden før Columbus. (Fig. 2) Ser man nærmere på udtegningen af Grønland, synes tvivl dog berettiget; den minder for meget om nutidige kort.

Men hvad siger arkæologien om dette? Nordbosager fundet i Nordamerika eller amerikanske genstande i Grønland ville bringe det afgørende bevis. Af de første er der i tidens løb fremkommet adskillige, men fundomstændighederne gør, at de fleste har måttet drages i tvivl. Af de sidste foreligger kun ganske få. Lad os se lidt nærmere på dem.

Det drejer sig om to små pilespidser af bjergart, der begge er fremmed gods i nordbosammenhæng, og som med visse forbehold kan henføres til et nordamerikansk indiansk/eskimoisk redskabsinventar. Den første kom for dagen i 1930 under udgravningen af Sandnesgården i Vesterbygden, men ikke på en sådan måde, at man har sikkerhed for, den har været mellem hænderne på nordboer. Den anden er et fund af helt ny dato, denne gang fra Østerbygden, gjort på selve Brattahlid, hvorfra Thorfin Karlsevnes store Vinlandsekspedition ifølge sagaen udgik i 1003. Pilen er et løsfund tilfældigt fremkommet mellem klipperne langs den nuværende kystlinje neden for de berømte ruiner. De to spidser har så mange fællestræk, specielt indhakkene ved basis, at de må anses for at have samme herkomst. Geologisk er stenmaterialet for Sandnespilen bestemt som en kvartsittype, der er speciel for Labrador, medens Brattahlidpilen er af en kvartsbjergart, der ikke kendes lokalt i Grønland. Hermed ophører imidlertid den skønne samdrægtighed. En typologisk analyse af pilespidserne viser, at der er et næsten uoverskueligt antal af muligheder for herkomst, dog begrænset til Nordamerika og Grønland.

På den grønlandske side af Davis Strædet er der ligheder med Sarqaq-kulturens spidser. Denne kultur, der florerede omkring 1000 før Kristus, er repræsenteret på såvel øst- som vestkysten af Grønland, men kun lige antydet i den gamle Østerbygd og det netop i Brattahlidområdet, hvorfra der kendes enkelte fund. En anden mulighed kan være den gamle eskimoiske Dorset-kultur, hvis pilespidser fra tiden 0 til 500 efter Kristus har en vis omend langtfra udpræget lighed med vore.

Såvidt Grønland, men når vi vender os til Nordamerika synes mulighederne utallige, ja uoverskuelige. De to pilespidser har sammenfaldende lighed med en type - notches point - der er så udbredt geografisk som tidsmæssigt, at en nærmere lokalisering ikke synes mulig. Hvad der har størst interesse i denne sammenhæng er, at typen kendes fra den sydlige del af Labrador og langs Newfoundland. Netop disse områder er blevet bestemt som nordboernes Markland og Vinland. Sådanne pilespidser har været fremstillet af såvel eskimoer som indianere og er følgelig udbredt over størstedelen af Nordamerika knyttet til vidt forskellige stammer. (Fig 3) Endvidere har de været lavet så langt op i tid, som bue og pil nu blev anvendt.

Imidlertid ville det i første omgang være tilfredsstillende at kunne bestemme pilespidserne som værende af amerikansk oprindelse, og kan man komme så langt, står der kun tilbage, hvordan de kom til Grønland. Den mest nærliggende mulighed må være, at de er medbragt af nordboer enten som souvenir eller siddende i et sår fra en af de træfninger med lokalbefolkningen (skrællingerne), som der berettes om i Grønlændingesaga. Det bør bemærkes, at begge pilespidser er fundet i forbindelse med mægtige gårdsanlæg i henholdsvis Øster- og Vesterbygd. En anden, men mindre sandsynlig mulighed, er fjerntransport med en større, såret fugl som for eksempel en gås. Det er før set, at en anskudt fugl med isiddende pil har kunnet tilbagelægge kolossale afstande, inden den døde.

Usikkerheden er altså til stede, men satser man på de geologiske udsagn og den rent faktiske største lighed med indianske pile, så kan det ikke udelukkes, at vi netop her står med håndgribelige beviser på nordboernes førsteprioritet på opdagelsen af Amerika.