Vinlandsmønt

To amerikanske amatørarkæologer foretog fra midten af 1950'erne udgravninger i indianske kystbopladser ved Penobscot-bugten i staten Maine. Disse køkkenmøddinger består, som de danske, af sammenhobede skaldyrsrester, dyreknogler og redskaber, men har naturligvis hver deres særpræg; en af dem indeholdt således mange knogler af sæl. På denne plads, som de to koncentrerede sig om, fremkom en dag i 30 centimeters dybde mellem skaller og knogler en lille uanselig mønt, medtaget og svær at bestemme, men i første omgang opfattet som en engelsk penny fra 1100-årene. Fundet vakte ikke særlig opsigt. De to udgravere fortsatte arbejdet nogle uger hver sommer over i alt en snes år og med godt udbytte - men alene i indianske oldsager.

Mønten, der fandt plads i Maine State Museum, er af sølv, dog af ringe lødighed. På forsiden ses et fantasifuldt dyrehoved og på bagsiden et kors omgivet med en cirkel. En eventuel indskrift kan være udslettet ved forvitring og af de store skår i kanten. Disse var, da stykket blev fundet, noget mindre, og der kunne dengang ses et hul lidt inden for randen; det kan ikke have været der oprindeligt, men må være boret, for at mønten kunne bæres som smykke eller amulet. 1978 blev en engelsk møntkender opmærksom på fundet og kunne fastslå, at det i virkeligheden drejer sig om en norsk vikingemønt, slået under Olaf Kyrre, som regerede 1066-93. Denne konges mønter er ikke ukendte i Europa, de er fundet ret talrigt i Norge, men også Sverige og Finland har fået deres del, og enkelte har nået England og Shetlandsøerne. En del bærer indskrifter med latinske bogstaver eller runer. Ingen er helt identiske med Maine-mønten, som alligevel, efter præg og sølvindhold, med forsigtighed kan dateres til første halvdel af kongens regeringstid.

Hvordan er mønten kommet til bopladsen i U.S.A.? En mulighed er vel, at en Vinlandsfarer selv har besøgt indianerlejren og tabt den, men der er ikke fundet andre nordbolevn i området, så det er nok mere sandsynligt, at den sammen med andre sager er givet i bytte for skind og pelsværk, hvorefter den er vandret rundt; sådanne udvekslinger omtales i sagaerne. Da indianerne ikke kendte til penge, må smykkeværdien have været afgørende, og hullet viser jo også, at den har været båret som prydelse.

I sagaerne omtales fire Vinlandsrejser, der alle fandt sted omkring år 1000, men der kan have været mange senere, og et par af dem har vi da også efterretninger om. 1121 drog Erik Gnupsson, biskop i Grønland, af sted på den farefulde færd; det kunne være en af hans mænd, der havde mønten med sig. Så sent som 1347 hører vi antydningsvis om en sådan ekspedition, men da lå pengestykket vel for længst i jorden.

Eller gjorde det? En mulighed, som ikke må overses, er jo, at mønten kan være bragt til Amerika i ny tid, og anbragt på bopladsen af en spøgefugl for at narre udgraverne. Sådant hænder og ikke så sjældent endda, men den lillebitte mønt, der tilmed er dårligt bevaret, synes ret uegnet som rekvisit i et sådant nummer. Dertil kommer sjældenheden. Det er ikke enhver givet at gå rundt med mønter fra Olaf Kyrres tid i lommen.

I Grønlands nordboruiner er mærkelig nok aldrig fundet mønter. Handelen med de sjældne gæster fra Europa foregik vel på byttebasis, men helt ukendt med penge kan de gamle kolonister ikke have været, i hvert fald i bosættelsens ældste tid. De må være der og dukker nok op en dag.