Vildspor

De to strafferedskaber var så almindelige, at de ligefrem blev lærergerningens symbol. Man møder dem - korslagte - i middelalderskolernes segl, og på de få afbildninger, der eksisterer af lærere fra gammel tid, savnes de sjældent. I Tuse kirke ved Holbæk finder vi blandt kalkmalerierne fra midten af 1400-årene ét, der viser Jesu første skoledag. Jomfru Maria møder op med sin dreng i klassen, hvor eleverne er i gang med forskellige boglige sysler. De overvåges af læreren, som har ris og ferle parat.

Brugt med måde har de to instrumenter vel ikke gjort nævneværdig skade - børnene kendte jo vilkårene - men ført med ond vilje og af en kraftig arm kunne de være farlige våben. I Christian 5’s Danske Lov hedder det: »Ferler må de ej bruge i skolerne at lemlæste børn med. Dog må de vel have ferler, om nogle store rebeller ville sætte sig op mod dennem«.

1953 fandtes i middelalderlag under Roskildes Hersegade to træstykker af form og størrelse som grydeskeer, men med flade skiveformede blade, altså uden de hulninger, som skeer sædvanligvis har. I skaftet på den ene var skåret et bomærke, som med sikkerhed er middelalderligt, så dateringen ligger fast, om end med et ret vidt spillerum til begge sider. Stykkerne ligner de ferler, vi kender fra billeder, og er blevet tolket som sådanne - et vidnesbyrd om Roskildes rolle som uddannelsescentrum i den katolske tid (fig. 1). Helt enestående er disse jordfund nu ikke, tilsvarende kendes fra andre byers middelalderlag: to fra Svendborg, tre fra Lund og hele fem fra Lödöse ved Götaelven. Skulle Lödöse ligefrem have været et lærdomscenter? Sådan kunne det opfattes, men det er nok klogt at tage påstanden med et gran salt.

Alene mængden af fundne ferler får en til at studse, for nok var ferler almindelige, men det var inden for et meget snævert område af datidens samfund. Vender vi os mod Norge, øges mistroen, her er der nemlig fundet tilsvarende stykker, men fra en anden tid og under helt andre forhold end de svensk-danske. De stammer fra Oseberg, den store høj, hvor en fornem kvinde omkring 850 blev gravsat i sit skib med mængder af udstyr. I det miljø, hvor Osebergdamen færdedes, var der uden tvivl børn, men næppe skoler og i hvert fald ingen peblinge. Skulle bestemmelsen af denne type træsager som ferler alligevel være lidt forhastet?

Til gravgodset i Oseberghøjen hører et helt sæt køkkenudstyr, og måske er det i forbindelse med dette, man skal se de omdiskuterede genstande. Det faldt ikke udgraverne ind, at der kunne være tale om ferler, de opfattede pladepindene som en slags grydeskeer, der ganske vist ikke kunne bruges til opøsning, men nok til at røre rundt i suppen med (fig. 2). Den forklaring kan udmærket gælde også for de andre stykker, der er af fuldstændig samme form og størrelse som dem fra Oseberg, og her falder bomærket på Roskildeeksemplaret godt ind; den slags ejersignaturer blev ofte sat netop på husgeråd. Vore træstykker kan sagtens have hørt til i køkkenet, der har sat sig mange flere spor i jorden end skolestuen.

Før vi tager endelig stilling, vil det være rimeligt at underkaste middelalderferlens udseende et lidt mere indgående studium. Det er slet ikke så let, for vi er helt henvist til billeder; der er ikke bevaret et eneste stykke fra den tid, om hvilket vi med sikkerhed kan sige, at det er en ferle. Lad os igen betragte Tuse-kalkmaleriet. Ferlen, skolemesteren står med, er en stang med en cirkulær plade i den ene ende og en mindre plade eller måske snarere en drejet kugle eller knop i den anden. På de jordfundne pladestokke mangler denne knop (fig. 3).

Blandt de mest fremtrædende mænd i senmiddelalderens skolevæsen var Morten Børup, rektor ved Århus katedralskole. Han døde 1526 og blev begravet ved byens domkirke, hvor hans gravsten dog nu synes at være forsvundet. En detalje fra den er imidlertid bevaret i en tegning: Børups våbenskjold med ris og ferle lagt over kors og tillige en greb, der vel hentyder til hans landlige herkomst. Ferien har, så vidt man kan se, trindt skaft med to drejede vulster ved grebet. Også pladen bærer en slags dekoration, en - formodentlig indskåret - ring omkring en prik eller stjerne. Morten Børups ferle var altså, ligesom Tuse-skolelærerens, et ganske pynteligt instrument, som der var gjort noget ud af. Andre middelalderlige billeder peger i samme retning. Det drejede skaft synes at have været fast tilbehør.

Fra tiden efter reformationen findes ferler bevaret, dog vistnok ingen i Danmark, derimod enkelte i Sverige og Holland - alle har drejede skafter. Sådan skulle ferler åbenbart se ud; det var redskaber lavet af fagfolk, ikke blot simpel husflid. Ferlen var et smertefremkaldende strafferedskab, men man må ikke glemme, at den tillige var skolemesterens værdighedstegn (fig. 4).

I Lübeck er fundet, hvad vi måske tør tro, er en ægte ferle; i hvert fald har den drejet håndtag med knopper på de rigtige steder. De danske og svenske pladestokke bør nok flyttes fra pædagogikkens til køkkenets afdeling i de respektive ejermuseer. Deres grove skafter uden al pynt klassificerer dem som simple arbejdsredskaber. Hvorfor skulle man dekorere en rørepind?

Men det kan da godt være, at en hårdtprøvet mor eller far i en snæver vending har snuppet en sådan køkkenrekvisit og givet en utålelig unge en gang høvl.