Vildledning for besøgende
Ved mange af vore mest betydningsfulde fortidsminder er anbragt tavler, hvor der i tekst og tegning gøres rede for anlægget og dets problemer. Det er en god ide - en prisværdig støtte til de mennesker, der lægger vejen forbi og gerne vil vide lidt om, hvad det er, de ser. Af en sådan »vejledning for besøgende« må kræves, at den er klar og anskuelig, og at dens oplysninger i al deres kortfattethed er rigtige til sidste detalje. Det er nu ikke altid, der er taget så tungt på disse fordringer, navnlig den sidste syndes der imod. Lad os tage Jelling som eksempel.
Af Harald Andersen
De to mægtige Jellinghøje ligger som bekendt nær hinanden, og midt imellem dem - vist endda nøjagtigt midt imellem - står den store runesten, hvor kong Harald Blåtand erklærer sit rige for kristnet. Ved udgravningen af Sydhøjen 1941 blev der gjort et bemærkelsesværdigt fund, nemlig to stenrækker, rester af en kæmpemæssig stensætning, som har ligget på marken, før højen kom til og dækkede en del af den. Nøjagtigt hvilken figur, stenene har dannet, kan ikke afgøres, men så meget står fast: dens længdeakse har peget mod Nordhøjens midte, og også den senere tilkomne Sydhøj er lagt, så at den har sit centrum præcis i denne midtlinje. Stensætningen binder altså højene sammen, gør hele monumentkomplekset (stenrækker, høje og runesten) til en enhed. Erkendelsen heraf har givet Jellinganlægget en ny dimension.
Og hvordan har så Jellings vismænd anskueliggjort dette for de mængder af mennesker, som årligt gæster stedet? Lidt forskelligt - der er flere tavler fordelt over området, men lad os holde os til den vigtigste, den som ingen overser, fordi den er anbragt ved gangen op til runesten og kirke. Billedet viser et udsnit: man ser høje, runesten og stenrækker, men de sidste er drejet, så at symmetrien i grundplanen er gået fløjten. Et af anlæggets interessanteste og mest omdiskuterede træk er på denne måde sjusket bort for Jellings hundredetusinder af besøgende. Tavlen har siddet, hvor den sidder, gennem en årrække, den er jævnlig blevet passeret af Nationalmuseets folk, men hverken disse eller det særlige Jellingudvalg, hvis opgave vel netop var at tage sig af den slags anliggender, har følt sig foranlediget til at få den udskiftet.
Der kunne nævnes andre eksempler, men dette er valgt, fordi det drejer sig om vort vel nok berømteste oldtidsminde, som de besøgende har krav på at blive pålideligt informeret om. At komprimere et stort og måske problemfyldt stof på en måde, så at det bliver forståeligt for mange mennesker, også dem uden særlige forkundskaber, er i sig selv en krævende opgave, der bør varetages af kompetente folk, men det er ikke nok: alt må foregå i samråd med kendere af det aktuelle fortidsminde, så at fejl og misforståelser undgås. Det er ikke et job for kontorets yngstemand (Fig. 1, Fig. 2).
Fig. 1, Fig. 2: Øverst udsnit af Jellingtavlen med de forkert sigtende stenrækker. På skitsen til højre ser man vinkelanlægget drejet på plads og symmetrien genoprettet.
