Vikingeværk

Hvad Skuldelevskibene er, vil være velkendt for Skalks læsere: fundet, udgravningen, optagningen og genopbygningen af de fem fartøjer, der engang i 1000-årene sænkedes som sejlspærring i Roskilde fjord, blev jo fulgt i en række artikler her i bladet (sidst 1969:2). I Vikingeskibshallen kan man i dag studere skibenes elegante linjer og glæde sig over udførelsens tekniske mesterskab, men hvordan de artede sig på søen, hvor velegnede de var til deres formål, må man gætte sig til. Det spørgsmål kan kun besvares på én måde, nemlig ved at genskabe skibene.

De to skibe, som er udvalgt til kopiering - Skuldelev 1 og 3 - er begge så veldokumenterede i fundet, at næsten alle skrogets detaljer kan bestemmes med fuld sikkerhed, og sporene fra tove til rig og sejl gør det muligt at fastlægge også disses mål inden for snævre grænser. Begge er handelsskibe, men materiale og detailudformning viser, at de er fremstillet i vidt forskellige egne af Norden. Vi kan med god grund antage, at Skuldelev 1 er bygget i Vestnorge, det er nemlig af fyrretræ og i dimensioner, som man formentlig kun har kunnet finde der. Skuldelev 3 er af eg og med stor sandsynlighed bygget i Danmark, måske endda ved Roskilde fjord. Meget passende er byggestederne for de to kopier da også Vestnorge og Roskilde fjord.

Det norske skib er knap 17 meter langt med en lasteevne på ca 24 tons. »Saga Siglar«, som det blev navngivet, byggedes 1982-83 hos bådebygger Sigurd Bjørkedal nær Ålesund. Tømmeret måtte han hente i fjeldet på et sted, hvor ingen tidligere havde kunnet komme til at skove. Her var det endnu muligt at finde det fornødne materiale til de store krumgroede spanter og lange planker, men så var det også slut med forrådet. Næste gang, man skal bygge kopi af dette skib, må man formentlig bruge limtræ, for overalt synes skovene nu udtømt for tømmer af disse former og størrelser.

Saga Siglar blev til på bestilling af nordmanden Ragnar Thorseth. Han har en række eventyrlige færder i småbåde bag sig og ønsker nu at sejle i vikingernes kølvand til Grønland og Vinland i et skib af den rette støbning. Sommeren 1983 blev fartøjet afprøvet på en vellykket rundrejse langs Nordsøens kyster og til Danmark inden de afsluttende hårde prøvesejladser ved Norge. Såvel ved disse som ved selve bygningen af skibet medvirkede Vikingeskibshallens erfarne folk.

Når Saga Siglar forsommeren 1984 står vestpå fra Norge med kurs mod Grønland, kommer skrog og rig på en alvorlig prøve, og man må håbe, den falder heldigt ud, for det er meningen at fortsætte vest- og sydover til Canada, USA og videre over Stillehavet - kort sagt rundt om Jorden (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). Turen iværksættes af eventyrlyst og finansieres af reklamepenge, men for arkæologien har projektet et interessant biprodukt, nemlig de erfaringer, som kan indhøstes under sejladsen. Skønt motorsaven har været i brug ved bygningen, og kursen lægges ved satellitnavigation, er projektet så kvalitetspræget, at vi tør fæste lid til de vundne resultater. Allerede nu kan vi se, at skibet trods sin fyldighed er særdeles velsejlende, og at det bjærger sig flot i al slags vejr. Med et sådant skib kunne nordmanden Ottar foretage sine lange rejser i slutningen af 800-årene og Leif den Lykkelige relativt trygt begive sig vestpå mod Vinland omkring årtusindskiftet.

»Roar«, som vi kalder Roskilde-kopien, er mindre end det norske skib, en kystfarer, 14 meter lang og med en lasteevne omkring 5 tons. Det, som i det andet projekt var tilgift, er her hovedsagen: vi genskaber fundets genstand med det primære formål at få en bedre forståelse af den. For arbejdet står Vikingeskibshallens sagkyndige samt en gruppe unge dygtige håndværkere, der har erfaringer fra andre lignende projekter. Originalskibet er af høj teknisk standard, og kopien skulle ikke blive ringere. Her tåles ingen afvigelser, hvilket blandt andet betyder, at vi har måttet foretage omfattende afsøgninger i de danske skove for at finde tilstrækkeligt store og rene egestammer til udkløvning og tilhugning af bordplanker og stævne. Ingen moderne hjælpemidler er tilladt, redskaberne er »rigtige«, alt foregår uden »snyderi«. Under et sådant arbejde tvinges man ind i mange overvejelser, detaljer ved originalskibet, som hidtil er blevet næsten overset, får pludselig betydning. Mange spørgsmål må naturligvis stå åbne (har man for eksempel bygget i det fri eller under tag?), mens andre, således vedrørende værktøjsteknikken, kan besvares gennem studier af huggespor og lignende.

Skønt projektet er videnskabeligt anlagt, har det også en folkelig side - bådeværftet ved Roskilde havn er nemlig offentlig tilgængeligt, og mange tusinde interesserede vil have fulgt byggeriet i dets mange faser, både her og i Vikingeskibshallens udstilling, når skibet i sensommeren 1984 er klar til søsætning. Roar vil blive rigget og prøvesejlet og resultaterne analyseret i samråd med moderne skibsteknisk ekspertise. Vikingetidens skibe var særdeles veludviklede og raffinerede for deres tid, og måske kan vi også i dag lære af de gamle mestre (Fig. 5).