Vikinger fra uvant synsvinkel

Ingen tør udelukke, at de sagn om konger og helte, som Lejres berømmelse bygger på, kan indeholde kerner af sandhed, men som helhed må de anses for utroværdige. Kun én ting i det hele væv tør man for alvor fæste lid til, nemlig selve hovedsagen, at kongerne har boet her. Set på baggrund af, hvad fund og mindesmærker fortæller om stedets betydning i den sene oldtid, er der ingen grund til at betvivle, at det har sin rigtighed. Lejres problemer har tidligere været behandlet her i bladet (1958:2 og 4, 1963:1), hvorfor vi som optakt til omtalen af nye udgravninger kan nøjes med en kort beskrivelse koncentreret om selve kernepunktet. Vi befinder os en mils vej vest for Roskilde, på bakken mellem to åer: Kornerupåen og den nu udtørrede Lejre Å. Fra vort høje stade ser vi over mod landsbyen Lejre, som med sine kønne stråtækte gårde nok er værd at betragte, men som ligner alt andet end en forhenværende hovedstad. På selve marken, hvor vi står, ligger synligt to oldtidsminder. Det ene er en gruppe mandshøje bautasten, de sørgelige rester af landets største skibssætning, det andet en stor høj, som ved udgravning for ti år siden afslørede sin jernalderherkomst, og som for så vidt meget vel kan være bygget for en af Lejrekongerne. Omkring disse to, højen og skibssætningen, har udgravningerne afdækket en udstrakt vikingegravplads, hvor der i årenes løb er fremdraget adskillige bemærkelsesværdige fund. Rige grave og fattige grave ligger her side om side i skøn og tiltalende forening, men dette gravpladsens demokrati har sin begrænsning: En slave har fået hovedet kappet af for at følge sin herre i graven, og et sted ligger en velvoksen mand helt sammenkrøllet i den alt for lille grav, hvor man har kulet ham ned.

September 1968 blev arbejdet genoptaget efter en flerårig pause. Muldlaget, der her på stedet er meget tykt, blev fjernet over et passende område; først når denne traditionelle indledningsakt er tilendebragt, kan man danne sig et overblik over det forestående arbejde, idet gravene så fremtræder som mørke områder i den lyse undergrund. Erfaringen har vist, at jo lysere en grav tegner sig, jo mere kan man vente sig af den; den lyse farve betyder nemlig, at gravfylden er godt blandet op med undergrundsmateriale, med andre ord at graven er dyb, men dybe grave og velstående folk hører sammen, eftersom det kostede penge at få graverkarlene til at lægge kræfterne i. Efter undersøgelsen af to mørke grave fulgte en lys nr. 3. Den var som ventet temmelig dyb. Da bunden nærmede sig, dukkede skelettet op, desværre kun mådeligt bevaret. Omkring bækkenregionen lå, her som så ofte, jernkniv og bæltespænde, men ved venstre skinneben, lige under knæet, glimtede det gyldent, og det samme gentog sig ved højre knæ. Metallet lå indlejret i lag af dårligt bevaret organisk materiale; det måtte langsomt klædes af, hvilket for en del foregik på Nationalmuseets konserveringsanstalt. Resultat: to ens sæt af rigt dekorerede spænder og beslag i guldbelagt bronze samt dele af en dertil hørende læderrem - kort sagt: resterne af den dødes højst seværdige strømpebånd.

(Fig. 2 + 3 + 4).

Det nye og ganske spændende lille indblik, vi her har fået i vikingens intimere beklædning, er på overraskende måde blevet suppleret gennem et par ældre, uforståede fund fra selve Lejregravpladsen. De fik på éngang mening med det resultat, at vi nu har - ikke ét, men tre sæt strømpebånd, omend af højst forskellig kvalitet. Desværre er skeletterne i de tre grave dårligt bevarede og næppe kønsbestemmelige, men der synes ikke at være tvivl om, at strømpebåndenes bærere har været mænd. For en ordens skyld må der til strømpebåndsteorien føjes et forbehold: remmen om underbenet kan også have tjent til at samle bukserne forneden (hvad der dog ikke udelukker, at den samtidig kan have holdt strømperne oppe). Det vides, at vikingerne gik med »pludderbukser«, som var bundet under knæet, men hvis vore pragtbånd virkelig er bukseremme, kan det i hvert fald næppe være til den slags permissioner, de blev brugt. Smykker som disse har ikke været skjult under folderige gevandter. Det er åbenbart, at de er bestemt til at ses.

Strømpebåndsfundet var ikke ene om at forgylde denne Lejrekampagne; der må nævnes endnu en grav af efterårets høst. Den fandtes inden for området af en meget stor, muldfyldt grube, som endnu kun er delvis undersøgt, hvorfor der råder nogen uklarhed om de to anlægs forhold til hinanden. Den mørke grubefyld opslugte graven, den var så at sige usynliggjort, men indholdet røbede den. Dette indhold bestod af jern, jern i store mængder. Inden for et firkantet område dukkede det op overalt, blev til lange jernbånd med nagler og hængsler: beslag til en nu bortrådnet trækiste. Allerede det er usædvanligt, men interessen steg yderligere nogle grader, da det blev klart, at denne kiste ikke er gjort af ligkistesnedkeren. Det er en af hjemmets klædeskister, som er taget i brug ved begravelsen.

(Fig. 5).

Vikingekister som denne er fundet i nabolandene, og også fra Danmark kendes de, men - indtil nu - kun antydningsvis gennem fund af enkelte beslag, skønt de sikkert har været ret almindelige. I den efterfølgende periode, den tidlige middelalder, møder vi kisten som stuens vigtigste møbel. Den omtales i sagaer og lovtekster, bliver symbol på selve ejendomsretten. Også Lejrekisten har haft lås og nøgle - de to vogtere af grænsen mellem mit og dit.

(Fig. 6).

Med stor forbavselse konstaterede udgraverne, at kistens ene ende var brudt op, jernbåndene sprængt og bøjet til side. Intet tyder på, at her har været gravrøvere; man må tro, at kisten virkelig er lavet sådan til, før den blev sat i graven, og den rimeligste forklaring er vel, at liget simpelthen - og naturligt nok - ikke har kunnet være i den halvanden meterlange og ganske snævre kasse, som ikke var bygget til dette formål. Resolut har man brækket endestykket fra og ladet den døde stikke tæerne ud, hvad der må have gjort denne begravelse til en ikke helt almindelig oplevelse. Nogen umiddelbar bekræftelse på teorien kunne desværre ikke opnås, for skelettet var i en yderst slet forfatning, og underben og fødder manglede ganske. Bedst bevaret var hovedet. Dr. Balslev Jørgensen, som har undersøgt det, anser det for sandsynligt, at den døde har været en kvinde, 35-40 år gammel og ret lille (men altså ikke lille nok). Det er muligt, og vel også sandsynligt, at man, efter at kisten var sat i graven, har bygget en forlængelse på af løst sammenstillede brædder svarende til de kister, vi ellers finder på gravpladsen. I det formodede forrum fandtes en jernhank, vel til en træspand, men i øvrigt var det ikke gravgodset, som udmærkede dette fund. Af personligt udstyr medførte kvinden en kniv.

(Fig. 7).
(Fig. 8).
(Fig. 9).

De daterende fund fra Lejregravene peger enigt mod 900-tallet, så den undersøgte del af pladsen må altså - antagelig - tilhøre kongesædets allersidste tid. Vore jordslåede venner kan endnu have set kongen, når han lejlighedsvis rykkede ind på sin gård, men den dag var ikke fjern, da Harald flyttede sin stol til Roskilde, og Lejre blev til den ringe, næsten ubeboede landsby, Sven Aggesen skriver om. Tilbage lå bakken med de mange oldtidsminder. Dem har eftertiden raseret. Nu er det under grønsværen, Lejres herligheder skal søges, og man sætter ikke forgæves spaden i dens stenede jord.