Vestjysk vandforsyning

Undersøgelsen var koncentreret om et lagerrum, hvor vi med ejerens tilladelse havde ladet et stykke af betongulvet bryde op. Den mørke overjord viste sig hurtigt at være rig på skår af glas og keramik foruden porcelæn- og fajancestykker, alt sammen fra nyere tid. En del læderaffald er utvivlsomt minder om sadelmager Outzen, som havde sit værksted her i århundredets begyndelse.

Efterhånden som vi gravede os ned gennem kulturlagene, blev fundene af stadig ældre dato. Kridtpiber og grifler afløstes af skår fra tidligere tiders jydepotter. De første middelalderlige genstande dukkede nu op i form af såkaldte kuglepotter, hvoraf en viste sig at være af fremmed, nærmere bestemt hollandsk, oprindelse; på karret kan det ses, hvorledes pottemageren ved udformningen af de tre lave ben har søgt at efterligne malmgrydernes »løvefødder«.

Kun lidt længere nede bemærkedes et kraftigt brandlag. At Ringkøbing skulle være ramt af større ildløs, finder hverken støtte i skriftlige kilder eller tidligere undersøgelser i den gamle bykerne, så branden i Øster Strandgade må have været af begrænset omfang. Måske er kun denne ene parcel blevet berørt. Byen har øjensynlig ikke delt skæbne med mange af vore øvrige middelalderbyer, som fra tid til anden hærgedes slemt af ildebrand.

Vi var nu nået til bunds i århundreders kulturlag, det gule undergrundssand kom til syne. Også her kunne der gøres iagttagelser, således vidnede sporet af en gravet rende om aktivitet, hvis formål dog ikke er fuldt klarlagt, men der er muligvis tale om en middelalderlig skelmarkering. Herpå tyder fund af tilsvarende render andetsteds i byen.

I en anden del af udgravningsfeltet var vi på et tidligt tidspunkt blevet opmærksomme på et mørkt fyldskifte. At der her havde været en større nedgravning, var tydeligt, og efter plettens form og størrelse at dømme måtte det dreje sig om en brønd. Sådanne støder man ved udgravninger ofte på; der har tidligere været adskillige rundt om i byen, og de blev først overflødige med etableringen af et kommunalt vandværk i 1908. Vort fund var derfor ingen større overraskelse, men det skulle alligevel påkalde sig særlig interesse.

Efter at en del af det opfyldte materiale var fjernet, tegnede sig et usædvanligt profil: Siderne i brøndhullet var dannet af omhyggeligt lagte tørv, som med skiftende lyse og mørke farver skabte et smukt sildebensmønster. Det var ikke muligt at afdække brønden i hele dens omkreds - udgravningsfeltet i husgulvet satte sin begrænsning - så vi måtte nøjes med et udsnit af den ringformede tørvemur, hvilket dog var tilstrækkeligt til at klarlægge brøndens konstruktion.

Først er der gravet et hul på godt og vel 2,5 meter, ned til det vandførende lag. Let skrånende sider har mindsket faren for sammenstyrtning, mens der arbejdedes i dybet. Herefter er brøndringen opført, den nederste del er sat af store sten i tre- fire skift, svarende til en højde på lidt over en halv meter, mens resten er bygget i tørv (Fig. 2). Brøndgraverne har ikke stablet dem oven på hinanden, men valgt at stille dem skråt side mod side i vandrette lag; for hvert nyt lag skifter tørvene hældning, og derved opstår de iøjnefaldende sildebensstriber. Muren, som har en bredde på 50- 60 cm, er sammensat af i alt en snes lag og afsluttes foroven med en krans af vandretliggende tørv. Til udfyldning af rummet mellem tørveopbygningen og hullets skråt afgravede sider er anvendt store mængder sand.

En stenlægning har ført hen til brønden og gjort det muligt at færdes tørskoet, når man skulle hente vand. Selve brøndhullet har formodentlig været sikret på en eller anden måde, måske med en karm af træ eller et lavt gærde af risfletning, men intet var bevaret af en sådan afskærmning.

Til fremstilling af siderne i gravede brønde er sædvanligvis brugt træ, marksten eller tegl (nu til dags cementringe), men tørvesatte brønde som den her omtalte er ikke noget ukendt fænomen. I 1951 søgte Nationalmuseet ved hjælp af spørgeskemaer til ældre folk at få belyst vandforsyningen på landet før og efter århundredskiftet. Det fremgår af svarene, at brønde bygget af græs- og lyngtorv har været almindelige, dog fortrinsvis i Vestjylland, hvor knaphed på sten og træ foruden fattige kår hos store dele af landbefolkningen har gjort sig gældende (Fig. 3). I andre egne fandtes tørvebrønde navnlig i fugtige strøg; fra Felsted syd for Åbenrå fortælles, hvorledes man i en mose fik vand til tørveæltning fra netop en sådan brønd. Anlagt i marker blev de endvidere brugt til kreaturvanding.

Også detaljer ved udformningen har man kendskab til. Nogle fattige hedeopdyrkere i Bording ved Ikast havde således en brønd, der var sat af kileformede græstørv, lagt tæt sammen i spiral fra bunden og opefter. En anden metode blev benyttet i Vorgod, nærmere ved Ringkøbing: en »sojkild«, hvis nederste stykke var opført i marksten, bestod over vandlinjen af tørv i forbandt.

»Man skulle tage vandet med forsigtighed«, fortælles det. »Pirrede man for meget op i en sojbrønd, blev vandet mudret«. Det var derfor bedst, om den vandførende del af brønden var stensat (Fig. 4).

Ikke alle slags tørv var lige velegnede som byggemateriale. 1 Sydvestjylland havde man fordel af at have klægtørv fra marskegnene, idet de gav langt den bedste brøndforing; de udmærkede sig nemlig ved hverken at farve eller give smag til vandet.

Andre steder måtte man bruge hede- eller engtørv, hvis indhold af formuldede planterester imidlertid tilførte vandet en brunlig farve og gammel smag. Konen havde nok ret, når hun sagde om brøndvandet; »Wo wand æ bæst te kaffe, vi ka spaaer æ tut (cikorie)«.

Tørvebyggede brønde kendes fra forskellig tid, således er der ved udgravninger af marskbebyggelser langs vadehavskysten fundet eksemplarer fra jernalderen, men også senere, i middelalderen, har de været i brug, og typen fortsætter - som vi har set - visse steder helt frem mod vort århundrede. Der er altså tale om en overordentlig lang tradition.

Hvor i tidsforløbet hører Ringkøbingbrønden så til? Det lader sig ikke helt præcist afgøre, fylden i brønden gav intet klart svar, men at dømme efter de omgivende kulturlag må den være anlagt i den sene middelalder, formentlig i første halvdel af 1400-tallet. Hvorledes bebyggelsen på stedet har været dengang, er ikke kendt.

At brøndtypen har holdt sig gennem så lang tid, skyldes utvivlsomt, at der er tale om en god konstruktion, som tilmed var nem at lave. Mange steder var tørvene lige ved hånden - i Ringkøbing havde man oven i købet de udmærkede tørv fra fjordengene - og lagt på den rette måde var resultatet en meget solid opbygning. Det fik vi demonstreret i Øster Strandgadehuset, hvor brønden endnu stod fin og uden tegn på forfald.