Verdenshistorie i ler
Nationalmuseet har på grundlag af en original form genoptaget produktionen af en kakkel, der for fire hundrede år siden var populær i Danmark. Erik Kjersgaard fortæller om denne kakkel og dens baggrund, der må søges i reformationstidens Tyskland.
Af Erik Kjersgaard
Da man i 1935 gravede grunden til »Gutenberghus« i København og kørte den overflødige jord ud til en opfyldning i Sydhavnen, blev man - i sidste øjeblik - opmærksom på nogle brokker af brændt ler med figurer i. Det viste sig at være stumper af forme til kakler - altså ikke det, der nu om stunder kaldes »kakler«, for det er flade, bemalede fliser, men rigtige kakler med figurer i højt relief - den slags, man murede kakkelovne op af.
Nøjagtigt hvor gravkoen havde taget den kostbare mundfuld, kunne man ikke få at vide, og endmindre ved man, hvor det gamle kakkelmagerværksted har ligget, eller hvem kakkelmageren var. Til gengæld kan værkstedet tidsfæstes ret nøje, for dekorationerne er i overdådig renaissancestil, og en enkelt helt bevaret form må stamme fra 1550erne.
Den forestiller en mand - eller snarere en mandsling - med for lange ben og for stort hoved. Han bærer fjerprydet baret og en udpolstret kåbe, der er lige så bred, som den er høj; men selv om figuren er pudsig, er den ikke uden værdighed. Et skjold, der læner sig op ad hans højre ben, bærer Sachsens våben, og en kort inskription siger: HERCI HANS, hvilket er nok til at bestemme manden som en af reformationstidens mest kendte og omtalte fyrster - hertug Johan Frederik den Højmodige, forhen kurfyrste af Sachsen.
Det var ret almindeligt, at berømte mænd blev afbildet på kakler; men at netop Johan Frederiks billede - for portræt kan man næppe kalde denne karikatur - lod sig mangfolddiggøre i København, havde ganske særlige årsager. Han var i alle gode lutheraneres øjne den gode lutheranske fyrste. Han havde været Martin Luthers landsherre, ven og beskytter, og han havde medvirket til den første udgave af bibelen på tysk. Over for kejser Karl d. 5., der ville genrejse den katolske kirke og udvide kejsermagten, stod han som et bolværk. Man beundrede ham i hans storhed, og man fulgte ham med sympati, da han blev et offer for borgerkrige og politiske intriger.
Der gik et sus af forargelse gennem den lutheranske verden, da det rygtedes, at Moritz af Sachsen - en halvfætter til Johan Frederik og selv lutheraner - var gået sammen med kejseren om at knuse den store kurfyrste. En Judas - det var, hvad man kaldte Moritz. Johan Frederik rejste en hær, foretog et felttog ind igennem sin halvfætters lande og trak sig atter tilbage. Det var i foråret 1544.
En søndag formiddag, da Johan Frederik stod med hæren i byen Mühlberg ved Elben, gik der rygter om troppebevægelser på egnen. Kurfyrsten lod sig ikke bringe ud af fatning. For det første troede han, at det var Moritz, der rørte på sig, og ham havde han allerede slået én gang. For det andet var det søndag, og han ville i kirke. Medens han sad og lyttede til en - sikkert meget lang - prædiken, indløb den ene melding efter den anden - mere og mere foruroligende. Da gudstjenesten endelig var forbi, stod det klart, at det var kejseren selv, der i en aldeles ubegribelig fart havde ført en kæmpehær af ungarske, italienske og spanske soldater op fra Sydtyskland og nu stødte frem mod hjertet af Sachsen. Ved hans side var Ferdinand Alvarez, hertug af Alba - manden, der mange år senere skulle indskrive sit navn i Europas historie, da han forgæves søgte at undertrykke Nederlandene med grumhed og terror. Om natten havde de overskredet Elben, og nu styrede de lige løs på Mühlberg. (Fig. 1)
Fig. 1. Til venstre kakkelformen med Johan Frederiks spejlvendte billede. At den virkelig har været i brug, ved vi fra spredte fund af kakkelstumper - i alt fem. De viser, at den samme kakkel blev leveret i forskellige udførelser - nogle grønglaserede, andre med broget bemaling. Da kaklen skulle genfremstilles, stod man frit ved valget af overfladebehandling. Man har foretrukket at lade nogle kakler fremtræde uden glasur i rødgyldent ler, mens andre har fået grøn glasur som på billedet til højre.
Johan Frederik havde intet valg; han måtte trække sin lille hær tilbage til det velbefæstede Wittenberg. Han steg op i en vogn - de bedste portrætter viser ham som et bjerg af fedme med et hoved som en huggeblok, og han var næppe nogen god rytter. Men kejserens folk rykkede stadig frem i ilmarch og sablede de undvigende sachsere ned undervejs. Kurfyrsten måtte bekvemme sig til at sadle op; men heller ikke hesten var hurtig nok. Han blev indhentet, omringet, slog fra sig, fik et sår i venstre kind og overgav sig endelig som krigsfange. (Fig. 2)
Fig. 2. Maleren Tizians portræt af Johan Frederik er unægtelig noget mere imponerende end den københavnske kakkelmagers. Enkel i linjerne og monumental som en pyramide sidder kurfyrsten her. Ham skulle ingen rokke med hans gode vilje.
Kejser Karl - i gylden rustning - modtog ham venligt. Han var en mild og høflig mand, og han havde som hersker over et verdensrige lært, at man sjældent kommer let til noget her i livet. Slaget ved Mühlberg var imidlertid en nem sejr, og han havde på denne ene dag vundet større indflydelse i Nordtyskland, end nogen kejser havde haft i mange, mange år.
Johan Frederik måtte afstå alle sine lande og opgive sin titel som kurfyrste. Endda slap han ikke ud af fangenskabet. Kejseren førte ham med sig rundt på sine rejser, som havde han været en løve i bur, og Johan Frederik oplevede sit livs dybeste ydmygelse, da han i Augsburg stod ved et vindue, medens kejseren på pladsen nedenfor overdrog hans gamle lande til forrædderen Moritz. Alligevel skulle denne bitre dag blive begyndelsen til en genoprejsning for Johan Frederik.
Moritz, der nu havde indkasseret sine tredive sølvpenge, var nemlig stadig Judas. Som nyudnævnt kurfyrste i Sachsen stillede han sig i spidsen for kejserens fjender, og snart flammede oprøret påny. En uvejrsnat blev den gigtsvage Karl d. 5. ført over Brennerpasset til Italien i en bærestol. Regnen strømmede ned og slukkede tjenernes fakler. Man famlede sig i mørke ud af det rige, hvor kejseren havde fået lov til at være jokeren i fyrsternes hasardspil om magten. Der var ikke meget for Karl at gøre nu, men han kunne i hvert fald genere Moritz ved at sætte hans dødsfjende Johan Frederik på fri fod. (Fig. 3, fig. 4)
Fig. 3. Slaget ved Mühlberg i samtidens opfattelse efter et træsnit af en ukendt kunstner. Ene mand til hest kaster Johan Frederik sig imod overmagten. I et lille vers under billedet mindes beskueren om, at kurfyrsten blev såret i kinden. Sjældent har en så lille skramme givet anledning til så megen omtale.
Fig. 4. Hertug Moritz' hædersdag og Johan Frederiks bitreste time: kejser Karl sidder på sin trone i Augsburg og forlener den knælende hertug med værdigheden som kurfyrste af Sachsen. Billedet er udført tres år efter begivenheden, men synes ret troværdigt. Kunstneren har haft sans for tidskoloritten; vi befinder os i de stramme hosers, de opslidsede pludderbuksers, de pelsbræmmede kappers og de vildtvoksende fjerbaretters storhedstid.
Johan Frederik fik nogle stumper af sine gamle besiddelser tilbage, og han førte siden titlen »hertug«; men han drømte om fuld genoprejsning og slog så vældige hvirvler på propagandatrommen, at ekkoet ikke er forstummet endnu.
En af de ting, reformationen lærte folk, var værdien af bogtrykkerkunsten. Johan Frederik satte kunstneren Lucas Cranach den Yngre til at udføre en række billeder, der gik i trykken og fik stor udbredelse. Det er meget pædagogiske gengivelser af den protestantiske gudstjeneste. Børn bliver døbt, nadveren uddelt, på prædikestolen står Luther selv, nede på gulvet flokkes menigheden, og midt i det hele står Johan Frederik og fremviser sin venstre kind med arret efter det sår, han modtog ved Mühlberg.
Virkelighedstro er billederne ikke, for Luther døde før slaget ved Mühlberg og har aldrig set sin landsherre i den forfatning; men meningen var selvfølgelig at bygge en lidelseshistorie op: Johan Frederik den Højmodige, Luthers ven og elev, protestantismens forsvarer, forrådt af Moritz, såret og tilfangetaget i kampen for den sande tro, fængslet og ydmyget!
Johan Frederik var en mand, der i fangenskabet endog afvandt sine fjender sympati, og blandt lutheranerne ansås han ligefrem for en martyr; men kun et par år blev det ham forundt at arbejde for sin sag. Da han døde i 1554, sad Moritz uanfægtet som kurfyrste i Sachsen. (Fig. 5)
Fig. 5. Alterbordsforsiden fra Thorslunde.
Eftervirkningerne af Johan Frederiks drabelige propaganda holdt sig imidlertid. Lucas Cranachs billeder må således have fundet vej til Danmark, for da præsten Jens Jakobsen i Thorslunde ved Roskilde i 1561 lod en malet alterbordsforside opsætte i kirken, brugte maleren Cranachs træsnit som forlæg. Billedet går igen i næsten alle skolebøger i historie og anvendes til anskueliggørelse af, hvad reformationen drejede sig om, så danske skolebørn af i dag nyder altså stadig godt af Johan Frederiks håndfaste måde at udtrykke sig på.
Når man længe har været uden kendskab til denne sammenhæng mellem Thorslunde-billedet og Johan Frederik - den blev opdaget så sent som for en halv snes år siden af Georg Garde - skyldes det, at den prækende Luther i Thorslunde blev skiftet ud med en sognepræst, og at maleren helt udelod Johan Frederik.
Det kan godt være, at menigheden i Thorslunde anså Johan Frederiks tilstedeværelse for overflødig, men det kan næppe kaldes ganske retfærdigt, at man således helt forbigik den virkelige ophavsmand til billedet. Formålet - reklamen for personen - var tabt på gulvet. Til gengæld har Johan Frederik fået, hvad der tilkommer ham, med den mirakuløst velbevarede kakkelform fra Vognmagergade. Stumper af hans billede er fundet flere steder og viser, at han har prydet mange danske borgerstuer, og det måtte have glædet ham usigeligt at vide, at Nationalmuseet nu - mere end fire hundrede år efter hans død - har anmodet Knabstrup keramiske Industri om at genoptage produktionen.
Johan Frederik - den store rekommandør for sig selv - er atter på markedet som kakkel - uglaseret eller med grøn glasur. Hvis nogen - og det er ikke utænkeligt - skulle finde reformationsbilledet fra Thorslunde en smule fortærsket, vil denne kakkel forhåbentlig kunne opfattes som en forfriskende afveksling. I al sin jævnhed er den en stump verdenshistorie i ler.
