Velkommen!
(Fig. 1) Det skete, omend næppe ofte, at stenalderjægeren blev grebet af kunstnerisk inspiration og gav sig til at tegne, men det er længe siden, og det er ikke mange blade, der idag er bevaret af hans skitsebog. For nylig har David Liversage her i bladet gjort rede for dette materiale, der, som det fremgik, også omfatter nogle få billeder af mennesker, 15 ialt.
Af Harald Andersen
Fig. 1: ingen billedtekst
Siden artiklens fremkomst er det lille selskab blevet forøget med to personer. De står ridset i en knogle, men så fint, at de kun kan skelnes ved opmærksom betragtning; for ret at se dem må linjerne males op, som gjort er på billederne her. Knoglen er fundet for syv-otte år siden i jord opgravet fra Odense å ved landsbyen Solevad, og finderen, konsulent Erik Randløv, har haft den liggende forholdsvis upåagtet, indtil artiklen om jægerfolkets kunst åbnede hans øjne, så at han så de to skikkelser. Betænksomt lod han dem gå videre til Skalk; parret ankom 5. juni og blev modtaget med varme.
Figurernes køn er ikke markeret, men klepperten til venstre kunne godt se ud som skabningens herre, og den anden, der er mindre og anderledes tegnet, er ikke uden en vis ynde, som forekommer kvindelig. De to udtrykker dog ingen følelser for hinanden, og kunstneren har holdt dem sømmeligt adskilt ved noget, der ligner et hegn. Tegnemåden er henkastet, stregerne flyver frit ud over alle grænser, som om det ridsende redskab var ført af en uøvet hånd; men netop denne »teknik« kendetegner en del af jægerkunsten og er måske mindre tilfældig, end man tror.
Solevadknoglen viser påfaldende lighed med et andet velkendt fund, nemlig urokseknoglen fra Ryemarksgård ved Ringsted med dens fem figurer - det lille optog, som så ofte er draget over siderne i dette blad. Disse midtsjællændere adskiller sig i udførelse ret stærkt fra tidens andre menneskebilleder, og anbringelsen på en utildannet dyreknogle har hidtil været uden sidestykke. Var de da ikke udtryk for en enkelt mands tilfældige lune? Nej, her kommer nu vore to fynboer, tegnet i samme stil, omend mere sløset, og anbragt på samme måde. At indridse sådanne menneskebilleder i rå dyreknogler var åbenbart noget, man gjorde, hvad så meningen har været dermed.
Ad geologisk vej er Ryemarksgårdknoglen dateret til den del af ældre stenalder, som kaldes Maglemosetid, og samme alder (8-9000 år) må da antagelig tillægges det nye fund. En zoologisk bestemmelse af dette er allerede foretaget af Ulrik Møhi og med overraskende resultat: knoglen er af hest. Da tamhestens første optræden i Danmark falder langt senere, må det være dens vilde forgænger, der er tale om. Vildhest har hidtil været yderst mangelfuldt repræsenteret i tidens ellers righoldige knoglemateriale.
Et så sjældent fund med så vide perspektiver må nødvendigvis fremkalde savlende mundvand i museumsverdenen. Hvem skal da nu eje det? Den heldige bliver efter finderens bestemmelse Fyns Stiftsmuseum (Fig. 2)
Fig. 2: Ingen billedtekst
