Velgemte vikinger
For ret at forstå vikingetidens vældige kraftudfoldelse må man kende noget til det samfund, som den udgik fra, men da de skriftlige kilder er få, er vi hovedsageligt henvist til den viden, der kan graves frem af jorden. Det er imidlertid først i de senere år, periodens bebyggelsesspor er begyndt at dukke talstærkt frem. Der er fundet rester af små og store landsbyer, men også af bymæssige bebyggelser, opstået som følge af øget handelsmæssigt samkvem.
Af H.J. Madsen og Per B. Vegger
En forårsdag for nogle år siden kom museumsinspektør Per Noe tilfældigt gennem landsbyen Karby på Mors og blev her i en byggeudgravning opmærksom på et metertykt kulturlag. Nysgerrigheden var straks vakt, for sådanne svære aflejringer kender man næsten kun fra de egentlige byer. Kunne der være tale om en sådan? Med stor velvilje fra byggeriets ejer blev der straks iværksat en udgravning, og resultatet var helt usædvanligt: en ubrudt serie af bopladslag fra 700-årene og frem til den tidlige middelalder; det var første gang i Danmark, noget sådant var påvist. Men var der tale om en landsby eller en af de ældste rigtige byer? Det kunne ikke uden videre afgøres.
Limfjorden har spillet en stor rolle i vikingetiden som samlingssted for de mod England rettede flåder, men Karby ligger på vestsiden af Mors, ved Visby bredning, og dermed en smule gemt af vejen. At der skulle graves videre på stedet, var indlysende, men andre presserende arbejder kom på tværs, så først i 1986 blev opgaven taget op af Morslands Historiske Museum og Forhistorisk Museum i forening. Til en begyndelse blev der foretaget en lang række prøveboringer i haver og på marker for at fastslå bebyggelseslagenes udbredelse og dybde. Som ventet lå de på den højeste del af den strandvold, der også i dag bærer en stor del af landsbyen Karby; dens bagland udgøres af et langstrakt eng- og mosedrag. Til vor overraskelse viste det sig, at kulturlagene dækkede et meget stort område, ca. fire hektar.
Ved at anlægge mindre udgravningsfelter forskellige steder i området håbede vi at kunne indkredse bebyggelsens centrum, men det lykkedes os ikke at påvise et sådant. Dateringen af lagene i de forskellige felter tyder på, at man med jævne mellemrum har bevæget sig fra syd mod nord, for omkring 1200 at vende tilbage til udgangspunktet med anlæggelsen af den rige romanske kvaderstenskirke, som endnu den dag i dag ligger på strandvoldens sydlige del. Det er helt og aldeles hjemlige potteskår, der fylder vore fundkasser fra Karby, men vi fandt også hvæssesten, kværnsten, tenvægte, vævevægte, skår af norske klæberstenskar og som noget af det mere usædvanlige enkelte bronzespænder, et vægtlod og en stor sten af norsk glimmerskifer; den kan være kommet til Karby som råmateriale til kværnstenshugning eller som ballast i et skib. Generelt er fundmængden ret beskeden, og kun ganske enkelte genstande kan betegnes som importvarer. De mange specielle fundgrupper, vi kender fra tidens handelspladser i Ribe og Hedeby, mangler helt. Vort materiale svarer til det, man finder ved landsbyudgravninger. Vi må med andre ord opfatte Karbybopladsen som en landsby.
For så vidt var udgravningen altså en skuffelse, vi fandt ingen vikingetidsby, men kan til gengæld - takket være det tykke kulturlag - glæde os over særdeles velbevarede landsbyrester fra overgangen mellem oldtid og middelalder. Der er her i Karby usædvanlige muligheder for at følge et lille lokalsamfunds udvikling gennem et halvt årtusinde. Tilbage står så spørgsmålet om, hvordan det kolossalt kraftige, ofte mere end metertykke, muldlag kan være opstået. Det ligger over de egentlige kulturlag, som det effektivt har beskyttet mod pløjning, kloakgravning med videre, men er selv yderst fundfattigt. Nogle få potteskår fra perioden 1200 og frem til 1800-årene var alt, hvad vi fandt i det (fig. 1).
Fig. 1. I et af udgravningsfelterne afdækkedes en række nærmest cirkelrunde fyldskifter, spor af ringgrøfter, der er gravet ned i undergrunden. Betydningen af disse anlæg, som også kendes andetstedsfra, er endnu ikke endeligt fastslået. En mulig forklaring er givet i Skalk 1977:4.
Muldlaget er altså ikke blot et gode, men også en gåde. Måske finder vi forklaringen i provst Schades »Beskrivelse over øen Mors« fra 1811, hvor der gøres rede for, hvordan morsingboerne behandler deres mødding og gøder deres marker: »Det er almindeligt på landet, til dels og i Nykøbing, at formere sin gødning eller klægmøg ved blanding med adskillige dertil tjenlige ting som græstørv, jordtuer, god muld af gravhøje, gamle jorddiger, gamle lervægge, gammelt tag, halm, som ikke mere duer til at røgte med, tørveaske med mere«. Oplysningen om gravhøjene uddyber provsten: »Ikke sjældent har højtroldene fået skyld for ildsvåde, kreaturers død med mere. Adskillige har derfor brugt den forsigtighed, at gå til den høj, man agter at udjævne eller bortkøre, og spørge tvende gange, om det kunne være til fornærmelse. Erholdes intet svar, er det tegn til, at højboerne enten er døde eller bortflyttede, og man har da intet at frygte for« (fig. 2).
Fig. 2. Et grubehus fra vikingetiden ses her under udgravning. Bemærk det kæmpemæssige muldlag, som dækker pladsens mørke kulturjord.
De jorder, der hører til Karby, består for en stor dels vedkommende af engstrækninger, og da sådanne indbyder til kvæghold, må man formode, at dette altid har været stort. Men deraf følger igen, at gødningsmængden, som samledes om vinteren, når kvæget stod på stald, var betydelig. Hvis man har opblandet den, som provsten beskriver, er det store materialemængder, der er tilført indmarken på strandvolden, og hvis der yderligere er skåret græstørv til dette formål i strandengene, kan jordfygning have bevirket øget muldtilvækst.
Sådan kan det være gået til, at middelaldermarken kom til at dække oldtidens landsby. En naturvidenskabelig undersøgelse af jordprøver, som er blevet taget på stedet, vil formodentlig kunne vise, om forklaringen holder stik.
