Vel født er vel en trøst

Vore gamle kirkebøger er simpelthen ved at blive slidt op i disse år. I 1971 udlåntes der på de fire Landsarkivers læsesale 171.000 stykker arkivalier, og af dem var omkring de 130.000 kirkebøger. Der vendes hver dag i tusindvis af blade, og det er mere end de gamle bøger kan holde til. Man er i virkeligheden i en nødsituation, og om det kopieringsprogram, som er iværksat, vil kunne slå til, er et stort spørgsmål. Denne enorme interesse for kirkebøgerne retter sig næsten udelukkende mod det genealogiske materiale (Fig. 1). Kirkebøgerne er og bliver grundkilden til ethvert slægtshistorisk arbejde. Men kirkebøgerne er også det vigtigste grundlag for statistiske undersøgelser over ældre tiders befolkning, og de gemmer et rigt kulturhistorisk stof. Det er fortrinsvis dette, vi vil koncentrere os om her.

Først lidt om kirkebøgernes historie, som er mere kompliceret, end man ofte ser den fremstillet. I to kongebreve - til Sjællands biskop 1645 og til landets øvrige bisper 1646 - påbødes det alle landets præster at føre kirkebøger, men det er ingenlunde begyndelsen til kirkebogsføringen i Danmark. Der eksisterer slet ikke så få kirkebøger fra tiden før 1645/46, og der har været mange flere. Nogle biskopper havde allerede tidligere påbudt en eller anden form for kirkebogsføring, og mange præster havde også på egen hånd begyndt at føre en bog, der ofte var en kombineret kirke- og regnskabsbog; offeret ved de forskellige kirkelige handlinger spillede nemlig en væsentlig rolle for præsternes aflønning. Den slags private kirkebøger er naturligvis som oftest bortkommet ved embedsskifte eller er blevet kasseret, da man tog den nye bog i brug, men i adskillige tilfælde kan vi bevise deres eksistens (Fig. 2).

Skikken at føre kirkebøger er kommet til Danmark sydfra, og det er derfor naturligt nok Sønderjylland, der har de ældste - Flensborg Mariakirke allerede fra 1558 og i Nordslesvig sognene Hjordkær og Åstrup fra henholdsvis 1573 og 1574. I kongeriget er den ældste kirkebog fra Nordby på Fanø, den bærer årstallet 1611, men findes kun i afskrift. Fyns ældste er fra 1622, og også Sjælland har gamle kirkebøger, den ældste københavnske er fra Holmens kirke 1617. For Sjællands vedkommende pålagde biskop Jesper Brochmand i 1641 - altså fire år før kongebudet - sine præster at føre kirkebog og fastslog det vigtige, at kirkebøgerne skulle tilhøre embedet og ikke personen. Der er således ingen tvivl om, at der har været ført kirkebøger under en eller anden form i en stor del af landets præstegårde, før de kongelige forordninger udkom. Det skete som sagt i 1645. Danmark var dengang i en prekær militær og finansiel situation (Torstenssonfejden), og det viser sig da også, at Christian 4.s kirkebogsforordninger først og fremmest skyldes det faktum, at riget fattedes penge. Man vedtog omtrent samtidig for første gang en hovedskat (d.v.s en skat pr hoved), og for at kunne gennemføre en effektiv kontrol var en personregistrering nødvendig. Så ligetil og prosaisk er det.

Nu må man ikke lade sig forlede til at tro, at vi har bevaret alle kirkebøgerne fra tiden efter, at de blev lovbefalede. Ildebrande, fugt, mus, blæksyre, bogorme m.m suppleret med ligegyldighed og skødesløshed har bevirket, at kun ca 10 % af sognene har deres ældste bøger i behold. Først fra begyndelsen af 1800-årene kan man være absolut sikker på, at kirkebogen for et bestemt sogn eksisterer. I 1812 blev det nemlig påbudt, at bøgerne skulle føres to steder i to enslydende eksemplarer - af præst og degn - og samtidig fik de en fast skematisk form. Indtil da havde præsterne kunnet føre deres kirkebøger omtrent som de fandt for godt, dog under tilsyn af provsten. Resultatet er naturligvis blevet en broget mangfoldighed af kirkebøger - fra lommebogsformater til svære folianter og fra sjuskede og forjagede skriverier til de mest pertentlige skønskrifter. Nogle blander alle kirkelige handlinger sammen, mens andre skiller dem i grupper, nogle indfører ikke konfirmander i kirkebogen, nogle præster er snakkesalige og har skrivekløe, mens andre - de fleste - skriver så kort og knapt som muligt. Det er hele denne brogede hærskare af bøger, vi nu skal blade lidt i (Fig. 3).

Der melder sig straks visse vanskeligheder. Den gotiske (tyske) skrift er en af dem, en anden er mange præsters forkærlighed for latin, særlig hvor det gælder dateringer. At »Festo Viridium« betyder skærtorsdag eller »Dom. Jud.« (Dominica Judica) betyder 5. søndag i fasten er jo ikke umiddelbart gennemskueligt (Fig. 4). Ved læsning af kirkebøger gælder det, som i så mange andre forhold, at øvelse gør mester, og er først den fornødne færdighed opnået, er der nok af spændende ting at fordybe sig i. Man støder på skikke, der forlængst er gået af brug. Som eksempel kan nævnes trolovelsen, der ikke må forveksles med vore dages forlovelse. I ægteskabsordinansen af 1582 hedder det: »Og på det alting kan gå des ordentligere og skikkeligere til, skal efter denne dag ingen trolovelse ske, uden præsten og fem andre vidner i det mindste er der og overværer det. Skal det heller ikke tilstedes dem, som er rettelig trolovede, at søge seng med hverandre, før de er viede og givne sammen udi kirken« (Fig. 5). Trolovelsen var juridisk bindende og kunne kun undtagelsesvis ophæves. Imidlertid fastslog Christian 5.s Danske Lov 1683, at den kirkelige trolovelse ikke skulle gælde for dem, »som ere i rangen eller af adel og dem som lige ved adel agtes«. Dermed havde trolovelsen fået et grundskud, nu blev der plads for den honnette ambition, det blev fint at blive viet uden trolovelse. Endelig ophævet blev trolovelsen kort før 1800.

Bestemmelsen om, at den trolovede fæstemand og fæstemø ikke måtte søge seng sammen, var selvfølgelig umulig at få overholdt, med sin sunde fornuft sluttede almuen, at når trolovelsen var bindende, kunne der ikke være noget til hinder for et samliv. Blev forholdet kendt, og var præsten nidkær i sit embede, måtte parret stå offentlig skrifte i kirken, hvilket blev indført i kirkebogen, gerne under den latinske betegnelse: publice absolverede. Det var ingen større skam. Ulige mere spændende var det, når en ung pige, der var kommet galt af sted uden at være trolovet éndsige gift, skulle fremstilles i kirken. Lige efter prædikenen måtte synderinden lægge sig på knæ i kordøren og påhøre en formaningstale af præsten; den sluttede med spørgsmålet om, hvem der var fader til barnet, hvilken hun da sandfærdeligen skulle navngive. Der kunne godt opstå en dramatisk situation, hvis det udpegede karlfolk på stedet protesterede imod faderskabet. Efter bekendelsen skulle synderinden rejse sig og vendt mod menigheden sige omtrent sådan: »Jeg beder, at I Guds børn vil forlade mig denne min begangne forseelse og ikke støde Eder på mig eller tage forargelse af mig mere«. Så afløste præsten synderinden med håndspålæggelse, og der blev holdt altergang (Fig. 6).

Langt de fleste af den slags åbenbare skriftemål drejer sig om overtrædelse af det sjette bud. Karakteristiske er kirkebogsnotitser som disse: »Anno 1699 den 25. marts, Vor Fruedag, blev Inger Sylvesterdatter publice absolveret for begangent horeri med en gift mand af Hind sogn, som kaldte sig Lauritz Jensen og sagde sig ugift, men siden var befundet at hedde Niels Alling og have kone og børn ...« (Stadil, Ringkøbing amt). »... stod åbenbare skrifte ... for sin sjette horeunge ... blev så næste søndag forvist sognet« (Egebjerg, Holbæk amt). Men der kunne også være andre grunde til skriftemålet: »Dom. VII post Trin. (7. søndag efter Trinitatis) stod Mads Rasmussen, som bor i Jens Andersens gård, og hans hustru skrifte for deres barn, en pige ved navn Johanne, som de lå ihjel; og lå barnet imellem dem begge«. Sådanne ihjelligninger møder man ret ofte i skriftemålslisterne, og der er næppe tvivl om, at de i nogle tilfælde repræsenterer den tids form for børnebegrænsning. Et mere sjældent tilfælde finder vi atter i Stadil kirkebog: »Anno 1700 d. 23. maj ... blev Jørgen Espersen I Kålby og hans hustru Øllegård Graversdatter publice absolverede, formedelst de havde søgt råd hos tarterne (taterne) imod uheld på deres kritter (kreaturer)«.

En tredje rubrik i de gamle kirkebøger, man lægger mærke til, hedder introducerede eller kirkegangskoner, og det er kulturhistorisk den mest interessante. En barselkone skulle ved sin første kirkegang efter fødslen »indledes« (introduceres) af præsten. Skikken har sin direkte rod i Moseloven, 3. Mosebogs 12. kapitel handler om barselkvindens urenhed og giver nøje regler om hendes renselsestid og om de ofringer, der skal til for at gøre hende ren igen. Tilsvarende finder vi i mange naturfolks religioner forestillingen om den fødende kvindes urenhed og farlighed og regler om en kultisk renselse, før hun påny kan optages i det normale samfund. Her skal oprindelsen til kirkegangskonen søges, og ejendommeligt er det nu, at hun har eksisteret helt op til nutiden, selv om hun forsvinder ud af kirkebøgerne i løbet af 1800-tallet; således har forfatterens fader indledt en barselkone i Sdr. Bjert kirke ved Kolding engang under 1. verdenskrig, og det er meget vel tænkeligt, at ældre læsere fra afsides egne vil kunne give eksempler fra endnu senere tid. Handlingen var ganske enkel: præsten modtog barselkonen i våbenhuset, holdt en lille tale til hende, bad en bøn og fulgte hende ind i kirken - hvorved han gjorde sig fortjent til et offer! Der er ingen tvivl om, at offeret har spillet en rolle, når præsterne kæmpede for at holde den gamle skik i live. Omtrent i den her skildrede form har introduktionen været praktiseret siden reformationen, men den har dybere rødder; den var en af de skikke, som overlevede den store kirkeomvæltning. Reformatorerne var på nippet til at opgive den, fordi den var forbundet med katolsk folketro om barselkoners besmittelse og djævlebesættelse. »Mangen dannekvinde har beklaget sig, at hun var aldrig ræddere for djævelen, end når hun lå udi barselseng«, siger Peder Palladius i sin visitatsdagbog, »... Men min kære dannekvinde, du est ikke en hedensk kvinde udi din barselseng, du haver ikke djævelen med at fare, om du est ellers en kristen kvinde ...«. Palladius fastholdt alligevel introduktionen og skildrer udførligt, hvordan den bør foregå; men det gjaldt kun dannekvinder d.v.s hæderlige kvinder, »skøger og skarnsfolk skal en sognepræst ikke lede udi kirken, djævelen må lede dem i kirken, indtil de rette og bedre dem; der skal jo være skilsmisse imellem dannekvinder og sådant skarnsfolk« (Fig. 7, Fig. 8). For skikkens opretholdelse giver han samme begrundelse, som senere kommer til udtryk i kirkeritualet 1685; det skal ske »for den almindelige svagheds skyld, som er hos dennem, såvelsom for en høviskhed og en skikkelig ærbarheds skyld, på det ingen skulle være til forargelse og ondt exempel og dermed måske råde ilde for deres børn«. Imidlertid blev det i et reskript af 1748 bestemt, at »alle de fruer, hvis mænd have nogen karakter, som i rangforordningen nævnes, må være aldeles befriede for at lade sig ved deres holdende kirkegang introducere af præsten«. I praksis betød det, at »fruer« blev fri, mens »madammer« stadigvæk skulle indledes! Det er klart, at reskriptet blev begyndelsen til enden på den gamle skik. Enkelte præster så den gerne afskaffet, fordi de (sikkert med rette) mente, at det stadig var udbredt almuetro, at barnefødsel gjorde uren og udkrævede en slags renselse, men flertallet af præsterne ønskede den bevaret. I forrige århundrede blev kirkegang efter fødsel gjort helt frivillig, men den overlevede, som fortalt, helt op i vort århundrede.

Det vil her føre for vidt at komme ind på de resultater, der kan udvindes ved systematiske befolkningsstatistiske kirkebogsstudier; vi må nøjes med at henvise til litteraturlisten. I stedet vil vi lade nogle citater fra kirkebøgerne kaste lys over enkelte emner (Fig. 9).

Et af de træk, som gør stærkest indtryk ved læsning i de gamle kirkebøger, er mødet med det omvandrende tiggerproletariat, som sine steder kunne nå op på omkring 10% af befolkningen, og som for en stor del skyldtes den sociale forsorgs sammenbrud efter reformationen. Det var invalider, gamle og udslidte folk, kvinder der var jaget hjemmefra som løsagtige, fattige enker eller forladte koner, bortrømte forbrydere o.s.v. Præsten i Vindinge på Fyn skriver: »Anno 1680 den 24. aug. om aftenen kom en fremmed kvinde her til præstegården, som kaldte sig Malene Danielsdatter, sagde at være kommet fra Skåne, hvor hun havde haft en rytter under den Skånske Krig af oberst Lubeckers regiment, som skal være død ved påske næstforleden. Hun kom frem med et nyfødt drengebarn, som hun nylig havde født i urtegårdsmandens have ved Pilehus på vejen fra Nyborg; og som de kastede hende på en vogn, som førte hende her til Vindinge med sit barn, og ingen ville indtage hende, kom hun hid til mig og klagede sin nød, begærende at jeg ville døbe hendes barn, som hun troede ikke til livet. Jeg miskundede mig over hende, tog hende ind og lod hende ligge et sted i huset, døbte hendes søn og kaldte ham, som hun begærede, Christopher efter hendes salig mand ... dette var om aftenen, som solen var nedgangen, om morgenen derefter, lidt før solen stod op, fødte hun endnu et barn, en pige ...«. Præsten i Vejrum ved Viborg noterer i 1719: »Samme dag blev en udlevet tiggerske, som var kommen fra et andet sogn og bad om sit brød, men døde i Vejrum, da hun var kommen did, udi nogle sammentiggede mogfjæle uden sang og klang begraven«. Samme præst har forøvrigt den ejendommelige vane at føre bog over ligkisternes beskaffenhed - »i en gammel sort kiste«, »udi en kiste af gamle sammenlappede fyrrefjæle uden ligprædiken begraven«, »udi en gammel sort klædekiste begraven«. De fattige kister fortæller om armod og nød - men ude i den mest bundløse elendighed er vel denne kvinde fra Kildebrønde mellem København og Roskilde: »... et letfærdigt skarn, som stod skrifte i år ved påsketider, havde siden været i København, hvor hun kom fra - vistnok på grund af den galliske syge (syfilis) - og blev ført omkring som en elendig stakkel; hun kom ... ned til Pilemølle, og der døde hun i fæhuset i en krybbe; ingen kunne komme hende nær for stank; i samme krybbe blev hun ført til jorden og gjort et låg på«.

Selvmord, som blev så almindeligt i forrige århundrede, forekommer sjældent i 16-1700-tallet. I Ørbæk på Fyn omtaler præsten, hvad han i marginen på kirkebogen kalder: Miserabilis et valde lamentabilis casus (et ynkeligt og højst sørgeligt tilfælde). »Anno 1737, den 30. juli, klokken imellem 8 og 9 om morgenen, blev en dreng ved navn Peder Hansen - døbt i Gislev kirke Dominica Quasimodogeniti (1. søndag efter påske) 1727 og som et faderløst og moderløst barn, da han var 8 år, antaget af sin morfader Jens Rasmussen Skræder - fundet hængende død i en elle i smedehaven strax ved Ørbæk kirkegård; hvilket strax blev andraget for amtmanden, som beordrede herredsfogden at besigtige ham ved synsmænd og nøje at udspørge al denne sags beskaffenhed. Hvorpå efter amtmandens decision denne dreng, som blev befundet at have ombragt sig selv, fordi han var ikkun 10 år, blev nedskåret af sine pårørende og nedlagt intra marginem Coemiterii Septentrionalem (inden for kirkegårdens nordlige grænse) i overværelse af alle Ørbæk mænd og alle Ørbæk unge mennesker, til hvilke blev talet heftig formanings tale«. Ifølge Danske Lov måtte den, der ombragte sig selv, ikke begraves på kirkegården, med mindre han havde handlet i sygdom og raseri (sindssygdom), men de sjældne gange selvmord forekom, fik man dem næsten altid indfortolket under sygdomsparagraffen. Efter straffeloven af 1866 har selvmordere krav på en i enhver henseende normal begravelse, men helt op imod nutiden har man rundt om i landsbyerne kunnet spore en uvilje imod at blive jordet i kirkegårdens nordøstlige hjørne.

Krigs- og pestårene i 1600-tallet har sat sig uhyggeligt dybe spor i kirkebøgerne. Sognepræsten i Tryggelev-Fodslette på Langeland skriver i sin såkaldte »Liber daticus«, en slags embedsbog ved siden af den egentlige kirkebog: »Anno 1660. Efter at svensken blev slagen ved Nyborg og nødtes at kvittere dette land, døde der nogle 100 af mine sognefolk af hunger. Ved min salighed, de hentede mask hos mig og bagte kager af og åd. Hørknevler og katostrødder hjalp dem i foråret. O en elendig tid, in qvod nos reservasti domine (i hvilken vi er blevet skånet, o Herre)«.

Hans embedsbroder på Tåsinge nøjedes med at notere i Landet-Bregninge kirkebog: »1659. I dette år begravet 110 lig, som for vidtløftighed ikke er indførte. 1660. Døde i dette år 119«. Men endnu mere rystende tal kommer fra Sydjylland. Præsten i Hygum ved Ribe optegner i peståret 1659 omhyggeligt den ene bortrevne familie efter den anden og gør til sidst facit op på latin: »Per totum annum mortui sunt 504 (i hele året er 504 døde)«. Man har beregnet dette tal til mere end tre fjerdedele af sognets befolkning (Fig. 10). Det er ikke tomme ord, når præsten i Seest ved Kolding, der indleder sin kirkebog med at berette om pesten og om polakkernes hærgninger i krigsårene 1659-60, sætter denne sentens som overskrift:

Fred af Gud
er en stor nåde,
men ufred er en
syndestraf!

En kirkebog er i grunden en mærkelig bog, der er noget sært engagerende ved at sidde med den i hånden. Det er jo i bogstaveligste forstand vort eget kød og blod, den drejer sig om, vor egen historie, den fortæller. Til afslutning vil vi gengive nogle linjer nedskrevet først i 1700-årene af præsten for Stadil sogn i Vestjylland. På en næsten bevægende måde bringer de bud om den enkelte slægts »ve og våde«.

»Begravede 1710. Torsdagen d. 11. dec. Mads Lassens kone, Karen Nielsdatter, som døde den 6. dito 1 time før solens opgang, 54 år og 8 måneder gammel. Samme dag 3 af hans børn, nemlig en datter Sidsel, som døde samme dag 1 time efter solens opgang, 8 år og 4 måneder og 2 uger gammel. En anden datter Kirsten, som døde samme dag 2 timer efter solens nedgang, 9 år pånær 3 uger og 1 dag. En søn Christen, som døde onsdagen derefter før solens opgang, 10 år og nogle dage gammel«.

»Tredje pinsedag kastede jeg jord på Nielses navnløse barn i Optrup. NB Moderen var i barnsnød fra onsdagen eftermiddag til søndagen klokken 3 eftermiddag, da Gud mod al menneskelig forhåbning gjorde barmhjertighed mod hende, hans navn være evig ære. Amen!«

Lit: Gustav Bang: Kirkebogsstudier. 1906. - Aksel Lassen: Skæbneåret 1659 (1958) og Fald og fremgang (1965). - Levnedsløb i Sørbymagle og Kirkerup kirkebøger 1646-1731, udgivet ved Ole Højrup 1963. - Troels Dahlerup: Fromhed styrker rigerne. Kirkebogsforordningen af 20. maj 1645 og dens baggrund, i: Afhandlinger om arkiver ved Rigsarkivets 75-års jubilæum. 1964.