Vasa i havn

15. juni sidste år indviedes Vasa-museet i Stockholm. Et drama havde nået sin foreløbige afslutning - 362 år efter, at Vasa gik til bunds i Stockholms skærgård, og 29 år efter, at den igen brød vandspejlet. En af skibets egne kanoner saluterede indvielsen, kongen var til stede, men hvad har nu dette nye museum at byde sine kommende gæster, hvorimellem også vil være mange danskere? Først og fremmest Vasa selv, et krigsskib fra 1600-årene - ja mere end det, et regalskib; sådan kaldtes på det tidspunkt den svenske flådes største og fornemste fartøjer. Og fornemt er det. Fra forstavnens galionsfigur, en kæmpemæssig løve, der med dødsforagt kaster sig i havet, bevæger man sig langs sidernes rækker af kanonporte frem til det pragtfulde agterkastel, der hæver sig 15 meter over gulvet (vandspejlet), og som overalt er dækket med træskæringer, en vrimmel af menneske- og dyrefigurer koncentreret om Vasaslægtens våben med kornneget (vasen) holdt af to buttede engle. Datidens skibe bar ikke, som det senere blev skik, deres navne skrevet med bogstaver. Man udtrykte sig i symboler.

Omkring Vasa grupperer sig en række udstillinger om skibet og dets tid. En dramatisk model viser således Vasa kæntret med besætningen kæmpende for livet, mens menneskene inde på Beckholmen skrækslagne ser til. I en montre ligger også en lille sort træstump, lidt mindre end en tommelfingernegl. Det var den første bid af Vasa, som blev fisket op, efter mere end 300 års ophold i dybet - den, der startede nutidsdelen af det fantastiske Vasaeventyr.

Den historiske baggrund for Vasa-fundet vil være kendt af de fleste, så den skal blot kort opridses. Lad os som udgangspunkt tage året 1625. I Europa rasede de kampe, der senere skulle blive kendt som Trediveårskrigen. Sverige ventede foreløbig i kulissen, det vil sige, det førte en privat krig med Polen - først i Livland (Estland/Letland), senere i det polske Preussen med den vigtige havneby Danzig. Hvis Sverige skulle spille en rolle som europæisk stormagt, var det nødvendigt at beherske Østersøen. Det vidste kongen, den berømmelige Gustav 2. Adolf: »Næst Gud afhænger Sveriges velfærd af vor flåde«.

Under Kalmarkrigen en halv snes år tidligere havde Sverige vist sig underlegen til søs, men det var der senere rådet bod på. Netop 1625 led flåden imidlertid et smerteligt tab, ti skibe forliste i Rigabugten, så det var velbegrundet, at kongen bestilte nye bygget på værftet i Stockholm, blandt dem regalskibet Vasa. Navnet forpligtede - til det knap 70 meter lange og 12 meter brede skib med en vægt på mere end 1200 ton medgik 1000 egetræer, en skov. Bestykningen var sat til 64 kanoner, og en hel skare af kunsthåndværkere tog sig af udsmykningen. Faktisk var Vasa det dyreste og flotteste skib, der hidtil var bygget i Sverige, og det vakte opsigt, også i udlandet, hvor man med bekymring noterede sig dets slagkraft. Byggeriet var fra starten lagt i hænderne på hollænderen Henrik Hybertsson, men han døde efter et års forløb, og det blev hans landsmand Hein Jacobsson, der kom til at fuldføre opgaven. På den tid byggede man ikke efter tegninger, man havde en tabel med skibets vigtigste mål, resten foregik pr inspiration og med baggrund i egne og andres erfaringer. Arbejdet skred rask fremad, og 10. august 1628 var man så vidt, at første prøvesejlads kunne finde sted (Fig. 2). Den skulle være problemfri, vejret var smukt, vinden svag, men efter blot 1300 meters sejlads krængede skibet over, faldt om på siden og sank. Af de mange mennesker, som var om bord, menes et halvt hundrede at være fulgt med i dybet.

Der var tale om en katastrofe af format, men også om en skandale: et krigsskib, der skulle have været nationens stolthed, var gået til bunds straks efter søsætningen, i sin hjemhavn og under de bedst tænkelige vejrforhold. Ansvaret måtte placeres, og man gik straks i gang; de første forhør fandt sted allerede dagen efter ulykken. Det kom der ikke meget ud af, alle fralagde sig forståeligt nok ansvaret, og skibet selv var man jo afskåret fra at undersøge.

Bjærgning blev forsøgt, men måtte opgives; Vasa lå på mere end 30 meter vand. Derimod lykkedes det senere i århundredet at få hævet størstedelen af skibets kanoner - en fremragende præstation i betragtning af det primitive dykkerudstyr, som stod til rådighed. Derefter svandt interessen, mulighederne var udtømte, historien gik i glemme.

Den stockholmske skærgård, hvor Vasa nu lå, ensom og upåagtet, er en arm af Østersøen, nærmere betegnet af dens allerinderste del, hvor saltholdigheden er meget lav, og hvor pæleormen, alle skibsvrags hovedfjende, derfor ikke kan leve. Som følge af trafikken til og fra storbyen er der i tidens løb sunket mange fartøjer netop i dette farvand, hvilket ikke er undgået marinearkæologernes opmærksomhed. En af dem, ingeniøren Anders Franzén, der har gjort 15-1600-årenes søkrigshistorie til sit speciale, blev i 1953 gennem arkivstudier opmærksom på Vasa og satte sig som mål at finde den. Det var ikke så lige en sag, eftersom der savnedes nøjagtige angivelser af ulykkesstedets beliggenhed, men han startede eftersøgningen, og en augustdag 1956 kronedes anstrengelserne med held i form af den før omtalte træstump, der blev hentet op med hans specialkonstruerede lod. Få dage senere kunne dykkeren Per Edvin Fälting rapportere i den skrattende dykkertelefon: »Jeg ser intet, for her er kulsort, men jeg mærker noget stort. En skibsside. Her er en kanonport, her en til. Der er to rækker. Det må være Vasa«. Franzén og Fälting blev dramaets hovedpersoner. Gennem deres virksomhed over og under vandet skabte de interesse om fundet og derigennem midler til bjærgningen.

Let var opgaven ikke. Vasa havde boret sig godt ned i bundens faste blåler og var yderligere fyldt med slam. Man valgte at grave eller rettere spule en række tunneler under kølen, trække ståltove igennem og derefter hæve hele skibet ved hjælp af pontoner. Det tog alene et par år, hvorefter Vasa langsomt kunne bugseres ind på lavere vand, og først her lod man den bryde vandspejlet. De øvre dele var selvsagt meget beskadiget, men selve skroget så intakt, at det efter at være tætnet på forskellig vis og lænset for vand kunne flyde ved egen hjælp (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6).

Næste stadium var anbringelsen i tørdok, og nu rykkede museumsfolkene ind; deres opgave var at fjerne slamlagene samt afdække og registrere mængden af genstande, som de indeholdt. Nogen helt almindelig udgravning var det ikke, alle deltagerne måtte således forinden lade sig vaccinere mod diverse smitsomme sygdomme. Arbejdet tog fem måneder. Da var Vasa blevet lettet for mange hundrede ton vægt og ca 15.000 genstande katalogiseret og taget op.

Stående på sin ponton blev skibet derefter flyttet til sit første museum, Vasa-varvet, her kunne det betragtes af publikum, men klar til udstilling var det langtfra (Fig. 7). Først nu, hvor Vasa var bragt på det tørre, var den for alvor i fare, træet måtte konstant holdes fugtigt, fik det lov at tørre ind, ville det vride sig og sprække til ukendelighed. Mængder af enkeltdele, således hele pynten af udvendige skulpturer, var i tidens løb faldet af og havde lejret sig i og om vraget, hvor de omhyggeligt var blevet opsamlet af dykkerholdet; alene deres bevaring var et problem, og hvordan konserverer man et helt skib? Metoden, man fandt frem til, var overbrusning af skroget med polyethylen glycol (PEG) og vand; hertil opførtes et særligt anlæg. Tågen lå tæt omkring skibet i de 17 (sytten!) år, processen stod på. Selv nu, hvor den er afsluttet, må der til stadighed holdes øje med træværket, luftfugtigheden og temperaturen skal styres nøje, og udstillingsbygningens kunstige belysning må ikke være for kraftig.

Endnu manglede den egentlige genopbygning. Alle jerndele var stærkt forrustede eller helt tæret væk, men heldigvis var mange nagler af træ. De mest udsatte dele af skibet, nemlig agterkastellet og hele øverste dæk, havde lidt stor overlast. At få de mange tusinde løsdele anbragt på rette plads, var et kæmpemæssigt puslespil, men det lykkedes, selv om det ind imellem blev nødvendigt at indskyde nyt træ. Som skibet står i dag, er langt det meste, ca 95%, originalt. For at ingen skal være i tvivl, er der sørget for, at det nye egetræ skiller sig klart fra det gamle.

I løbet af 1980’erne besøgtes Vasa-varvet årligt af omkring en halv million mennesker, et rekordagtigt antal for svenske museer. Men bygningen var uegnet som blivende opholdssted; det var svært at skabe de klimatiske betingelser, som krævedes. Et nyt museum var påtrængende nødvendigt, om ikke hele arbejdet skulle være spildt. Det lykkedes, om end efter mange genvordigheder, at virkeliggøre planen, og i december 1988 bevægede Vasa sig, stående på sin ponton, langsomt og værdigt til sit nye hjem. Det blev hendes tredje og forhåbentlig sidste rejse. I året, der er gået siden museets åbning, har mere end en million mennesker aflagt det besøg. Sverige har fået en seværdighed, som intet andet land har magen til.

Hvorfor kæntrede Vasa? Det spørgsmål rejste sig straks ved katastrofen, og det har svævet i luften siden, men først nu, efter bjærgningen, er det blevet muligt at besvare det endegyldigt. For samtiden drejede det sig først og fremmest om at placere ansvaret, finde en syndebuk. At sejlskibe gik under i hårdt vejr, var ikke usædvanligt, men en kæntring som denne, praktisk talt uden ydre foranledning, var uhørt og kunne ikke gå upåtalt hen. Vasas danskfødte kaptajn, Söfring Hansson, der var blandt de reddede, blev fængslet straks efter katastrofen, men han fralagde sig ethvert ansvar; alle kanoner havde været forsvarligt surret, og han garanterede for søfolkenes ædruelighed. Skibet var, mente han, fejlkonstrueret, skylden altså bygmesterens. Heri blev han støttet af besætningen; der var ingen fejl gjort, og også ballasten var i orden, det gik ikke an at tage mere ind. Fejlen måtte være på det konstruktive plan. En interessant oplysning kom fra skipperen Jöran Matsson: Før afsejlingen var der foretaget en krængningsprøve, tredive mand var beordret til at springe frem og tilbage over dækket, mens skibet lå ved kaj, men efter tre runder måtte de holde inde, ellers var Vasa kæntret. Admiralen Klas Fleming, en af flådens mest indflydelsesrige mænd, havde overværet prøven, men i øvrigt intet foretaget sig. Hans eneste kommentar var: »Om Hans Majestæt dog blot havde været hjemme«.

Den oprindelige bygmester var som nævnt død, og hans efterfølger havde intet at bebrejde sig, Vasa var bygget efter de mål, kongen selv havde godkendt, og udstyret med det antal kanoner, som kontrakten foreskrev. »Hvis er da fejlen?« spurgte forhørslederen. »Det ved kun Gud«. Gud og kongen, begge ufejlbarlige! Hvad kunne dommerne gøre? Deres overvejelser kender vi ikke, men nogen skyldig blev i hvert fald aldrig udpeget.

Og hvad kan så nutidens eksperter tilføje efter at have undersøgt det hævede skib? Kaptajnen kan straks frikendes, ballasten var på plads og kanonerne forsvarligt fastgjort med surringer om lavetternes hjulaksler. Men den afdøde skibsbygger da, han som havde udfærdiget byggetabellen? Om Henrik Hybertssons faglige dygtighed kan der ikke være tvivl, han var en meget erfaren mand med gode skibe bag sig, og Vasa er virkelig meget velbygget. Flygtigt set skiller den sig ikke ud fra 1600-tallets andre orlogsskibe, men en nærmere betragtning viser, at den er kraftigere udformet og med plads til flere tunge kanoner. Skibsbyggeren har eksperimenteret, og hans manglende teoretiske kundskaber tillod ham ikke at overskue følgerne. Med den højt placerede bestykning blev skibets overdel for tung, så at selv en svag vind kunne få det til at kæntre. For at opnå en rimelig balance skulle ballasten have været dobbelt så stor, men det ville have bragt de nederste kanonporte i betænkelig nærhed af vandlinjen.

Skibsbyggeren kan undskyldes, men ikke frikendes, og det samme gælder admiral Fleming, der overværede krængningsprøven og naturligvis burde have forhindret afsejlingen, selv om kongen næppe ville have takket ham for det. Majestæten selv må med sine urimelige krav tage sin del af ansvaret. Man forstår, at dommerne har haft besvær med at fordele skyldbyrden.

At 1600-årenes krigsskibe og især regalskibene var rigt udsmykkede, vidste man, men ikke mange havde vist forestillet sig en sådan overdådighed. En af Sveriges største kunstskatte, intet mindre, er her kommet for dagen: fem hundrede figurskulpturer og over to hundrede ornamenter, alt sammen skåret i træ. Til værftets billedskærerværksted var knyttet både tyske og hollandske kunstnere, bedst kendt tyskeren Mårten Redtmer (Fig. 8, Fig. 9). De var alle øvede kunsthåndværkere og fortrolige med tidens indviklede symbolsprog.

Det første fund af denne art, som kom op, var et glubende løvehoved, et af dem, som pryder samtlige skibets kanonporte. Løven er i det hele taget et gennemgående motiv. Nævnt er allerede den mere end tre meter lange, springende løve, der danner forstavnens galionsfigur; dens betydning er klar nok, den symboliserer Gustav Adolf (»løven fra Norden«) og hans kamp mod katolikkerne. Umiddelbart bag galionsløven står tyve romerske kejsere på rad og række. Det var i al beskedenhed målestokken, kongen ønskede sig vurderet efter.

Pragtfuldt udsmykket er også skibets agterspejl og de nær dette liggende dele af skibssiderne; figurerne står nu overvejende i brunt, men spor af farver og forgyldning viser, hvordan de oprindelig har strålet mod beskueren. Motiverne er en sælsom blanding af heraldik og forskellige kulturers sagnstof. Øverst ser man to griffe krone den unge Gustav Adolf og derunder det svenske rigsvåben med to løver som skjoldholdere. Derunder igen følger en række mandsfigurer, der fortsætter langt ud på skibssiderne; de har blæseinstrumenter og fakler i hænderne, hvilket kendetegner dem som Gideons krigere, der ifølge den gammeltestamentlige beretning (ligesom Gustav Adolf) gik i krig for deres Gud (Fig. 10, Fig. 11, Fig. 12, Fig. 13). Endnu en etage dybere finder vi Vasaslægtens våben med kornneget og til begge sider for det store krigsklædte mænd, måske kongens forfædre. Og endelig, derunder, endnu en række figurer, der fortsætter ud på skibssiderne, de fleste romerske krigere, men i midten, lige under Vasavåbnet, kong David spillende på harpe og ved hjørnerne den græske sagnhelt Herakles i to udgaver, til venstre ung og kraftfuld, til højre gammel og vis med hunden Kerberos ved sine fødder. Det nævnte er kun nogle hovedelementer; ind imellem findes mængder af mindre figurer, ofte med konsolfunktion, og her slipper kunstnerne fantasien løs, de ligefrem boltrer sig i havfruer, fabeldyr og vrængende ansigter. 1600-årenes billedskærere havde sans for det svulstige og groteske for slet ikke at tale om det erotiske. En vulgær kvinde med store bryster rækker tunge og slikker sig på næsen.

Det var omverdenen, som skulle imponeres med al denne ydre pragt. Indenbords var der sparet på den slags, dog med visse undtagelser, nemlig agterkastellets kahytter, hvor de højerestående befalingsmænd holdt til. De har karakter af slotsgemakker med panelklædte vægge, forgyldte og malede figurer, dekorerede bænke og et bord. Udklappelige køjer tjente som sengesteder. Også her måtte der spares på pladsen.

De menige besætningsmedlemmer, herunder et stort antal bådsmænd (matroser), blev der ikke gjort tilsvarende stads af; de skulle, når de ikke var i arbejde, opholde sig på batteridækkene i selskab med kanonerne. Her spiste man, siddende på gulvet eller på sin medbragte sømandskiste, her sov man, ligeledes på de rå planker, og her kæmpede man for livet, når det gjaldt. Plads var der ikke overflod af, besætningen var på halvandet hundrede mand, og dertil kom tre hundrede soldater, men disse sidste var til alt held ikke kommet om bord, da ulykken indtraf. Der blev fundet rester af ca 25 druknede, men ifølge de gamle rapporter skal antallet af omkomne have været en del større (Fig. 14, Fig. 15, Fig. 16, Fig. 17). En mand, sikkert en af bådsmændene, blev fundet ynkeligt fastklemt under en kanonlavet. I pungen havde han 20.5 øre i kobbermønt, netop nok til en kande vin i en af skærgårdskroerne.

Bådsmændenes løn indbefattede mad og tøj, men hvad de modtog derudover, var så beskedent, at det kneb for flåden at få mandskab. Maden var ensformig: grød, brød, tørrede bønner og ærter, saltet kød og flæsk, tørret og saltet fisk. Tilberedningen foregik i en stor smedejernsgryde på kabyssens murede ildsted helt nede i bunden af skibet; skorsten fandtes ikke, så røgen har måttet sive op gennem dækkene (Fig. 18). Hvor befalingsmændene spiste på tin og fajance, måtte de menige klare sig med træ, store træfade, som flere var fælles om. Den salte mad krævede rigeligt med øl, så på det punkt blev der ikke sparet. Nogle tinflasker har indeholdt ædlere varer såsom rom. Så længe skibet lå i skærgården, skulle besætningen holde sig selv med kost. De små private madforråd af blandt andet kød og smør, som også er fundet, må ses i lyset af denne bestemmelse.

Nok leverede flåden tøjet til klædedragten, men ikke mere end højst nødvendigt, så der blev lappet og bødet og var i det hele taget god brug for de sysager, som sømændene medbragte i deres kister. Det var naturligvis fritidsarbejde, og fritid var der meget af, når skibene lå for anker eller krydsede i blokadetjeneste. I låget til en tønde er ridset en spillefigur, den, som i dag kaldes »Mølle«, og et regulært og smukt udført brætspil fandtes i befalingsmændenes depot længst nede i agterskibet. Et stort antal kridtpiber fortæller om tobaksrygningen, der var begyndt at dukke op i Sverige. Det skal være »forbudt at bruge tobak om bord andre steder end i kabyssen«, hedder det 1628 (Vasas forlisår) i et forslag til søartikler; det er naturligvis af hensyn til brandfaren. Sådan gik tiden trods alt, og et par tanker er der vel også blevet til dem derhjemme. En lille æske i en af sømandskisterne indeholdt - en hårlok.

Langt de fleste af skibets 64 kanoner var fjernet af 1600-årenes vragfiskere, men lavetterne stod tilbage og mindede om, hvad Vasa var, nemlig et krigsskib. I de ovenfor omtalte søartikler er der gjort nøje rede for, hvad der skal ske forud for et slag: Soldaterne indtager deres faste pladser ved kanonerne, og et forråd af kugler lægges op. Krudtet må aldrig opbevares på batteridækket; det har, af hensyn til brandfaren, sin plads dybt nede i skibet og bringes op i små portioner. Det har næppe været muligt at affyre mere end ti skud i timen pr kanon, dels på grund af ladeprocessens omstændelighed, dels som følge af heden, der opstod i kanonrøret. Faren for brand var under et søslag overhængende, så man søgte på alle måder at gardere sig: sejlene blev gjort fugtige og batteridækkene sat under vand indtil en halv snes centimeter over gulvet. Våde huder holdtes i beredskab for at kvæle ilden. Andre materielle skader skulle tømmermanden tage sig af, mens de menneskelige sorterede under skibets barber, der tillige fungerede som læge og i givet fald kunne foretage amputationer og lignende indgreb. Et par tønder særlig stærkt øl til mandskabet hører også med til forspillet (Fig. 19, Fig. 20). De styrkede kampånden.

1600-årenes søkrige krævede deres ofre, men langt større farer truede besætningerne fra en anden kant, nemlig de dengang så talrige epidemier, som sammenstuvningen om bord i forbindelse med den uvarierede kost og dårlige hygiejne gav de bedst mulige betingelser (Fig. 21). »Siden vi afsejlede fra Kalmar, er tredive døde og kun syv bådsmænd og tolv soldater ved helbred på mit skib«, skrev en af de svenske admiraler netop det år, Vasa gik ned. Den sygdomskyndige barber kunne under sådanne forhold få nok at gøre. Ved behandlingen brugtes lavementer, brækmidler, åreladning og urtemediciner. Flere af de skeletter, som blev fundet på Vasa, bar mærker efter sygdom.

For Gustav Adolf, der utålmodigt ventede på sine nye skibe for at sætte dem ind i kampen mod katolikkerne, har nyheden om Vasas forlis været et hårdt slag. I brevet fra rigsrådet, skrevet to dage efter ulykken, stikkes intet under stolen: »— imellem 3 og 4 lagde skibet af med behørig ballast, kanonerne vel surrede og alt tilbehør (Fig. 22). Var vinden til syd-sydvest med sagte stille vejr og om bord Erich Jönsson, kaptajn Söfring og gamle Hans Jansson. Da de havde taget sig ind under bjerget, hejsedes begge mersesejl med mesanen, og de skød løsen. Gik skibet dermed fort ind om Tranboderne, og da det kom udi bugten ved Teglvigen, kom noget mere vind i sejlene, og det begyndte straks at hælde meget til læbord, men rettede sig noget op igen, indtil det kom imod Beckholmen, hvor det aldeles faldt på siden, og vandet kom ind gennem kanonportene, til det så sagte gik i grund med stående sejl, flag og alt--«.

Kun nogle få af Vasas ti sejl var altså sat, da ulykken skete; de i forbindelse med en moderat vind var nok til at sende det dårligt afbalancerede skib til bunds. De resterende sejl blev fundet under udgravningen, skøre, men dog i en tilstand, så at de kunne reddes. Det er verdens ældste bevarede skibssejl, men de kom aldrig i brug (Fig. 23).

Artiklens fotografier er fra Vasa-museets arkiv, de fleste optaget af Hans Hammarskiöld. - Vigtigere litteratur om Vasa: H. Soop: Skulpturer. 1978. - C. Borgenstam og A. Sandström: Varför kantrade Vasa. 1984. - B. Landström: Regalskeppet Vasan. 1988. - L.-Å. Kvarning og B. Ohrelius: Vasa, kungens skepp. 1990.