Vandbygningsvæsen

Ved foden af en græsklædt bakke tæt vest for fisker- og færgebyen Spodsbjerg havde det flittige dyr hin forårsdag 1979 skudt talrige små jordbjerge op gennem grønsværens i denne forbindelse alt for dækkende tæppe. Den friske muld viste spor af menneskelig virksomhed, og - nå ja, udgravningen, som blev resultatet, løber nu på femte år. En stor og rig boplads har givet os enestående fund og ny væsentlig viden om stenalderbøndernes teknologi (fig.1).

Det Langeland, istiden efterlod, er i de forløbne årtusinder blevet kraftigt omformet af naturkræfterne. Mindst berørt er vestkysten, der stadig - navnlig mod syd - fremtræder stærkt indskåret med vidt forgrenede nor, hvoraf dog adskillige i dag er tørlagt. Østsiden så vel oprindelig ligesådan ud, men den evige strøm i Bæltet har borthøvlet næs og forbjerge og aflejret det nedbrudte materiale i strandvolde langs en næsten snorlige kyst. Bag de naturskabte havdiger ses endnu spor af forhenværende bugter (fig. 2).

Det sted, der her skal samle interessen, er en af de for Langeland så typiske, pudsigt rundpuldede banker, som geologerne af let forståelige grunde benævner hatbakker. Den er ganske anselig, fulde ni meter høj. Østpå mod kysten, hvor der nu er enge, har i bondestenalderen været en lukket strandsø med stabil vandstand, mudret bund og sivbevoksede bredder - sådan må vi i hvert fald forestille os dette bassin, som vel oprindelig havde karakter af et nor, men allerede dengang var afsnøret af strandvoldsdannelser. Vest for bakken, altså mod det indre af øen, ligger en næsten kilometervid lavning, nu opdyrket, men oprindelig et ferskvandsområde, sikkert af mosekarakter, med et smalt afløb i strandsøen sønden om banken; netop dette sted, hvor ferskvand blandedes med brakvand, vil vi vende tilbage til. Mod nord falder bakken af til en noget lavere tange, der fortsætter i et fladt morænelandskab. »Bopladsbakken«, som vi vil kalde det ellers navnløse højdedrag, har altså oprindeligt været en halvø, en beskyttet lokalitet af den slags, som stenalderfolket med forkærlighed valgte til bosted.

Undersøgelsen blev grebet traditionelt an: et system af lange søgegrøfter, anlagt fra bakken ud i englagene, skabte overblikket, som fladeafdækninger derefter udvidede til et egentligt billede af bopladsen. Det må straks siges, at vi trods alle anstrengelser endnu ikke ved, hvor folkene har boet; der blev fundet enkelte gruber og spor af enligt stående småpæle, men ingen regulære boligtomter. Husene, af hvad art de så var, må enten have ligget uden for det undersøgte område eller - hvilket er mindre sandsynligt - have været af en art, som ikke efterlader sig erkendelige spor i undergrunden.

At der i hvert fald har boet folk på stedet, viste mængden af menneskelige efterladenskaber. Disse var dog ikke, som man vel nærmest skulle vente, spredt over bakkesiderne - her var påfaldende lidt affaldsflint - men koncentreret i et op til 60 centimeter tykt, sortgråt kulturlag, der som en næsten kilometerlang, 5-10 meter bred, bræmme strakte sig langs bakkefoden, erkendelig også uden for de udgravede områder gennem spor i overfladen. Bræmmen med dens mylder af oldsager er tydeligt aflejret omkring datidens kystlinje, der har ligget en lille halv meter under nutidens havspejl; den viste sig som en markant forskel mellem land- og vandaflejring. På land er kun hårdføre materialer - sten, brændt ler og lignende - bevaret, i vandet tillige let forgængelige sager som for eksempel træ. Genstandene, der havnede i det våde element, er på grund af tilgroningen hurtigt blevet dækket med lag af mere eller mindre sandblandet tørv.

Tæt uden for kystlinjen, altså ude, hvor der dengang var vand, fandtes rester af et menneskeskabt anlæg, en sten- og stolpesætning; den indgik i kulturlaget, om end ikke overalt så dog de fleste steder. Stenene - almindelige marksten - var smidt ud fra bredden, hulter til bulter, i et 4-5 meter bredt bælte, og pælene, som var tilspidsede, stod nedrammet i spredt fægtning, men sådan, at de dannede et noget smallere bælte inden for stenbæltet (fig. 3). Oven på sten og pæle fremkom adskillige steder et tæt lag af kæppe, vidjer og kviste iblandet større grene og unge stammer - de kan have været indlagt mellem pælene, som derved antog karakter af et primitivt, stenskoet risgærde. Et sådant hegn i havstokken kunne måske forhindre bopladsens kvæg i at søge ud på det lave vand med risiko for nedsynkning i dyndet. Skulle nogen have en bedre forklaring, vil vi dog være lydhøre.

Fra kulturlagene til lands og vands er bjærget et umådeligt genstandsmateriale. Dyreknogler fandtes i titusindvis. Ko, svin, får og hund var repræsenteret og af den vilde fauna bl.a. kronhjort, rådyr, sæl, diverse fugle og fisk samt havbundens skaldyr. Et par brudstykker af menneskekranier (barn og voksen) må ikke glemmes; i det ene var skåret med kniv, hvordan det så skal forstås. En detaljeret opregning af alle de egentlige oldsager vil føre for vidt, så lad os blot nævne, at der foruden tusinder af skiveskrabere fandtes flækker til kornhøstning, tværpile til jagt, mejsler af flint, ben og hjortetak til finere træbehandling og tyknakkede flintøkser til den grovere; huggespor efter de sidstnævnte har vi perfekt bevaret på henved hundrede tilspidsede pæle. Skår af høje, spandformede bægre og runde lerplader til brødbagning viser keramikken, der ikke er i topklassen, brændingen er dårlig, og det er småt med ornamentikken. Alt dette er jo meget traditionelt, men også sjældenheder forekom, således en komplet padleåre af asketræ og et næsten fuldstændigt skaft til en økse samt brudstykker af flere lignende (fig. 4).

Genstandsfundene viser, hvor i bondestenalderens lange tidsforløb vi skal placere bakkens indbyggere. De var efterkommere af dyssernes og jættestuernes kompetente bygmestre, men levede længe efter, at disse skabte deres mesterværker. Stridsøksefolket var endnu ikke dukket op. En kulstof-14 prøvning af træ fra pladsen har givet dateringen 2920 ±60 før Kristus. Det svarer smukt til den arkæologiske bestemmelse.

Vi vender nu, som lovet, opmærksomheden mod det sted, hvor ferskvand fra lavningen i baglandet - efter al sandsynlighed en mudret rørsump - er sivet ud i strandsøens brakvand. Mellem Bopladsbakken og en ganske lav landtunge udgående fra højlandet i sydvest var der en knap 10 meter bred rende, allerede på det tidspunkt delvis opfyldt med et metertykt lag af tørvedynd. Her foregik afløbet.

Over denne rende har bopladsfolket lagt fire spærringer af træ. Takket være den fugtige jordbund var de stadig til stede og endda forbløffende velbevarede.

Lad os begynde med den øverste spærring, den der var sumpen nærmest. Nederst lå en lang og lige egestamme, som vi kan kalde bundstokken, over den en noget spinklere stamme af blødere træsort, atter over den en tilsvarende og endnu en - altså i alt fire stammer anbragt over hinanden som et bolværk fra bred til bred. Til at holde bjælkerne på plads tjente kraftige pæle nedrammet skiftevis på den ene og den anden side med en indbyrdes afstand af næsten præcist halvanden meter. Tommetykke, langsløbende kæppe, flettet ud og ind mellem støttestolperne har spændt konstruktionen sammen. Bolværkets inderside, den der vendte mod kysten, har været tæt beklædt med bark, store flager, der overlappede hinanden. Nedreenderne var presset forsvarligt ned i tørven; hvordan de i øvrigt har været holdt fast, står ikke helt klart, men der må vel have været en eller anden form for syning.

Halvanden meter foran bolværk 1 fulgte så bolværk 2 og atter halvanden meter længere i retning af kysten bolværk 3. Konstruktionen var som ved 1, dog med enkelte afvigelser. Hvor det første bolværk havde fire længdestokke, nøjedes det andet med tre og det tredje med to - altså aftrappende højde. Og støttestolperne ved 2 og 3 stod ikke, som ved 1, næsten lodret, men med hældning ud mod kysten. Den mest afgørende forskel lå dog i barkflagerne, der - modsat 1 - var anbragt på den mod sumpen vendende side.

Det fjerde og sidste bolværk fulgte godt en meter uden for nr. 3, men egentlig kan man slet ikke tale om bolværk, for de to egestammer, hvoraf det bestod, var anbragt i forlængelse af hinanden. Der var - forståeligt nok - ingen barkklædning. Et par forsvarlige kampesten supplerede støttestolperne (fig. 5).

Bunden, de fire spærringer hvilede på, var et næsten plant, naturskabt tørvelag; hvad der lå derover, er kommet til samtidig med eller senere end træværket. Det fremgik tydeligt, at der i forbindelse med bolværksbyggeriet er tilført fyld, men ikke ensartet i de forskellige sektioner. Op mod bolværk 1 's yderside, altså den mod mosen vendende front, var lagt en pakning af morænegrus, sikkert hentet på Bopladsbakken; dens skrånende overflade udgik fra træværkets top og endte ca fem meter derfra, hvor dyngen kilede ud i mosen. 1 laget indgik kraftige grene, barkflager, krondyrtakker og sten - en armering, hvis formål må have været at binde jorden sammen. På den anden side af væggen, i rummet mellem bolværk 1 og 2, synes oprindelig slet ikke at have været jord, her ses spor af en naturlig aflejring, som vi straks skal vende tilbage til. Næste rum derimod, mellem 2 og 3, var til randen fyldt med muld og morænegrus i blanding; overfladen skrånede mod kysten som følge af bolværkernes aftrapning. Endelig afsnittet mellem 3 og 4. Også her var påfyldning, men den indgik i konstruktionen på en måde, som viser, at den må være af lidt yngre dato.

Tilbage til rummet mellem første og andet bolværk: Det var fra bund til top opfyldt med fint gullighvidt sand, ikke påført, men umiskendeligt afsat af strømmende vand og sikkert udvasket af fyldlag 1, det ud mod mosen. Her må være tale om en gradvis tilsanding af et oprindelig jordfrit bassin. Som man vil erindre, vendte netop her de to siders barkklædninger mod hinanden, de har vel skullet hindre vandstrømmen i at trænge ind bag bolværkernes stammer og udvaske den der værende jordfyld.

Vi er nu så vidt, at vi tør nærme os en tolkning af anlægget. Bolværk 1 med tilhørende fyldlag må være det primære led, det har virket som en egentlig dæmning, der har hævet vandstanden i renden (men næppe i mosen som helhed, da den ligger lidt højere). Det opstemmede vand er rislet o- ver spærringen og - i form af et lille vandfald - ned i bassinet, som derved til stadighed holdtes fyldt. Afløbet herfra gik over bolværk 2 og 3 med mellemliggende dæmning. Det kan næppe fejle, at anlægget er skabt for bassinets skyld, men hvad tjente det til? En art fiskedam? Vi har overvejet muligheden, men mener af forskellige grunde at måtte forkaste tanken. En anden løsning forekommer mere sandsynlig.

Det var ferskvand, bassinet samlede, så det må vel være det, man specielt var interesseret i. Ferskvand var livsnødvendigt for beboerne, det kunne hentes i baglandets mudderpøl, men selv stenalderfolk, der var vant til lidt af hvert, kan næppe have følt sig fristet af den mulighed. I bassinet havde man til stadighed frisk iltet drikkevand. Det har løst et formodentlig påtrængende problem (fig. 6).

Den gradvise tilsanding, som var anlæggets største svaghed, er søgt imødegået ved opøsning; der fandtes lommer af det karakteristiske materiale på Bopladsbakkens fod. Også faren for gennembrud har man været opmærksom på, det viser en stor stamme, som er anbragt - solidt forankret med en sidegren i undergrunden - ind mod Bopladsbakken i forlængelse af bolværk 2. Gennembruddet kom dog til sidst, men ved den anden ende af bassinet. Her har vandstrømmen høvlet alle bolværker ned til bundstokken (fig. 7).

Naturkræfterne sejrede altså, bassinet måtte opgives, men mærkelig nok ikke dæmningen, den blev genopbygget omend i en anden form. Hen over størstedelen af det gamle anlæg lagde man, ud fra Bopladsbakken, en ny og massiv påfyldning af morænegrus. Den samlede vandstrømmen i en smal passage omkring gennembrudsstedet - og det er vel muligt, at man også ved dette arrangement kan have opnået en vandrensende effekt. Til denne sene fase knytter sig vistnok det fjerde og yderste »bolværk«, som ikke ses at have haft nogen funktion i cisterneanlægget. En dendrokronologisk undersøgelse, foretaget på Wormianum, viser med sandsynlighed, at bolværk 4 er yngre end det øvrige træværk, en halv snes år vel i det mindste, måske noget mere. Fuld sikkerhed har ikke kunnet opnås, da overfladen med de yngste årringe er bortslidt på de fleste stammer.

Det omtalte pælebælte langs foden af Bopladsbakken mangler i området omkring dæmningen, men er erstattet med en enkelt række tætstående stolper, der formodentlig har haft en tilsvarende funktion. Præcis ud for bolværkerne er rækken afbrudt, her har vel været et led eller en spærrebom.

Men kan man nu være sikker på, at bolværker og boplads hører sammen, vil vor tænksomme læser vide. Ja helt sikker! Under bundstokken i bolværk 1, der ifølge sagens natur må være anlagt først, fremkom et »byggeoffer«: en hel, sleben flintøkse, typisk for bopladsen. Og hen over dæmningen i dens afsluttende skikkelse strakte sig et ubrudt kulturlag af samme art som på bakkefoden. Anlægget med bolværker og det hele er altså betryggende fastlåst nedad og opad. Hvad mere kan en arkæolog ønske sig?

Bolværksbyggeriet gør Spodsbjerg-pladsen til noget enestående. Aldrig tidligere er der fundet stenalderanlæg af denne art - ja sammenhængende trækonstruktioner i det format er overhovedet ukendt for perioden. Det første er måske ikke så mærkeligt, for det er slet ikke sikkert, vort anlæg har haft så mange pendanter, om overhovedet nogen. Her er jo tale om helt specielle naturforhold, som man efter bedste evne har spillet op til (fig. 8).

Folkene på vor boplads byggede ikke dysser og jættestuer, men de forstod at løse påtrængende problemer på utraditionel vis (fig. 9).