Vævenes Danmark

Helt klart er billedet dog ikke. Fra vor hjemlige sten- og bronzealder kendes kun ganske få fund af vævevægte, og i den tidlige jernalder glimrer de helt ved deres fraværelse, mens der syd for grænsen i samme tidsrum er masser af dem. Hertil kommer, at flere af de mosefundne dragter fra ældre jernalder, for eksempel en velbevaret kvindeklædning fra Huldremosen på Djursland, har nogle specielle detaljer, der viser, at tøjet ikke er fremstillet på opstadvæven, men på en såkaldt rundvæv, der er teknisk anderledes og uden vævevægte. I oldtiden har man altså kendt mindst to forskellige typer af væve. Det lyder måske ikke så opsigtsvækkende, men lad os nu se, hvad den lille detalje gemmer af kulturhistorie.

Fund af dragter fra forhistorisk tid er sjældne, de kendes kun fra egekister og moser, men det er ikke ualmindeligt, at der i gravene optræder små uanselige tøjstumper, som er bevaret på grund af særlige omstændigheder, ofte fordi tøjet har ligget tæt op ad metal. Af disse tilsyneladende ubetydelige fund har artiklens forfatter gennem de senere år undersøgt et anseligt antal. Om dragten som sådan giver de sjældent væsentlige oplysninger, men de kan fortælle om spinde- og væveteknik samt om tøjets kvalitet, der giver sig til kende i trådtætheden. En stor fordel har disse lapper, de kan ofte dateres temmelig nøjagtigt gennem metalsagerne, de har været i berøring med, eller ved andre fund i gravene, hvor de forekommer. Opdelt i typer og placeret geografisk og tidsmæssigt kan de små tøjstumper give mange interessante oplysninger, for eksempel om klædehandel (se Skalk 1977:2). Grundlaget for de følgende overvejelser er et materiale hentet fra godt 1300 skandinaviske gravfund fordelt over perioden fra ældre bronzealder til sen vikingetid. I det følgende vil især tøjet fra ældre jernalder (ca 500 før til 400 efter Kristus) blive behandlet, uden at de før- og efterliggende tidsrum dog helt lades ude af betragtning. Lad os for en ordens skyld begynde i ældre bronzealder, der takket være egekisterne er al nordisk tekstilforsknings naturlige udgangspunkt.

Man skulle tro, at det med de enestående dragtfund, som foreligger fra denne periode, var let at bestemme den anvendte vævtype, men det er ikke tilfældet; der er træk, som peger snart i den ene, snart i den anden retning (Fig. 1, Fig. 2). Flere klædningsstykker har opsætningsborter, som normalt plejer at kendetegne opstadvæven, mens andre - måske endda fra samme grav - har kanter, der peger mod rundvæven. Vi må nok indrømme, at vi endnu ikke ved, hvordan den væv så ud, hvorpå egekistefolkene fremstillede deres berømte tøj. I løbet af bronzealderen skete der en ændring i trådmaterialet. På Egtvedpigens tid brugte man som regel s-spundet garn til trend, z-spundet til islæt (se tegningen), men kort efter gik man helt over til det s-spundne. Skønt uden væve-teknisk betydning antyder den lille ændring måske alligevel et sporskifte i tekstilfremstillingen (Fig. 3).

Den ældre jernalder igennem forekommer i danske fund fem-seks typer klæde, men kun to af disse har betydning i denne sammenhæng, så vi vil holde os til dem. Den ene er almindelig »diagonalkiper« med s-spundet garn i begge retninger og med en kvalitet på gennemsnitligt ti tråde pr centimeter. Den anden er i samme teknik og kvalitet, men her er garnet z-spundet i såvel trend som islæt. De to slags stof ser temmelig ens ud, den lille forskel i spindingen bemærkes næppe ved et flygtigt blik, men ses tydeligt under lup eller mikroskop.

Den første slags, den s-spundne, som vi kan kalde Huldremosetypen efter det ovennævnte djurslandske fund, optræder i den nordlige halvdel af Jylland, på Nordfyn og i et enkelt fund på Sjælland - det eneste overhovedet fra denne periode på denne ø.

Endvidere i et antal samtidige norske og svenske fund (Fig. 4). Det z-spundne stof (Haraldskjærtypen, efter et fund på Vejleegnen) hører til i det sydlige Jylland og i Nordtyskland, hvor det har en temmelig vid udbredelse. Grænsen mellem de to typer er ikke helt skarp, men stort set kan man sige, at den går fra Horsens til Ringkøbing fjord. Netop denne skillelinje er interessant, den omfatter nemlig også andre fænomener. I tidligste jernalder er der klare forskelle i keramikken de to områder imellem, og lidt senere, i ældre romertid, kan vi notere forskellig gravskik: mod nord jordfæstegrave, mod syd brandgrave. Noget kunne tyde på, at der her var en stammegrænse: to folk med afvigende skikke og traditioner har beboet hver sit område. Forskellighederne strakte sig helt ned i sådanne detaljer som at lade håndtenen rotere den ene eller den anden vej.

Mod nord har man en lang række fine mosefund med velbevarede klædningsstykker, der kan give flere oplysninger om væveteknikken end de små tøjstumper, vi ellers er henvist til. Et af dem er netop Huldremosedragten, der som nævnt i indledningen må være fremstillet på en rundvæv, og der kan nævnes en halv snes andre stykker af samme karakter. Ingen af disse s-spundne stoffer viser noget som helst tegn på brug af opstadvæven, og det stemmer godt med, at områdets talrige hustomter er aldeles uden vævevægte. Det må være en rimelig formodning, at rundvæven har behersket Nordjylland. Sydpå, i Haraldskjærtypens område, finder man derimod adskillige spor af opstadvæven, så vi må slutte, at ikke blot har de to folk haft hver sin spindetradition, men også forskellig væv. De tene, som anvendtes til spindingen, har formodentlig heller ikke været helt ens, men det er fundmaterialet endnu for spinkelt til at afgøre.

Tekstilfundene viser, at denne forskel har eksisteret i hvert fald fra jernalderens indtræden og til ca 100 efter Kristi fødsel, men så begynder der at ske noget (Fig. 5, Fig. 6). Haraldskjærtypen breder sig nordover. Huldremoseformen holder stand en tid, men synes så helt at forsvinde fra såvel danske som norske fund; i Sverige fortsætter den tilsyneladende lidt længere. Samtidig optræder vævevægte massevis på bopladserne. Opstadvæven har slået konkurrenten ud.

Opstadvæven kan have visse fortrin frem for rundvæven, men de er næppe så afgørende, at det kan være forklaringen på dens afsluttende succes - ellers havde den vel også for længst holdt sit indtog i Norden. Ukendt kan den i hvert fald ikke have været for skandinaverne, der oldtiden igennem havde veludviklede handelsforbindelser sydpå, og de omtalte, meget sparsomme, fund af vævevægte fra sten/bronzealder kunne da også tyde på, at den engang har været på vej, men igen er blevet opgivet. Nu er der få steder, konservatismen har bedre grobund end netop i de gamle håndværk; man har stædigt holdt fast ved nedarvet skik og brug, og først da tiden var moden, har nye ideer fået mulighed for at trænge ind. Det ser ud til, at der til hver af jernalderens vævtyper har hørt en bestemt spinderetning, men også det må bero på traditionen. Det kan i hvert fald ikke begrundes med nogen form for nødvendighed.

Skifter i tekstilfremstillingen sker ofte i sammenhæng med andre samfundsomvæltninger - det var således opfindelsen af spindemaskinen, der indledte den industrielle revolution. De ændringer i stammesamfundet, som fandt sted i romersk jernalder, og som opstadvævens fremmarch så instruktivt understreger, kan ses som indledningen til den proces, der mod oldtidens slutning førte til dannelsen af en egentlig stat.