Væk altsammen

Domkirken er det lysende midtpunkt blandt alle disse levn - og til levnene må den regnes, skønt den eksisterer endnu. Den kirke, som idag hæver sine to tårne dominerende over byen, er i alt væsentligt en kopi, en efterligning af en ældre kirke, der har delt skæbne med alle de andre kirkebygninger, som arkæologerne nu graver ud. Historien er velkendt, men kan dog være værd at genopfriske - om ikke for andet, så som et slags hundredeårsminde over fadæsen - vel den største, som danske kulturhistorikere har begået til dato.

Viborg blev bispestad ved slutningen af vikingetiden; som sådan havde den krav på en domkirke, og denne stod færdig sidst i 1100-tallet efter at have været under opførelse i et halvt hundrede år. Den store romanske stenbygning, viet til Vor Frue, var en treskibet korskirke med krypt og to hovedtårne. Den var bygget af granit og en af Europas største bygninger af dette materiale - men netop materialet blev dens ulykke, for det viste sig lidet modstandsdygtig mod de brande, som en ublid skæbne senere hjemsøgte den med. Den første - så vidt vi ved - indtraf 1501 ved et lynnedslag, men selv om skaden var stor, synes væsentlige dele af bygningens indre dog at være reddet. 1567 gentog ulykken sig og med nogenlunde samme resultat. En tredje brand fandt sted sommeren 1726 - og denne gang uden formildende omstændigheder. Som tidligere var det tagkonstruktion og tårne, der brændte først, men et af spirene faldt så uheldigt, at det slog hul på en hvælving, derved kom ilden ned i kirken, hvis indre raseredes slemt. At en stor del af byen samtidig blev lagt i aske, gjorde ikke sagen bedre. Viborg var i bund og grund ruineret, hvilket kom til at præge genopbygningen.

En tysk bygmester, Claus Stallknecht, fik til opgave at genopføre domkirken. Han gjorde det hurtigt: 1730 - kun fire år efter branden - stod bygningen færdig, men den havde ringe lighed med den oprindelige romanske kirke. Stallknecht genopbyggede i sin egen tids stil, som man gjorde det dengang; det gamle var noget, man fandt sig i, fordi det nu engang var der, og i øvrigt tilslørede mest muligt under puds og hvidtning. De nævnte dæklag tjente dog i dette tilfælde også et andet formål, nemlig at skjule de meget svære skader bygningen havde fået under branden, og som ikke blev udbedret, undtagen hvor det var absolut nødvendigt, for at bygningen kunne hænge sammen. Stallknechts kirke var i næsten bogstavelig forstand en kalket grav. Til hans undskyldning tjener, at de pengemidler, man stillede til hans rådighed, var overmåde små. (Fig. 2)

Som kirken nu fremtrådte, var den mange tiders værk. Kernen i det hele var stadig den middelalderlige granitkirke med de to tårne, men den var i århundredernes løb blevet ændret og ombygget og havde fået tilføjet en række kapeller, viet til bl.a. Vor Frue og Viborghelgenen Sankt Kjeld, som kirken havde relikvier af. Alt dette stod nu iklædt barokkens klædebon, og det mærkelige er, at Stallknecht egentlig kunne være stolt af sit værk. Navnlig interiøret skal have været ganske vellykket.

En imponerende række af reparationer - stadig mere og mere omfattende - kom til at præge kirkens historie gennem det følgende århundrede, men derefter var elendigheden blevet så åbenbar, at man opgav lapperierne. En dybtgående istandsættelse blev besluttet, men først da Stallknechts puds var fjernet, kunne man træffe afgørelse om dennes endelige omfang. Resultatet blev det velkendte: Af den gamle kirke levnedes kun krypten. Resten blev i årene 1863-76 nedrevet til grunden og genopført som en - mente man - nøjagtig kopi af den oprindelige romanske kirke. Ja, havde det endda været det.

Hvis man gennemgår det materiale, der eksisterer om kirken før og under nedrivningen - fotografier, tegninger, avisnotitser, regnskaber, beskrivelser - kommer man til det nedtrykkende resultat, at meget er anderledes, en del helt forkert. For nylig har en eftersøgning rundt om i Viborg tilvejebragt vigtige dele af den nedbrudte kirkes sydportal. Hvorfor sidder de ikke på deres plads i den nye kirke? De i det mindste kunne da være reddet. Denne portal er egentlig repræsentativ for den forsvundne kirke under alle faser og synsvinkler. Den er værd at betragte lidt nærmere, hvad vi i det følgende vil gøre - og kan gøre, fordi netop den er så fyldigt repræsenteret i materialet af gamle tegninger og beskrivelser. Om mange andre enkeltheder ved kirken, for eksempel om vestportalen - den oprindelige hovedindgang - ved vi så godt som ingenting.

Den romanske kirkeportal var i sin ældste og oprindeligste form en simpel døråbning, ofte kronet med en bue udfyldt med en halvcirkelformet døroverligger (tympanon). Senere lod man døråbningen flankere af søjler, som bar buen, og dette blev med tiden til to eller flere, undertiden et helt system af søjlebåme buer, den ene uden på den anden i et tragtformet arrangement, der åbnede sig gæstfrit ud mod den syndige verden. I den nye Viborg-kirke er sydportalen firesøjlet, men det er næsten også det eneste, den har tilfælles med den gamle portal. Sammenligner man med de tegninger og fotografier, som findes af denne, forbavses man ved at se, at ingen af de gamle bygningsdele er genanvendt. Kapitæler og baser er nye, maskinhugne, uden synderlig lighed med de oprindelige. Søjle skafter og kragbånd er udskiftede. Tympanon med den velsignende Kristus er ganske vist ægte - den vides fundet i det tidligere kirkegårdsdige - men der er ingen sikkerhed for, at den oprindelig har siddet i domkirken. Det træk, at den gamle portal sprang frem foran muren, er også gået tabt. Idag har vi altså en portal, som nok er bygget over det mønster, der anvendtes ved mange af vore romanske kirker fra 1100-tallet, men som er en ukorrekt og kulturhistorisk uinteressant efterligning af portalen i den gamle kirke, skønt denne var fuldt bevaret. Hvorfor?

1830 modtog den unge kunsthistoriker N. L. A. Høyen 500 rigsdaler ved kongelig bevilling til en rejse i Jylland for »at undersøge, hvad der måtte forefindes af konstsager, der ikke var nok som bekendte og kunne fortjene at beskrives, eller som kunne være udsatte for ødelæggelse og fortjene at reddes«. Rejsen førte ham også til Viborg, og det er næppe for meget sagt, at dette besøg blev bestemmende for domkirkens skæbne. Høyen, der senere blev sit fags store mand, fattede ved den lejlighed interesse for Viborgkirken - og den var varm og ægte, men Stallknechts udgave var så afgjort ikke blandt de »konstsager«, han mente fortjente at reddes. I hans skitsebog fra turen - den opbevares nu på Nationalmuseet - findes den ældst kendte opmåling af kirkens sydportal. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Næste gang, portalen gør sig bemærket, er i det på mange måder skelsættende værk om »Stiftsstaden Viborg«, som domkirkens sognepræst, M. R. Ursin, udsendte 1849. Han skriver her, at portalens kapitæler viser hen til det ellevte århundrede, men at »det hele vist nok er en senere tids smagløse composition«. I denne udtalelse finder vi spiren til portalens undergang. Var der noget, datidens kunsthistorikere ikke yndede, var det »en senere tids smagløse composition«.

I 1855 kom arkitekturmaleren Heinrich Hansen til byen for at opmåle kirken til førsteudgaven af J. P. Traps store topografiske Danmarksbeskrivelse. Ved den lejlighed blev sydportalen atter tegnet, og i bogen, da den udkom, finder vi en betydningsfuld fodnote, som sikkert taler med Heinrich Hansens røst: »En mærkelig omstændighed er kapitælerne ved den søndre indgang; de er af sandsten, de eneste stykker af dette materiale i hele kirken, så vidt man nu kan opdage, og kunne på grund deraf og for deres mærkelige ligheds skyld med kapitælerne i Ribe næsten antages at være forfærdigede der og førte hertil«. Den lighed, som vi her for første gang ser påpeget, er utvivlsomt til stede. Bemærkningen har vel i første omgang blot bidraget til at bestyrke opfattelsen af portalen som noget sammenflikket af tvivlsom værdi.

Endnu to tegnere nåede at forevige portalen, nemlig A. P. Madsen og Jacob Kornerup. Med sidstnævntes besøg hænger det således sammen: Kirkens brøstfældighed var efterhånden blevet så fremskreden, at den ikke længere lod sig overse. Noget måtte der gøres, men hvad? I diskussionen herom blev den før omtalte Høyen, nu en aldrende mand, toneangivende. Arkæologen Daniel Bruun, der er opvokset i Viborg, fortæller, at han som dreng har set Høyen vandre rundt i domkirken ivrigt demonstrerende med sin stok: »Det skal væk altsammen«. Bemærkningen har vel mest været møntet på Stallknechts puds, men nedrivning af en væsentlig del af bygningen indgik i hvert fald i hans og hans forbundsfællers planer. I 1863 - året før krigen - begyndte nedtagningen. Den arkæologisk interesserede Frederik VII fandt lejligheden passende for en åbning af domkirkens eneste kongegrav, og i den anledning blev tre mænd. Høyen, arkæologen Worsaae og før omtalte Jacob Kornerup, kaldt til kirken. Resultatet af undersøgelsen var pauvert - det var ikke meget, branden i 1726 havde levnet af den myrdede Erik dipping - men Kornerup benyttede lejligheden til at lave en del tegninger, som idag er uvurderlige for kendskabet til den gamle kirkes tilstand før nedbrydningen. Man kan forestille sig, hvilke diskussioner de tre herrer har haft om det, som nu skulle ske. (Fig. 6)

Tidligere havde det som sagt været god latin at restaurere i sin egen tids stil, men ved midten af forrige århundrede var tankegangen en helt anden. Nu gjaldt det at føre tilbage til det oprindelige. Alt det senere tilføjede blev så vidt muligt skrællet væk og de gabende sår, som derved opstod, udfyldt, sådan som man nu mente, det havde været. Mange danske kirkebygninger, for eksempel de sjællandske stormandskirker i Fjenneslev og Bjernede, har lidt alvorligt under denne hårdhændede fremgangsmåde, som ganske vist blev praktiseret ud fra de ædleste motiver. Sådan ville man også gøre i Viborg, men efterhånden, som arbejdet skred frem, og man blev klar over skadernes faktiske omfang, var der mange, som gik ind for fuldstændig nedbrydning. Blandt dem var Høyen og restaureringens to arkitekter, Nebelong og Tholle. Andre - for eksempel Worsaae, Tscheming og brygger Jacobsen - ønskede at bevare mest muligt, sagen var fremme i rigsdagen, hvor nedrivningsplanen blev skarpt kritiseret, men Høyen fik sin vilje, og det kom »væk altsammen«. Man foretrak den perfekte kopi for den skamferede original. (Fig. 7)

For nu at vende tilbage til vor portal og forstå den skæbne, der overgik netop denne del af det mishandlede bygningsværk, kan det være af interesse at høre, hvad Høyen selv mente om den. 1864-68, altså mens nedbrydningen stod på, udkom hans store beskrivelse af kirken, som - skønt barn af sin tid, med en lidt ukritisk holdning til små detaljer - selv idag, 100 år efter, er hovedkilden til dens bygningshistorie. Om portalen siger han, at »i sin nuværende tilstand indeholder den blot en sammenstilling af brudstykker og uligeartede dele. To af fodstykkerne er omvendte kapitæler, og, skønt hver del kan være fra det tolvte århundrede, er det dog tvivlsomt, om nogle af dem oprindeligt har hørt til domkirken eller er taget andetstedsfra«. Dermed var den endelige dom afsagt. Man valgte at forny og - hvad værre er - at forandre portalen. De kasserede fodstykker og topstykker - baser og kapitæler - blev spredt for alle vinde, men er som sagt nu blevet genfundet. De fire sandstenskapitæler sad genanvendt oppe i kirkens nordgalleri, tre af granitbaserne fandtes i Stiftsmuseets have, mens den fjerde sad som sokkel for døbefonten i Søndre sogns kirke. Med disse stykker i behold har vi en mulighed for at bedømme, om Høyen og forgængere har ret i deres skeptiske syn på portalen. Var den »en senere tids smagløse composition«? (Fig. 8)

Vort materiale består altså af fire sandstenskapitæler og fire granitbaser, men det er sikkert rigtigt, som Høyen mener, at to af de sidstnævnte i virkeligheden også er kapitæler, som bare er stillet på hovedet. Hvad denne iagttagelse indebærer, er man først blevet klar over, efter at alle stykkerne nu er blevet opmålt. Det viser sig, at de to granitbaser og de to granitkapitæler passer meget fint sammen, så at man må antage, at de har hørt til - eller i hvert fald er bestemt for - et søjlepar. Forklaringen kan være, at man oprindelig har tænkt sig portalen tosøjlet, men at man efter at være kommet i besiddelse af sandstenskapitæleme har udvidet antallet til fire, uanset at de nytilkomne topstykker ikke passer sammen med fodstykkerne og i øvrigt er lidt for små. Det er da næppe rigtigt, at portalen er et misfoster skabt i sen tid. Snarere er den et pudsigt udtryk for, hvordan man også i middelalderen arbejdede efter de forhåndenværende søms princip.

Spørgsmålet om, hvor de mystiske sandstenskapitæler, »de eneste stykker af dette materiale i hele kirken«, kan stamme fra, har allerede været berørt, nemlig i den før omtalte fodnote fra Trap, der bringer Ribe ind i billedet. At kapitælerne er hentet der, kan i virkeligheden anses for helt sikkert, for i Ribe-domkirkens søndre galleri finder vi kapitæler af samme størrelse og af samme slags sandsten (sikkert den gullige fra Weser i Tyskland) og ydermere med helt den samme ornamentik, blot at Ribes kapitæler er dekoreret på alle fire sider, men Viborgs kun på de to - hvilket tyder på, at de fra begyndelsen er bestemt til at indgå i en portal. Domkirkerne i Ribe og Viborg var under bygning samtidig, og at der bestod en forbindelse mellem de to arbejdspladser, er der flere beviser på. Mens Ribekirken er bygget af tufsten, som er transporteret op fra Rhinlandet, var kirken i Viborg af hjemlig jysk granit. Dog ikke fuldstændigt; også i Viborgkirken var der hist og her brugt tuf - og at den er kommet via Ribe, kan der ikke være megen tvivl om. Hele middelalderen igennem blev der transporteret kalk fra gruberne i Daugbjerg vest for Viborg til kirkebyggeri rundt om i Jylland. Vi må forestille os en stadig strøm af tungtlæssede vogne ned ad den midtjyske hærvej, nogle af dem er nået frem til Ribe, hvor de er blevet lettet for deres last, og intet er vel mere naturligt, end at man tog noget med sig hjem af det,
som var til overs der. Hjemme i Viborg har man taget syn over nyerhvervelserne og indpasset dem i planen. (Fig. 9)

Forhåbentlig har portalens eksempel givet en forestilling om, hvad det er, man har berøvet Viborg-katedralen. Det som var et levende bygningsværk med sin egen tids ansigt og med skiftende generationers modeluner i dragten, er blevet til en sjælløs efterligning, afklædt til skindet for sin historie. Mærkeligt, at man ikke rigtig kan vredes på dem, som gjorde det. (Fig. 10)