Væggens pædagogik
I begyndelsen af dette århundrede blev der på initiativ af en københavnsk kommunelærer, T. Sillasen, fremstillet en serie vægtavler, der fik betegnelsen Kulturhistoriske billeder fra Nordens oldtid. De blev udført af tidens kunstnere, og inspektør Hans Kjær fra Nationalmuseet sagde god for deres faglige troværdighed. Tavlerne var, sammen med en tekstbog, tænkt som et anskuelsesværk til brug i skolerne, og de var noget nyt på området. Billeder til undervisningen var ganske vist ikke nogen nyskabelse - ideen kom oprindelig fra Tyskland, men især efter århundredskiftet blev der fremstillet mange herhjemme. Banebrydende i det foreliggende værk er blandingen af videnskab og fantasi; de mange spredte iagttagelser er samlet til helheder, gyldige udtryk for arkæologiens daværende stade. Digtning, men under streng kontrol.
Af Redaktionen
I fire situationsbilleder levendegøres fortidens »aldre«. Jægere og bønder, bronzesmede og jernalderkrigere befolker landskaber, som vel er i nyere tids streg, men ikke uden troværdighed. Redskaberne, der ses taget i brug, kendes, mens dragter og boliger for de ældre tidsafsnit i nogen grad er fantasiprodukter. Naturligvis præger det billederne, at flere århundreder har måttet klemmes sammen i hvert af dem. Der er trængsel, og den kronologisk bevidste kan nok finde et og andet at sætte fingeren på, ligesom der kan rejses indvendinger mod adskillige detaljer, hvor to generationer af arkæologer og mange nye fund har givet os større indsigt. Over for dette står oplevelsen ved at se sagerne i brug, de støvede museumsgenstande levendegjort. Her er de gamle billeder smukt i harmoni med moderne pædagogiske principper.
Til serien slutter sig to figurplancher, hvor tingene kan studeres som håndværk og kunst. Et omfattende udvalg af vore mest kendte og karakteristiske oldsager er gengivet, fra stenalderens flækker og dolke op til vikingetidens runesten og sølvsmykker - alt i smukkeste aftegning og med fuld videnskabelig korrekthed.
En serie anskuelsesbilleder i en noget anden stil blev for to år siden optrykt af Wormianum, og nu fortsættes der - i samarbejde med Selskabet for dansk Skolehistorie - ad den betrådte vej ved genudgivelse af Billeder fra Nordens oldtid. De seks tavler, fremstillet i størrelsen ca 25 x 35 cm og ledsaget af en trykt tekst, der giver baggrunden og forklarer oldsagerne, leveres i mappe for en pris af 63 kr.