Våbenkapløb

Knap var nederlaget en kendsgerning, før man i danske militære kredse begyndte at gøre sig tanker om fremstilling af et tilsvarende våben eller i hvert fald et med lignende effekt. Mange interessante - og fantasifulde - forslag fremkom, men intet lod sig realisere, så længe landet var i krig med England. Først efter fredsslutningen 1814 kom der skred i sagen, og snart var ét af disse våben sat i produktion; det var konstrueret af løjtnant A. A. F. Schumacher. 1816 blev han, nu med rang af kaptajn, leder af et nyoprettet Raketkorps, udrustet med - blandt andet - Schumachers eget våben. Han nåede imidlertid ikke at se korpset fuldt udbygget før sin død 1823. (Fig. 1, fig. 2)

»Espingolen« blev opfindelsen kaldt - Schumacher lånte navnet fra et fransk våben, som imidlertid ikke lignede hans særlig meget; den franske espingol var en slags musket, hvis løb udvidede sig mod mundingen, den danske et hurtigtskydende magasinvåben, en slags maskingevær. I et smalt »overrør«, som var lukket bagtil, blev indstukket en løs bøssepibe, ladet skiftevis med krudt og kugler; en pibe kunne rumme fra 6 til 32 blykugler. Antænding skete ved mundingen, og ilden forplantede sig ned gennem løbet, indtil alle kugler var udskudt. Det hele varede omkring to minutter, så kunne det tomme bøsseløb fjernes og et fuldt sættes på plads i overrøret. (Fig. 3)

Fabrikationen af det nye våben blev henlagt til kanonstøberiet i Frederiksværk, men det var ikke alt espingolen vedrørende, der med fordel kunne forfærdiges her, således krævede fremstillingen af de smalle overrør og tilhørende bøssepiber særlig ekspertise. En sådan fandtes på Kronborg Geværfabrik i Hellebæk, og dermed kom et samarbejde i stand mellem de to nordsjællandske fabrikker om espingoler til det danske Raketkorps.

Det var tilstedeværelsen af vandkraft, der muliggjorde våbenfremstillingen. Hellebæk kom først. Et system af gravede kanaler og opstemninger havde skabt de rette betingelser for mølledrift; langs Hellebækken voksede en hel lille by op omkring en række vandmøller, der som en start producerede noget så fredeligt som mel og gryn, varer, der fandt god afsætning blandt Helsingørs voksende befolkning. Senere kom andre værkstedsmøller til, og hele virksomheden blev kaldt Hammermøllen. I 1660'erne startede geværfabrikationen, den steg støt gennem årene, og sidst i 1700-tallet antog værket navnet Kronborg Geværfabrik. I 1807, da den engelske flåde stod ned gennem Øresund med kurs mod København, havde man ikke færre end 11.000 geværer på lager. Det lykkedes at få dem afsendt til hovedstaden, inden byen blev omringet.

Ved Frederiksværk gik det anderledes til. Danmarks største sø, Arresøen, havde på grund af sandflugt fået sine naturlige afløb tilstoppet; det førte til gentagne oversvømmelser af de omkringliggende marker. 1719 blev problemet imidlertid løst og på en meget hensigtsmæssig måde, nemlig ved hjælp af en gravet kanal, der skabte forbindelse til Roskildefjorden og samtidig gav mulighed for mølledrift. Ligesom i Hellebæk havde den første Frederiksværk-mølle intet med våbenproduktion at gøre, men 1756 overdrog kongen området langs kanalen til kancelliråd J. F. Classen og etatsråd Just Fabritius med den klausul, at der skulle fremstilles krudt. Til det formål opførtes seks møller, men Classen gik videre og etablerede et kanonstøberi, som var i drift til 1832. Det leverede bronzeartilleri af forskellig slags til hær og flåde.

Schumachers opfindelse gav arbejde til de to fabrikker. Espingolen fremstilledes i flere udformninger, fra et-løbede op til tyve-løbede. Som regel var våbnene anbragt på lette lavetter, som kunne trækkes af en hest eller bakses af mandskabet selv. Overrørene og de dertil hørende piber blev som nævnt tilvirket i Hellebæk, mens fabrikken i Frederiksværk stod for det øvrige: lavetter, beslag, samling og indstilling med videre.

Egentlig var det vel englænderne, der skulle have været tugtet med espingolen, men de klarede frisag - i stedet blev den brugt mod negere i den danske koloni på Guldkysten og i begge de slesvigske krige. »Vore espingoler gjorde god nytte«, skrev en soldat fra den første af dem hjem til sine forældre, men allerede på den tid var våbnet vist ved at være forældet. I krigen 1864 bragte de danske soldater 84 espingoler med sig, men ved afslutningen var kun seksten brugbare.

Våben forældes hurtigt, og det var næppe med tanke på krigsmæssig anvendelse, Frederik 8. i 1909 overlod sin søstersøn, den russiske zar Nicolai 2., fjorten danske espingoler. Disse kan i dag ses i Skt Petersborgs Marinemuseum. Også Tøjhusmuseet i København kan fremvise eksemplarer af Schumachers opfindelse. (Fig. 4)