Urnehuset

Om bronzealderhusets udseende havde man dog visse forestillinger tilvejebragt gennem de såkaldte husurner, en sjælden afart af de almindelige gravkar fra periodens slutningsafsnit, hvor ligbrændingen slog igennem. De små lerhytter kan i deres bedste udgaver virke helt naturalistiske og adskiller sig iøvrigt fra al anden nordisk bronzealderkeramik derved, at de kan være bemalede; det gælder således typens pragteksemplar, husurnen fra Stora Hammar i Skåne. Den viser en bygning af afrundet firkantform med nærmest kegleformet tag. Intet under, at det blev huset, man ser gengivet i ældre tiders billedfremstillinger af bronzealderens kæmpeliv.

Først for omkring 25 år siden begyndte de egentlige hustomter at dukke op, og da man derved blev klar over, hvor man skulle lede, gik det stærkt. Inden for det sidste tiår er det - især gennem C. J. Beckers indsats - lykkedes at lokalisere og udgrave op mod 200 huse og boder, de fleste i det vestlige Jylland og - som husurnerne - fra den senere del af bronzealderen. Den af lerkarrene fremkaldte forestilling om, at husene var runde eller dog noget i den retning, er med dette blevet grundigt aflivet. De rigtige bronzealderbygninger er langstrakte som efterfølgerne, den tidlige jernalders huse, men har i modsætning til disse afrundede ender; så meget var der altså om snakken. Der er - atter som i jernalderhusene - to rækker indvendige tagbærende stolper og to døre anbragt over for hinanden nogenlunde midt i husenes langsider. Disse døre er iøvrigt ofte trukket lidt inden for væglinjen, så at der er dannet en slags vindfang.

Urnehusene er påvirket af lerkarrets normalform, men med hensyntagen til det skulle der, som Becker har påpeget, intet være i vejen for at betragte dem som gengivelser af rigtige bronzealderhuse. Specielt i Stora Hammar-urnen kan der hentes mange detaljer til rekonstruktion af bygningernes overjordiske dele, som udgravningerne kun antydningsvis giver oplysning om. Her kommer et nyt fund ind i billedet. Det forklarer træk ved urnerne, som man ikke tidligere har tillagt videre betydning, og kaster i det hele taget et uventet lys over bronzealderens husbyggeri.

Stedet, Skamlebæk i Nordvestsjælland, bør ikke være læserne helt ubekendt, eftersom det siden 1975 har figureret i Skalks udgravningslister - som regel ledsaget af en barsk bemærkning om manglende offentlig adgang. Det sidste skyldes ikke uvenlighed, men simpelthen, at bladet nødig vil miste sine læsere; området hører under Skamlebæk radiostation, og de talrige elektriske installationer gør færdsel for ikke stedkendte livsfarlig. For udgraverne var de strømførende ledninger og kabler ikke blot noget farligt og generende, faktisk har de beskyttet området, der allerede i 1930'erne blev overtaget af staten, og som siden for størstedelen har ligget urørt, det vil sige fri for den dybdepløjning, der i de senere år har ødelagt så mange af vore oldtidsminder, efter at traktoren blev almindelig i landbruget. Vi kan takke radiostationens leder, ingeniør Søren Gregersen, for at pladsen overhovedet blev kendt; han har gennem en årrække i samråd med Nationalmuseet foretaget udgravninger på stedet og kunne vise, at der var tale om en af de virkelig store og velbevarede bronzealderbopladser. Da et område blev truet af kommende anlægsarbejder, overtog Nationalmuseet opgaven. Det til nu undersøgte areal er kun en lille del af det næsten én kvadratkilometer store bopladsområde, men det ligger centralt i bebyggelsen og har givet forbløffende mængder af fund.

Der er i de fire år, arbejdet foreløbig har stået på, udgravet mere end 2000 anlæg og fundet omkring 125.000 oldsager - hovedparten naturligvis skår, lerklining, flint- og stenværktøj, men også 64 bronzegenstande og en del benredskaber. Når dertil føjes måltidsrester og lidt brændt korn, begynder billedet at tegne sig: et fastboende samfund med blandet økonomi baseret på agerbrug og husdyrhold samt jagt og fiskeri. Det var også stort set, hvad man kunne vente, eftersom stedet ligger ud mod vandet (Sejerøbugten) og med frugtbare bakkedrag som bagland.

Af huse er der fundet omkring 20, liggende i en uregelmæssig række på en lav højning, så at regnvandet har kunnet løbe væk (Fig. 2). I dette område, hvor kulturlaget er tykkest, optræder et væld af stolpehuller, som langt fra alle hører til husene. Spredt over hele udgravningen, men i varierende tæthed, findes et utal af gruber og andre småanlæg: huller, hvor man har taget sand og ler, og som man senere har fyldt op med affald, brønde, ovne med rester af lerklinet overbygning, ildsteder og ikke mindst gruber fra madlavningen. De sidste er et interessant fænomen, som man vil finde nærmere omtalt på bladets midtersider; karakteristisk nok tiltager de i antal og størrelse, jo længere man kommer væk fra husene - vel på grund af brandfaren ved de store bål, som hørte med til brugen.

Med fund som dette opnår vi at få vor bronzealder placeret i de levendes verden, men selv her trænger gravene sig på: En lille høj bygget af sten og fyld fra bopladsen ligger ganske nær husene, og noget østligere er oppløjet en urne med brændte ben.

Med ovenstående uhyre summariske beskrivelse af Skamlebæk-bopladsen må man foreløbig lade sig nøje, for nu vil vi fordybe os i en detalje, et enkelt af de fundne huse, der i modsætning til de andre er brændt, og som netop derved har kunnet give en række uventede oplysninger. Selve gulvlaget var bortpløjet, men da bunden af ildstedet lå urørt lidt vest for husmidten, kan vi ikke være langt under gulvniveau. Tomten er blevet ryddet allerede i bronzealderen, formodentlig ganske kort efter branden, ved opgravning og optrækning af de brændte stolperester, med det resultat, at trækul, brændt lerklining fra væggene, rester af indbo med mere er faldet ned i hullerne, der derved - behageligt for os - blev tydeligt markeret og synliggjort. Huset var et langhus af type meget lignende de samtidige jyske, det vil sige med to længderækker af stolper, som har stået frit inde i rummet, og med stolpesat væg, der runder om gavlene. Mens fristolperne er dybt nedgravet, er vægstolperne svagt funderet, og man må tvivle på, at de - som det sikkert var tilfældet i de fleste jernalderhuse - har kunnet bære en væsentlig del af tagets vægt (Fig. 3). Formodentlig er der tale om en »udskudskonstruktion«, hvor den nedre del af spærsystemet er løst påhæftet, sådan at fristolperne bærer det egentlige tag, men væggene kun de nedre tagflader med tagskægget.

Væggene har været under, men næppe meget under, mandshøjde. Det er gætteri, men dog med visse holdepunkter, nemlig i dørene, der er trukket ind bag væglinjen som i de jyske huse, hvilket må være sket for at få plads til en ordentlig karm, der kunne passeres uden at støde hovedet. Rundingen om gavlene synes at udelukke, at væggen løb i vejret her, så vi kan sikkert regne med, at tagenderne var halvkegleformet »afvalmet«. En udmærket illustration til dette har vi i den firkant-runde Stora Hammar-urne. Om tagdækningsmaterialet fortæller den intet, men man kan ligefrem i urnens bemaling se de tækningsmæssige problemer, der opstod omkring husenderne.

Flere af husurnerne har en åbning øverst i taget, åbenbart røghullet - lyren, som denne skorstenens forløber senere kaldtes. I det rigtige hus må den have siddet over ildstedet, men næppe lige over, snarere lidt til siden af hensyn til ovenfra kommende væde (Fig. 4). Ilden skulle beskyttes, men samtidig betød den en fare for huset, derfor må man forestille sig, at der - her som i de nyere lyrehuse - over arnen var anbragt en afskærmning, der skulle forhindre, at vildfarende gnister nåede op i det brændbare tagmateriale. En ramme med parallelle træstokke fundet i en thylandsk jernalderhustomt kan være et sådant gnistfang, uagtet den af udgraveren blev tolket som en hylde, der har hængt over arnen (Fig. 5). Gnistfanget kunne udmærket bruges som hylde til røgning af madvarer eller til tørring af brændeknuder, korn og andre ting.

Alt dette kan være udmærket og oplysende, men Skamlebækhuset havde en overraskelse i baghånden, et fund, der skelsættende ændrer vor opfattelse af ikke blot denne, men formodentlig også en række senere oldtidsbygninger. Det kom ikke i selve tomten, men nogle få meter vest for den, hvor der lå udplaneret udrømning fra det raserede hus, et blandet lag med trækul, husgeråd og brændt lerklining. På mange af kliningsstykkerne sås rester af et lyst pudslag, vistnok en blanding af ler og kalk, så bygningen må have været af en vis standard. Sensationen knytter sig imidlertid til et enkelt af de mange kliningsstykker, som tillige var et af de største. Det har siddet op mod en af de lodrette vægstolper, og da aftrykket er fladt, må stolpen også have været det - med andre ord: den var kanthugget, i hvert fald på dette sted. Den ene side af blokken viser vægflade med rester af det omtalte pudslag, på den anden ses aftryk af væggens indre trækonstruktioner, dels et fletværk, dels en større, ligeledes kanthugget, bjælke, der løber nogenlunde vinkelret på stolpeaftrykket og altså må have siddet vandret i væggen (Fig. 6). Dette vandrette tømmerstykke kan kun forklares som del af en bindingsværkskonstruktion, noget vi troede ukendt i oldtiden.

I bindingsværk er som bekendt de lodrette støtter suppleret med vandrette, hvis funktion er, dels at afstive væggen, dels - hvis denne er lerklinet - at danne leje for det bærende fletværk. I de fleste nyere bindingsværksbygninger er anvendt korte indtappede »løsholter«, men der findes også en ældre form, hvor tværtømmeret har karakter af gennemløbende bånd lagt ind i siden på den lodrette stolperække (se tegningen), og det er - at dømme efter aftrykket i lerblokken - den, der er anvendt ved Skamlebækhuset. Ser vi igen på Stora Hammar-urnen, og nu med nye øjne, bemærker vi straks sidebåndene: et lige under tagskægget, et højt i husvæggen og et ved vægfoden; alle er angivet i bemalingen. For et nyere bindingsværkshus med tømmer, der ikke går i jorden, men er stillet på en stensyld, ville sidebånd langs vægfoden være en uheldig løsning, mens den passer fint til Skamlebækhuset med dets jordgravede stolper. - Et endnu uforklaret træk ved Stora Hammar-urnen er de mørke firkanter nederst på væggen. Det kan være de pudsede lerpaneler i bindingsværksfelterne, men da tegningerne har træværkets farve, er det måske rimeligere at opfatte dem som en slags beklædning, for eksempel halm- eller rørmåtter, til beskyttelse af leret mod regnen. Sådant kendes fra bindingsværkshuse i historisk tid (Fig. 7, Fig. 8).

Bindingsværksbyggeriet er med Skamlebækfundet rykket et par tusinde år tilbage - til en tid, hvor ingen forestillede sig, det eksisterede - men deraf følger ikke, at alle bronzealderhuse så sådan ud; det er for eksempel ret tvivlsomt, om typen fandtes vest for Lille Bælt. På de samtidige vestjyske bopladser mangler spor af lerklining, og en kun lidt yngre hustomt fra Holmslands Klit (se Skalk 1974:6) viser en helt anden vægkonstruktion. Der har - naturligvis - i oldtiden eksisteret lokale byggetraditioner og varierende husformer, ganske som i senere tid.

Endnu en detalje må nævnes: På enkelte af de pudsede kliningsstykker ses spor af maling, som næppe kan være andet end resterne af en vægdekoration, desværre for ødelagt til, at vi kan danne os indtryk af den. Det er et overordentlig interessant træk, men på dette punkt er vi nr 2 - noget lignende er nemlig for nylig påvist på en fynsk bronzealderboplads, bedre og tydeligere end i Skamlebæk. Herom handler efterfølgende artikel.

(Fig. 9)

For hjælp og frugtbare samtaler takkes Grith Lerche og Axel Steensberg. - Af litteratur om emnet kan anbefales: Dagligliv i Danmark 1620-1720 (Grith Lerche om Bøndernes boliger). - Axel Steensberg: Den danske bondegård. 1974. - H. Zangenberg: Danske bøndergårde. 1925.