Undersøisk stenalder

Ved bredderne af det omtalte landmassiv lå i ældre stenalder et stort antal bopladser tilhørende ertebøllekulturens jæger- og fiskerbefolkning. Flere af disse nu undersøiske pladser er i årenes løb blevet lokaliseret i forbindelse med uddybningsarbejder og ralsugning, og enkelte redskaber af flint og hjortetak har herigennem fundet vej til museerne. Disse smagsprøver fra dybet har længe skærpet appetitten efter at kigge nærmere på fundstederne. Det skulle gennem systematiske undersøgelser på udvalgte lokaliteter være muligt at tilvejebringe et rigt og varieret fundstof til supplering og afrunding af det hidtidige billede af ertebøllekulturen, der i alt væsentligt bygger på fund fra det nordlige og østlige Danmark (Fig. 1, Fig. 2).

Med sportsdykkerudstyrets opdukken som hjælpemiddel også for arkæologiens udøvere var den første og største af de tekniske hindringer for en undersøisk udgravning overvundet, og det har herefter været op til de enkelte museer i bogstaveligste forstand at begive sig ud på det dybe. Langelands Museum kom først, det har i årene 1976-79 med støtte fra sydfynske sportsdykkere taget opgaven op og gennemført en større undersøgelse af en druknet stenalderboplads (Fig. 3). Fundet er nu så vidt bearbejdet, at et foreløbigt resultat kan fremlægges.

Pladsen ligger i farvandet ud for Ærøskøbing, nær den lille ø Dejrø (ikke at forveksle med Drejø lidt længere mod nord). Fra øen strækker sig et, nu undersøisk, næs mod vest ud til den smalle, men dybe rende Møllegabet, der danner sejlløb ind til byen. Her, yderst på næsset, direkte ud til det dybe vand, har stenalderfolket etableret sig. For en stamme, hvis hovederhverv var fangst, kunne stedet næppe være valgt bedre, og såvel bopladsens udstrækning som mængden af fund tyder da også på, at beboelsen har strakt sig over et længere tidsrum og omfattet adskillige familier.

Kendskab til pladsen havde man haft siden 1920'erne, hvor en række forarbejdede hjortetakker og et stort spidsvåben af krondyrtak fundet i forbindelse med en regulering af sejlløbet blev indleveret til Ærø Museum. Fundet gik dog mere eller mindre i glemmebogen, og først 50 år senere, da medlemmer af Ærø sportsdykkerklub ved et tilfælde lokaliserede bopladsen, kom der skred i foretagendet. Principielt blev undersøgelsen tilrettelagt som et tilsvarende arbejde på landjorden, men naturligvis måtte der tages hensyn til forholdene i det nye element, hvor stærkt nedsat sigtbarhed og kulden besværliggjorde opmålings- og udgravningsarbejdet. En injectorpumpe til bortsugning af dynd og opgravet fyld viste sig således hurtigt at være et uundværligt redskab. Deltagernes sikkerhed stillede også særlige krav til tilrettelæggelsen - ikke mindst fordi området, hvor dykningerne foregik, lå umiddelbart ud til et stærkt trafikeret sejlløb. Det var nødvendigt under hver dykning udover basefartøjet at holde en båd i beredskab til at skride ind over for nysgerrige sejlere, der ikke respekterede områdets flagafmærkning.

Gennem undersøgelser af det rige fundstof, som efterhånden blev fremdraget, er det lykkedes at sammenstykke et ganske nuanceret billede af bopladsen og de aktiviteter, der har udfoldet sig her. Bebyggelsen er for omkring 6000 år siden blevet anlagt nær en kystlinje, der idag ligger ca 2,5 meter under havets overflade. Selv om dele af kulturlagene er vasket ud og skyllet bort som følge af den stadige landsænkning, er der dog endnu på en strækning af godt et halvt hundrede meter langs næssets relativt beskyttede inderside bevaret intakte lag på op mod trekvart meters tykkelse. De består af sammendynget affald, en skønsom blanding af flintafslag, sten, kasserede redskaber, skaller af forskellige muslinger, ituslåede dyreknogler og potteskår. Adskillige indlejrede ildsteder med sodsværtede sten vidner om, at stedets beboere har opholdt sig og indtaget deres måltider på selve denne dynge, der ikke ligefrem kan have lugtet af violer. Huse må der også have ligget, muligvis lidt længere inde på næsset bag den egentlige affaldsdynge, men af disse er der ikke levnet spor.

I vandet ud for bopladsen har affaldet også hobet sig op; det er smidt ud fra stranden og sunket ned i et halvanden meter tykt dyndlag, som har ydet det ekstremt fine bevaringsforhold (Fig. 4). Her var de sædvanlige afslag og redskaber af flint, ben og tak, men også slagteaffald og, hvad der især er interessant, mange kasserede træsager. De tilsvarende oppe på næsset - og de har naturligvis været der - var for længst gået til grunde, da vandet på grund af landsænkningen oversvømmede området. Netop forskellen i bevaring fortæller med temmelig stor sikkerhed, hvor datidens strandkant lå.

For forståelsen af bopladsens økonomi er de talrige faunalevn en vigtig kilde. Den frodige egeblandingsskov på fastlandet har vrimlet med dyr, og knoglefundene viser, at jægerne tilfulde forstod at udnytte denne rigdom. Det vigtigste kødvildt var krondyr, vildsvin og rådyr, der også har leveret redskabsmaterialer som ben og tak. Odder, vildkat, skovmår og ulv er derimod næppe blevet efterstræbt for kødets skyld, men af hensyn til pelsen, hvorved man har skaffet sig klæder og tæpper. Ud over de animalske produkter har skoven kunnet forsyne stammen med forskellige former for planteføde, således hasselnødder og agern, der forekommer overordentligt talrigt i udsmidslagene.

Som skoven gav havet sit bidrag til bopladsens spisekammer. Jagt blev drevet på andefugle og svaner samt fiske- og havørne, de sidste vel mest for fjerdragtens skyld. På muslingebanker nær kysten har kvinder og børn kunnet samle østers og andre skaldyr, mens mændene inde på det lave vand har taget fladfisk og ål med lyster. Torsk og andre storfisk kan være fanget på krog fra stammebåde i renden ud for bopladsen og i de dybe huller længere mod nordvest. Sæler er formentlig blevet overrumplet på deres hvilepladser ved kysterne.

En særlig indsats krævede jagten på marsvin, hvis knogler er fundet flere steder på pladsen, således i form af samhørende rygdele fra flænsede og parterede dyr. Det er nærliggende at se disse fund som resultater af organiseret drivjagt (Fig. 5). Bopladsens beliggenhed ud til et snævert løb, der endte i lavvandede vige, hvor de trækkende småhvaler kunne jages på grund og dræbes, forekommer ideel til formålet. Også storhval er repræsenteret, men kun ved nogle få kraniedele, der kan stamme fra et tilfældigt strandet individ.

Jagten var én af stammens aktiviteter og vel den vigtigste, men der var mange andre, derom vidner de bevarede redskaber af sten, ben, tak og træ. Som sædvanligt for tidens bopladser dominerer flinten. Skive- og kærneøkser har tjent til træfældning og tømrerarbejde, mens flækkeknive og skrabere kunne bruges til snitteri, partering og skindtilberedning. Med det lille, smalæggede stemmejern, som arkæologisk betegnes »stikkel«, har man kunnet overskære hårde materialer som ben og tak, mens flintboret klarede skafthullerne og slibesten afglatningen af for eksempel hjortetaksøksernes ægpartier. Slibning af flint mestrede man endnu ikke på denne tid, derimod forekommer smukt afpudsede økser af den forholdsvis bløde grønsten.

Til flintarbejdet har trykstokke været uundværlige; de var af krondyrtak, og samme højt værdsatte materiale benyttedes til fremstilling af skafter, økser og spidsvåben. De anvendte gevirer er ikke alle fra nedlagt vildt. Adskillige kastede takker med forarbejdningsspor vidner om, at bopladsens jægere med deres intime kendskab til vildtets færden foretog systematiske indsamlinger af fældede gevirer. Til småredskaber som syle og nåle anvendtes ben. Af et vildsvineskulderblad har man villet udskære en benring, men har opgivet forsøget. Typen kendes fra en række jyske fund og er her tolket som bæltespænde eller smykke.

Træsagerne har krav på særlig opmærksomhed, de findes nemlig ikke på enhver boplads af dem, der idag ligger over vandspejlet. Buer og pile optræder. De første - af elmetræ, datidens bedste materiale til den brug - er fint tildannede, men desværre så defekte, at længden ikke kan bestemmes. Pileskafterne er af hassel, og indskårne kærve langs siderne tyder på, at om ikke alle så dog en del af dem har været forsynet med styrefjer. Nogle karakteristiske »pløkke« af varierende træsort - tjørn, rød kornel, røn og hassel - forekommer særlig talrigt; de er 25 - 35 cm lange og meget omhyggeligt udskåret i en slags vinkel, hvis ene ben er tilspidset, mens det andet er fladt tilskåret og støder til det første med et lille hageformet fremspring. Fastsurret parvis for enden af en tilspidset stage har de udgjort en fortrinlig lyster, men grenene kunne let gå tabt, når spyddet blev jaget ned i mudderet, og gamle brud og afknuste odender vidner om andre uheld under brugen. Et smukt forarbejdet træflåd af form og størrelse som et overskåret gåseæg og med en gennemboring, hvori er fastgjort en line af spundne plantefibre, fortæller indirekte om fiskeri med krog. Det er et unikum, en nyhed i jægerstenalderens fundforråd. Ved siden af disse træsager, hvis funktion er umiddelbart forståelig, forekommer en del mere ubestemmelige: stager og skafter, omhyggeligt tilspidsede grene, udflækkede stammedele, stykker med stikkelspor og køllelignende stykker - altsammen sager, der hjælper med til at belyse det dårligt kendte, men utvivlsomt højt udviklede træhåndværk inden for ertebøllekulturen. En vrimmel af huggespåner overalt i dyndlaget afrunder billedet.

Med keramikken er vi tilbage i det mere velkendte udstyr. Ved ildstederne og iøvrigt spredt i affaldslagene fandtes skår af store lerkrukker med spids bund og svajede sider, datidens karakteristiske kogekar, i enkelte tilfælde med negleindtryk langs randen som en slags ornamentik. Lampen af oval skålform er også en velkendt type (Fig. 6). Fedtstoffet, der har brændt i den, og som har afsat tykke sodskorper, kan være resultatet af de omtalte sæl- og hvaljagter (Fig. 7).

Lamperne har sikkert ikke blot tjent som lyskilde, men også til opvarmning af boligen, og netop for den her beskrevne boplads synes varmeproblemet at have været aktuelt (Fig. 8, Fig. 9). Blandt faunalevnene er der nemlig adskillige, som viser, at jagten er foregået om vinteren, mens få peger mod sommeren. Man får det indtryk, at pladsen hovedsageligt blev benyttet i perioden fra nøddehøsten i det sene efterår og frem til april-maj, hvorefter man forlagde residensen til - for eksempel - en af søerne i det indre af landet. Den opmærksomme læser vil erindre en lignende årscyklus beskrevet i en tidligere artikel (Skalk 1979:2 om den jyske Ringklosterboplads), men forløbet her var modsat: kystbopladsen anvendt om sommeren, indlandsbopladsen om vinteren.

Stenalderjægeren selv optræder i fundet, omend ikke i bedste velgående. Mellem de mange hundrede knogler fra pladsen er zoologen Ulrik Møhl stødt på nogle få af menneske - det drejer sig om lemmeknogler fra såvel arme som ben, og det bemærkelsesværdige er, at de ligesom dyrebenene er marvslåede og derfor må opfattes som måltidsrester; en enkelt er iøvrigt ildskørnet. En underkæbe, vistnok fra en mand, er ligeledes blevet slået i stykker og på en måde, så at hensigten må have været at fjerne tænderne. Formodentlig har de skullet indgå i et smykke, som det kendes fra et samtidigt sjællandsk gravfund.

Disse utvetydige vidnesbyrd om kannibalisme inden for ertebøllekulturen er vigtige, både fordi de kan forklare den spredte forekomst af menneskeknogler i en række lignende fund, og fordi de viser, at menneskeæderiet har rødder i de tidlige jægerkulturer og ikke - som af nogle antaget - var forbeholdt bondefolkene, hos hvem det, omend undtagelsesvis, blev praktiseret helt op til vor tid. Det har næppe været mangel på føde, der fik stenalderjægeren til at sætte tænderne i næsten. De etnografiske paralleller tyder snarere på, at man gennem fortæringen af en dræbt fjende har ment at kunne overføre en del af hans personlige egenskaber til sig selv: mod, udholdenhed, jagtlykke etc. Når så tilmed sejrherrernes koner har kunnet smykke sig med de dræbtes tænder, måtte enhver vel indse, at her havde vældige krigere deres tilholdssted.