Under guldgåsen

Valdemar havde fået sin uddannelse ude i det store Europa. Det gav verdensmandsmanerer, der var udmærkede, når han skulle optræde som sit splittede og pantsatte fædrelands førende diplomat. Men han kendte også fuldt ud betydningen af militær magt - benyttede den, når det passede i hans kram - men gik på den anden side gerne til forhandlingsbordet og viste her et udpræget talent. Der blev tinget og handlet, indløst gældsbeviser for snart sagt hver del af riget - med den naturlige følge, at dokumenterne hobede sig op. Igen viste kongen sig som foregangsmand. Han så klart, at skulle den ret, der sad i spydskafterne, fastholdes, og rigets fremtidige enhed sikres, så skete det bedst gennem en stærk centraladministration med et dygtigt kancelli og god orden i arkiverne.

Derfor indrettede Valdemar Atterdag i sidste halvdel af 1300-årene Danmarks første rigsarkiv i Gåsetårnet, hvor det var bedst muligt beskyttet mod ild og vand, fra oldtiden til vore dage arkivernes værste fjender. Dengang var faren for ydre angribere - og dermed ild - væsentlig større end i dag; til gengæld havde fugtighed ikke helt så ødelæggende virkninger, så længe alle arkivalier var skrevet på pergament. En generation senere var papiret dog nået til landet og snart almindeligt benyttet.

Kongen og hans embedsmænd havde fortsat brevkister med, når de drog land og rige rundt for at holde ting. »Kongen blev længe ovre i Jylland og holdt retterting«, oplyser Sjællandske Krønike 1355, »han tugtede mange havesyge og sørgede for, at umyndiges arv, der ved vold eller uret var blevet dem berøvet og var kommet på stærke mænds hænder, vendte tilbage til de rette ejere« (Fig. 2). Man kan være sikker på, krongodset ikke blev glemt, meget, som i den kongeløse tid var kommet i andres besiddelse, blev igen indlemmet med brev og segl. Dokumentstablerne voksede, men hovedparten kunne nu efterlades i tårnet i Vordingborg, der viste sig at være et udmærket gemmested. Vi har fra Valdemar Atterdags tid bevaret de første sammenhængende rækker af dokumenter, der blandt andet belyser freden i Stralsund 1370. Her kunne efter flere års stridigheder de 77 Hansestæder - gæssene - sige kong Valdemar tak for sidst. Ikke mindre end 30 eksemplarer af stædernes ratifikationsbreve er bevaret.

Endnu var arkivmængden ikke større, end at man ved hjælp af enkle påskrifter kunne finde de ting, man søgte. Der var heller ingen pladsmangel under Valdemars nærmeste efterfølgere, skønt tilvæksten fortsatte. Margrethe var ikke for intet hans datter. »Fru kongen«, som Hansestaden Lübeck kaldte hende, blev målbevidst ved at styrke kronens magt gennem godsinddragelser, og med økonomien holdt hun et vågent øje. Fogder og lensmænd måtte omhyggeligt gøre regnskab for indtægter og udgifter, kiste efter kiste pakkedes med skøder og bilag. Kalundborg var efterhånden blevet det foretrukne opholdssted frem for Vordingborg, og derfor indrettede man et nyt rigsarkiv i det store tårn »Folen« på slottet her. Det, der allerede var samlet i Vordingborg, lod man blive dér, og Gåsetårnet blev altså det »historiske« arkiv.

I Margrethes senere år begyndte hendes unge frænde og arvtager, Erik af Pommern, at gøre sin indflydelse gældende. Han havde som sine forgængere megen sans for juridiske dokumenter og deres anvendelse og var indstillet på, at forvaltningens tråde skulle samles hos en centralregering. Efter Kalmarunionen 1397 var der imidlertid tre riger at tage vare på, og det kneb at få tid til at berejse dem alle og følge med i, hvad der skete. Resultatet blev større korrespondance, flere skriftlige regnskaber, med andre ord: mere papir at arkivere. Efter Margrethes død lykkedes det Erik for stedse at få fravristet Roskildebispen borgen og byen København, som efterhånden blev rigshovedstad, og det kunne ikke undgås, at der også her samlede sig arkiver. Efter kun et par generationer var Valdemars ide med eet fast arkiv uhjælpeligt brudt sammen. Snart blev det så broget for kongens embedsmænd at finde rundt i brevbunkeme, at nye ordningsprincipper var en nødvendighed. Man begyndte at lave arkivfortegnelser, og bag på hvert enkelt dokument noteredes en kort indholdsangivelse. Af sikkerhedsgrunde dubleredes de originale dokumenter, man nedsatte en kommission, der skulle sørge for at udarbejde bekræftede afskrifter, de såkaldte vidisser (fra det latinske vidisse = at have set), af kronens adkomstbreve på gods, der var erhvervet eller generhvervet på rettertinget, især under Margrethe (Fig. 3). Man forstår, hvor vigtige arkiverne var for regentens magtpolitik.

Omkring midten af 1400-årene sad der med Christiern 1. atter en udpræget administrator på tronen - også en verdensmand, men med sans for andet og mere end at bruge penge og tage på fornøjelsesrejser til Italien. Han lagde stor vægt på at få veluddannede embedsmænd og arbejdede ihærdigt på forbedringer inden for den stadigt voksende administration. En lensreform gennemførtes, og man begyndte at føre kopibøger og registre over ekspederede sager. Det delte rigsarkiv var en ulempe, som man bødede på gennem fortegnelser over dokumenterne, der indtil videre forblev, hvor de var.

I længden lod denne tilstand sig dog ikke opretholde. »Gåsearkivet« holdt først flyttedag til Kalundborg, det skete allerede under Christierns søn, kong Hans, der trods krige i Ditmarsken og Sverige brugte megen tid på sit kancelli. Et lille hundrede år senere lykkedes det omsider at få samlet hele rigsarkivet i hvælvingen under Københavns slot. Så vidt, så godt, selvom pladsen inden længe blev knap. Papirstrømmen tog stadig til - især efter enevældens indførelse 1660, og det trak op til nye omflytninger. For en tid fik arkivet plads i kældrene under Rosenborg, men på længere sigt måtte der skaffes bedre og mere rummelige opbevaringsforhold.

Det var vel heller ikke urimeligt, om man efter mere end tre hundrede års ophobning af rigets papirer opførte og indrettede en bygning, der fra begyndelsen var bestemt til at huse dem. Midt under den Store nordiske Krig blev et omfattende byggeri for centraladministrationen sat i gang; dens højborg, den »røde bygning« kunne indvies kort efter krigens slutning, og den nye gehejmearkivbygning blev taget i brug det følgende år.

De næste tre hundrede år forløb fredeligt på Slotsholmen, men efter anden verdenskrig har papirvældets eksplosionsagtige vækst sprængt alle rammer, så Rigsarkivet i dag har sine depoter spredt vidt omkring. Ulemperne herved er ikke blevet mindre, efter at også andre end embedsmændene har fået adgang til papirerne (Fig. 4). Ikke blot den traditionelle historiske undersøgelse, men en samfundsforskning i meget bred forstand gør stigende brug af de mange støvede arkivpakker, der må hentes frem og transporteres omkring med al den risiko, det indebærer.

Pladsen på Slotsholmen er kneben, og det lader sig næppe gøre at optræde som gøgeunge og lempe andre ud af reden. Man må med andre ord enten affinde sig med splittelsen og bygge opsamlingsarkiver uden for København - for eksempel i Vordingborg - eller man må belave sig på en ny flyttedag. Et arkivtårn i tilknytning til det nye universitetskvarter på Amager er en mulighed. Hvad med at sætte guldgåsen over?

(Fig. 5)