Ummelandsfarer på afveje

Fundet blev kendt, da strandfoged Peder Klit ringede til sin landsdels museum og meddelte, at der var kommet vragtømmer frem ved ralsugning på hans jord. Det mest opsigtsvækkende var i første omgang findestedet, der ligger en lille halv kilometer inde i landet, hvor man jo ikke almindeligvis venter at støde på vrag, og Peders far Johannes kunne iøvrigt fortælle, at havet alene i hans tid har gnavet 200 meter af kysten på dette sted. En rekognoscerende undersøgelse (se Skalk 1978:5) bekræftede vore formodninger, det drejede sig om et middelalderligt skib, som oven i købet på stedet lod sig typebestemme: en kogge. Den var godt 20 meter lang og med begge stævne bevaret, omend ikke i fuld højde.

Fundet var i juridisk henseende et grænsetilfælde. Skibe på havbunden, som er mere end 150 år gamle, omfattes af vragloven, men den gælder ikke på land. Her kunne koggen til gengæld ikke accepteres som jordfast fortidsminde af den slags, der automatisk er fredet. Da ralsugningen nær findestedet gav ændringer i grundvandstanden med risiko for, at det efter omstændighederne velbevarede vrag ville tage skade, blev det besluttet at gennemføre en udgravning. Det økonomiske grundlag blev skabt gennem tilskud fra lokale pengeinstitutter, Statens Museumsnævn med flere, og museet i Thisted påtog sig med bistand fra bl.a. Nationalmuseet ansvaret for skibets videre skæbne.

Udgravningsteknisk var det en vanskelig opgave, der skulle løses. Bortset fra det allerøverste af stævnene lå skibet under normal grundvandstand, så det var nødvendigt at etablere en »indramning« af området med et antal lange sugespidser; tilkoblet en i døgndrift arbejdende vakuumpumpe førte de grundvandet væk fra området og ud i Jammerbugten. Befriet for vandet kunne koggen graves ud, og snart dukkede den frem af sandet, men nu opstod det modsatte problem: træet skulle holdes vådt for ikke at tørre ud, så her måtte et sprinklersystem klare ærterne. Mange af disse tekniske problemer blev kun løst takket være en udstrakt velvilje og bistand fra forskellige brøndborerfirmaer og med hjælp fra professor Jens Tyge Møller, Laboratoriet for fysisk geografi. Til sidstnævntes fortjenester hører også en fotogrammetrisk opmåling af det frilagte skib.

Ved udgravningen, som stod på gennem syv uger, anvendtes frontlæssere, rendegravere, skovle og graveskeer i skønsom blanding. Da afdækningen var tilendebragt og udgravningsbilledet fastholdt i fotografi og tegning, blev skibet adskilt og af Dronningens Livregiment transporteret til en industrihal i Thisted, hvor museet i mellemtiden havde fået bygget nogle rummelige kar specielt til formålet (Fig. 1). Det store problem under hele den omfattende proces var, som allerede berørt, vandet. Mod slutningen begyndte sprinklerne at gøre knuder på grund af slid og tilstopning, så det blev nødvendigt i perioder at etablere nattevagt, og i en efterårsstorm stod Vesterhavet kun ti centimeter fra overkanten af den til beskyttelse byggede dæmning. Men alt gik godt. Resultatet svarede fuldt ud til forventningerne og til den økonomiske og arbejdsmæssige indsats.

Koggen var delvis brækket midtskibs, men iøvrigt bevaret i fuld længde og i hvert fald det meste af højden; forstavnen hævede sig knap tre meter over bunden, agterstavnen godt to (Fig. 2). Det anvendte tømmer - udelukkende eg - var i imponerende dimensioner med op til ni meter lange bordplanker og bundstokke af naturgroet træ (bundstokken er den nederste del af spantet) (Fig. 3). Til samlingen har man brugt jernspiger og til tætningen mos fastholdt af indvendigt pålagte lister. Med så meget træ i behold var det ikke vanskeligt at erkende koggens karakteristiske træk: den »glatte« bund kombineret med klinklagte sider og de fra billeder velkendte stævne, der ikke runder, men står ret i vejret.

Af den middelalderlige skibstype koggen kendes efterhånden et antal fund, for eksempel fra Kolding og det nordsjællandske Vejby (Skalk 1976:6) - for slet ikke at tale om Bremen (1977:2), der er langt det bedst bevarede (Fig. 4). Kollerup-koggen er imidlertid på flere punkter konstrueret anderledes end disse. Skibet har ingen køl, men er bygget på en planke, som blot er lidt sværere end resten af bunden, og bordplankerne i begge sider er ført helt frem, så at de mødes foran stævnplanken og dækker denne - et træk, der i materialet af middelalderskibe kun kendes fra et lille fartøj fundet i Kalmar havn. Masten har stået ualmindelig langt fremme i en yderst svær bundstok med et meget fint udhugget, firkantet hul. Endelig var Kollerupskibet betydeligt slankere end koggerne fra de ovennævnte lokaliteter.

Mastens placering og mangelen på køl har nærmest fået vor kogge til at ligne en stor flodpram, og den kraftige tilspidsning af for- og agterskibet har kun delvis kunnet afhjælpe de sikkert mådelige sejlegenskaber. De afvigende træk i konstruktionen tyder på, at den er en del ældre end de andre kogger, formodentlig fra før 1300.

Skibets omkring otte meter lange lastrum var desværre tomt, ladningen, man har medført på ulykkesrejsen, var borte, men nogle små skiferstykker presset ned mellem bundstokke og planker fortæller, at man tidligere på et eller andet tidspunkt har fragtet skifer fra Rhinområdet (Fig. 5). Mangelen på indhold er beklagelig, men ikke uforklarlig, en del af godset er vel skyllet væk under selve strandingen, og resten kan være bjærget kort efter ulykken i det forholdsvis uskadte skrog (Fig. 6). Den omstændighed, at bundstokkenes ender var afhugget, viser, at der har været folk ude ved vraget (træ var en mangelvare i denne del af landet), og de har naturligvis også søgt efter sager af anden art. Alt fik de ikke med. En del affald og enkelte småting blev tilbage - genstande af ringe værdi, men spændende nok endda.

Overalt i skibets bund fandtes hasselnøddeskaller foruden knogler af husdyr: ko, får og svin. Køerne har været små, mindre end nutidens jersey-kvæg, men det er en almindelig iagttagelse i middelalderfund. Ifølge zoologerne har der været mindst to fuldt udvoksede køer og to stykker ungkvæg, og de mange bevarede fodknogler gør det sandsynligt, at dyrene var levende med på skibet og blev slagtet og parteret på stedet efter strandingen. Knoglerne er stærkt sønderdelte. De fleste er knust med kraftige hug, og mange er også flækkede, åbenbart for at få fat i marven.

Maden er nok blevet tilberedt i nogle af de lerkar, vi fandt - de fleste knust, enkelte dog som næsten hele eksemplarer. Et af de sidstnævnte stod inden i et smukt formet trækar med flere reparationer, der vidner om, at man passede på sine ting. Næsten alle skårene fremkom i den agterste del af skibet på begge sider af den bundstok, der markerer afslutningen af lastrummet, og sammesteds lå et par velbevarede store læderstøvler af en type, som var almindelig i middelalderen. I skibets anden ende, forenden, fandtes en trækasse med flettet bastbund, formodentlig et sold, og her kom også udgravningens mere fornøjelige fund: en terning og nogle flade, skiveformede træbrikker som dem, man bruger til dam. Livet til søs var slidsomt, men levnede dog også tid til leg (Fig. 7). En messingdup til en dolkskede blev trods sin lidenhed (2,5 cm) det fineste løsfund overhovedet. Dens ornamentik giver nemlig mulighed for en grov bestemmelse af skibets alder: midten af 1200-årene. Det stemmer jo godt med de slutninger, vi drog af fartøjets form, og hermed må vi foreløbig lade os nøje. En præcis aldersbestemmelse vil forhåbentlig senere kunne opnås ved undersøgelse af skibstømmerets årringsmønstre (Fig. 8, Fig. 9).

En sidste genstand, skibet leverede, har givet stof til fantasien. Det er en uanselig træstok, 30 cm lang og afrundet om den ene halvdel, mens den anden er firsidet tilskåret. I hver af de tre kanter er snittet 24 hak, i den fjerde kun 8. At det er en tællepind, kan der ikke være tvivl om, men hvad har sømanden skullet tælle? Det kan have med provianten eller den forsvundne ladning at gøre, men inddelingen med 24 gør det måske mere nærliggende at tænke på døgnets timer. Datidens søfolk havde intet udviklet navigationsudstyr til rådighed, men det betyder ikke, at de var helt uden hjælpemidler. Så vidt muligt foretrak man at sejle langs kysterne, og med et lod kunne man måle dybden og tage prøver af bundmaterialet. Det vigtigste har dog været et mundtligt overleveret kendskab til farvande, karakteristiske punkter på kysterne og lignende, ting som skulle dukke op med bestemte tidsintervaller - og her kommer tællepinden ind i billedet. Til måling af timerne havde man timeglasset; hvis man hver gang, man vendte det, indskar et hak i pinden, har koggen været 3 døgn og 8 timer undervejs, da den forliste ved Kollerup Strand. Tanken er spændende, men må naturligvis tages med alt muligt forbehold (Fig. 10).

Hvor skibet kom fra, og hvor det skulle hen, ved vi ikke, men hvad det første angår, vil en nærmere bearbejdning af løsfundene måske kunne give oplysning (Fig. 11). Allerede nu foreligger visse antydninger. Enkelte lerkarskår er således af typer, der synes hjemmehørende i det nederlandske Schinveld eller Brunssum, og også skiferstykkerne i lastrummet peger mod Rhinområdet som en af skibets opholdsstationer. Men deraf følger naturligvis ikke, at det på sin sidste tur kom netop derfra.

Af andre fund og af skriftlige kilder fremgår det, at just i 1200-årene begyndte de såkaldte »Ummelandsfarere« at sejle direkte fra England og Nordvesttyskland rundt Skagen til handelspladserne i Østersøen, mens samtidig vejen over Slesvig og Ribe fik mindre betydning. Måske var vort skib på en sådan rejse, da det kom på afveje. Med dets åbenbart dårlige sejlegenskaber har en storm fra nordvest ikke levnet det mange chancer for at undgå stranding.

En anden mulighed foreligger imidlertid også, nemlig at vor kogge med fuldt overlæg var på vej ind i Limfjorden, da en uventet sandbanke stoppede den videre færd. Limfjorden? Jo geologerne er i de senere år blevet klar over, at landet her omkring Jyllands nordkyst vist ikke er særlig gammelt (se Skalk 1977:1), og at der i vikingetid og tidlig middelalder kan have været en direkte forbindelse mellem hav og fjord, hvilket må have givet egnen en særstilling (Fig. 12). En kombination af geologiske og arkæologiske undersøgelser skulle kunne opklare spørgsmålet, der er af stor historisk betydning.

Kollerupkoggens perspektiver er med andre ord både vide og vidtrækkende, så når dertil lægges dens velbevarethed - ingen af de andre danske koggevrag kommer op på siden af den - må man med interesse spørge, hvad der videre skal ske med den. Konservering og restaurering af et 20 meter langt skib er ingen smal sag, og dernæst skal skaffes et egnet udstillingsrum, hvor lufttemperatur og fugtighed må kunne styres. At det bliver dyrt, kan ikke skjules, men interessen om fundet vil formodentlig stå mål med omkostningerne. Man må håbe, at koggen om nogle år atter kan vises frem, så at andre end de 5000, der besøgte os under udgravningen, kan få glæde af den. De specialbyggede kar, hvor den i øjeblikket befinder sig, skulle nødig blive dens afsluttende opholdssted.