Ulvetider

Denne skræmmende forudsigelse, der drejer sig om intet mindre end verdens undergang, forekommer i den nordiske mytologi. Her er de sidste tider skildret på en måde, der ikke står tilbage for nutidens dommedagsprofetier. Mens Ragnarok trods al snak om fimbulvintre dog stadig lader vente på sig, har det op gennem historien ikke skortet på ulvetider - og det i mere end én forstand. I kølvandet på krige og ødelæggelser fulgte ofte andre trængsler, således ulve i stort tal, og deres tilstedeværelse i landet blev et plagsomt bekendtskab. Herom haves adskillige beretninger, ikke mindst i form af folkelige sagn og myter, men også i mere troværdige efterretninger har ulvene sat deres spor.

Optegnelser om ulvenes forekomst i middelalderen er ret begrænsede. Dog tyder mange stednavne på, at de har levet i næsten alle egne af landet; »ulv« indgår for eksempel i Ulstrup - der optræder særlig hyppigt - men også i navne som Ullerød, Ulvsund, Ulbølle og Ullemose. Netop kær og moser med tæt bevoksning af buske og rør var yndede tilholdssteder for ulvene, hvilket også er baggrund for talemåden: »Der er uller i mosen« - ikke ugler, som det fejlagtigt er blevet til på nutidsdansk.

At ulvene var en plage i middelalderen, fremgår af kongelige pålæg om, at klostrene havde pligt til at deltage i ulvebekæmpelsen. 1357 beordrede Valdemar Atterdag, at der skulle gøres jagt på ulve, som under den strenge vinter var kommet over isen fra Skåne; udgifterne hertil blev afholdt af en såkaldt ulveskat. Denne blev for Sjællands vedkommende ophævet 1513, hvilket må tages som udtryk for, at ulvene ikke længere fandtes i denne del af landet.

I Jylland derimod forholdt det sig anderledes. Lensmanden på Ålborghus fik således i 1553 kongelig ordre om at holde ulvejagter, da rovdyrene gjorde stor skade på kvæget (Fig. 2). At der ved århundredets begyndelse også fandtes ulve i Østjylland, fremgår af bondekonen Kirsten Vincentsdatters beretning om, hvordan hun engang, da hun var gravid, havde mødt en ulv i skoven ved Vejle. Hun bad til Vorherre og lovede, at ifald hun slap fra denne fare i god behold, skulle barnet blive indviet til Herrens tjeneste. Da kom der folk til og fordrev ulven. Ikke længe efter fik hun en søn - Jens Pedersen Grundet, født ca 1510 - og han blev faktisk siden præst ved domkirken i Ribe.

Beretningen har lighed med mange sagn, der omhandler ulves efterstræbelse af frugtsommelige kvinder, og der er næppe tvivl om, at vi med skildringer som denne befinder os i et grænseområde, hvor digt og virkelighed er vævet ind i hinanden. Man kan i den slags fortællinger aflæse en klar påvirkning fra myten om varulven, et væsen skabt af folketroen og ikke nogen rigtig ulv. Varulven var en mandsperson - sjældent en kvinde - som om natten forvandledes til en ulv med tre ben, et fjerde stak bagud som hale. Den efterstræbte gravide kvinder, fordi den vidste, at kun ved at rive tosteret ud af moderlivet og æde dets hjerte kunne den blive forløst af sin dyreham.

Omkring 1600 var ulvebestanden tilsyneladende bragt væsentligt ned. Der var imidlertid stadig nok at tage af, og Christian 4. traf 1630 bestemmelse om, at enhver med jagtret i Jylland skulle levere tre ulveskind til kongens tøjhus i hvert af tre på hinanden følgende år. Denne foranstaltning indførtes måske ikke så meget for at bekæmpe ulvene som for at skaffe pelsværk; ulveskind var på den tid meget yndet som for i mandsklæder. Og formentlig har Christian 4. sat pris på en sådan underklædning, i hvert fald fik han allerede 1590 en kjortel med ulveskind og et par år senere en ny af samme slags (Fig. 3)

Danmark oplevede i 1600-tallet adskillige perioder med ufred, men svenskekrigene midt i århundredet ramte befolkningen særlig hårdt. I de hærgende troppers spor op gennem Jylland fulgte pest, nød, fattigdom - og ulve. Store områder lå udplyndrede og affolkede hen, og ulvene bredte sig uhindret over det meste af den jyske halvø. Indbyggerne var af den overbevisning, at polske hjælpetropper, der sammen med andre fremmede hærafdelinger 1658 kom Danmark til undsætning mod svenskerne, havde medbragt tæmmede ulve, som var dresserede til at opsnuse, hvor der var noget at røve. Det er forståeligt, at hadet til især de polske soldater holdt længe ved; ikke blot plyndrede de, hvor de kom frem, men da de atter forlod landet, skulle de have ladet ulvene blive tilbage og hærge videre.

Og hærge, det gjorde de virkelig. I hertugdømmerne, nærmere bestemt i Hytten herred syd for Slien, blev der således over en kortere periode dræbt 1275 heste og 225 køer, kalve og svin. Ålborgbispen Jens Bircherod skriver 1695, at han var blevet opsøgt af en rytterbonde fra Vendsyssel, som klagede over, »at en ulv havde om natten bidt ihjel for ham fem heste og hopper, som var alle de bæster, han havde«. Tilsvarende klagemål - fortæller bispen videre - er ikke sjældne. »Det er virkelig at bejamre, at det gode land for sin yndeligheds og frugtbarheds skyld er snart den bedste del af Nørrejylland, skal med disse fordærvelige dyr således være belastet«.

Noget var der imidlertid sket for at afhjælpe problemet med ulvene, uden at det altså dermed var lykkedes at sætte en stopper for deres huseren. Af størst betydning var det formodentlig, at kongen i 1677, da ulveplagen var på sit højeste, fandt anledning til at ansætte en særlig ulvejæger for Jylland og Slesvig. Hidtil havde jægermestrene som ansvarlige for hele det kongelige jagtvæsen også varetaget ulvejagten. Nu blev den overladt en tysker ved navn Johann Täntzer. Der var dog mere tale om en entreprise end en egentlig ansættelse, idet Täntzer ikke var sikret nogen løn, men blot fri bolig på Jægergården ved Skanderborg og dertil gratis brændsel. Det kostbare jagtudstyr, ikke mindst ulvegarn, måtte han selv anskaffe. Indtjeningen bestod alene i, at han for hver ulv, der blev dræbt, var berettiget til to skilling fra hver gård i det pågældende herred. Desuden måtte han selv beholde skindet. Da Täntzer ikke havde bemyndigelse til at indkalde bønder til mere udbytterige klapjagter, kneb det for ham at skaffe til dagen og vejen, og han fratrådte sin stilling efter otte år.

I hvad der må betegnes som Danmarks første jagtbog, har Täntzer fortalt om sit virke som ulvejæger. Han beskriver, hvordan han benyttede flere forskellige fangstmetoder. Ulvegården var en lille indhegning gennemskåret af veje; ved ind- og udgangene var der porte, som stod åbne sommeren igennem, og ulven blev efterhånden vænnet til at gå ind og tage de udlagte ådsler (Fig. 4, Fig. 5). Men om vinteren, hvor ulveskindene var af bedst kvalitet, blev en messingtråd spændt fra ådslet til portene, så at disse faldt i, når dyret forgreb sig på lokkemaden. Tåntzer benyttede også faldgruber, såkaldte ulvegrave. De kunne være op til fire meter dybe og beklædt med træ, som gjorde det umuligt for de fangede ulve at grave sig ud. Over hullet lå faldlemme, dækket af ris og løv, og i midten ragede en stolpe op, hvortil lokkemaden var fastgjort. Gravene anlagdes på øde steder, ofte ved en korsvej, fordi man vidste, at ulve gerne fulgte vejene. - Af andre jagtmetoder, som Tåntzer gjorde brug af, kan nævnes sakse og selvskud; sidstnævnte var en anordning, hvor et skydevåben affyredes, når dyret berørte en udløsningstråd.

I stedet for Tåntzer ansattes 1686 en anden tysker, Johann Just Lampmann, der fik anderledes gode betingelser at arbejde under. Med titel af landsjæger og dermed sideordnet de kongelige jægermestre modtog han en fast gage, ligesom han fik det nødvendige jagtudstyr leveret og kunne tilsige bønderne til storjagter.

Den 22. oktober 1686 holdt Lampmann sin første ulvejagt ved Vejle, og han havde her held til at nedlægge fire dyr. Han fortsatte mod nord, og da han seks uger senere nåede Randers, meddelte han med falsk beskedenhed overjægermesteren, at han kun havde fanget 30 ulve, da han hverken kendte landet eller det danske sprog. En halv snes år ernærede Lampmann sig som ulvejæger, men skiftede så speciale, idet han ansattes som lærkefænger ved Frederiksborg slot.

I mellemtiden var der med en række forordninger fastsat regler for jagterne i Jylland. Jægermestrene fik atter bemyndigelse til at jage ulve overalt, og der blev nu jævnligt taget initiativ til afholdelse af storjagter, som omfattede flere herreder og godt kunne vare i op til tre dage. Hertil skulle alle kongens og proprietærernes bønder indkaldes, udeblivelse straffedes med bøde. Til disse stort iscenesatte jagter kunne antallet af klappere derfor nå op på flere tusinde. Dette var tilfældet ved den jagt, som 1695 blev forestået af jægermester Brockdorff i egnen mellem Kongeå og Vidå; her blev de berørte herreders klappere tilsagt til at møde op forskellige steder medbringende plejle, forke og proviant til tre dage. I alt mødte 3900 klappere.

Under storjagter som denne skulle klapperne i begyndelsen helst gå med ca 14 meters afstand, og kæden kunne således strække sig over mere end halvtreds kilometer. For at ulvene ikke skulle bryde ud om natten, blev der omkring det endnu ikke afdrevne areal opsat laphegn - snore med påbundne tøjstykker - langs hvilke der blev tændt bål og holdt vagt. Ofte var det en kold omgang, for jagterne blev som regel holdt om vinteren, hvor afgrøderne var af markerne og de mange moser og moradser sædvanligvis tilfrosne, så de kunne befærdes (Fig. 6). Efterhånden som klapperne rykkede frem, indsnævredes kredsen. Når man nærmede sig »ulvehaven«, som var et mindre område omkranset af tre meter høje jagtgarn, fortsatte et passende antal klappere frem mod indhegningens åbning. De øvrige blev stående så tæt, at de med deres forke kunne nedstikke de ulve, der skræmt fra vid og sans forsøgte at bryde gennem kæden.

Udbyttet af storjagterne kan vist ikke - selv efter datidens forhold - siges at stå mål med indsatsen. Antallet af dræbte ulve oversteg kun undtagelsesvis ti. Og her hjalp tilsyneladende selv ikke præstens bøn i kirken stort; i forbindelse med en midtjysk storjagt 1683 bad Vonsildpræsten Johannes Ryde: »Gud give lykke til denne ulvejagt, at de skadelige dyr måtte lægges øde —«. Udbyttet blev kun to ulve foruden syv ræve, en vildkat og et par vildsvin. I øvrigt fik ulvene siden hævn over denne gejstlige indblanding i verdslige anliggender, da de i kirketiden angreb nogle heste på en mark uden for Råsted kirke nær Randers og derved forårsagede, at gudstjenesten måtte afbrydes.

Storjagternes forholdsvis begrænsede udbytte er måske forklaringen på, at der i jagtforordningen af 1688 blev indføjet en bestemmelse om, at den, der dræber eller fanger en ulv, skal udbetales en dusør på fire rigsdaler for hver gammel ulv og én for hver ung (Fig. 7). Udsigten til belønning tilskyndede i høj grad privat foretagsomhed; beløbet for et udvokset dyr svarede omtrent til en kvart årsløn for en karl - og så havde man oven i købet selv ret til skindet. Men først skulle ulven bringes til det lokale herredseller birketing, hvor den blev flået og kroppen hængt op.

Skikken med at ophænge kadaveret er beskrevet allerede i middelalderen, men går formodentlig længere tilbage. I hvert fald fortæller Saxo, at sagnkongen Frode Fredegod befalede, at »tyv skal hænges i galge med gennemstukne sener og en ulv ved hans side, for at den onde mand og det arge udyr kan få én og samme straf«. Langt senere, i 1659, omtaler soldaten Jan Pasek, som var kommet til Jylland med de polske hjælpetropper, en lignende handling, dog kun hvad ulven angår: »De flår den ikke, men hænger den i en svær jernlænke op i en galge eller et træ og lader den så hænge der, indtil knoglerne bliver tilbage«.

Ved overgangen til 1700-tallet var ulvenes antal for nedadgående, men der var stadig betydelige forekomster, især i skov- og hedeegne. En bonde fra Ørsted i Sønderjylland skriver mod århundredets slutning, at i hans ungdom »var ulvene her meget skadelige dyr. De rev ihjel føl, kvæg, får og lam, så alting bestandig måtte være i god varetægt, og de kom ofte i tofter og selv ind i byen om natten«. Omkring flere sønderjyske landsbyer havde man da også på den tid opkastet høje jordvolde som værn mod ulvene.

En anden beretning, fra 1759, oplyser om de midtjyske heder, at de »er opfyldte med ulve, som skjuler sig i den høje lyng og kan ikke fordrives, men gør stor skade på hjordene. Jeg erindrer, at ulvene i min barndom gjorde stort nederlag på kreaturerne, som gik i Alheden, at man agede de ihjelrevne får og lam hjem i læssetal. Ulvene samler sig undertiden i så store flokke, at de rejsende må frygte for dem«.

Hvad kunne man under disse omstændigheder gøre andet end påkalde de højere magter med bønner som; »Herre Jesus, kom, fri mig fra ulven den grum', Gud bevar mit får og mit fæ, at den ej gør mig mere mén, end en lille mus under jordfast sten«. Hjalp dette ikke, tyede man til magi og fik kloge mænd og koner til at fordrive ulvene tilbage til Norge og Sverige, hvor man mente, de kom fra. Eller man skar kødet fra en dræbt ulv i lange strimler, tørrede og stødte det og gav dette pulver til kreaturerne, som så ikke risikerede at blive overfaldet. Og under dække af udtryk som »gråben« eller »den slemme« undgik man i øvrigt at omtale ulven ved dens rette navn, for som man sagde: »Når man nævner ulven, så kommer den«.

Med til at forstærke angsten for ulve var den udbredte opfattelse, at de også efterstræbte mennesker. Denne forestilling har måske mest sin rod i folkeeventyrenes gruopvækkende skildringer af forslugne, menneskeædende ulve, sådan som det er kendt fra fortællingen om Rødhætte og ulven (Fig. 8).

Imidlertid haves der ingen sikre historiske efterretninger om dødelige overfald på mennesker, og de folkelige overleveringer herom er også påfaldende få; tilmed har de næsten alle eventyrligt præg og er beslægtede med varulvemyten. I et enkelt tilfælde er en skytte blevet angrebet, men her drejede det sig om en anskudt ulv. Tilbage er blot én beretning, som måske omhandler en virkelig tildragelse. Den skal have fundet sted nordvest for Åbenrå: »På Nørre Hjarup mark ligger Ulvehøje. Her i nærheden var det, en ulv i 1735 lille juleaftensdag sprang over en halvdør, tog et barn og løb ud til højen med det. Moderen løb efter, men nåede ikke at frelse barnet. Hun blev selv angrebet af to ulve, som forfulgte hende til hjemmet. Ulvene blev slået ihjel og knoglerne af dem gemt på gården«. Fortællerens bedstefar havde set en tavle, der var slået op i gården med følgende indskrift: »Her mistede jeg mit barn ved den sørgelige ulykke år 1735 den 23. i den tolvte måned, at en rasende ulv rev det ihjel« (Fig.9).

Andre episoder har umiskendelig karakter af sagn; det gælder således beretningen om et drengebarn, som ulvene tog og opfostrede hos sig. Nogle folk, som engang traf på drengen i en skov, antog ham for at være barn af omrejsende, og han kom i pleje på en gård i sognet. Da karlen juleaften spurgte drengen: »Hvad mener du, din familie skal have til juleaftensnadver?«, svarede han: »Præstens det grå øg«. Og ganske rigtigt, samme nat tog ulvene præstens grå hest.

Temaet - om barnet, der opfostres hos ulve - kendes blandt andet også fra fortællingen om drengen Mowgli i Kiplings Junglebogen, ligesom det genfindes i det romerske sagn om tvillingerne Romulus og Remus, som diede hos en ulvinde. I øvrigt skal Kipling have oplyst, at fortællingen om Mowgli er skrevet under inspiration af virkelige hændelser; ikke mindst i Indien, hvor forfatteren var født og boede en tid, haves talrige beretninger om ulvebørn.

Vender vi os mod 1700-tallets ulvejagter, så var den føromtalte bestemmelse om kontant belønning for hvert nedlagt dyr fortsat meget virkningsfuld. Nogen samlet opgørelse over udbyttet findes ikke, men man ved, at der blev indleveret 110 enkeltmandsfangede ulve i løbet af 25 år til bare ét sønderjysk herredsting. Sammmelignet med storjagterne var befolkningens private forfølgelse af ulve mest effektiv.

Den almindeligste fremgangsmåde var simpelthen at grave ungerne ud af boet, der kunne være under en vindfælde eller i en rævegrav, som ulvene havde gjort større. Andre skød ulvene ved udlagte ådsler; således Jakob Rover, Veerst ved Egtved, der som kongelig skovrider rådede over skydevåben. Mindst ni gamle ulve blev det ifølge tingbøgerne til i årene 1706-14. Ulvejægere af en vis kaliber blev ikke sjældent hædret med tilnavnet Ulv. Dette gælder for eksempel Mikkel Ulv, der havde dræbt den sidste ulv på Jellingegnen.

Efter al sandsynlighed er de fleste ulvegrave blevet anlagt i forbindelse med denne periodes enkeltmandsjagter. Der er imidlertid kun bevaret ganske få af disse fælder, og det er uvist, hvor stor udbredelse de egentlig har haft. At dømme efter stednavne og folkemindeoptegnelser må der have været mange, men ved nærmere undersøgelse har det vist sig, at betegnelsen ofte bruges i forbindelse med ulveboet, på samme måde som vi taler om rævegrave (Fig. 10). Desuden er der eksempler på, at herregårdenes skaktformede iskældre længe efter ulvenes udryddelse pludselig omtales som ulvegrave. - Dette ændrer dog ikke ved, at faldgruber med sikkerhed har været anvendt i 1700-årene, og ligesom så meget andet, der har med ulve at gøre, har også de givet anledning til mere eller mindre sandfærdige historier.

Et vandresagn, der kan forekomme i lidt afvigende udgaver, lyder i en djurslandsk version således: »En spillemand, der en nat gik fra Rimsø og her til Gjerrild, faldt i en ulvegrav her sønden for Benzon (Sostrup) på et sted, der endnu kaldes Ullegrawsmålet, og lidt efter kom også en ulv ud på vippeladet og faldt ned til ham. For at frelse sit liv gav han sig til at spille for den, og da folk kom om morgenen, sad han i det ene hjørne af graven og ulven i det andet og så på hinanden«.

Andre sagn fortæller om koner, der, fristet af lokkemaden, selv falder i. Ane var én af dem, og siden blev hun aldrig kaldt andet end Ane Ulv.

Storjagterne, som de kendtes fra det foregående århundrede, fortsatte med uformindsket styrke til langt hen i 1700-tallet.

Men udbyttet var stadig småt målt i forhold til anstrengelserne. Eksempelvis blev der 1753 på en jagt mellem Randers, Viborg, Hobro og Mariager, hvor der var tilsagt klappere fra 59 sogne til den i omkreds mere end hundrede kilometer lange klapperkæde, kun skudt en enkelt ulv. Så pauvre resultater højnede naturligvis ikke moralen; for de mange tvangsudskrevne klappere måtte arrangementer af den slags forekomme meningsløse (Fig. 11).

I Sønderjylland synes storjagterne dog at være spændt lidt bedre af. Fra 1775 stod jægermester F. F. von Krogh for indsatsen mod ulvene i tre amter, og han oplyser, at der ved hans ansættelse endnu var mange ulve i den vestlige del af Haderslev amt. Ved jagter med tusindvis af klappere blev der imidlertid gjort indhug i bestanden, og efter nogle år lykkedes det jægermesteren at gøre rent bord i området. »1778 udryddede man tolv ulve, dels ved at skyde dem, dels ved at borttage ungerne. En gammel hunulv, som først nylig havde fået hvalpe, indhentede og skød jeg ved hurtigt ridt på Hyrup Hede i Bevtoft sogn. Efter dette år har man intet set eller hørt til ulve her«.

Hermed var det også slut med de store ulvejagter i Danmark. Nogen tid forinden, da von Krogh endnu ikke rigtig havde held med sin ulvebekæmpelse, forsøgte han forgæves at fremskaffe særlige hunde fra udlandet og dermed genoplive en jagtform, som tidligere havde været anvendt herhjemme. Den bestod i, at store, kraftige hunde - såkaldte ulvehunde - løb byttet ind og bed det ihjel eller fastholdt det, til jægerne nåede frem. For at hundene ikke skulle blive bidt i halsen af ulvene, havde de halsbånd på, som var tæt besat med pigge.

Ved overgangen til 1800-tallet var ulvenes antal så begrænset og skaderne, de forvoldte, så sporadiske, at det, der især har optaget sindene og fundet vej til litteraturen, såvel den folkelige som den lærde, nok så meget har været, hvor og hvornår - og af hvem - den sidste ulv blev nedlagt. På Sjælland var der som tidligere nævnt ingen fast ulvebestand efter begyndelsen af 1500-tallet, og på Fyn antager man, at ulvene er blevet udryddet omkring 1750. For Jyllands vedkommende samler interessen sig især om tre eksemplarer, der alle har bejlet til titlen som landets sidste.

På herregården Bidstrup ved Langå hænger et maleri af en ulv i omtrent naturlig størrelse, og det oplyses på billedet, at den blev skudt af gårdens daværende ejer, justitsråd de Lichtenberg, den 12. januar 1769. Dette dyr blev tidligere udråbt til at være den sidste ulv af den gamle danske stamme. Men siden kom andre til.

I 1804 blev en ulv, der under megen omtale havde huseret i flere år, skudt ved Viborg. Begivenheden er omtalt den 21. maj i det lokale nyhedsblad Den Viborger Samler: »Efter et virksomt liv, efter en appetit, der ofte gjorde indgreb i ejendomsretten, og efter en pilgrimsgang af noget over to år, adskilt fra familien og ganske blottet for venner, er da den berygtede og fra Elben til Vardøehus omtalte ulv i Viborg krat gået al køds gang. Bonden Niels Agerskov førte denne tyrans lig til Viborg i torsdags, og han er både den og følgende dage beset og befølt af nogle hundrede mennesker, der nu have endt deres mangehånde tvivl om dette så ofte omtalte dyr« (Fig. 12, Fig. 13).

Endelig blev der ved Estvadgård nær Skive skudt en hanulv i 1813. Om sommeren dette år blev et føl, der stod tøjret på en eng, fundet dræbt. Gårdens ejer, Conrad Lundsgaard, gav sin skytte ordre til at våge for det tilfælde, at ulven atter skulle nærme sig det dræbte dyr. I fem nætter ventede han forgæves, først den sjette - natten til den 21. juni - kom ulven, og det lykkedes skytten at få ram på dyret, men skuddet var ikke dødbringende, det knuste blot dets ene bagben. Der blev nu gjort forsøg på at tage den anskudte ulv levende, men - som det fortælles - »den rev og bed så stærkt, at skytten til sidst måtte dræbe den med et nyt skud. Kort tid derefter førtes den dræbte ulv, der var meget stor og en han, til Holstebro, hvorunder Estvadgård hører i retslig henseende. Belønningen udbetaltes, og skindet af det dræbte dyr stilledes op uden for rådstuen. I lang tid efter denne tildragelse var folk der i egnen meget rædde, og de vejfarende førte derfor om natten ild med sig i vognen eller raslede med jernlænker«.

Det er den almindelige opfattelse, at Estvadgårdulven er Danmarks absolut sidste. Ikke desto mindre fik en bonde fra Himmerland så sent som 1841 udbetalt dusør for en nedlagt ulv. Imidlertid viste det sig senere, at det indsendte skind var fra en hund.

Sådan har der været mange forvekslinger med hunde, selv i dette århundrede. Man har ment, at disse »ulve« måtte være kommet hertil over isen fra Sverige eller Norge; det var jo en pirrende tanke, at der skulle strejfe ulve rundt i landet, og derfor var - som det er blevet sagt - dagspressens omtale af ulve tidligere lige så sikker i strenge vintre som søslangen i agurketider.