Uhyre i Århus

I grove træk har vi således fået indsigt i byens ældste topografi og ved nogenlunde, hvor der bør sættes ind med arkæologiske undersøgelser, når lejlighed byder sig. Igennem de seneste år har der nogle gange vist sig udgravningsmuligheder nær den førnævnte ældste Århus-domkirke, og vi vil derfor gå uden for voldene og befatte os lidt med dette vestlige område. (Fig. 2)

Stedet var i sin tid en sandet holm i den sumpede ådal, måske ikke den bedste byggegrund, men dog altså brugelig. Da Århus i 1200-årene fik sin nuværende domkirke inden for voldene, blev den gamle overdraget til dominikanermunke. De nedrev den oprindelige frådstensbygning og opførte en klosterkirke af røde munkesten i stedet - men skånede dog krypten, der stadig ses og på forunderlig vis minder om oldtidsbyen. Idag hedder kirken Vor Frue. I dens murværk er der tre gange fundet runesten fra slutningen af vikingetiden. (Fig. 3)

På denne baggrund er det klart, at sandholmen ved Frue kirke har påkaldt sig byarkæologisk interesse. Var der i forbindelse med den ældste domkirke en tidlig forstadsbebyggelse? Og kunne der - med skelen til runestensfundene - herude findes spor af den vikingegravplads, som jo helt givet må have hørt til det ældste Århus?

Til besvarelse af disse spørgsmål har Forhistorisk Museum i forbindelse med saneringer og omlægninger gennemført udgravninger tre steder nær Frue kirke. Resultaterne kan sammenfattes således: Der er fundet stolpehuller, affaldsgruber, redskaber, lerkarskår o.s.v. fra 1000- og 1100-årene, kort sagt rester af en forstadsbebyggelse, som langs Vestergade, der er bydelens hovedstrøg, synes at have fortsat ubrudt indtil idag. Vikingetidens gravplads derimod lader endnu vente på sig.

Den sidste af udgravningerne blev foretaget i slutningen af november 1974 på selve Frue kirkeplads. Så sent som i 1800-årenes begyndelse var der endnu kirkegård på dette sted, og jorden er blevet endevendt gang på gang, når skiftende tiders Århusborgere blev stedt til hvile. De mange grave, vi fandt ved undersøgelsen, stammede dels fra nyere tid og dels fra middelalderen; men som antydet var der ingen fra vikingetid.

I den omrodede jord traf vi dog af og til på hilsener fra oldtidens Århus. De kom i form af ornamenterede lerkarskår, bålrester m.m., og nær undersøgelsens afslutning dukkede et fund frem, der bragte feststemning til den mørke novembergravning. Det var et lille benskaft, en rørknogle formodentlig af får eller ged, i den ene ende udhulet til indsættelse af et knivblad. Da vi fik tørret det rigtigt frit for jord, stirrede et lille uhyre os imøde fra skaftets frie ende. Dyrehovedet - for mere end et hoved er der ikke tale om - har åben kæft, hugtænder, opspilede næsebor, knurhår, øjne og et par små øren; fra næse- og nakkeparti udgår kunstfærdigt oprullede hårtjavser. Den ene hugtand mangler som følge af en gammel skade.

Skal vi forsøge at tidsfæste dette lille stykke kunsthåndværk, lader det sig bedst indpasse i sen vikingetid, 1000-årene. Fra Århus kendes intet tilsvarende dyrehoved, men nok to andre bistre fysiognomier fra samme tidsalder: vrængmasken på en af byens runesten samt de ørnelignende fuglehoveder på et forgyldt drikkehornsbeslag fra Århus teaters grund. løvrigt er dyrehoveder i lighed med det nu fundne ikke ukendte fra de lande, hvor vikingerne færdedes. (Fig. 4) (Fig. 5) (Fig. 6) (Fig. 7)

Vikingernes kunst begrænsede sig næsten helt og aldeles til en ornamentik, hvor dyr i mere eller mindre fantasifulde udformninger var det stadigt tilbagevendende hovedmotiv. Denne dyreornamentik var en direkte arv fra den foregående oldtidsperiode, germansk jernalder, men den videreudvikledes med megen originalitet og hentede sig også nye impulser fra de fremmede lande, vikingerne i så høj grad kom i kontakt med. Først og fremmest kender vi den fra tidens metalsmykker, hvor væsener som »gribedyr« og »bånddyr« slynger sig i stramme kompositioner, men også runestenene - især de svenske - viser storslåede eksempler. Dyreornamentik som træskæring eller i horn og ben er mindre almindelig på grund af materialernes forgængelighed, men har givet spillet en stor rolle. Som regel er der tale om fladedækkende ornamenter, langt sjældnere møder vi denne kunst i form af plastisk rundskulptur. Netop derfor er det lille dyrehoved fra Frue kirkeplads en nævneværdig nyhed.

Mest berømt er det plastiske dyrehovedmotiv jo nok som stavnprydelse på vikingeskibene, men det har også optrådt mange andre steder i den genstandsverden, der omgav vikingerne: på husene, på slæderne, på sengene, på stolene, på æsker og skrin, på hestetøj, på redskaber og lignende. Vikingerne elskede øjensynlig dette vilddyr. Hvordan har man mon opfattet det?

Ja, selve dyrets fremtoning med åbent gab og blottede tænder virker jo mildest talt afvisende, og når det, som det ofte er tilfældet for eksempel på skibe, møbler og skrin, placeres yderligt og med ansigtet rettet udad, får man uvilkårligt indtryk af en aggressiv vagtsomhed. At man i nogle tilfælde faktisk har opfattet det på denne måde, fremgår af sagaerne, som nævner en gammel lov om, at vikingeskibenes dyrehoveder skulle tages ned, når man stævnede mod kysten med fred, ellers ville de venligtsindede landvætter blive skræmt bort. I skjaldedigt og saga prises disse stævnprydelser i blomstrende vendinger, og de benævnes ofte orme- eller dragehoveder. Dragen kender vi i mange sammenhænge som symbol på død og ondskab, og undertiden har den opgaven som bevogter af gravhøje og kostbare skatte. (Fig. 8) (Fig. 9) (Fig. 10)

Nu er det nok lidt dristigt straks at kalde vort dyr en drage; vikingekunstnerne kendte, når alt kommer til alt, også andre vilddyr, for eksempel løven, som de havde hentet i Vesteuropas kristne verden. Motivet kan være fulgt med den fremtrængende kirke, som netop på denne tid vandt fodfæste i Norden, eller skandinaverne kan have set det på deres togter udenlands. Hos de danske vikinger slog det nu aldrig rigtigt an, det forekommer langt hyppigere i Sverige, men i den tidlige middelalders stenkirker møder vi det atter og atter i varieret udførelse. Løven var et symbol på magt, og vi ved også, at dens beskærmende og vagtsomme egenskaber var almindelig anerkendt. »Den sover med åbne øjne«.

Det kan være svært at placere vort Århushoved zoologisk og udrede dets symbolik, men det er nok også et spørgsmål, om dets fremstiller har spekuleret så stærkt over dette. De forestillinger, der oprindelig har knyttet sig til motivet, kan meget let være udvisket gennem gentagelser. Hovedformålet var vel, når alt kommer til alt, at pynte.

Udgravningerne omkring Frue kirke i Århus har således givet bonus, de bekræfter et vikingetidigt forstadskvarter og fortæller, at det må være opstået senere end bebyggelsen inde i voldbyen. Måske skete det i forbindelse med rejsningen af den ældste domkirke i tiden omkring 1070.

Hvordan denne vikingernes Århus Vest så ud, har de hidtidige udgravninger ikke kunnet klarlægge i detaljer; men med det lille dyrehoved har Århus fået et nyt fortidsuhyre, der på sin egen pågående facon gør byens ungtid nærværende. (Fig. 11)