Uheldig profet

For at forstå affæren må man kende lidt til den historiske baggrund. Forholdet til Sverige var på den tid mindre hjerteligt - ikke blot var vi jævnligt i krig, men svenskerne havde fået for vane at stikle til os på en for vore følelser meget sårende måde. 1554 havde Johannes Magnus, en bror til den berømte Olaus Magnus, udsendt en Sverigeskrønike, hvor han ikke alene kommer med fornærmelige udtalelser om den danske folkekarakter, men også opstiller en kongerække på ikke mindre end 143 personer, fra Gustav Vasa helt tilbage til Noahs sønnesøn Magog, hvad man i Danmark fandt højst irriterende, da man ikke på stedet kunne præstere noget tilsvarende. De regerende konger Frederik 2. og Erik 14., begge unge nærtagende mennesker, havde deres eget personlige mellemværende. Frederik førte (helt naturligt som en mindelse om Kalmarunionen) de tre svenske kroner i sit skjold, men det havde fået Erik til at optage de danske løver i sit våben, hvad Frederik heftigt misbilligede. Det kom så vidt, at der blev krig om spørgsmålet - Den nordiske Syvårskrig 1563-70 - men ingen af de kongelige barnerumper fik særlig grund til at glæde sig over resultatet.

Jon Kolding var præst, ikke politiker, men blev alligevel rodet ind i opgøret omend på et sent tidspunkt. I forskellige skrifter havde han hyldet såvel Frederik 2. som dennes søn, den senere Christian 4., og det havde givet bonus i form af det ret velaflagte kald i Anst. For yderligere at tækkes majestæterne gik han igang med et større værk, en Danmarksbeskrivelse med historiske indslag. Den blev færdig 1594, seks år efter Christians tronbestigelse.

Den danske regering havde hyret historikere til at tage sig af vor moralske oprustning. De skulle skrive en Danmarkskrønike, der kunne give Johannes Magnus svar på tiltale, og det skulle gå stærkt, hvad det naturligvis ikke gjorde; arbejdet var langt større, end de høje herrer forestillede sig. Her kom nu Kolding til hjælp, for vel er hans skrift ikke noget modstykke til Magnus' værk, men i de historiske sidespring får han sagt adskillige ubehageligheder om svenskekongen og hans undersåtter. Og ganske vist kan han ikke føre den danske herskerrække længere tilbage end til kong Dan, der blev kronet år 2910 efter verdens skabelse, men han opregner hele 29 danske konger, der har givet svenskerne, hvad de havde godt af. Bogens sigte er klart nok, Kolding har villet gøre sine høje foresatte tilpas, men der var noget, han overså.

I Syvårskrigens fredsslutningstraktat var indsat en paragraf, der forbød de implicerede parter at udsende smædeskrifter om hinanden. Den regel var unægtelig overtrådt, i særdeleshed da bogen var tilegnet den danske konge, og det varede heller ikke længe, før klage indløb fra en svensk gesandt: Den danske regering havde intet valg, magister Jon måtte drages til ansvar. Der blev rejst sag, og dommen faldt hurtigt: Bogen skulle tilbagekaldes og tilintetgøres. Og værre: Jon Jensen Kolding var i »kongens nåde og unåde« - et udtryk, der normalt betød dødsstraf.

Så vidt kom det nu langtfra. Kolding blev suspenderet et år, men allerede februar 1596 var han tilbage i embedet. Der kan ikke være tvivl om, at sagen blev ført for et syns skyld. Den danske regering har ikke haft det mindste imod at se den upopulære nabo bragt i miskredit. Koldings bog fik altså ikke nogen helt almindelig skæbne, men rent bortset fra det, er den af betydelig interesse. Det er vor første egentlige Danmarksbeskrivelse, en slags forløber for Pontoppidans og Traps værker, men unægtelig i mindre format. Førsteudgaven er efter tidens skik på latin, og det samme gælder et optryk, som så lyset 1629, revideret og i enhver henseende acceptabelt, selv for svenskere. På dansk kom bogen aldrig dengang, men det sker nu, på foranledning af Wormianum og naturligvis med brug af den uforfalskede tekst. Jon Koldings Danmarksbeskrivelse, oversat og kommenteret af Allan A. Lund, udkommer i midten af november. Den bliver på ca 120 sider, indbundet og illustreret med samtidige stik. Pris 85 kr i boghandelen, 68 kr for abonnenter.