Udstyr

Det kan være svært for nutidsmennesker at forstå, at en ekstra dyne eller to skulle give en pige bedre chance for et godt giftermål, men sådan var det, og det hænger i nogen grad sammen med hele datidens samfundsstruktur, som vi derfor indledningsvis vil ofre et par ord. Inden udskiftningen af landsbyjorden omkring år 1800 boede de fleste danskere i landsbyer, hvor gårdene var tæt sammenbyggede, og hvor befolkningen levede i et meget nært fællesskab og var meget afhængige af hinandens hjælp. Dette for eksempel når der skulle bygges og klines, når store mængder uld skulle kartes, eller - i visse egne af landet - når humlen skulle pilles. Så gik alle landsbyens unge sammen i en gård og arbejdede for husmoderen, som til gengæld trakterede »gæsterne«. Den indbyrdes hjælp trådte også i kraft, når der var sygdom eller uheld på en eller anden måde.

I dette samfund levede ofte tre generationer under samme tag. De gamle var måske gået på aftægt, men de kunne alligevel være med i det daglige arbejde - gammelmor passede de små samtidig med, at hun holdt rokken igang. Manden og konen i huset havde en ret skarp arbejdsfordeling, hans domæne var marken og dyrene, hendes det indendørs samt malkning og pasning af fjerkræ. Indendørsarbejdet bestod ikke blot i madlavning og rengøring (den blev der måske ikke altid gjort så meget ud af), men også i tilvirkning af stoffer og beklædning. Denne side af arbejdet var i virkeligheden af største vigtighed, ikke alene for familiens medlemmer, men også for tjenestefolkene, idet en del af deres løn kunne bestå i så og så mange alen vadmel eller hørlærred. løvrigt kunne pigerne have en bid af hørmarken som deres egen og fik da fri en uges tid, så at de kunne tage hjem til forældrene for at gøre hørren i stand til vævning. Tjenestepiger skulle jo også have udstyr!

Det er netop udstyrets betydning, der her skal ses lidt nærmere på. Vel havde vi ikke som i Sverige en lov der påbød, at en pige ved giftermål skulle have en medgift, men i praksis fik hun det i reglen, så det kunne i virkeligheden komme ud på et. Havde en pige ingen medgift, var det sværere for hende at finde en ægtemand - eller rettere sværere for hendes forældre.

I dag er det at gifte sig et spørgsmål om gensidige følelser, men dengang var ægteskab en økonomisk forbindelse to familier imellem. Det kan lyde lidt kynisk, men man må huske, at samfundet ikke som i dag var opbygget med et socialt »sikkerhedsnet«, så det var af allerstørste vigtighed at sikre børnenes fremtid økonomisk. Rede penge havde man ikke mange af, men hjemmegjorte produkter kunne gøre det ud for det samme, og derfor fik medgiften karakter af »udstyr«. En forudseende mor begyndte på en datters udstyr, allerede medens denne var ganske lille. Så ville pigens chancer være større, og hvilken mor ville ikke gerne, at det skulle gå børnene lidt bedre, end det var gået hende selv.

Blev en pige ikke gift, tegnede tilværelsen sig mindre lys for hende. I de sluttede, til dels selvforsynende, familier var der lige som ikke rigtig plads for enlige kvinder. Disse kunne blive væve-, spinde- eller sypiger, eller de kunne friste en tyendeagtig tilværelse hos familien. Nogle blev privatlærerinder, men det var fortrinsvis døtre fra højere sociale lag end bondestanden. Udstyret - grundlaget for et godt ægteskab - havde sin absolutte mission.

Udstyrskisten stod i den fine stue, øverstestuen, og kom der kvindelige gæster, var det ikke ualmindeligt, at de blev budt op for at beundre dens indhold. Hver datter skulle helst have sin kiste. I Sønderjylland, hvor man lagde stor vægt på ting, der »tog sig ud« og viste, at man kom af godtfolk, har vi eksempler på, at kisterne ikke alene stod langs væggene, men også i en række midt på gulvet (Fig. 1, Fig. 2)!

Et acceptabelt udstyr skulle indeholde rigeligt af tre slags vævninger: olmerdug og bolster til dyner, vadmel og hvergarn til dragter og endelig hørlærred til lagner og pudevår samt til undertøj og til de broderede stykker, som - især ved festlige lejligheder - smykkede stuen.

Sengetøjet var det vigtigste - mængdemæssigt, og fordi det var en af de ting, som senere i pigens hjem skulle anskueliggøre husets velstand. Sengene stod jo i stuen. Det kunne være en slags himmelsenge eller alkover, af betydelig bredde og med omhæng eller døre for. Ved festlige lejligheder yndede man at vise sengenes indhold af dyner frem, og man trak omhængene lidt til side (Fig. 3).

En seng havde som regel mindst tre dyner, et par langpuder (så lange som sengen var bred) og evt. et par mindre puder. Sengebunden var ofte gulvet, direkte på dette var anbragt en opfyldning med halm, lyng eller hvad egnstraditionen og ressourcerne ellers påbød. Herover lagdes underdynen eller -dynerne, der som regel var vævet i hør og med blå længdestriber. Overdynen, der også kunne dubleres, når temperaturen krævede det, var oftest af uld og farverigt tværstribet. Puderne gjorde sengen behagelig og var iøvrigt egnede til at vise frem. Der blev stillet så mange puder op, som huset havde, og helst skulle hele åbningen i omhænget være fyldt.

Hele denne udstilling blev naturligvis først etableret efter ægteskabets indgåelse. I udstyrskisterne lå olmerdug og bolster almindeligvis i ruller, som man havde taget det fra væven. For at dynestoffet kunne blive tæt og i stand til at holde på indholdet, måtte der slås hårdt sammen, hver gang skytten havde ført en islættråd gennem trendtrådene. Det var et meget hårdt arbejde, og det er forståeligt, at mange blandt de bedrestillede foretrak at få det udført uden for hjemmet mod betaling, der som oftest blev erlagt i naturalier: flæsk, mælk eller brød. Det kunne være en husmands- eller håndværkerkone, som gjorde sig en ekstrafortjeneste ved vævning - eller måske en ugift eller invalid, som ikke duede til »ordentligt arbejde«. Endelig var der de rigtige professionelle vævere. Det er pudsigt at bemærke, at vævning, som i hjemmet var kvindernes arbejde, blev mandsværk, når det blev udført som selvstændigt erhverv.

Vævebredden lå omkring 70-80 centimeter, så når dynen skulle laves, måtte to stykker sys sammen for at give samme bredde som sengen. I hjørnerne sattes kvaster af vævegarnet, både for at beskytte og for at pynte. Fylden i dynerne skulle helst være fjer eller dun, men det var ikke alle steder muligt at skaffe sig denne luksus i tilstrækkelig mængde, og så måtte man tage til takke med andet: avner, mos eller humleaffald fra ølbrygningen. Da der gik seks-syv meter stof til hver dyne, forstår man, at det fyldte godt i udstyrskisten. Antallet af senge i det kommende hjem var uberegneligt, men det forenklede sagen, at man sov flere sammen.

Som udstyrets anden vigtige gruppe nævnte vi dragtstofferne. Fra ca 1750 til 1850 var danske bønders festdragter meget lokalprægede - forskellige fra egn til egn, men dog med det fællestræk, at de for størstedelen var forfærdiget af uld. Til enhver gård hørte et fårehold, for tøj skulle man jo have. Ulden blev kartet, spundet og måske hjemmefarvet ved hjælp af planteafkog - hvis man da ikke foretrak at lade farveren i købstaden tage sig af denne del af processen. Farveregisteret var ikke stort, til gengæld forstod man at kombinere de få muligheder med uhyre opfindsomhed. Mange mønstre går igen over hele landet, men der er utallige variationer over striben (Fig. 4, Fig. 5).

Hvor byboerne - i hvert fald de velhavende af dem - fulgte skiftende, udefra kommende moder, holdt bønderne stædigt fast ved det gamle - nedarvet skik og brug, men altså vekslende fra egn til egn; det var især i kvindernes festdragt, egnspræget gjorde sig gældende. Derefter havde man at rette sig. Trådte man ved siden af, blev man anset for at være stor på den og ikke sine lige bekendt. Denne indordnen sig under det engang vedtagne varede så længe landsbyfællesskabet bestod; først ved udskiftningen, hvor nogle gårde flyttedes fra byen og ud på marken, gik systemet i opløsning, så at den enkelte fik større frihed til at klæde sig efter sin lyst.

Inden for de enkelte egnsgrupper var dragterne nok ensartede, men dog underkastet variationer, som blandt andet tjente til at markere den sociale lagdeling. Til forskellige festlige lejligheder og højtider hørte der bestemte ekstra dragtdele, for eksempel et særligt tørklæde eller forklæde - og kunne en gårdmandskone vise sig i kirken søndag efter søndag i forskellige kjoler, så var det selvfølgelig en fordel.

Det vævede stof brugtes til skørt, liv, bul (en figursyet kvindevest) og - for mændenes vedkommende - til trøje, vest og evt. bukser. Af strikkede ting havde man trøjer, strømper, huer og vanter samt - i egnsdragtens afsluttende periode - sjaler til kvinderne. Dette sidstnævnte var undertiden købte sager, »kramvarer«; de er et helt kapitel for sig.

Kramvarerne erhvervedes enten hos de handlende i byen eller hos omvandrende kræmmere. Den tids handelspolitik forbød ellers al handel på landet, men uldkræmmeren fra egnen omkring Herning - bindeegnen, som vi kender så godt fra Blichers skildringer - var undtaget; han havde tilladelse til at vandre landet rundt og sælge strikkede uldvarer (Fig. 6). Mellem trøjer og strømper gemte han imidlertid ofte nogle silkebånd, der af kvinderne kunne bruges til hovedtøj og til kantning af bullen (Fig. 7). Det kunne også være, at han fristede med et silketørklæde, måske endog et broderet - et af de såkaldte Altona-tørklæder, som vi finder overalt i landet, meget ens og ikke udført særlig pertentligt, hvad der kunne tyde på, at det er godtkøbsvarer fremstillet samme sted; måske er de virkelig fra Altona og smuglet hertil over grænsen (Fig. 8). Hvis en kræmmer med slige forbudte varer i sækken var så uheldig at møde en betjent, var gode råd dyre. Betjenten var ivrig efter at snuppe kræmmeren, for så var posens indhold hans. H. P. Hansen har i bogen »Spind og bind«, 1947, givet mange fornøjelige skildringer af, hvordan uldkræmmerne forsøgte at narre øvrigheden.

Dispensation fra forbudet mod landhandel havde også kniplingskræmmerne fra Tønderegnen, hvis virksomhed tidligere har været behandlet her i bladet (1961:1). Kniplinger, der blev brugt til pynt på kvindernes hovedtøj, for eksempel på korsklædet oven på huen, var måske den dragtdel, der var mest status i. De var meget brede og som følge deraf også meget kostbare; dertil var de uhyre vanskelige at holde, for de tynde, stivede bånd klaskede sammen ved den mindste fugt. Der var koner, som havde specialiseret sig i at gøre kniplingskorsklæder istand. Altså igen et eksempel på en kvinde, der skaffede sig en ekstraindtægt ved arbejde med tekstiler (Fig. 9).

Vi er nået til den tredje og sidste del af udstyrskistens overflod: hørlærredet. Dette, der så godt som altid blev vævet hjemme og af konen selv, var af meget forskellig kvalitet. Det groveste var blårlærredet, der indeholdt rester af hørplantens skæver - i hvert fald indtil det var vasket et par gange (Fig. 10, Fig. 11). Var hørren renset effektivt og derved befriet for de stikkende plantedele, blev lærredet finere, mere eller mindre alt efter, hvor tyndt tråden var spundet. At fremstille den fine tråd var et krævende arbejde, som husmoderen sjældent betroede andre; den øvrige spinding kunne derimod nok overlades til en pige eller til aftægtskonen, som ved det drejende rokkehjul fandt en for sin alder passende rolig beskæftigelse.

Blårlærredet, der kradsede modbydeligt, i særdeleshed mens det var nyt, blev brugt til groft undertøj og sække, men især til lagner - fortrinsvis til tjenestefolkenes senge. Mere tåleligt var det mellemfine lærred, som lagen og pudevår også blev fremstillet af. Til en seng hørte underlagen og overlagen (som ved den opredning, der stadig bruges i engelsktalende lande), og da sengene var brede, måtte lagnerne også være det, hvorfor de blev syet sammen af to vævebaner. Hverdagslagnerne var ofte mærket med navn og årstal, men ellers uden pynt; derimod kunne de særlige bryllupslagner have hulsøm og fint broderi omkring navnetrækket. Også på pudevårene finder man broderi - gennembrudt, så at man ser den farvede olmerdug nedenunder. Det var ikke, som det senere blev almindeligt, anbragt på oversiden af puden, men for enden, hvor det var mest synligt. De korte puder hørte jo til sengens udstillingsgenstande, velegnede til at vise husets formåen.

Den del af det mellemfine lærred, som ikke gik til sengene, fandt anvendelse til skjorter og særke - mænds og kvinders undertøj. Man havde så megen respekt for det håndgjorte stof, at man, når mønsteret lagdes op, sørgede for, at ikke en trævl af stofbanen gik til spilde. Hvor det overhovedet var muligt, klippedes vinkelret på ægkanten. Kun et par steder måtte der klippes på skrå for at få kiler til brug under ærmerne og i halsen, men så klippede man også i en vinkel på 45 grader, så to kiler dannede et firkantet stykke.

På hverdagsundertøjet blev der, ligesom på hverdagslagnerne, ikke ofret megen pynt, højst navnetræk og årstal. Anderledes med det, som brugtes til fest. Når et ungt par blev trolovet, satte pigen sig til at sy sin tilkomnes festskjorte, den han skulle bære den første gang til brylluppet, hvor han naturligvis helst skulle være den fineste i selskabet. Når dansen gik, måtte mændene lægge kjolen, og så kunne alle se broderiet. Dette var først og fremmest placeret omkring halsåbningen - på kraven, skulderstykkerne og langs slidsen ned foran. Desuden var manchetterne ved håndlinningen broderet. Denne skjorte kunne senere fungere som ligskjorte. Det kan forekomme os noget makabert, men for den tids mennesker var det en helt naturlig ting at forberede sig til sin jordegang; den kunne komme, før man anede det, så det hørte til den unge nygifte kones første pligter at sørge for ligtøj til sig og manden. - Pigens egen brudesærk kunne også være broderet, men sjældent så prægtigt som husbondens.

Det fineste lærred blev anvendt til det egentlige broderi - det som helt åbenlyst var til pynt (Fig. 12). Brodérkunsten, der var stærkt egnsbetonet, men som iøvrigt har sat sine mere eller mindre tydelige spor over hele landet, kunne være farverig nok, men mest udbredt var hvidsyningen, det helt hvide broderi, der i sin simpleste form er som en smal hulsøm, men som kan udbygges og varieres med forskellige syteknikker: uddragen og udskåren syning, tællesyning, baldyring og kniplingssyning - for blot at nævne nogle eksempler. Der var fire områder, hvor broderiet var særlig udviklet, nemlig den såkaldte Hedeboegn mellem København, Roskilde og Køge, Fyn med omliggende øer, hvoraf især Lyø må fremhæves, Falster samt endelig Amager, som dog indtager lidt af en særstilling på grund af det fremmede indslag i øens befolkning. I disse egne har gårdmændene haft det så godt, at de kunne lade deres koner og døtre sidde indendøre og brodere. Den lyst til at udsmykke, som bor i alle mennesker, og som kommer til udfoldelse, hvor forholdene er til det, har i de fire områder sat sig ganske bemærkelsesværdige frugter. Der er bevaret utallige pyntestykker og må have været mange flere. Luksus? Ja, men med en vigtig funktion: Den var statusgivende.

»Er hun god med nålen, kan hun også føre hus«, sagde man på Sjælland, når en piges dygtighed skulle vurderes, men det var livsvisdom for øboer. I Jylland - og især ude vestpå - regnedes det ikke for nogen dyd, at en pige kunne brodere, for der var rigelig brug for den kvindelige arbejdskraft hos bønderne i marken eller i fiskeriets tjeneste. I Vestjylland var jorden iøvrigt ikke til hørdyrkning. Både mands- og kvindedragten bestod derfor fortrinsvis af uld, ligesom man brugte uldlagner.

Men i broderiegnene kunne de unge piger altså lade fantasien og nålen arbejde - i hvert fald indtil ægteskabet med dets husholderiske pligter og den årlige barnefødsel satte grænser for udfoldelsen. Uendelig flid blev anvendt på stuens pyntestykker (Fig. 13, Fig. 14, Fig. 15). De kendes under forskellige navne i forskellige egne af landet, men det var på Sjælland og specielt på Hedeboegnen, man især dyrkede dem. Stolpeklædet var et langt, ret smalt stykke, hvorpå der kunne være broderet lidt eller meget, som regel det sidste; når stuen skulle trækkes i festtøjet, sattes det fast på sengens omhæng, helst et på hver side af åbningen. På Hedeboegnen kunne man lægge et lille broderet stykke under biblen, der havde sin plads oven på en af sengens hjørnestolper. Og tørrestativet over bilæggeren, det såkaldte knæ, kunne pyntes med en knædug. Når man fik invitation til for eksempel bryllup og samtidig besked om, hvad det forventedes, at man bragte til gildesgården - det kunne være en høne, nogle æg eller en bøtte smør - så blev disse varer lagt i en kurv, som dækkedes med et føringsklæde (føring betyder gildesmad). Hertil anvendtes ofte knædugen, som altså i dagens anledning fik navneforandring.

På bænken for bordenden, hvor husbond havde sin hædersplads, stod ofte et lille skab til husets klenodier; det kunne på forsiden have to søjler, som man pyntede med små lærredsstykker bundet fast med silkebånd. - Jo, der var mange anvendelser for de hvide pyntestykker, de kunne have mange former, men alle var de broderede - hvidt eller kulørt; i sidste tilfælde var blåt og rødt de foretrukne farver. Den kulørte syning kunne være i korssting eller tambourering, en slags kædesting.

Her er nu i grove træk fortalt om udstyrskistens indhold - om dets tilblivelse og om, hvordan det blev udnyttet, når dagen oprandt, da låget blev slået op, og den unge husmoder tog sagerne i brug i sit nye hjem. Det var mange års møje, som da satte frugt. Der er noget næsten heroisk i denne samlen forråd, denne oplagring af arbejde til betryggelse, socialt og ægteskabeligt, og samtidig til øjenslyst og opbygning af respekten om sig og sit (Fig. 16). Udstyret var lykkens materielle fundament. Det kostede at få det etableret.

Idag har vi andre grundvolde at bygge ægteskabet på, og det er i mindre grad tekstilerne, der udtrykker husets og husmoderens formåen. Men de gamle håndarbejder ligger der stadig mange af rundt om i hjemmene. Tusinder af pigers flid og forhåbninger.

Lit: M. Hald: De Bolstre blå. Kbh. 1940. - E. Andersen og E. Budde-Lund: Folkelig Vævning i Danmark. Kbh. 1941. - Danske folkelige broderier i privateje. Kbh. 1958. - Se endvidere Tidsskr. for Kunstindustr. 1898 (om hvidsyning) og Den gamle Bys årbog 1957-58 (om navneklude).

Artiklens farvefotografier, som er optaget af Niels Elswing, er velvilligt stillet til rådighed af fru G. Andresen, »Mønstertjenesten«, Engelsholm. - Artiklens tegninger skyldes Jørgen Kraglund.