Uden et lagen

Dermed var scenen sat for en magtkamp mellem Frederik og adelens førstemand, rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt, der havde skabt sig en formue ved grænseløs korruption. Og mellem kvinderne bag mændene, Frederiks Sophie Amalie, tysk hertugdatter, og Corfitz' hustru Leonora Christina, Christian 4.s yndlingsdatter i ægteskabet med adelsdamen Kirsten Munk og dermed Frederiks halvsøster. I første akt sejrede Ulfeldterne: Frederik 3. måtte betale med politiske indrømmelser, da han 1648, efter faderens død, overtog kongeværdigheden (Fig. 1). I anden akt fældede den nye konge rigshofmesteren på hans underslæb, og Ulfeldterne sluttede sig til svenskerne. I tredje akt indførtes enevælden, og Leonora Christina blev fængslet i Blåtårn, mens Corfitz døde på flugt for kongeparrets spioner. Begge ægtepar oplevede således dramatiske op- og nedture, og begge turde satse. Frederik og hans gemalinde vandt og fik samtidens smiger, men i sit fængsel tog Leonora en grusom hævn. Hun skrev sit »Jammersminde«, et blændende selvforsvar og en sviende anklage, især mod Sophie Amalie, og formede dermed eftertidens billede, mens vi er uden Sophie Amalies version (Fig. 2, Fig. 3).

Denne magtkamp er et centralt motiv i Helle Stangerups spændende og kloge »Spardame«. Også her mærkes indflydelsen fra »Jammersminde«. Portrættet af Ulfeldterne har kød og blod, derimod er der længere til mennesket bag masken hos Frederik 3. og Sophie Amalie. Mens Leonora Christina vender nederlag til sejr ved selvindsigt og afklaring, gør sejren Sophie Amalie overflødig og gold. Fra denne slutpointe går der i romanen en lige linje til de to kvinders første møde, hvor den kejtede og usikre Sophie Amalie besvarer Leonora Christinas bittersøde hilsen til sin »kære søster« med et »ich bin aber eine geborene Prinzessin«. En dræbende markering af, hvem der, hvad fødslen angår, var på den rigtige side. Kontraster er godt stof for fantasien og heller ikke ukendt i hverdagen, ja undertiden siges virkeligheden at overgå fantasien. Spørgsmålet er, om det ikke var tilfældet her, netop fordi den sociale kløft mellem de to ægtepar ikke lod sig overskride.

Ved de to kvinders første møde var Frederik 3. og Sophie Amalie nok landflygtige og fattige, Ulfeldterne derimod hovedrige og på magtens tinde, men denne forskel var atypisk og skyldtes først og fremmest Torstenssonkrigen. Da svenskerne overskred Danmarks grænse uden krigserklæring, indledtes en kamp på liv og død. Følgen blev økonomisk ruin for statsfinanserne og for Christian 4., der måtte pantsætte sin kongekrone i Hamborg. Omvendt fik Corfitz Ulfeldt som leder af finanserne enestående muligheder for at berige sig selv ved returkommissioner fra leverandørerne af de våben, der var uundværlige for kampens fortsættelse. Fredsslutningen 1645 satte imidlertid en stopper for denne givtige trafik, og samfundets forarmelse stillede Ulfeldts nyvundne rigdom i et grelt skær, også hos hans standsfæller. I betragtning af Christian 4.s høje alder og den udvalgte prins' svagelige helbred måtte mange spørge sig om, hvor længe de ville holde sig i live. Og Frederiks kort som tronfølgeremne var ikke dårlige. For ved en arvedeling mellem sine to ældste sønner havde Christian 4. sikret Frederik dele af Slesvig og Holsten, og dermed blev han særdeles vanskelig at komme uden om, hvis storebroderen skulle falde bort. Valgte man en anden til konge, ville forholdene i Sønderjylland blive kaotiske.

Dette skaktræk viser, at der i Christian 4.s omsorg for sit afkom var en klar skelnen til fordel for børnene af første ægteskab. Heller ikke Frederik og Sophie Amalies bryllup var nogen lille affære, hvad der, takket være nyerhvervet viden, straks skal leveres beviser for.

Blandt regalierne på Rosenborg findes den såkaldte kroningskårde, som de enevældige konger bar ved salvingerne, Frederik 3.s søn, Christian 5., som den første i 1671. Kårdens fæste er ypperligt juvelérarbejde. I kølig elegance slynger fire spiraler og fire punktrækker af diamanter sig om grebet, der står i matpunslet guld og danner kontrast til knap, håndbøjle, parérstang og -ring, alt tæt besat med diamanter og emaljeret med brogede blomster på hvid grund. Som et symbol på renhed er stikpladen udformet som kammusling. Kården er et udpræget paradestykke, ikke et kampvåben, og er derfor uden de sædvanlige beskyttelsesbøjler og lignende på indersiden, hvor de kunne ødelægge kostbare stoffer i bærerens dragt.

Christian 5. må have arvet kården fra sin far, for den ses på officielle portrætter af Frederik 3. fra 1650'erne. I sin bog om regalierne formodede Rosenborgs tidligere leder, Gudmund Boesen, derfor, at kården var udført til Frederik 3.s kroning. Denne blev i 1648 fejret med stor pragt, men efter fest følger tømmermænd. I en redegørelse, 1652, for kronens store gæld anfører Frederik 3. blandt andet udgifterne til de nye regalier fire år tidligere. Her nævnes kroningskården ikke.

Forklaringen Finder man ved at gå lidt tilbage i tiden. Umiddelbart efter Frederik 3. og Sophie Amalies bryllup 1643 fik en guldsmed udbetalt 1000 rigsdaler i arbejdsløn for »en gylden kårde«. Det var et meget stort beløb alene for udførelsen, og en gennemgang af kongens regnskaber afslører flere udbetalinger for kården: 756 rigsdaler for guldet, 24.000 som rest for diamanter samt nok en diamant til 550, i alt over 26.000 rigsdaler (Fig. 4, Fig. 5). Til sammenligning indbragte Christian 4.s krone 15.000 rigsdaler, da den som omtalt blev pantsat i Hamborg. Regnskaberne afslører tillige, at den forgyldte kårde blev udført til Frederik 3., men altså ikke til hans kroning. Da der ikke er udgifter til endnu en pragtkårde, før kroningskården dukker op på portrætterne, må de to kårder være én og samme: en bryllupsgave fra Christian 4., som hans efterkommere holdt i ære ved at anvende under salvingerne.

For identifikationen taler også blomsterdekorationen på fæstets emalje. I begyndelsen af 1600-årene tog interessen for blomster et vældigt opsving i Europa, næppe upåvirket af den stigende kontakt med Orienten. I Frankrig og Nederlandene, der var centrum for blomsterdyrkningen, især af de nye tulipaner, blev der udgivet florilegier, bøger om blomster med kobberstukne illustrationer, der hurtigt tjente guldsmedene som forlæg. Resultatet blev en stilistisk udvikling, der omkring 1650 endte i naturalisme, idet blomsternes farver dog var emalje-malernes egen opfindelse (Fig. 6). Denne naturalisme ses blandt andet på sceptret og salvedåsen fra kroningen 1648, men blomsterne på kroningskården er af en anden karakter, halvt naturalistisk, halvt abstrakt - bælgfrugtstilen, som den kaldes på grund af et ofte forekommende prikornament. Forlægget er franske ornamentstik af Francois Lefebure, udgivet 1635.

Erkendelsen heraf fører os til to armbånd i Rosenborgs Skatkammer. Begge består af otte kasseformede led. På forsiden veksler relieffer af årstiderne med blomster, således tulipaner, hver med en diamant, i alt 52, en for hver af årets uger. På bagsiden ses emaljerede genrescener og blomster i bælgfrugtstil. Disse armbånd kan følges til Sophie Amalies dødsbo i 1685, hvor de nævnes som et gammelt par. De kan have været bryllupsgaver fra Christian 4., der umiddelbart efter festen betalte 8.130 rigsdaler for et par armbånd med diamanter. Sammenlignet med kroningskården kan de synes en beskeden gave, men bruden fik tillige et diamanthalsbånd og et smykke med hendes eget og gemalens navnetræk.

Med de kostbare gaver levede Christian 4. op til gammel tradition: Der måtte ikke spares, når en søn giftede sig; det var rigets ry, der stod på spil. Festen var på et niveau, der ikke blev Ulfeldterne til del. Måske var Christian også ekstra rundhåndet, for omtrent samtidig med brylluppet sendte han en anden søn af sted for at ægte zarens datter og besegle den alliance med Rusland, der endegyldigt skulle tvinge Sverige i knæ. Knap fire måneder senere væltede Torstensson Christians politiske korthus og skabte Ulfeldternes chance for at nå magten.

Hvem var kroningskårdens mester? På kvitteringen for arbejdslønnen skriver han sig Lucas Schaltes (eller Schaller). Han blev optaget i Hamborgs guldsmedelaug 1640 og kom udefra, sandsynligvis fra Augsburg, den store guldsmedeby i Sydtyskland, der led hårdt under Trediveårskrigen. At en fremmed kunstner med Schallers evner slog sig ned i Hamborg, viser det internationale niveau, denne bys guldsmede havde opnået, og det igen afspejler, at byen nu var blevet et nordeuropæisk handels- og finanscentrum. Efter Torstenssonkrigens fallit blev Hamborg desuden Danmarks største långiver, og leverancer herfra, ydet på kredit, blev en trussel mod København, hvor kronen måtte betale kontant. Det er skæbnens ironi, at Christian 4., der frem for nogen havde søgt at ophjælpe dansk håndværk og handel med København som centrum, endte med at blive afhængig af konkurrenten i syd.

Endnu en gang havde virkeligheden overhalet fantasien.