Tyvens lod

Galger har, som det fremgår, været alt andet end almindelige på Molbechs tid, og dog var det ikke meget mere end en menneskealder siden, de indgik naturligt i det danske landskab - noget selvfølgeligt, man mødte ved indkørslen til byerne eller vidt synligt som et tilbehør til herredstingene. Sådan havde det været gennem århundreder.

Dødsstraf har vel eksisteret så længe, der har været ordnede menneskelige samfund. Henrettelsesformerne vekslede, men to blev gennem tiderne de foretrukne: hængning og halshugning. Det er den første af disse straffemetoder og dens redskab, galgen, vi her vil følge. Ordet galge, hvis oprindelige betydning er en bøjelig gren eller stang, optræder i hvert fald omkring år 800 (Bjovulf-kvadet), men selve begrebet hængning omtales langt tidligere, for eksempel af den romerske forfatter Tacitus, der siger, at germanerne havde for skik at hænge forrædere og overløbere i træer - altså i en naturskabt galge. Fra samme tid - omkring 100 efter Kristus - og fra de nærmest foregående århundreder har vi tillige moseligenes vidnesbyrd: et par, heriblandt Tollundmanden, er fundet med strikken om halsen, og ét - Ellingpigen - havde hængningsfure, som tydeligt viste dødsårsagen. Henrettede er disse mennesker altså blevet, men vi ved intet om arten af forseelsen - hvis der var nogen; det er en nærliggende mulighed, at der er tale om ofring. Senere blev hængning den specielle straf for tyveri.

Oprindelig har det været overladt den bestjålne selv at klynge en pågrebet tyv op, men efterhånden som retsreglerne strammedes, blev det forbeholdt tingsinstitutionen at dømme »til galge og gren, til høj og hedensk jord«. I 1100-årenes landskabslove bestemmes, at en tyv skal hænges, hvis han gribes på fersk gerning, og det stjålne har en værdi af mindst en halv mark (en okse vurderedes til omkring én mark). »Kongens ombudsmand skal hænge tyven, og han gør ingen synd derved, fordi tyvens gerning har dømt ham«, hedder det i den lidt yngre Jyske Lov. I senmiddelalderens kalkmalerier optræder galgen som afskrækkende motiv, men man behøvede ikke at gå i kirke for at blive mindet om den. I 15-1600-årene har hver købstad og hvert herred haft dette rettens redskab stående på torvet eller på galgebakken nær alfarvej.

Der var brug for galgerne. I tidens løb var pengenes værdi faldet og straffen for tyveri dermed skærpet automatisk, så at rene ubetydeligheder nu straffedes med døden. Det blev efterhånden for groft: 1620 instruerede kongen sine lensmænd om, at småtyve ikke skulle hænges, men sendes til tvangsarbejde i København. Endvidere blev det forbudt at anvende galgen ved førstegangsforseelser. Man fandt det »ubilligt et menneskes liv så ringe agtes«, som det udtryktes, da bestemmelsen nogle år senere blev indskærpet. En franskmand, som 1652 drog over Sjælland, fortæller, at der idelig sås galger langs vejene, hvor tyve og ulve hang side om side, og den samme iagttagelse er gjort af en polak på rejse i Nørrejylland. Man skulle ellers tro, at den nyligt afsluttede Trediveårskrig havde hærdet sindene, men måske gjaldt forbavselsen mere ulvene end tyvene; her er tale om en gammel skik, der ifølge Saxo skulle forstærke skændselen for delinkventen. Noget samlet tal på dem, der i løbet af 1600-årene endte i galgen, kendes ikke og kan vel næppe rekonstrueres. En tabel over henrettede i København gennem knap en snes år nævner ti hængte, men der må mangle nogle stykker, for da byens murede galge et år skulle repareres, betaltes der skarpretteren, Lorenz Conradt, 1 rigsdaler for hver af de tolv »fattige syndere og misdædere, som han af gerichted nedtog«. Nu forhastede man sig ganske vist ikke med at skære galgenfuglene ned; de fik god tid til at »træde dansen med de fire vinde«. Tyveknægten Niels Jensen Skomager fra Stenum blev hængt i Jerslev herreds galge i september, og hen på sommeren året efter hang han der endnu, dog med tab af nogle fingre. Dem blev Maren Nielsdatter fra Vester Brønderslev mistænkt for at have taget, men hun svor ved retten, at hun hverken havde rørt liget med hånd eller kniv. Den slags sager var ingenlunde ualmindelige. Dele af en hængt tyvs legeme, og specielt fingrene, var eftertragtede midler til magi.

Kvinder, som stjal, var »for deres kvindelige æres skyld« fritaget for galgen, men det var en tvivlsom fordel, da de i stedet kunne dømmes til levende begravelse på galgebakken. En kvinde fra Ribe blev i 1572 af bytinget dømt til »en tyvs ret under en balje« (baljen var et ekstra raffinement til lidelsens forlængelse), og året før havde Flensborgbødlen, mester Jochum, fået befaling til at føre en kvinde ud og begrave hende under galgen; i hvert fald den sidste af disse domme blev sikkert eksekveret (Fig. 2). Andre byer i hertugdømmerne kan melde om tilsvarende sager, men ellers synes halshugning med sværd at have været tyvekvindens almindelige lod. Københavns slutterregnskab meddeler, at den 7. juli 1638 »lod velagtede byfoged Claus Iversen Ravn indsætte Birgitte Jens Fangefogeds, som var udbrudt af sit fængsel udi Sakskøbing i Lolland, efter at hun der var dømt og condemneret fra livet for overbevist tyveri, og er hun efter rømningen her udi friheden pågreben og antræffet, og hensad hun til den 23. juli, at hun blev henrettet med sværdet uden Vesterport« (Fig. 3).

Det ser ud til, at tyvekvindernes særbehandling er ophørt i 1700-årene, i hvert fald fremgår det af tingbøgerne, at de nu også kunne dømmes til galgen. Et eksempel kan hentes fra Nørrejylland: En kone havde 1713 i Søndertranders kirke ved Ålborg stjålet messesærken, alterforhænget og en del af alterdugen, samt andet som hun skulle bruge til magiske helbredelseskunster - og det havde ikke voldt hende særlig vanskelighed, for manden, hun kurerede på, rådede tilfældigvis over kirkedørsnøglen. Hun blev pågrebet, dømt og hængt, for hvilken forretning der tilkom skarpretteren ti rigsdaler. Forklaringen på, at den »kvindelige ære« nu synes mindre højt vurderet, har muligvis sin rod i Christian 5.s Danske Lov fra 1683. Med denne afskaffedes hængning som straf for tyveri, men antallet af berigelsesforbrydelser steg så voldsomt, at man få år senere anså det for nødvendigt at vende tilbage til den gamle tingenes tilstand. Det blev derfor bestemt, at den, der stjæler heste eller kreaturer på marken eller bryder ind i nogens hus om natten, skal beklæde galgen (Fig. 4, Fig. 5). Kvinder nævnes ikke særskilt, og der er grund til at tro, at det er hængningsstraffens genindførelse, der daterer kønnenes ligestilling på dette meget specielle felt.

Landets galger stod altså ingenlunde ubenyttede i 1700-tallets første årtier, men 1735 indførtes en bestemmelse, der efterhånden berøvede dem en del af klientellet: ingen dødsdom måtte herefter eksekveres, før kongen havde fået den forelagt. Det betød i praksis, at benådning blev mere og mere almindelig, og især, når forseelsen var tyveri. At langfingrede personer dog ikke uden videre kunne regne med at klare frisag, viser følgende eksempel fra Himmerland, meddelt i Hellum herreds tingbog:

En nat i september 1746 blev der stjålet to heste på marker i Himmerland, men ejerne fandt synderen i Ans kro og afleverede ham behørigt til øvrigheden. Under forhørene kom tyvens historie frem, og den var i sandhed bedrøvelig. Han var fra Kirke Hvalsø på Sjælland, havde boet i København, hvor hans ejendom brændte ved den store ildsvåde 1728, og siden forskellige steder under meget små kår. Nu ville han besøge en søn i Thy, men havde brækket et ben på vejen og ligget under badskærerhånd i 16 uger. For at kunne betale lægen havde han søgt folk på hånden, men endnu var ikke fjerdeparten bjærget. Da han var så dårligt til bens og 74 år gammel, så han nær gik i barndom, havde han givet efter for fristelsen og stjålet hestene, som skulle bringe ham lettere af sted. Skønt han bad om nåde for sin alders og svagheds skyld, dømtes han til at have sit liv forbrudt og straffes med galgen. Øvrigheden, som havde medlidenhed med ham, spurgte, om han ville appellere dommen eller straks have den forebragt kongen. Han valgte det sidste, idet han håbede på Majestætens mildhed, men det tog tid at få andragendet igennem, og mens man ventede, kom nye oplysninger frem. Det viste sig, at han havde opgivet falsk navn, at han tidligere var brændemærket for tyveri, og at han flere gange var dømt til slaveri på livstid, men hver gang havde haft held til at undvige. Det var for meget. Sidste akt udspilledes på galgebakken i Blenstrup.

Indbrudstyve var der heller ikke pardon for uden videre. 25. august 1757 blev to misdædere af denne art hængt i Trippendals galge nær København. »Begge blev af mig, daværende sognepræst, fulgt til retterstedet og døde i en blid og salig tilstand, så himlen vist blev glædet ved disse synderes omvendelse«, læser man i Herstedøster kirkebog. Et andet præsteudsagn, lidt mindre følelsesfuldt, foreligger fra Nybøl ved Sønderborg: »Den 6. maj (1763) blev her to brødre, som begge havde lavet indbrud hos degnen i Sottrup og desuden havde forøvet mange tyverier og skændselsgerninger, med rebet bragt fra livet til døden. Hovedanføreren, 32 år, blev af pastor Martini i Broager og mig — betjent med livets ord«. Tre år senere, i 1766, blev Wilhelm Laun »som afskrækkende eksempel for andre og som sin velfortjente straf« kørt til galgen på Haderslev Nørremark ledsaget af en officiel eskorte på otte mand samt elever fra byens skoler; det var jo ungdommen, der først og fremmest skulle påvirkes gennem det omtalte afskrækkende eksempel. Haderslev-skarpretteren Joachim Wagner ventede indhyllet i sin grå kappe, og kort efter kunne byens skriver indføre i protokollen, at retfærdigheden klokken ti formiddag på behørig vis var sket fyldest.

Nogle af synderne kom bødlen i forkøbet, men galgebakken slap de ikke for. En stakkels hestetyv, der blev fundet død i fængslet på selve henrettelsesdagen, førtes ud og begravedes på retterstedet, hvor han i alle tilfælde ville være endt (Fig. 6). Det forlyder ikke, om han døde af sindsbevægelse eller for egen hånd, men det havde nu ingen forskel gjort. Selvmordere skulle i alle tilfælde jordes på galgebakken. Skarpretter Christian Suhr fra Hjerup ved Assens kørte i 1749 liget af Anna Christensdatter, som havde skåret halsen over på sig selv, ud til begravelse på retterstedet. I hendes lomme lå en »liden træbuddike« med fem mark og fem skilling, som mestermanden tilegnede sig tillige med hendes tøj, sådan som det fra gammel tid havde været bødlens ret.

Oplysningstidens mildere syn på forbrydelser fik sit første udtryk i Christian 7.s forordning 1771 om afskaffelse af dødsstraf for tyveri; den hører til blandt de mange reformer, geheimekabinetsminister Struensee fik indført i sin korte regeringstid, og trådte i kraft nøjagtigt et år, før han selv under barbariske former måtte lade livet på skafottet. Straffen for groft tyveri blev herefter kagstrygning (piskning), brændemærkning med et galgeformet tegn og »arbejde i bolt og jern«. I hertugdømmerne, hvor kongerigets Danske Lov aldrig var blevet indført (man dømte efter kejser Karl 5.s »Pinlige Halsrets-Ordning« af 1532 og i øvrigt efter Valdemar Sejrs Jyske Lov), kom samtidig en tilsvarende forordning.

Hermed var hængning dog ikke ude af dansk retsvæsen - efter de militære krigsartikler kunne man stadig straffes med galgen, og det var ingen tom trussel. Københavns bombardement 1807 og den påfølgende kapitulation bragte nerverne på højkant, der skulle statueres eksempler, som man kan læse om i Kiøbenhavnske Tidender: »I onsdags kl 4 udbragtes på Amager marineren Gerts, en hollænder, for at hænges --. Derude på retterstedet holdtes standret i et telt, galgen oprejstes, og under delinkventens jammerlige beden for sig ophængtes han af Mühlhausen«. Gerts' forbrydelse bestod i forsøg på at forlade kasernen, brug af ukvemsord mod officerer og lettere vold mod en kaptajn. Endnu to marinere og en artillerist blev dømt og hængt for desertering. Den omtalte skarpretter Mühlhausen var ingen amatør, han havde i sin ungdoms vår halshugget Struensee og beklædte embedet i København gennem samfulde 40 år.

Mytteri takseredes naturligvis til galgen, således ved krigsretten 1812, hvor der afsagdes dom over en Jacob Dede. Efter kongens stadfæstelse blev delinkventen hængt på Amager »i en overordentlig mængde tilskueres overværelse«. Som man vil have bemærket, foregik de københavnske henrettelser nu på Amager; retterstedet var 1806 flyttet fra Østre Fælled til den såkaldte Svenske skanse på Christianshavns Fælled, der lå omgivet af lave volde med vandfyldte grave på de tre sider. »Voldene er så brede, at kommandoen, som følger, kan opstilles derpå. Skansen er 50 alen inden voldene og er altså stor nok til eksekutionsplads —. Passagen hertil er god, og der er tilstrækkelig plads for tilskuere« (Berlingske Tidende, 3. marts 1806). De militære henrettelser kunne således fortsætte under ideelle former, men også her blev rebet dog snart afskaffet.

Det sidste sted, hvor galgen fungerede under dansk flag, var de vestindiske øer; her blev så sent som 1845 frineger Thomas Fosset hængt. Det var, oplyser et reskript fra 1822, nødvendigt at ty til rebet, fordi der ikke på øerne fandtes »nogen skarpretter eller kagmand«, som kunne henrette med økse. Endda kunne det være svært at finde en bøddel. Axel Liljefalk fortæller i Vor Fremtid 1911-12 om en begivenhed 1826: »Til alt held kendte justitsråd Gullich en neger, der var dømt til offentligt arbejde på Fortet, og som intet havde imod at tjene et par skilling ved at hænge et par medmennesker. Den 10. september blev dødsdommen forkyndt for Phyfer og Hellyer, og mandagen den 12., kl 8 morgen, blev de hængt på en af bastionerne på Christiansfort. Kl 2 blev kroppene taget ned og begravet«.

Selv om galgen således fik et efterliv på dansk grund, kunne Molbech med god ret kalde Viuf-eksemplaret, som han så på sin sommerrejse 1813, for »retfærdighedens forældede højsæde«. Anderledes med stejlen og hjulet, de var stadig i brug omend mindre hyppigt end før. Netop det par, Molbech passerede lidt senere på turen, har antagelig været rejst ved henrettelsen 1811 af Gertrud Marie Christensdatter; hun var dømt for giftmord, og dommen fuldbyrdedes på Højen mark syd for Vejle af skarpretter Stengel fra Odense. Man kan undre sig over, at den barbariske udstilling af de henrettedes kroppe overlevede galgen, men sådan var det altså; først omkring 1840 anvendtes hjul og stejle for sidste gang. Struensees forordning betød ikke, at galgebakkens saga var ude, flertallet af de henrettelser, som fandt sted i 1800-årene, blev eksekveret på de gamle rettersteder. Tilskuerantallet var fremdeles stort. Den sidste halshugning, som er foretaget her i landet, fandt dog sted bag murene i Horsens statsfængsel. Det var 1892, da fangen Jens Nielsen straffedes med døden for gentagne mordforsøg på fængselspersonale.

De overflødiggjorte galger forsvandt efterhånden, men enkelte steder - som i Viuf - blev det triste stillads stående længe. Hovedstadens gamle galge var en grundmuret, ottekantet bygning på Vestre Fælled (i området mellem Enghavevej og Vesterbrogade; der hvor senere Amerikamøllen stod i en årrække). Den slap man hurtigt af med, da den 1779 ved offentlig auktion blev solgt til en brændevinsbrænder for 51 rigsdaler og nedbrudt (Fig. 7, Fig. 8). På stedet var dog stadig henrettelsesplads, og i hvert fald fire halshugninger vides at have fundet sted, inden eksekutionerne en halv snes år senere flyttedes til Slagtervænget uden for Østerport. Herfra gik turen, som allerede nævnt, 1806 videre til Amager.

Også galgen i Ribe var solidt kram; under en istandsættelse 1735 arbejdede samt lige byens fire murermestre og to kalkslagere på den i længere tid. Den havde tre bjælker, en for kongens syndere, en for byens og en for fremmede, men indbragte kun fem rigsdaler ved salget 1793.

Disse to murede eksemplarer kan dog næppe anses for typiske. Nogle købstæder har haft trebenede galger, men af en mere enkel konstruktion, uden mur, platform og trappe. Trippendals galge ved Herstedøster og den på Galgebakken ved Slots Bjergby har været af denne type. Ved andre byer har stået tobenede galger med kun én overligger, kaldet galgehammeren, og mange af herredstingene har sikkert ladet sig nøje med den simpleste form, halvgalgen, som bestod af en enkelt kraftig stolpe med udliggerbjælke. Den sjældne toetages galge, hvor ærkeskælmen kunne hænge over de andre tyve, kendes der eksempler på fra Gisselfeld og fra Fredericia, hvor svenskerne havde bygget en under belejringen 1657.

På Resens byprospekter fra 1677 er gengivet et stort antal galger. I passende afstand fra købstæderne ligger de på deres bakker: trestolpede ved Helsingør, Viborg og Sønderborg, men ellers tostolpede. Fem byer - Rønne, Kalundborg, Nakskov, Svendborg og Horsens - har en galge stående på torvet, sådan som Frederik 2. havde befalet det 1564, og her er der i reglen tale om halvgalgen. I Pontoppidans Danske Atlas, der kom i sidste halvdel af 1700- årene, altså omkring hundrede år efter Resen, ses derimod ikke skyggen af en galge på nogen af prospekterne. De må dog have stået der endnu mange steder, omend formentlig allerede fra midten af 1700-årene i forfalden tilstand som følge af det stigende antal benådninger (Fig. 9, Fig. 10). I Haderslev måtte man ved den omtalte hængning af Wilhelm Laun ud at købe egetræ for byens regning, fordi den gamle galge var helt faldefærdig.

I særdeleshed herredsgalgerne har sikkert været brøstfældige. Højer herred havde dog sin galge 1770, og så sent som 1800 stod der en ved Dybbøl, formentlig den, de to tyvagtige brødre knap fyrre år tidligere måtte bestige.

Hvor galger nedtoges eller faldt sammen, blev ofte noget tilbage i jorden, og endnu i vort århundrede fortælles mange steder om fund af galgerester. I toppen af »æ Gallehyw«, beliggende i skellet mellem Tistrup og Horne sogne ved Varde, skal, efter hvad gamle folk har kunnet oplyse, være fundet enden af en meget kraftig pæl, og på Nujbjerg ved Agerskov, hvor Nørre Rangstrup herred havde rettersted, siges helt til 1930'erne at have stået synlige levninger af galgen. Ved Nationalmuseets udgravning af Galgebakken ved Slots Bjergby, Vest sjælland, fandt man stenene, der havde været pakket omkring de tre galgestolper samt møre rester af selve pælene. Bakken her er en oldtidshøj, og tilfældet er langtfra enestående - det var ganske almindeligt at bruge store fortidsminder som rettersted. Således Kanehøj ved Skælskør, hvor H. C. Andersen som ganske ung overværede en halshugning (se Skalk 1965:4).

Galgerne forsvandt, men stednavnene vidner endnu hist og her om, hvor de har været. Traps Danmark nævner i sin nyeste udgave tyve Galgebakker, et tilsvarende antal Galgehøje og seks Galgebjerge. Det er kun en lille del af de mange, som har båret retfærdighedens dystre symbol.

Lit: Historiske Meddelelser om København 1907-08. - Hugo Matthiessen: Bøddel og galgefugl. Kbh. 1962. - Dagligliv i Danmark. Kbh. 1964-71.
25