Tvivlens tid

Det var en svær og forvirrende tid for menigmand. I udlandet havde samfundskritikere sat spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder og peget på åbenbare sociale urimeligheder. Unge hedsporer herhjemme havde taget tråden op, og så megen sandhed var der i deres kritik, at troen på fællesskabet gik fløjten, lov og orden kom i ulave, og egoismen kom i højsædet. De velhavende gjorde, hvad de kunne for at sikre deres interesser, samtidig med at skattenægterbevægelser opstod overalt. Landsfaderen forsøgte at gennemføre en politik over midten, mens politikerne på fløjene råbte drøje skældsord efter hinanden. Til sidst, da ordene ikke slog til længere, greb man til volden for at få en afgørelse af, hvem der havde ret. Da det var overstået, kunne historien sætte sig til at finde ud af, hvem der for eftertiden skulle gælde for helte, og hvem der var skurke.

Dette er ikke en sort beskrivelse af vor egen tid, men af en fjern fortid, nemlig den halve menneskegeneration fra 1520 til 1536. Den udenlandske reformbevægelse var tysk og et opgør med den katolske kirkes grove, verdslige udnyttelse af sin åndelige magt. Reformationen blev ledet af mænd som Martin Luther og Philip Melanchton, der stræbte efter en ny kirkeorden i samarbejde med nordtyske fyrster. Mere rabiate reformatorer med Thomas Müntzer i spidsen ønskede en social ændring, som bragte retfærdighed til den af alle udnyttede underklasse, men disse ideer faldt ikke i Luthers smag; han forlangte bondeoprørerne slået ned som »gale hunde«, og det blev de - også i Danmark, hvor Skipper Klement og hans bondehær blev slagtet foran Ålborg. De velbjærgede, som søgte at sikre sig, var de adelige godsejere, samt deres brødre og fætre på de høje kirkelige poster. Og skattenægterbevægelsen opstod først og fremmest blandt bønderne, der under dække af uroen undlod at betale tiende til kirken. Landsfaderen var Frederik 1, som var tvunget til at føre midtpolitik, fordi der hvilede et skær af tronraner vestover ham. Selv om han måske nok kunne tænke sig reformationen gennemført - blandt andet gav det jo mulighed for at styrke kongemagten ved overtagelse af kirkens enorme jordegods - var han bundet til det katolske rigsråd, som havde hjulpet ham på tronen ved at smide hans nevø Christian II ud. Denne Christian, som var besvogret med selveste den tysk-romerske kejser, arbejdede ustandseligt i udlandet for at tilbageerobre sin trone, hvilket som bekendt ikke lykkedes. Ingen af de ledende politiske figurer kan siges at have haft rent mel i posen, måske med undtagelse af hertug Christian (III), der synes at have været ærligt overbevist lutheraner. Ved hans tronbestigelse 1534 holdt volden sit indtog i form af Grevens Fejde, Danmarks eneste borgerkrig i nyere tid. Efter dens afslutning i 1536 blev reformationen gennemført. Heltene blev Christian III, Johan Rantzau, Johan Friis, samt Hans Tavsen og hans meningsfæller. For menigmand var den tid forbi, hvor tilværelsen bestod af tvivl og spørgsmålstegn. Nu vidste man igen, hvad man havde at rette sig efter.

Den imponerende landsbykirke i det sønderjyske Brøns rummer nogle mærkelige kalkmalerier, som må stamme fra denne tvivlens tid. De er malede som forstørrede træsnit på kirkens nordvæg og er de bevarede rester af en større udsmykning af kirkerummet. Længst mod vest ses den hellige Kristoffer, som bærer det lille Kristusbarn på sine skuldre. Ved siden af ham holder to svævende engle en baldakin som et dække over næste scene; den viser Kristus segnende under korsets vægt og delvis liggende i en kiste. Kisten og korset er forbundet, så de får udseende af en vinpresse, og det er ikke tilfældigt: Ligesom druen presses til vin, presses Kristi legeme for det blod, der bliver til vin og frelse for den troende menneskehed. Til højre herfor ses den hellige Jørgen i kamp med dragen og oven over ham den prinsesse, han befrier. Atter til højre herfor er malet en arkadeindrammet frise med tolv billeder af Kristi lidelseshistorie, derover to store billeder af tydeligt anti-katolsk indhold, samt endelig længst mod øst en kronet helgeninde - måske den hellige Dorothea - som kan være del af en større, forsvundet helhed. Malerierne er indrammede af sorte linjer, der understreger præget af træsnit i overstørrelse.

Det er de to store anti-katolske billeder, vi her vil samle opmærksomheden om; de er temmelig enestående blandt bevarede danske kalkmalerier. Det østlige forestiller Himmelborgen med tårne, tinder og højt tag (Fig. 1). Foran dens port står Kristus, og over ham forkynder en latinsk indskrift et citat fra Johannes' evangelium: »Den gode hyrde ofrer livet for sine får«. Den lille figur og indskriftsfeltet til højre for Jesus er tilføjet ved maleriernes restaurering 1907 og altså uden interesse, men indskriftstavlen under Kristi højre hånd er ægte, den rummer et citat fra Matthæus: »Men ve Eder, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I tillukke Himmeriges rige for menneskene; thi I gå ikke derind, og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke«. Til venstre for borgens indgang går en landsknægt foran en ridende pave, kardinal og konge. Ifølge indskriftsbånd siger de: »Kristus, åbn for os«, og denne svarer med et citat fra Lucas: »Jeg siger Eder, jeg kender Eder ikke, hvorfra I ere; viger bort fra mig, alle I, som øve uret!« På begge sider af borgen ses bisper og prælater, munke og nonner, som har rejst stormstiger for uretmæssigt at trænge ind i det himmelske rige. Citatet fra Johannes indtager en central plads, og meningen med fremstillingen bliver helt klar, når man medtager begyndelsen til samme kapitel: »Sandelig, sandelig siger jeg Eder, den, som ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger andetsteds over, han er en tyv og en røver«. En besk kritik af den katolske kirke med andre ord. Dens magt i denne verden er blevet så stor, at den har glemt al kristelig ydmyghed, endogså over for Kristus selv. På en analfabetbefolkning har et sådant billede haft en overvældende virkning, og luthersksindede præster har kunnet bruge det som udgangspunkt for en omvendelse til deres trosopfattelse. Matthæus-citatet har i øvrigt været anvendt andetsteds i datidens religiøse debat. Det findes som ledsagetekst til et træsnit på titelsiden af Hans Tavsens kampskrift mod Odensebispen fra 1529.

Det andet billede på kirkevæggen er knapt så let at tyde. Øverst ses paven omgivet af hele det katolske Kleresi: kardinaler, bisper, prælater og munke. Til venstre to små menigmænd, som ængsteligt klamrer sig til en munk. Foran paven et kæmpemæssigt brev, hvorfra hænger en række ovale segl. Brevet er tomt for ord, hvad det måske ikke altid har været. Teksten udlægges af to narre med æselsører på kutten, den ene svinger ivrigt et par lærde briller. Forneden ses to diskuterende grupper. Den til højre, som anføres af en civilklædt person, er ret ydmygt klædt, og to personer, den ene i bondetøj, hopper af iver over ordvekslingen. Gruppen til venstre, som ledes af en munk, er mere stilfærdig og mere velklædt. Flere personer i begge grupper bærer breve, hvorpå bogstaver, som i dag ikke giver mening. Den nøjagtige betydning af billedet kan ikke tolkes, men den anti-katolske tendens kommer klart frem gennem de to lærde narre, og iøvrigt derved, at almindelige mennesker overhovedet kan give sig til at diskutere et budskab fra den himmelske stedfortræder på jorden. Samtidig er den sociale differentiering af de to grupper bemærkelsesværdig, især fordi det er de mindre velstillede, der er de aggressive, mens de andre er passive og betænkelige (Fig. 2).

At denne kirkeudsmykning hører hjemme i 1500-årene, viser dels stilen, for eksempel de renaissancelignende arkader, som indrammer lidelsesfrisen, og dels tøjmoden, hvor især de brednæsede sko, »oksemuleskoene«, er karakteristiske (Fig. 3). Som ovenfor antydet kan vi imidlertid komme nærmere endnu, nemlig til tiden før reformationens endelige gennemførelse i 1536. For det første er forekomsten af helgener næppe tænkelig i årene derefter. Kristoffer og Jørgen så man nok ikke så strengt på, men nyudsmykning med sådanne figurer umiddelbart efter kirkereformen er dog ikke trolig, og fremstilling af en helgeninde (Dorothea?) må være helt usandsynlig. Reformatorernes umiddelbare reaktion på den katolske kirkes rigdom var en udpræget billedfjendskhed. Og man foretrak den hellige skrifts ord på dansk, ikke på latin som Brøns-indskrifterne. Alt taler således for, at kalkmalerierne er udført i den periode, hvor man endnu var i tvivl om den rene lære, 1520'erne eller måske de første år af -30'erne.

Hvilken baggrund har disse billeder da? Hvorfra har man hentet sine forlæg, og er der særlige grunde til, at de netop findes i en sønderjysk kirke?

Som tidligere anført ligner malerierne med deres sorte stregindramninger forstørrede træsnit, og billeder i form af billige træsnit spillede netop en stor rolle i de to trosretningers propaganda. En del af dette billedmateriale er bevaret, men meget er forsvundet - slidt op ved flittig brug - så man skal være heldig for i dag at finde de direkte forlæg. Det er da heller ikke lykkedes for Brøns-billedernes vedkommende, men dog brugbart sammenligningsmateriale.

I Nürnberg arbejdede den folkelige digter og skomager Hans Sachs, som endnu i dag er forholdsvis velkendt, fordi Wagner over hans figur skabte operaen »Mestersangerne fra Nürnberg«. Han skrev i midten af 1520'erne en række antikatolske digte: det første var kæmpedigtet med titlen »Nattergalen fra Wittenberg«, og senere fulgte en række flyveblade, som blev illustreret af samtidige kunstnere. Digtene fik så stor en virkning, at det i øvrigt luthersksindede bystyre fandt dem farlige for byens officielle neutralitetspolitik, hvorfor man 1527 forbød ham at befatte sig med den slags emner. Sachs holdt sig herefter stort set til underholdningsbranchen (Fig. 4).

Et af Sachs' flyveblade, udsendt 1524, rummer vers i tre kolonner under en illustration fremstillet af en af de tyske »kleinmestre«, Hans Sebald Beham. Billedet viser Kristus stående i døren til en fårestald foran sine får. Han vinker indbydende til nogle mennesker, som nærmer sig fra højre. Forrest går en bonde med en hakke, derefter en bondekone og bag dem nogle borgere. Til venstre læser en engel af den hellige skrift for nogle præster og nonner, hvoraf den forreste bærer alterlys og rosenkrans. Op ad bygningen er på begge sider rejst stiger, som benyttes af præster, munke og nonner. På tagrygningen sidder en munk optaget af at bryde taget op, og en anden er allerede kommet så langt ind, at man kun ser fødderne af ham. I digtet taler først Kristus. Kom her til mig, I kristenfolk, siger han blandt andet, alle I, som er svage og trætte. Jeg er døren til fårestalden. Den, der går gennem mig, skal blive salig, men den, som stiger ind andre steder, er en tyv og en morder. - Også englen taler, men dens ord er rettet til præster, munke og nonner, den »blinde, gudløse hob«. Hvad har den fromme Kristus gjort Jer, spørger den, siden I ikke tror på hans ord? Hvorfor søger I ind ad fremmed vej, og hvorfor søger I Jeres hjælp, trøst og håb i menneskeværk? Den hellige skrift viser den sande Krist, og kun derigennem bliver I retfærdige. De gudløse beder englen tie med dette nye kætteri, som foragter deres værk og tilintetgør deres gudstjeneste, der dog har bestået i mange hundrede år.

Der findes ikke bevaret tryk af dette blad med Sebald Behams originale træsnit, men kun en kopi, hvilket tjener til at understrege, hvor populært digtet har været. En anden kunstner har omtrent samme år illustreret temaet, men vendt fårestalden, så man ser den mere fra siden, og samtidig gjort den bageste del til en gotisk kapelbygning. På dennes tagryg sidder paven og lader sine fødder kysse af tilbedende.

Den tematiske sammenhæng mellem fårestalden fra Nürnberg og himmelborgen fra Brøns er ganske klar. Der hentydes til de samme bibeltekster, og Kristus såvel som den katolske kirke tildeles samme roller. Forbilledet for kalkmaleriet har givetvis hørt hjemme i den tyske religiøst-politiske debat fra midten af 1520'erne. Det har tidligere været hævdet fra visse sider, at Brøns-billedet skulle være pro-katolsk, men Hans Sachs' harske tekst til Behams billede kan ikke efterlade tvivl om den faktiske mening.

For det andet billedes vedkommende er det ikke lykkedes at finde forlæg, der kan bidrage til opklaring af dets indhold (Fig. 5). Derimod et, som har billedmæssig overensstemmelse. Det drejer sig igen om et flyveblad af Hans Sachs, fra omkring 1525, med en illustration af Sebald Beham. På træsnittet ses foroven den regerende Kristus i en skyformation og under ham to diskuterende grupper, den ene anført af en katolsk prælat, den anden af en munkeklædt person med doktorhat og Biblen i hånden. Ifølge teksten forestiller gruppen til venstre de gudløse og består, foruden præsten, af malere, klokkestøbere, glasmalere, guldsmede, flere andre håndværkere samt en »præstekone« (Pfaffen Weib). De klager alle over Luther, fordi han ødelægger den gamle gudstjeneste og tager deres erhverv fra dem. Gruppen til højre anføres af Luther og består i øvrigt af bønder og andre fattigfolk. »Doktor Martinus« svarer klagerne og henviser dem til at stole på Kristus og den hellige skrifts rene lære. Altså ord af samme indhold som englens ved fårestalden. Kristi dom falder naturligvis ud til fordel for Luther. Overensstemmelsen mellem træsnittet og Brøns-maleriet går ikke alene på opstillingen af de to diskuterende grupper, men også på den sociale differentiering mellem tilhængerne af den gamle og den nye lære (Fig. 6). Det er tydeligvis ikke et portræt af Luther, vi har for os i Brøns, men ligheden bestyrker dog påstanden om, at kalkmalerierne er antikatolsk propaganda med rod i den tyske reformbevægelse.

Endnu et træsnit fra samme kreds kan medtages. Det er udateret, men menes udført 1543 og har tidligere været tilskrevet Sebald Beham. På snittet ses en nar i en central rolle mellem katolske gejstlige og verdslige fyrster. Ifølge teksten advarer han fyrsterne mod den katolske kirke og anbefaler dem at vende sig til den rene lære. Om ikke af anden grund så dog for at sikre sig, at ikke al jord og anden ejendom i verden skal tilfalde kirken, som aldrig vil give den fra sig igen (Fig. 7). »Hennsl Nar«, der ligesom narren på kalkmaleriet er udstyret med lærde briller, slutter med at sige, at det er fra børn og narre, man skal høre sandheden. Måske er det rollen som uskyldige sandsigere, der er tildelt de to narre i Brøns.

Af de øvrige, mere traditionelle, kalkmalerier i Brøns kan fremdrages et enkelt, som måske kan have betydning i den foreliggende sag, nemlig billedet af vinpressen. Et af Sachs' flyveblade, illustreret af en anden kleinmester, Georg Pencz, rummer et digt, formentlig fra 1526, om menneskehedens trange vej fra Sinai til Golgatha. Menneskene vandrer gennem verdens farer med syndens tunge byrder på ryggen, men møder Kristus i vinpressen, på hvis låg de lægger deres bagage. Træsnittet spiller ligesom kalkmaleriet på en sammenblanding af temaerne korsbæring og vinpresse. Det skal dog tilføjes, at motivet ikke er nyt, det fandtes på et kalkmaleri fra slutningen af 1400-årene i en af Kølns kirker.

Det er altså givet, at der har været en forbindelse, direkte eller ad omveje, mellem Brøns og Nürnberg, og hvis påstanden om en datering til 1520'erne er rigtig, må den være etableret hurtigt. Lidt større klarhed på dette punkt ville være ønskelig. Hvordan kan det rent historisk være gået til?

Først kan man undersøge, hvem kirken tilhørte, idet det næppe er tænkeligt, at billederne blev malet uden godkendelse af ejeren. Her løber man tilsyneladende panden mod en væg. Kirken var underlagt ærkedegnedømmet i Ribe, det næsthøjeste embede ved den, så vidt man kan skønne, trofast katolske bispestol. De tre ærkedegne, der kan være tale om, var alle kongelige embedsmænd, før de overtog den meget lukrative, kirkelige post, og selvom man har svært ved at stole på mennesker i denne periode, synes ingen af dem at være oplagte kandidater til rollen som Luther-sympatisører. Den første, Mads Markvardsen, der overtog embedet 1507 og døde 1526 i en ret høj alder, optrådte ved flere lejligheder som kong Hans' betroede mand. Han opnåede 1521 pavelig dispensation til at forene tre »uforenelige« og to forenelige embeder, et åbenbart, men ikke ualmindeligt, misbrug, som lutheranerne netop vendte sig skarpt imod. Alene hans alder og dødsår gør det usandsynligt, at han har været indblandet i udsmykningen. Efterfølgeren blev den kongelige kansler Claus Gjordsen, der også hørte til dem, som sikrede sig flere gode embeder på en gang, og blev han endelig nødt til at slippe et af dem, skete det ikke, uden at han fra efterfølgeren modtog rigelig godtgørelse herfor - heller ikke en ukendt praksis på denne tid. Efter seks år i ærkedegnestolen døde han, uden at historien har efterladt vidnesbyrd om, at han skulle have næret tilbøjeligheder for den nye lære (Fig. 8). Jørgen Gyldenstjerne var kongelig skriver, da han 1532 blev Gjordsens efterfølger. Han havde studeret ved universiteterne i Strasbourg og Bologna, og det mærkeligste, historien har at sige om ham, er, at han lod sin kiste ophænge i graven i fire jernkæder. At han beholdt embedet til 1544, altså et godt stykke efter reformationen, indebærer ikke nødvendigvis andet, end at han som en vejrhane drejede sig efter herskende vind; det gjorde jo størstedelen af hans standsfæller. Hans broder Knud, som 1529 havde tilkøbt sig Odense bispestol, var den, der stod bag oversættelsen af Luthers lille Kathekismus til dansk, men Jørgen kan dog ikke gøres ansvarlig for broderens gerninger. Denne gennemgang af patronatsherrerne til Brøns giver os et glimt af den bjærgsomhed og egoisme, som prægede brydningstiden, før stormen brød løs, men ingen forklaring på, hvorfor kirken blev udsmykket med de mærkelige billeder.

Går man til andre kilder, viser det sig imidlertid, at ærkedegnene allerede i 1520'erne var sat ud af spillet i forhold til Brøns. Det første varsel får man gennem et brev skrevet 1525 af Frederik 1 til sønnen hertug Christian. Kongen har, siger han, gennem sin tro ærkedegn Mads Markvardsen bragt i erfaring, at bønderne i Brøns og Fårup sogne har nægtet at betale den skyldige årlige tiende. Han anmoder nu hertugen om at bringe denne sag i orden, og, tilføjer han, hvis noget lignende skulle opstå andre steder, bedes Du, min kære søn, øjeblikkelig bringe det til standsning, thi slig oprør og uro, som desværre har fundet sted i andre lande, vil jeg ikke have, derimod fred og enighed.

En sådan skattenægterbevægelse passede ikke ind i den kongelige balancepolitik, men det er et stort spørgsmål, om hertugen har taget det faderlige påbud højtideligt (Fig. 9). Christian var, formentlig året efter faderens tronbestigelse, blevet lensherre for Haderslev og Tørning len, det vil sige den nordlige del af Sønderjylland, og da han, som allerede fortalt, var overbevist lutheraner, har det været ham magtpåliggende at gennemføre en ny kirkeordning i sine besiddelser. Enkelte skridt blev taget 1525, men det følgende år gik han i gang for alvor ved at indkalde to tyske, veluddannede lutheranere, Eberhard Weidensee og Johan Wendt (Vandal); sidstnævnte skulle som lektor undervise i den rette lære. 1527 ryddede hertugen de tre tiggermunkeklostre i Haderslev, men da han ikke længe efter udstrakte sin religionspolitiske virksomhed uden for residensbyen, bragte han sig i alvorligt modsætningsforhold til bisp Iver Munk i Ribe, under hvem kirkerne i Tørning len hørte (Fig. 10). Sagens udvikling kender vi i dag blandt andet fra nogle optegnelser, som præsten i Hygum, hr Thomas Knudsen, efterlod sig. I begyndelsen af året 1528 fik alle præster besked om at møde frem i Haderslev. De må have haft en anelse om, hvad indkaldelsen indebar, for Thomas Knudsen henvendte sig til bisp Iver og spurgte, hvordan man skulle forholde sig. Bispen kunne kun svare, at da hertugens fader ville have det således, vidste han intet at sige derimod. Han undlod dog ikke en klage til kongen og tillod sig endog en bemærkning om, at det var en dårlig løn for at have hjulpet majestæten på tronen.

Det hjalp alt sammen intet, præsterne måtte tage til Haderslev, uanset om de var motiverede for omvendelse eller ej. En enkelt, hr Povl Mikkelsen, undlod at give møde, hvilket medførte hans øjeblikkelige afskedigelse. Præsterne blev i Haderslev belært om den rette lære af de to tyskere og derefter stillet over for et krav om at aflægge ed til hertug Christian. Tre præster fra Tørning len nægtede dette, hvorfor også de blev afskediget og nye indsat. Efter denne udrensning i Ribe-bispens kirker blev der udnævnt herredsprovster - blandt dem hr Thomas i Hygum - og dermed var reformationen en kendsgerning i den nordlige del af Sønderjylland, otte år før den - efter sønderjysk model - blev indført i det øvrige land. Kirkerne var lagt under hertugen, og Ribe domkapitel kunne ikke mere håndhæve sine interesser i området. Fordi religionen var tvespaltet, hedder det i en af kapitlets regnskabsbøger fra tiden efter 1536, kunne prælaterne ikke længere høre regnskab i Tørning len, ligesom bispen ej heller kunne visitere kirkerne.

Det er på denne baggrund, vi skal forstå kalkmalerierne i Brøns. Hoffet i Haderslev har kunnet formidle kontakten til den tyske reformbevægelses billedverden, hertugens handlinger har gjort det politisk muligt at male dem. Vi kan ikke sige, om de er blevet til 1525 i direkte kontakt med oprøret i Brøns, men det sandsynligste er vel, at de er malet efter 1528, hvor hertug Christian var blevet patronatsherre. Formentlig er det med hans billigelse, at denne hån mod den tabende part i Ribe og den katolske kirke som helhed har fået så markant et udtryk.

Det er et spændende monument over en dramatisk tid, begivenhederne satte i den sønderjyske landsbykirke, men historien tillod sig dog en ironisk pointe, da dramaet havde fået sin afslutning. Som bisp Ivers efterfølger på Ribe bispestol blev det Hans Tavsens opgave, med Christian III's støtte, at skaffe Ribekirken dens sønderjyske ejendomme tilbage. Modparten var kongens bror Hans, der efter Christians tronbestigelse havde overtaget værdigheden som hertug i Haderslev.

(Fig. 11)