Tvende bekendte ældgamle guldhorn

Der er skrevet tusindvis af sider om guldhornene: Tykke bøger, tynde bøger, lange og korte artikler. Alligevel er emnet ikke udtømt; der er stadig uprøvede muligheder, som kan bringe os den rette tolkning nærmere, og helt afhøstet bliver denne ager vel aldrig. I det følgende vil vi kort opridse fundets historie, samle og bedømme det kildemateriale, som vi nu efter hornenes forsvinden må øse vor viden af, danne os et billede og prøve at tolke det. Hvad det sidste vanskelige punkt angår, har vi mange forgængeres teorier at bygge på.

Det første horn - det lange guldhorn, som det almindeligvis kaldes - blev fundet 1639 i et vejspor ved landsbyen Gallehus, fire kilometer nordvest for Tønder. Som danefæ blev det overgivet til kongen, Kristian den 4., som lod det gå videre til sin søn, den »udvalgte prins«. Denne gav hornet en plads på sit flittigt benyttede skænkebord, hvor det blev til glæde for mange, men mest for hoffets læge, den oldkyndige Ole Worm. »I prinsens navn blev det rakt mig fyldt med vin«, fortæller han om sit første møde med guldhornet i et brev til en ven.

Worm tog sig på at skrive en bog om hornet. »De aureo cornu« (Om det gyldne horn) udkom allerede 1641 - to år efter fundet - og er i nogen grad et hastværksarbejde, hvilket har sin årsag i, at en anden af tidens lærde mænd, dr. Henrik Ernst i Sorø, havde kastet sine øjne på hornet, så det gjaldt for Worm om at komme først. For en bedrevidende eftertid er bogens lange og lærde fortolkning af fundet uden interesse, men beskrivelsen af fundforholdene og af hornet selv er af største værdi, idet den rummer næsten hele vor viden om den nu tabte skat. Det kobberstik, som følger med bogen, er den eneste eksisterende afbildning af hornet, som med sikkerhed kan siges at have haft det originale guldhorn som model.

Det korte guldhorn - således kaldet, fordi den tynde ende af hornet er afbrækket og mangler - kom for dagen 1734 få skridt fra det sted, hvor det lange horn var fundet 95 år tidligere, og som dette liggende tæt under jordoverfladen. Også det nye fund kom i kongens besiddelse og fandt således sammen med forgængeren, der på det tidspunkt var havnet i det kongelige kunstkammer. Der eksisterer flere beskrivelser og tegninger af det korte horn, men billederne er gennemgående af ret ringe kvalitet. Langt det bedste er en udtegning af hornets billedudsmykning, som skylder arkivar i rentekammeret J. R. Paulli sin tilblivelse.

Tyveriet og tilintetgørelsen af de »tvende bekendte ældgamle i Holsten(!) fundne guldhorn«, som det hed i politiets bekendtgørelse, maj 1802, bragte på én gang helt nye problemer ind i guldhornsforskningen. De gamle tegninger og beskrivelser, som allerede dengang var forældede og trængte til fornyelse, blev på én gang vigtigt kildemateriale, og der er blevet ledt flittigt i arkiver, biblioteker og museer for om muligt at forøge dette stof. Det havde været uvurderligt, om der havde eksisteret afstøbninger af de to horn, og helt uden holdepunkter var forhåbningerne i den retning ikke. Den førnævnte dr. Ernst i Sorø var af prinsen blevet lovet en kopi af det lange horn støbt i bly, men muligvis er det blevet ved løftet, i hvert fald er blyhornet aldrig dukket op. På et senere tidspunkt blev hornene imidlertid kopieret, endda hele to gange. Det ene sæt kopier blev sendt til Rom, men nåede aldrig frem, idet skibet forliste ved Korsika. Det andet sæt var bestemt for en professor i Dresden, og hvordan det er gået med dem vides ikke. Muligheden foreligger, at de en dag kan dukke op, og andre kopier, som vi intet kender til, kunne måske også tænkes at komme for lyset, men vi kommer ikke videre med guldhornssagen ved at klynge os til disse spinkle håb. Vi må nøjes med det kildemateriale, vi har; det er ikke for godt, og i hvor høj grad tør vi stole på det?

På forhånd er vor tiltro til gamle tegningers pålidelighed ikke stor, og hvad det lange guldhorn angår har Worm selv ytret en vis utilfredshed med sin kobberstikkers arbejde. »Jeg havde gerne ønsket, at denne udmærkede mand havde drejet dette guldhorn så ofte i sine hænder som jeg«, sukker han i et brev til en professorkollega. En tilsvarende kritik er på et senere tidspunkt fremført af præsten Jørgen Sorterup, men det er værd at bemærke, at det er mod figurernes »længde og bredde, placering og indbyrdes afstand«, indvendingerne rettes, ikke mod deres holdning, lemmernes stilling eller motivets hele art; på disse punkter kan tegningen antagelig anses for nogenlunde korrekt, hvad man da også får en vis bekræftelse på, når man sammenligner de to horns figurmotiver, som har mange gengangere med mulighed for gensidig kontrol. Når det kniber lidt med proportionerne i det wormske guldhornsbillede, hænger det sammen med den anvendte gengivelsesteknik, som i virkeligheden er et kompromis mellem to forskellige tegnemetoder. Man ønskede at vise både hornets form og samtlige billeder, og det kræver i virkeligheden to tegninger, nemlig dels en perspektivisk gengivelse af hornet set fra en bestemt synsvinkel, dels en plantegning af hornets udfoldede overflade. Men man har altså ment, at det kunne være nok med ét billede, og det har man så indrettet efter formålet. Det viser hornet set fra siden med bagsiden klippet op og bøjet ud til siderne som et par vinger - det sidste dog naturligvis kun på papiret. En rigtigt udfoldet billedring skal - som dr. S. A. Andersen har påpeget - have en længde, der er lidt mere end tre gange ringens diameter, men Worms ringe er kun to gange diameteren. Ikke underligt, at der er blevet trængsel, da figurerne således skulle stuves sammen på to tredjedele af den oprindelige plads. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)

De fleste af de tegnere, som har forsøgt sig med det korte guldhorn, har benyttet Worms metode, og deres billeder lider af den samme svaghed som hans. Kun Paulli har gjort det rigtige, at bringe to forskellige tegninger: en lille, udetailleret, der viser hornets form, og en større, der gengiver billedringene enkeltvis i rigtig udfoldning. Om sidstnævnte tegnings pålidelighed har Paulli selv udtalt sig. »Jeg forhåber«, siger han, »at ingen med skellig årsag skal kunne beskylde mig, at jeg i billedernes stilling, tegning og proportion eller i noget andet stykke skulle have forset mig -«. Han indrømmer dog, at han ikke har talt hver eneste prik og streg i randborterne, men »de, som ej måtte være af min mening, - ere ved min efterladenhed ej udesluttede at indhente nærmere efterretning om det, som jeg har forbigået«; sagt på nutidssprog: læseren kan selv tælle efter, hvis han gider. Det gjorde sikkert kun de færreste. Man føler sig ganske tryg ved Paullis arbejde, der sikkert er udført med en for sin tid usædvanlig omhu. (Fig. 4, fig. 5)

Nok er det i arkiver og biblioteker, vi må søge vor vigtigste viden om de forsvundne guldhorn, men der er også andre muligheder. En undersøgelse på selve findestedet kunne måske bringe den afbrækkede ende af det korte horn eller andre interessante ting for dagen; alene det at fastslå nøjagtigt, hvor hornene er fundet, ville være af en vis værdi. En udgravning er faktisk foretaget, omend kun i lille format. Den fandt sted i 1952 og afslørede en stærkt omrodet undergrund med mange dybe huller. De kan være guldsøgernes værk - vi ved jo, at der blev gravet flittigt efter begge de to fundbegivenheder - men de kan også være kuler, hvor man har gravet ler, som finderen af det korte horn gjorde, da heldet tilsmilede ham. Nogen sikkerhed for findestedernes beliggenhed blev ikke opnået, og indtil videre må vi altså nøjes med den placering, som kan udledes af de gamle fundberetningers iøvrigt ret præcise oplysninger. De grundige undersøgelser, som P. Lauridsen foretog ved begyndelsen af vort århundrede for at fastslå stederne, resulterede i rejsningen af et par mindesten. De står næppe meget forkert. (Fig. 6, fig. 7).

Kildematerialet - så godt det nu har kunnet samles sammen - skal danne grundlaget for tolkningen af fundet, men der er et vigtigt mellemled: rekonstruktionen. Ved hjælp af den viden, vi kan erhverve, må vi prøve at danne os det bedst mulige billede af det forsvundne - i ord, i tegning og helst også i metal.

Om hornenes opbygning giver de gamle beretninger ret god besked. Hver især bestod de af et glat horn, over hvilket de særskilt fremstillede billedringe var trukket som en ydre beklædning; hvor ringe mødtes, var der lagt smalle ringe over for at skjule sammenføjningen. Guldhornstyven har - som sit lille bidrag til forskningen - kunnet oplyse, at de indre horn var gjort af dårligere guld end billedringene. (Fig. 8)

Den overdådige udsmykning bestod dels i påloddede relieffigurer, der hævede sig op over bundfladen, dels i indhamrede streg- og prikfigurer. På Worms billede af det lange horn ser man mange steder de påloddede figurer overlappe priktegningerne, hvilket har foranlediget nogle til at tro, at prikfigurerne er den oprindelige udsmykning, reliefferne en senere tilføjelse. Det er dog et spørgsmål om ikke overlapningerne snarere skyldes den pladsnød, Worms tegner har været i som følge af den uheldige udfoldning. Tegner man ringene i rigtig udfoldning, bliver der rigelig plads til det hele. På Paullis tegning af det korte horn ser man da også de to sæt figurer optræde sammen i skønneste harmoni.

Vægten af det lange horn opgives noget forskelligt, men synes at have været lidt under 3 kg. Størrelsen har Worm målt på alle leder; den var (omregnet til vor måleenhed): Langs krumningens yderside: 71 cm. Langs indersiden: 62 cm. Lige over fra yderpunkt til yderpunkt: 52 cm. Over mundingen: 10 cm. - Om den oprindelige længde af det korte horn er man jo afskåret fra at skaffe sig oplysning, men mundingsdiameteren var atter her 10 cm. Vægten var godt 3½ kg, så selv i sin ufuldstændighed vejede det altså mere end det lange guldhorn; det har vel været af sværere gods. (Fig. 9)

Hornenes form skulle man synes fremgik af billederne, men det viser sig ikke helt at være tilfældet, og det er en sag, som der endnu langt fra er enighed om. For nogle år siden satte en ny teori sindene i stærk bevægelse. Den blev fremsat af dr. S. A. Andersen og gik ud på, at hornene ikke, som man ellers forestillede sig, har været krumme som flitsbuen, men derimod let snoede som kohornet. Tanken bryder unægtelig stærkt med tilvante forestillinger, skabt af de guldhornskopier, som nu findes i Nationalmuseet, og som kendes af hvert barn i landet; de er fremstillet næsten 60 år efter tyveriet på grundlag af de gamle tegninger, men er ikke så lidt for store og kan ikke tages som et fuldgyldigt udtryk for, hvordan guldhornene har set ud. Modstanderne af snoningsteorien har som deres hovedargument fremført, at der, da rekonstruktionerne blev lavet, endnu levede mennesker, som havde set de rigtige guldhorn; i hvert fald den gamle museumsdirektør Chr. Jürgen- sen Thomsen måtte vel have reageret, hvis kopiernes form var forkert. Det er dog vel et spørgsmål, hvor megen vægt man kan lægge på en 70-årig mands erindring om en detaille ved en genstand, som han sidst kan have set som 13-årig, og der foreligger da heller intet om, at han har protesteret mod, at det lange horn blev lavet 14 cm for langt. Vil vi efterforske sagen, har vi stadig kun det gamle kildemateriale at holde os til, men desværre har ingen af de gamle beskrivere ytret sig utvetydigt om hornenes snoning, og man kan ikke uden videre gå ud fra, at tegnerne fra 16-1700-tallet har fået en enkelthed med, som er lidet iøjnefaldende, når hornene ses fra siden. Et træk ved tegningerne, som kan være af nogen betydning i denne forbindelse, er de pålagte skygger. Mest oplysende i så henseende er Paullis lille tegning af det korte horn, der ganske vist ikke i nøjagtighed kan måle sig med hans anden guldhornstegning, men som vi dog tør tillægge en vis vægt, da han selv anbefaler den for dem, som vil vide, »hvorledes disse horn ere dannede i deres krumhed«. Den fordeling, som tegneren har givet skyggerne på hornet, tyder unægtelig på, at han har villet vise en snoet form. (Fig. 10, fig. 11, fig. 12)

Noget lignende kan med lidt god vilje iagttages på det wormske guldhornsbillede, men her er dog et andet træk af større betydning. Tegningen angives at være udført i fuld størrelse, så vi skulle altså i den kunne finde bekræftelse på de mål, Worm opgiver i sin tekst. Det viser sig, at kun mundingsdiameteren stemmer, mens de tre forskelligartede længdemål (langs indersiden, langs ydersiden og fra spids til munding) alle er omkring tre centimeter kortere, end Worm opgiver dem. Dette kan - som tegneren Ernst Hansen har påpeget det - forklares fuldtud, hvis man antager, at tegningen er en parallelprojektion af et snoet horn. (Fig. 13).

Guldhornene har da - antagelig - været let snoede som oksehorn, og deri stemmer de godt med parallelfundene. Der kendes nemlig lignende horn fra datidens Danmark, omend ikke i guldhornenes størrelse og kvalitet, og alle har de været snoede som oksehorn af den simple grund, at det er oksehorn, som blot på forskellig måde er blevet klædt i metal. At guldhornene er lavet helt i metal skulle ikke nødvendiggøre, at man gav dem en anden form, end det ellers var skik og brug. Hvis man idag, uden kendskab til tidligere rekonstruktionsforsøg, skulle eftergøre guldhornene, ville det falde helt naturligt at give dem snoet form. (Fig. 14)

Nationalmuseets guldhornskopier, som blev til på Frederik den 7.'s foranledning, er på mange måder udmærkede arbejder; i detaillerne er der næppe meget at sige dem på, men noget helt pålideligt billede af de forsvundne horn giver de ikke. Et nyt og sikkert rigtigere sæt kopier er blevet fremstillet af S. A. Andersen. De burde med tiden finde plads på Nationalmuseet side om side med Frederik den 7.'s horn.

Det billede, vi således med alle til rådighed stående midler har dannet os af de forsvundne horn, skal som sagt tjene et ganske bestemt formål, nemlig tolkningen af fundet. Programmet for denne kan sammenfattes i nogle få spørgsmål: Hvor og hvornår blev guldhornene lavet? Af hvem og til hvilket formål blev de fremstillet, og hvorfor kom de i jorden? Hvad er betydningen af billederne? Det er til det sidste spørgsmål, den største interesse knytter sig, for guldhornenes kolossale billedsamling er noget helt enestående, et mageløst udtryk for en oldtidsperiodes åndsliv. Men det er også her de største vanskeligheder melder sig, og nogen patentløsning skal man ikke vente at blive stillet overfor.

I betragtning af den uenighed, der har hersket blandt arkæologer om snart sagt alt, som vedrører guldhornene, er det næsten rørende at mærke den harmoni, som råder i opfattelsen af hornenes alder og hjemsted. Alle er enige om, at de må være fremstillet omkring år 400 et sted i Sydskandinavien - for den sags skyld gerne i nærheden af Gallehus, hvor de blev fundet. Bestemmelsen hviler på små træk i hornenes teknik og udsmykning: de påloddede og pånittede figurer, stjerneornamenterne på det korte horn og de indprikkede figurer på det lange. Tilsvarende findes på andre, veldaterede og velplacerede, genstande i vort rige oldsagsmateriale. På den måde får vi guldhornene forankret i tid og rum, og tidspunktet falder altså ved slutningen af den lange romerske periode, hvor indflydelsen sydfra ebber ud, og de underudviklede folk i Norden indleder en mere selvstændig skabende virksomhed. (Fig. 15)

I en runeindskrift under randen på det korte horn meddeler guldsmeden, som lavede hornet, sit navn: Lægæst. Han siger intet om, hvad hornene skulle bruges til, men det er for så vidt heller ikke nødvendigt. Horn af denne type - nemlig med tværringe - findes ret udbredt i Skandinavien, og om deres anvendelse som drikkehorn er der ingen tvivl. Guldhornene kan have hørt til en fornem mands bordudstyr, men kan vel også have tjent andre - f. eks. religiøse - drikkeformål. Om grunden til, at de blev gravet ned, kan vi kun nære løse formodninger. Men at skjule skatte i jorden var jo ikke ualmindeligt i oldtiden, og her er der i hvert fald tale om en virkelig skat. (Fig. 16)

I perioden forud for guldhornenes tilblivelse har kunstnerne i Norden overtaget et mindre antal romerske billed- motiver; udvalget er ikke stort og mere end nogle få figurer, finder man sjældent på samme genstand. Hertil kommer nu guldhornene, som tilsammen mønstrer 76 påloddede og 47 prik- og stregfigurer foruden mængder af ornamentmotiver. Mange har været af den opfattelse, at hornenes overvældende dekoration er skabt for at fortælle et eller andet - en historie, og denne historie er blevet »guldhornenes gåde«. Til dens løsning er der givet utallige forslag, af hvilke nogle få skal nævnes. Ole Worm som den første mente, at det lange guldhorn var en krigsbasun fra Frode Fredegods tid, og at billederne skulle udtrykke formaninger til menneskene om dyd og gode sæder.

Knud Henneberg, kapellan ved Budolfi kirke i Ålborg, udgav 1812 et skrift om guldhornene. Han mente, at hornene var en slags kalender, angivende år og måneder og tidspunkter for kometers tilsynekomst. Hornene var udgået fra Odins værksted kort før dennes død i året 417 efter Kristus (En næsten rigtig datering!). Begge horn har hørt til Sigurd Fafnersbanes guldskat og er af Gudrun skænket til Møgeltønders tempel.

Det første egentlig videnskabelige indlæg kommer fra arkæologen Worsaae 1881. Han søger forklaringen i den nordiske gudelære, som vi kender den fra vikingetiden. Det lange horn med dets baggrund af slanger illustrerer Helheim og myterne om Loke og Balder, det korte horn med stjernerne derimod Valhals stjernesmykkede boliger, hvor Odin, Thor og Frey har til huse.

Blandt de nyere teorier kan nævnes Lars-Ivar Ringboms fra 1949. Han mener, at billederne skildrer forårets store glædesfest, en slags karneval med udklædte mennesker, målskydning, ringridning og gøgleroptræden af forskellig art.

I den meget lange række af tolkningsforsøg ser man ikke noget bidrag fra dansk arkæologis store gamle mand Sophus Muller, og det er ikke tilfældigt. Han mente nemlig ikke, det var muligt at give nogen tolkning. De brudstykker af vikingetidens åndsliv, som er os overleveret, kan ikke overføres på guldhornenes tidsalder, som ligger 500 år længere tilbage, og hvis tankeverden iøvrigt er os aldeles ubekendt. De mange fremsatte forslag har han ingen tillid til. »Når alle enkeltheder er usikre, hjælper det ikke, at helheden kan forklares«.

Sophus Müllers nøgterne ord er nok det klogeste, der kan siges om den ting. Det ligger ganske enkelt udenfor rammen af det mulige at tolke en sådan billedrække, når der ikke eksisterer samtidige skriftlige overleveringer, som kan belyse indholdet. I stedet for at stræbe mod det uopnåelige må man hellere arbejde videre på rent arkæologisk manér og prøve at finde ud af de forskellige motivers oprindelse. Det er en metode, som kun i forholdsvis ringe grad har været prøvet på guldhornene, og hvor der derfor stadig kan være meget at hente. Vi vil belyse den med nogle få eksempler.

Lad os begynde med et af samlingens mest indtagende motiver: hinden med den diende kalv. Hjortedyr er ikke sjældne i denne tids kunst. På guldhornene selv findes der flere, og andre eksempler kan hentes fra sager fundet rundt om i Skandinavien. Motivet kan være opstået i Norden, men det er mere sandsynligt, at det er inspireret af de romerske lervarer med reliefbilleder - såkaldt terra sigillata - som nåede herop i 2. og 3. århundrede efter Kristus, og hvor jagtscener med hjorte hyppigt indgik i dekorationen. Det meget specielle motiv, hinden med kalven, må i hvert fald være hentet sydfra. En tilsvarende scene kan ses på et næsten meterhøjt relief fundet ved Frankfurt am Main; det er, gennem en indskrift, sikkert dateret til året 204. (Fig. 17)

Bueskyttebilleder, som findes på begge horn, er meget sjældne i Norden i denne tid. Atter her kan inspirationen være hentet fra terra sigillataen, hvor bueskyttemotiver hyppigt forekommer; et sjællandsk fund af en lerskål med et sådant billede viser i hvert fald, at de fandt vej herop. (Fig. 18)

En højst ejendommelig fremtoning, et dyr med forben og oprullet hale, er afbildet flere gange på det lange horn både som relief og i priktegning. Det er ingenlunde ukendt i dansk ornamentik fra 4-500-årene, men også det er en gæst fra syd.

Endelig kentauren, som findes i ét eksemplar på hvert af hornene. Det er yderst sjældent, vi møder dette fabeldyr i Norden. Om dens græskromerske oprindelse er der ingen tvivl. (Fig. 19, fig. 20)

Og sådan kunne man blive ved: slangerne, fiskene, dobbeltdyret, de korslagte mænd. Nogle af motiverne kan være opstået i Norden, men det er givet - hvad man da også længe har været klar over - at der ikke som helhed har været hjemlige forudsætninger for så rig en dekoration. Guldhornene er et resultat af vort møde med senromersk kunstindustri repræsenteret ved terra sigillata og sølvservice, som handelsmænd bragte herop. Men det er kun ideerne, vi har overtaget; udformningen af dem er vor egen, og hornene selv er nordisk håndværk. En teknik som pålodning af småfigurer kunne vore handelsforbindelser lære af os.

Hvad har så folkene heroppe tænkt sig ved mødet med alt dette lånegods? Har man identificeret figurerne med egne guder og med hjemlige myter og sagn? Meget muligt, men vi ved det ikke. Flere af motiverne kan følges et par århundreder frem, men kun enkelte op i vikingetid. Guldhornenes billeder peger ikke fremad, men bagud og mod syd. Det kan være fristende at sætte dem i forbindelse med vikingetidens gudeverden, men det er der - i hvert fald foreløbig - intet grundlag for.