Tuernes mysterier

Årupgård ligger mellem Ribe og Gram, og gravpladsen her er kun én i rækken af »oldtidskirkegårde« fra tidligste jernalder, som kendetegner det sydvestlige Jylland. Pladserne kan være store med mængder af grave, men de enkelte anlæg er uanselige: urner under ganske lave høje, ofte med omgivende ringgrøft. I karrene findes foruden brændte ben sager af ler, bronze og jern. Især det sidste er interessant. Vi befinder os som sagt i den allerældste jernalder, og det er spændende at se, hvordan det nye metal forsigtigt gør sin entre.

Som det måske vil erindres fra den tidligere artikel, tager Årupgårdspladsen sit udgangspunkt i en enkelt større høj området om den ligger endnu i hede, og kun her er tuerne bevaret, resten er for længst udslettet ved dyrkning, men grave og ringgrøfter kunne stadig findes under pløjelaget. Den store undersøgelse, som blev startet 1970 og forestået af Haderslev Museum, var, da den foreløbige rapport blev skrevet, nået midtvejs; den er nu afsluttet. På den overpløjede del af pladsen er alt undersøgt, og af de bevarede tuer i heden er en væsentlig del blevet ofret på forskningens alter. Det sidste kan synes en smule brutalt, men har så afgjort lønnet sig. Det er, som vi straks skal se, et ganske betydeligt tilskud af viden, den afsluttende undersøgelse har bragt.

Den store høj ligger ved gravpladsens nordspids, dens centralgrav var desværre ødelagt, men urner nedsat i højsiden kan dateres til bronzealderens slutningsafsnit, så den har altså ligget her, da jernalderfolkene kom til med deres grave. (Fig. 1) (Fig. 2) Om disses antal havde vi ved udgravningens begyndelse ret vage forestillinger; vi gættede på omkring 500, men nåede op på nær det tredobbelte - en helt overvældende mængde. Fra højen strækker de sig mod syd i to bælter, det ene kompakt og meget langt - næsten en halv kilometer - det andet mere uregelmæssigt og betydeligt kortere. Gennem oldsagsformernes skiften kan vi følge udviklingen i de to afdelinger, som er samtidige fra først til sidst. Man er i begge tilfælde begyndt ved »bronzealderhøjen« og har arbejdet sig sydover, men altså med forskellig hastighed. Hvad årsagen er til tvedelingen, står ikke helt klart. Har to forskellige landsbysamfund delt den store højs hellighed? Eller har bygdens finere medlemmer villet hvile for sig selv? Mod det sidste kunne man indvende, at de to grupper er meget ensartede i deres udstyr, ingen af dem fremhæver sig ved rigdom. Men virkelig rige grave findes overhovedet ikke på disse pladser - her hersker en lighed i døden, som er sjælden både i oldtiden og senere hen - så heller ikke det afgør spørgsmålet.

Siden forrige århundredes store gravpladsundersøgelser har man anset tuerne for simpelt opbyggede anlæg, jorddynger slet og ret. Det første varsel om noget usædvanligt kom i 1950'erne, hvor man opdagede den omgivende ringgrøft i form af to halvbuer med passager imellem, en slags indgange til høj om rådet vendt mod nord og syd. Så kom Årupgård, og den har helt vendt op og ned på begreberne. De omtalte ringgrøfter for eksempel viste sig uventet komplicerede. Ikke at vi manglede typen med de to »døre«, den forekom talrigt, men hovedsageligt på den yngre del af pladsen. I nordområdet, nærmest den store høj, var antallet af indgange ofte større, helt op til syv, og samtlige verdenshjørner repræsenteret. Det er mærkeligt at se, at netop, hvor skiftet finder sted, dukker en ny oldsagsform op: bæltehagen. Kan der være en sammenhæng?

De vigtigste nyheder fremkom ved udgravningen af tuerne i heden. Undersøgelsen her bød ellers i første omgang på en skuffelse: lyngskjolden, som vi antog for urørt siden oldtiden, havde været brudt, og selv om det kun er gjort en enkelt gang, er der naturligvis sket skade. Overpløjningen har antagelig fundet sted omkring århundredeskiftet; hvorfor man igen har opgivet, forbliver en gåde.

I heden fik vi for første gang føling med anlæggene i deres helhed, ikke blot de udjævnede rester. (Fig. 3) Vi så, at der er grave uden tue og tuer uden ringgrøft, men at disse trods alt er undtagelser. Tværmålet varierer fra 1 til 11 meter, og de trugformede grøfter følger med i størrelse. Jorden, som er gravet op af grøften, er naturligvis gået ind i tuen, men den fyldmængde, som kan hentes her, giver efter års sammensynkning kun en ubetydelig højning, så ofte har man tilført jord; dog aldrig i de helt store mængder. I de op- skårne tuer sås hele opbygningsprocessen tydeligt. Nederst lå den gamle markflade kendelig som et muldagtigt sandlag med spor af fordums pløjning og hist og her lidt lerkarskår fra før gravpladsens tid. Så fulgte den tilførte jord, sikkert hentet i omegnen, og øverst lå den lyse fyld fra ringgrøften, som åbenbart er gravet til sidst. En tildækning med græs- eller hedetørv har formodentlig fuldendt billedet.

Inden for ringgrøften fandtes i nogle tilfælde en stenkreds eller et stengærde åbenbart med det formål at holde sammen på tuens jordfyld. Stenhegnet kan være afbrudt ud for grøftens afbrydelser, eller det kan bøje ind og danne en slags niche ind i højsiden; der kan i den forbindelse være grund til at overveje, om de formodede adgangsveje til højområdet også rent faktisk har været det. Flere steder fandtes sten fra gærdet nedskredet i grøften, som altså - i hvert fald i disse tilfælde - må have stået åben endnu i anlæggets forfaldsperiode.

Nogle tuer har i stedet for stengærde haft en pælekreds langs ringgrøftens inderside - noget helt nyt, som aldrig før er iagttaget ved denne gravform. Sporene af det for længst bortrådnede træværk tegnede sig i undergrunden med en tydelighed, som sjældent ses, så enhver tvivl må bortvejres. Tykkelsen af de lodretstående stolper har været omkring 10 centimeter og deres indbyrdes afstand normalt omkring 30-40 centimeter, hvilket giver 50-60 pæle pr tue. De var tilspidsede og gik henved én meter i jorden målt fra oprindelig markflade. Da man vanskeligt kan forestille sig stolpernes underjordiske del større end deres overjordiske, giver det en højde af hegnet på mindst én meter, sandsynligvis mere; det normale for nedrammede pæle er en tredjedel under og to tredjedele over jorden. (Fig. 4) Hvad kan hensigten have været med dette ganske anselige hegn, hvis størrelse ligesom ikke rigtig harmonerer med tuernes? (Fig. 5). Har det båret rafteværk? Eller har der været en overbygning over gravstedet? Ingen af delene lyder særlig sandsynligt. Pælehegnene var i de fleste tilfælde tydeligt afbrudt ud for ringgrøftens åbninger.

Såvel pæle- som stenhegn er kun påvist på pladsens norddel, området med de mange døre. At det sydlige areal er overpløjet, kan næppe alene være årsagen. I hvert fald stolperne skulle have kunnet spores, og nedskredne sten i ringgrøften ville have røbet gærderne, hvis de havde været der. (Fig. 6)

Urnen kunne være anbragt direkte på den gamle markflade eller oppe i tuefylden, men det synes at være et ældre træk; nedgravning i undergrunden blev efterhånden det almindelige. (Fig. 7) I gamle udgravningsberetninger omtales spor af skakter ned gennem tuerne, hvoraf man slutter, at urnen først er nedsat, efter at højen var bygget. Sådanne fyldskifter fandt også vi, men lagfølgen i dem var som tuens, blot forskudt nedad, så vi mener, de må være resultatet af sammensynkning. Den gravede grube i marken er vel, efter at urnen var anbragt, blevet dækket med et trælåg og tuen derefter opført. Ved lågets bortrådnen er jorden skredet ned og den omtalte kanal dannet. Let ville det heller ikke have været, selv om højene er små at grave en skakt fra overfladen helt ned i undergrunden og få urnen manøvreret på plads.

Der fandtes - og det var langt fra nogen sjældenhed - helt tomme urner; det kan være »kenotafer«, anlagt for folk, som er døde borte fra hjemmet, men er nok i de fleste tilfælde grave for spædbørn, hvis spinkle skeletter helt er fortæret af ilden. Knogler, hvor de forekom, kunne være i meget forskellig mængde. Brændingens vekslende intensitet kan her have spillet en rolle, men de undersøgelser, som indtil nu er foretaget af antropologen dr J. Balslev Jørgensen, viser, at børneknogler så godt som altid hører til de små knogledynger, så det ser ud til, at afdødes alder var nok så afgørende. Her viser sig nu det interessante, at små knogledynger ofte stammer fra små tuer og store fra store, samt at der til de sidstnævnte hører det rigeste gravgods (for så vidt man kan tale om rigdom i denne forbindelse. Den værdighed, som årene giver, synes altså at have influeret på udformningen af gravsted og grav. At også andet har spillet ind, kan dog ikke afvises; i hvert fald har omtalte regel sine tydelige undtagelser. Den største af de udgravede tuer - 10 meter i tværmål og med den svimlende højde af 40 centimeter - viste sig til udgravernes forargelse kun at indeholde brændte ben. (Fig. 8) Helt så enkle, som vi troede, var tuerne altså ikke - ja det er nær ved, at de i deres lidenhed hører til de mest komplicerede gravanlæg, vi kender fra vor hjemlige oldtid. Bemærkelsesværdig er også ensartetheden, den tydelige lighed fra ældste til yngste tue; den vidner om uendelig konservatisme hos gravpladsens brugere. Som nævnt er der et godt stykke vej - knap en halv kilometer - fra pladsens nordpunkt til dens sydspids, men også tidsmæssigt spænder den vidt, nemlig fra omkring 500 før Kristus og henved 400 år frem - et tidsrum som fra Kristian 4.'s tronbestigelse til nutiden. (Fig. 9) Det er klart, at kun de til enhver tid yngste grave har fremhævet sig i landskabet, de ældre gik hurtigt i forfald. Da afslutningen kom, har stiftergravene i nord formodentlig set ud, omtrent som de gør i dag.

Hvad kan der være sket, som har fået folkene til at forlade en så gammel og traditionsrig plads? Der er tegn på, at voldsom sandflugt har hærget egnen - hvornår er vanskeligt at sige, men det må være på et tidspunkt, hvor i hvert fald den ældre del af pladsen lå i hede. Fraflytningen må have fundet sted omkring år 100 før Kristus eller måske nogle årtier tidligere. Netop på den tid var det, at kimbrerne brød op fra deres bopladser, som efter manges mening lå i det nordlige Jylland; på deres vej sydover fik de følge af teutoner og ambroner. Hvor de sidste hørte hjemme, ved man ikke så nøje, men der er gættet på Vestslesvig, og derfra til Årupgård er ikke langt. Skal vi søge vore gravlagtes efterkommere på Sydens slagmarker? Måske. Misvækst fremkaldt af sandflugten kan have været den dybereliggende årsag.

Udgravningen af de 1500 tuegrave har selvsagt taget lang tid, år er gået med, men den var ulejligheden værd. Der er grund til at takke Det arkæologiske Bopladsudvalg, som har bevilget de fornødne pengemidler, og ikke mindst gårdejer Vilhelm Moldt, hvis store forståelse og aldrig svigtende imødekommenhed har gjort arbejdet muligt.

Lit: Årbøger for nord. Oldkyndighed 1894. - C.J. Becker: Førromersk jernalder i Syd- og Midtjylland. Kbh. 1961. - Skalk 1971:2.