Truslen fra Rom

Gennem hele yngre bronzealder var ligbrændingen enerådende i Danmark, og jernalderens indtræden omkring 500 før Kristus ændrede ikke dette forhold, blot blev de høje, der dækkede gravstederne, nu mindre eller forsvandt helt, hvilket vel også er den logiske udvikling af en gravskik, der så at sige sletter den døde ud. Fuldt gennemført blev princippet nu aldrig, der var stadig ritualer, som skulle overholdes, når urnen sattes i jorden, og de ytrede sig forskelligt i de forskellige landsdele, hvilket kunne tyde på, at samkvemmet mellem disse har ladet noget tilbage at ønske; formodentlig har der allerede dengang været tilløb til en stammedeling. I Sydvestjylland finder man tuegravpladser, store samlinger af ganske små høje, som hver dækker over en urnegrav. En af disse »kirkegårde«, der tidligere har været udførligt beskrevet i Skalk (1975:1), er egnet som eksempel.

Årupgårdpladsen, som vi kalder den, er anlagt med udgangspunkt i en lidt større høj; dens centralgrav var desværre ødelagt, men i siden var nedgravet bronzealderurner, så den er i hvert fald fra før tuernes tid. De ældste af disse lå tæt op ad højen, de næstældste lidt fjernere og så videre. De i alt ca 1500 grave dannede tilsammen et bredt bælte, omkring 400 meter langt, med »bronzealderhøjen« i den ene ende, de yngste urner i den anden. Tidsmæssigt spænder de over en meget lang periode, fra ca 500 til 100 før Kristus, det meste af et halvt årtusinde.

De små gravanlæg er i virkeligheden ret komplicerede, der er ringgrøfter, stenkredse og stolpesætninger af varierende art, men forskellen fra ældst til yngst er påfaldende ringe, når man tager det lange tidsforløb i betragtning. Gravgodset var beskedent, hovedsageligt dragttilbehør såsom nåle og bæltespænder; våben forekom overhovedet ikke (Fig. 2). Ingen grave var særligt rige eller på anden måde afstikkende fra de andre. Desværre er det - trods megen søgen - ikke lykkedes at finde den til gravpladsen hørende bebyggelse, men på samtidige bopladser længere oppe i Jylland møder der os et tilsvarende billede: ingen huse fremhæver sig særligt, hverken i størrelse, indretning eller udstyr. Man har indtryk af et samfund uden skarpe klasseskel og uden krigeriske ambitioner. Den tidlige jernalder var ikke de store fremskridts tid. Man lærte sig efterhånden at bruge det nye metal, men holdt sig ellers til det gammelkendte.

Gennem 400 år - som fra reformationen til vore dage - blev der begravet mennesker på Årupgårdpladsen, og alle har de i kultur og levevis stået hinanden meget nær, skønt ingen erindring kan have forbundet de første med de sidste. Men pludselig - omkring år 100 før Kristus - var det hele forbi. Hvad skete der? Gjorde pest det af med befolkningen, flyttede den frivilligt, eller blev den fordrevet? Ca tre km fra vor tuegravplads, ved Damgård, er der tæt op ad en ældre høj fundet en jernaldergrav, som, både hvad angår udstyret (nål og bæltehage) og selve urnens form, svarer nøje til de yngste grave ved Årupgård. Det er en enlig svale, og den løser ikke mysteriet, men giver måske et fingerpeg om, at nogle af den gamle klan kan være flyttet herhen, til et højereliggende terræn. Godt en halv kilometer derfra, ved Højgård, finder vi et nyt spor i form af en gravplads. Den har tidligere været berørt i Skalk (1986:1), men blev dengang skudt til side for andre spændende fund i nærheden.

Højgårdpladsen fremkom ved grusgravning, så der har sikkert været flere end de 16 grave, Haderslev Museum fik lejlighed til at undersøge. Ikke alle lod sig nøje datere, men af dem, som gjorde, tilhørte nogle med sikkerhed keltisk tid, andre lige så sikkert romersk jernalder, hvilket placerer pladsen som helhed tæt omkring Kristi fødsel. De keltiske grave var alle af brandtypen, men de kan, så tæt som de lå, næppe have været tuedækkede, og også hvad indholdet angår, adskilte de sig klart fra dem ved Årupgård. Hele tre rummede således våben, hvilket, som vi har hørt, var helt ukendt i tuerne. En af disse våbengrave var særlig righoldig og fortjener nærmere omtale.

Urnen, et stort udekoreret lerkar, var nedsat i en snæver grube med en flad sten som låg og dækket med den opgravede undergrundsjord. Nederst lå de brændte ben af den døde og oven på dem, indpakket i vævet stof, gravgaverne eller rettere de rester af dem, som ligbålet havde levnet. Hovedstykket var et langt tveægget sværd, som dog var bøjet og brudt i stykker for at kunne være i urnen; det har haft skede af træ med dupsko og øskner til bæreremme. Til udrustningen i øvrigt har hørt spyd og skjold, af det første var spidsen tilbage, af det andet den runde midterbukkel, der har beskyttet hånden, og forskelligt kantbeslag; præcis hvordan skjoldet har set ud, kan ikke afgøres, men det er tydeligt, det ikke var rundt (Fig. 3, Fig. 4). En jernkniv har vel været til spisebrug, og en sikkerhedsnål (såkaldt fibula) kan have holdt dragten sammen. Mest opsigtsvækkende i fundet var dog metaludstyr til to drikkehorn. Det er det ældste eksempel på denne bægerform, vi kender fra Danmark.

I Højgårdpladsens yngre del, den fra romertiden, var der også brandgrave, men tillige tre jordfæstegrave. Dem vil vi nu ikke opholde os ved, men i stedet rette blikket mod en anden lignende fra et helt andet sted, nemlig Avnø vig nord for Haderslev fjord. Her fandtes tidligere et meget kompliceret oldtidsminde: en langdysse, som var overbygget med en jættestue, der igen var overbygget med en græstørvshøj. Jernaldergraven, som lå under denne sidstnævnte, var et par meter lang, altså passende til et ubrændt lig, men af dette var der kun lidt tilbage - netop så meget, at man kunne se, det har været der, og at det har ligget med hovedet i syd. I den delvis stenfyldte gravgrube fandtes tre lerkar, en énægget kniv, en krum ragekniv og en sikkerhedsnål af helt samme form som den fra Højgård. Endvidere, indsvøbt i vævet tøj, en bredbladet kornsegl med rester af træskaft. (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8)

Den døde har åbenbart været bonde, hvilket ikke er så overraskende, mere usædvanligt er det, at han har fået sit høstredskab med sig. Det, der især gør denne grav bemærkelsesværdig, er imidlertid noget andet, nemlig dens tidsmæssige placering. Den omtalte sikkerhedsnål er af en type, som kun kendes i et meget begrænset antal og inden for et meget lille område i det sydligste Jylland. Vi må formode, den kun er blevet fremstillet i en ganske kort periode, en generation måske, og da Højgårdnålen hører med, må gruppen som helhed dateres til overgangen mellem keltisk og romersk jernalder. Avnø vig-graven bliver dermed en slags alderspræsident for jernalderens jordfæstegrave. Den brød ligbrændingens eneherredømme, som havde varet i 1500 år.

Med de omtalte fund er vi allerede langt fra tuegravenes ensformighed; der må være sket noget, som har sat det næsten forstenede samfundsmaskineri i bevægelse. Måske var dette noget af krigsmæssig art, i hvert fald kan vi notere os, at våben igen er dukket op i gravene - og ikke blot i Sydjylland, men også andetsteds i Danmark. Det indtryk, tuegravene gav os af en befolkning, hvor alle var lige, gælder heller ikke længere - manden fra Højgård med våbenudstyr og drikkehorn har utvivlsomt hørt til overklassen, og der kunne nævnes mange andre eksempler. På bopladserne begynder enkelte gårde at træde frem som mere betydningsfulde end de andre, således i den bekendte Hoddelandsby (Skalk 1976:1), der netop stammer fra tiden op mod Kristi fødsel. Fremmede varer af mellem- og sydeuropæisk oprindelse dukker nu oftere op i fundene. Norden er igen blevet sig europæisk bevidst.

Skiftet til romertid synes at være indtrådt ret brat. Mest skelsættende var den nye gravskik, som ganske vist ikke helt formåede at fortrænge den gamle, men som bredte sig overalt og i nogle egne vandt meget betydeligt terræn. Gravgaverne er nu langt mere varierede, end de var på tuegravenes tid, men veksler i øvrigt fra det fattige, over det jævne til det rige eller endda meget rige, så at man ligefrem kan tale om fyrstegrave - ingen kan være i tvivl om, at der nu er dybe sociale skel. De tegn på eksistensen af småriger, som man mødte i den foregående periode, er blevet kraftigere; de forskellige landsdele har hver deres særpræg, hvilket formodentlig betyder, at de var under forskellig ledelse. Våben optræder hyppigt i mandsgravene, og mængden af romersk importgods er stærkt stigende. Drikkehornene, som Højgård præsenterede en forløber for, er nu ret almindelige i bedre folks udstyr (Fig. 9). Fra et sønderjysk mosefund, gjort 1890 og derfor på tyske hænder, kendes et fuldt bevaret par, hvis bundfald er blevet analyseret; det ene horn har indeholdt mjød, det andet øl brygget på kornsorten emmer. Romerne Cæsar og Plinius, der begge var etnografisk interesseret, har i tiden kort før og kort efter Kristi fødsel fortalt om den i deres øjne sælsomme germanske skik at gøre drikkebægre af uroksens horn. De to parter, det højtstående kulturfolk og de underudviklede barbarer, var efterhånden kommet tæt på hinanden.

Et kulturskift som det, vi her har fulgt, indtræder ikke uden ydre påvirkning, så lad os kaste et blik på det sydlige Europas historie. I de 400 år, hvor alt gik sin rolige gang i Årupgårdbygden, og tue føjede sig til tue på gravpladsen, opstod et verdensrige med byen Rom som centrum. Det skete ikke uden modstand, således fra kelterne, hvis territorium strakte sig som et bælte nord om Alperne med udløbere i forskellige retninger, men romerne var de stærkeste, og fjenden blev slået eftertrykkeligt tilbage. Kelterne kom med tiden i knibe. De trængtes nu ikke blot af romerne fra syd, men også af germanske stammer fra nord. En germansk folkehær formeret omkring kimbrernes stamme rettede omkring 115 før Kristus et angreb mod kelterne i Bøhmen-Schlesien, men blev slået og senere nedkæmpet af romerne, som de dog først havde tilføjet flere følelige nederlag. Romerske forfattere af lidt senere dato lader kimbrerne komme fra Jylland, og det kan være rigtigt, selvom det på ingen måde kan anses for bevist (Fig. 10). Det ville forklare Årupgårdpladsen og lignende forekomsters bratte ophør omtrent ved den tid, toget fandt sted.

Når »keltisk jernalder« har fået navn efter kelterne, skyldes det ikke, at der er overvældende mange af deres sager i de danske fund, men nogle er der, og de tiltager i mængde frem mod Kristi fødsel. Sværdet fra den rige Højgårdgrav er af keltisk type (et såkaldt la Téne-sværd), og drikkehornene sammesteds peger også i den retning. Disse sidstnævnte er som omtalt de ældste af deres art i Danmark, men samtidige og beslægtede drikkehorn kendes fra to områder længere nede i det forhenværende Germanien og fra et tredje i det keltiske Bøhmen, hvor velsagtens de producerende værksteder har ligget. Det er navnlig i endeduppen, det lille beslag, der prydede hornets spids, at ligheden giver sig til kende, og her har også de danske eksemplarer et ord at skulle have sagt. I et af de nævnte områder, vest for floden Saale, ligger byen Grossromstedt med en meget stor jernaldergravplads. Af de henved 600 grave, som er undersøgt, indeholdt 30 drikkehornsbeslag og heriblandt et, der svarer så nøje til dem fra Højgård, at vi må tro, det er fremstillet af samme mand eller i hvert fald på samme værksted. Den omtalte gravplads, ved Grossromstedt, er i øvrigt mærkelig derved, at størstedelen af gravene ligger hinanden meget nær i tid, så nær, at det næppe kan skyldes almindelig dødelighed, og da yderligere mere end en fjerdedel af dem indeholdt våben, må man vist have lov at gå ud fra, der har stået et slag i nærheden. Vi leder igen i den klassiske litteratur og finder beretningen om et romersk felttog i året 11 før Kristus. Det var rettet mod flere germanske stammer, blandt dem markomannerne, som efter nogles mening på den tid beboede området vest for Saale. Det blev et blodbad, en massakre, som der sikkert er gået frasagn om også i de danske bygder.

Romerne var, nu hvor kelterne ikke længere frembød nogen større fare, begyndt at interessere sig for germanerne, de barbariske stammer i Nordtyskland og Danmark. I årene 58-51 før Kristus havde Cæsar nedkæmpet gallerne og lagt deres landområde - stort set det nuværende Frankrig og Belgien - under Romerriget, så det var nærliggende at forfølge succesen. I første omgang ønskede man grænsen rykket frem fra Rhinen til Elben, og det var godt på vej til at lykkes, men år 9 efter Kristus led den romerske feltherre Varus med tre legioner et knusende nederlag i Teutoburg, nær nutidens Hildesheim. Erobringsplanen måtte opgives, kejser Augustus accepterede RhinDonau-linjen som rigets nordgrænse, og det vedblev den at være langt frem i tiden - efterhånden forsynet med befæstninger for at hindre fjendtlige togter den anden vej.

Fra germanerne foreligger der af gode grunde ingen skriftlige oplysninger, så vi ved ikke, hvordan de har gebærdet sig i det kritiske tidsrum, men våbensmedene har vel arbejdet under højtryk, og der må være skabt samling mellem stammerne; de sædvanlige småskærmydsler har der slet ikke været tid til. Om jyderne var aktive, er vel et spørgsmål, de befandt sig trods alt i baglandet, men de har utvivlsomt været klar over situationen og forstået, at næste gang kom turen til dem. Hvis krigslykken havde fulgt Varus, ville Danmarks historie have set noget anderledes ud.

For en befolkning, der gennem århundreder har gået i tomgang, må den romerske trussel have virket som et chok, og man forstår godt, at der er vendt op og ned på begreberne; intet blev mere, som det var. Også efter Teutoburgerslaget har situationen været spændt, men man tilpassede sig på begge sider af grænsen og fik tingene til at glide. Driftige romere satte handel i gang - kunne man ikke undertvinge barbarerne, kunne man da i hvert fald udnytte dem økonomisk - og med karrene af bronze og glas fulgte åndelige kulturelementer. Også den nye gravskik må være kommet fra syd, enten fra kelterne eller romerne. Dødsritualer plejer at være nøje knyttet til religionen, men der er nu ikke meget, som tyder på, at et egentligt trosskifte har fundet sted på dette tidspunkt.

Som nævnt levede brandgravene videre side om side med jordfæstegravene, men Sønderjylland er blandt de egne, hvor de bedst holdt stand. Til arven fra tuegravsfolket hørte en urokkelig konservatisme. Romerne havde givet den svære grundskud, men ikke formået helt at slå den af marken (Fig. 11).