Trommen

De nordskandinaviske samer (også kaldet lapper) virkede med deres nomadekultur som et fremmedelement i de nordiske riger. Deres hedenske tro, som efter nogle forskeres mening indeholdt lån fra asalæren, bevarede de langt op i tiden, helt ind i 1700-årene, dog efterhånden med et kraftigt indslag af kristendom, bibragt den af missionerende præster. Trods denne begyndende opblødning var samernes religion med alt, hvad den indeholdt af mystik og trolddomskunst, myndighederne en alvorlig torn i øjet.

Anders Poulsen udtalte sig villigt. Han var født i den svenske Lapmark, og som voksen havde han opholdt sig meget både i Nordlandene og i Lapmarken. Han havde mange gifte børn, der lige som han selv betalte deres skat til den danske konge. (Ingen skulle være i tvivl om, at han og hans familie var Christian 5.s gode og lovlydige undersåtter) (Fig. 1). Sin alder opgav Anders Poulsen til næsten 100 år.

Efter denne neutrale optakt kunne man gå over til de mere pinlige spørgsmål: Hvordan var Anders Poulsen kommet i besiddelse af trommen, og var han en heksemester? Jo, det var hans mor, der i hans ungdom havde oplært ham. I begyndelsen blev han vild og gal, når han trommede, men dog ikke mere, end at han aldrig havde skadet noget menneske. Den tromme, der nu lå på rettens bord, havde han selv lavet.

Bemeldte tromme blev synet af retten og befundet at være slidt af megen brug. Den var af knastfrit fyrretræ, havde form af en lav, oval skål, ca 40x30 cm i omfang og knap 10 cm høj. Til undersiden var bundet forskellige mærkelige ting, to ræveører, en rævesnude og en rævepote, og midt i var to aflange udskæringer, der tjente som håndtag, når man trommede. Trommeskindet (af rensdyr) var bemalet med tegn og figurer i rød farve udvundet ved kogning af ellebark. Om trommens brug fortalte Anders Poulsen oplagt. Han havde to hamre lavet af rensdyrtak og en »viser«, en lille hul skive af messing med en ring oveni. Når han skulle tromme for nogen, lagde han viseren oven på trommeskindet, og så begyndte han at slå med den ene af hamrene. Hvis viseren dansede mod solen, betød det ond lykke, og rigtig galt så det ud, hvis den dansede ned i det nederste af de fem felter, som skindet var inddelt i, så var Gud alvorligt vred, og den, der trommedes for, måtte bede meget, før viseren kunne bevæge sig tilbage igen. Hvis viseren derimod dansede i solens retning, så betød det god lykke.

Det hele var meget nemmere at forstå, hvis man så det, så Anders tog trommen op for at vise, hvordan man gjorde. Men inden demonstrationen kunne begynde, korsede han sig, sagde først fadervor og bad derefter: »Gud Fader, din moder, din søn, ja den Helligånd, hjælp nu. Ja du Gud, som har skabt himmel og jord, sol og måne, ja stjerner, alle mennesker, ja fugle, ja alle fisk og havet«. Så bekendte han sine synder: »Jeg er et syndigt menneske, gammel og uværdig, bedre er det, jeg dør, end du ikke vil hjælpe den, vi spørger efter«. Endelig lovede han, at han ikke ville synde mere (Fig. 2). Anders Poulsen var ingen hedning - hvis retten havde troet det, kunne den godt tro om igen. Og han kunne jo ikke gøre for, at det endnu ikke var rygtedes blandt samerne i Finmarken, at den danske konge og hans undersåtter for længst havde forkastet katolicismen og var blevet protestanter.

Efter således at have demonstreret sin kristentro kunne Anders Poulsen gå i gang med trommen. Han tog den op i venstre hånd ved at holde i bundfladens udskæringer og trykke den mod sit bryst i vandret stilling og sådan, at han så trommeskindets figurer retvendt. Så lagde han viseren øverst på skindet og begyndte langsomt at banke med sin hammer, alt mens han forklarede. Hvis nu det drejede sig om et tyveri, så kunne han med trommens hjælp skaffe det stjålne tilbage, og han kunne afsløre tyven med Guds hjælp og også straffe ham. Når han trommede for tyven, ville viseren danse ned til en af djævlene, og så kunne han blive ved så længe, at Gud ville straffe tyven, »sådan at han udtørredes og udmarvedes, blev ligesom tørt træ«.

Han kunne også tromme for rensdyr, så at de fik den gode lykke og undgik at blive dræbt af ulve. Og han kunne hjælpe barselkvinder, så de ikke fik nogen smerter; så skulle han bare spille viseren ned til Maria, som var den bedste hjælper. Han kunne også nogle pudsige kunster: Hvis han var langt hjemmefra, kunne han ved hjælp af trommen alligevel erfare, hvordan det stod til derhjemme. Han kunne finde ud af, om en kone eller pige lod nogen ligge hos sig, hvem det var, og hvor tit det gik for sig.

Vicelagmand Niels Knag var ikke uimponeret. Han kunne faktisk godt tænke sig at lære at bruge trommen, så kunne de altid finde ud af noget med straffrihed og lidt betaling bagefter. Det havde Anders Poulsen ikke noget imod, han ville gerne være læremester, ville endda forære vicelagmanden sin tromme, men først måtte Niels Knag bekende alle sine synder for Gud, bede om tilgivelse og love aldrig mere at synde. Når det var sket, kunne undervisningen begynde, ikke før. Den sidste betingelse har nok ikke rigtig huet Niels Knag, i hvert fald kom der ingen handel i stand. Forslaget har måske heller ikke været helt alvorligt ment.

Niels Knag var på det tidspunkt 30 år gammel. Han var født sydpå i Norge af en norsk mor, men med en dansk far, og her i 1691 var han i fuld gang med en succesfuld embedsmandskarriere, som skulle ende med, at han blev adlet under navnet Knagenhielm. Han må have været en nysgerrig og udadvendt personlighed i Vadsø, for han var ganske godt underrettet om, hvad der skete i hans distrikt. Meget af det, Anders Poulsen fortalte ham i retten denne decemberdag, kendte han til i forvejen. Han vidste godt, at de lokale samer heksede ved hjælp af trommer, og det var ham også bekendt, at de beherskede andre lignende kunster såsom at tale med sten og træ. Blandt de dygtigste var Anders Poulsens søn Christopher, som Niels Knag kendte personligt; det fremgår ikke af hans optegnelser, hvor de to har mødt hinanden, men han havde set Christopher mane en menneskeskikkelse frem af et bæger brændevin og få en tinkande til at danse på bordet, så det har været et sted med både tinkander og brændevin.

Kort tid efter Niels Knags ankomst til Finmarken var der indtruffet en tragisk begivenhed. Christopher havde spået ved hjælp af en sten, at det ville blive slemt vejr, og derfor frarådet folk at sejle ud, men de ville ikke høre på ham. De forsvandt i den forfærdelige storm, som ganske rigtigt kom. Sådan var i hvert fald Anders Poulsens udlægning af det skete, men der var andre fortolkninger af begivenheden, som var mindre heldige for Christopher, og denne var da også nu forsvundet fra Varangerområdet.

Det vicelagmanden måtte høre denne dag i retten, kunne altså ikke ryste ham, ja havde måske nærmest hans sympati, men der var nu engang en lov, som sagde, at heksemestre skulle gribes og dømmes og deres trommer beslaglægges, så retten måtte gå sin gang. Niels Knag bad nu Anders Poulsen fortælle, hvad tegningerne på trommen betød; også det gjorde han villigt, og alt blev omhyggeligt ført til protokols. Hvor megen vægt, man tør lægge på samens redegørelse, er måske et spørgsmål. Han har vel nok haft en fornemmelse af, at det ikke var så godt med den tromme, så de kristelige indslag, som der vitterligt er i fremstillingerne, kan være blevet noget forstærkede. I hvert fald er det en kendsgerning, at vor tids eksperter i samisk kultur tolker figurerne på den endnu eksisterende tromme lidt anderledes end Anders Poulsen.

Trommeskindet er delt i fem vandrette felter (Fig. 3, Fig. 4). I det øverste ses to menneskelignende skikkelser og en ren. De første er guderne Ilmaris og Diermis, der står for henholdsvis storm og torden og både kan fremkalde og forhindre ondt vejr, når Gud giver dem lov. Renen kan skaffe god jagtlykke. Sådan lyder Anders Poulsens forklaring, der stort set kan tiltrædes af forskerne, blot med den tilføjelse, at Diermis svarer til asalærens Thor. Hans dag, torsdag, var samernes helligdag.

I det andet felt ser man - ifølge Anders Poulsen - først solen, den vender man sig til, når man har behov for mildt vejr, således når renerne skal kælve og korn og græs vokse. Så følger Guds søn, Gud Fader, en domkirke og Helligånden. De guddommelige har stave ved siden, som alle herrer på jorden har det. Udlægningen er her ikke helt dårlig: de tre personer er de mest betydningsfulde magter i den samiske mytologi, nemlig Den Herskende, hans søn og, yderst til højre, den hjælper, der bringer budskaber mellem menneskene og Den Herskende.

I tredje felt står fem personer. Først to kvinder, ifølge Anders Poulsen Marias søster og Maria selv, efter forskernes mening stammoderen og svangerskabsgudinden. De tre sidste kalder Anders Poulsen »helligdagsmænd« eller »juledagsherrer«, mens de lærde opfatter dem som sendebude, der ligesom den katolske kirkes helgener formidler forbindelsen mellem mennesket og de højeste magter.

Fjerde felt svarer i opbygning ganske til felt 2, men her betegner den runde skive månen, som råder for godt vejr om natten, og de tre menneskefigurer er folk på vej til kirke. Kirken er Anders Poulsens egen, den han går til, når han vil bede; hvis han får bønnen opfyldt, ofrer han vokslys, penge og andet til præsten. Her er eksperterne lidt i vildrede. De mener dog, at personerne må være guder, men mindre betydningsfulde end dem i andet felt.

Det femte og sidste felt er ifølge Anders Poulsen befolket med djævle, men om det er de kristnes helvede eller samernes underverden, han beskriver, er ikke så let at afgøre. Der er fire skikkelser, den første er en kvinde, den store djævels moder. Under hende står den djævel, som dræber folk, en døds- og sygdomsdæmon, og ved siden af ham, i midten, djævelen, som regerer i helvede; han er løs og farer om i verden. Den sidste af de fire står lænket, det er en djævel, som Gud bandt, da han skabte verden. Mellem personerne ses tre figurer, den første repræsenterer helvedets ild, der brænder menneskets sjæl, den anden helvedets tjærekedel, som koger sjælen, og den tredje helvedets grav, hvori de mennesker, som tilbeder djævelen, kastes.

Hermed sluttede mødet.

Den 9. februar 1692 holdtes der igen retsmøde i sagen. Først oplæstes den forklaring, anklagede havde afgivet i december, men i de to måneder, der var gået, havde Anders Poulsen tænkt sig om, og nu benægtede han, at han havde været vild og gal, da han lærte at bruge trommen; det var hans mor, som havde teet sig sådan, endda i ni år. Trommen havde han ikke selv lavet, han havde fået den af en mand i Thorne Lapmark, som også havde lært ham at bruge den. Mødet sluttede med følgende kendelse: »Denne sag opsættes, indtil højøvrigheds svar fra København indhentes«.

Indtil da skulle Anders Poulsen holdes under arrest, men han nåede aldrig at opleve svarets ankomst. 11. februar om morgenen blev den gamle heksemester, mens han sov, dræbt med tre økseslag af en forrykt person ved navn Villum Gundersen. Som grund angav han, at »Anders var en'troldmand, der havde forgjort en stor del folk og både, som var blevet borte«.

Sådan endte den sag. Vicelagmanden skrev en omhyggelig rapport om forløbet, som han sendte til København sammen med Anders Poulsens tromme. Her kom den på Kunstkammeret, og det er derfra, vi har historien.

Kunstkammeret er for længst nedlagt, trommen gik til Nationalmuseet, men der er den ikke mere. Da den samiske kultur fik sit eget museum i Karasjok, syntes de danske forskere, at de ville bidrage, så i 1979 blev trommen igen sendt nordpå.