Trehoved-guden

Fra en mose ved Hemdrup i Himmerland stammer et fund, gjort for godt en snes år siden ved tørvegravning, men først for nylig kommet til museumsfolks kundskab. Om fundforholdene vides intet, så stykket må tale for sig selv, hvad det da også synes velegnet til. Det er et bronzehoved, godt fire centimeter højt, med ikke mindre end tre ansigter. De er næsten ens, alle med skarpt markerede øjne og mund og alle omsluttet af en hjælm.

Trehoved-symbolet er vidt udbredt i rum og tid, men ansigterne sætter dette på plads. Vi møder dem næsten tilsvarende i adskillige fund fra keltisk jernalder - perioden lige før Kristi fødsel, hvor indflydelse fra keltiske folkeslag i Mellem- og Vesteuropa spredtes langt omkring og også nåede vore breddegrader. I to af de vigtigste oldtidsfund fra denne tid, Gundestrupkarret og Dejbjergvognen - begge mosefundne og begge keltisk påvirkede - finder vi ansigter, der minder om vore tre. Figuren fra Hemdrup, der er hul og åbenbart har siddet på en tap, kan for den sags skyld godt have prydet et køretøj af Dejbjergtypen.

Det ser altså ud til, det er inden for keltisk kultur, vi skal søge forklaringen på vort trehoved. Nogen almindelig dødelig er det jo næppe, så vi vender os mod gudeverdenen, så vidt vi kender den. Fra det keltisk dominerede Gallien, stort set lig med nutidens Frankrig, har vi kendskab til ca 30 afbildninger af en gud med tre hoveder. Hvad denne skabning hed, er svært at afgøre. Treenighed var en udbredt egenskab hos de keltiske guder, et udtryk for deres fuldkommenhed og styrke, men vi ved meget lidt om det, fordi de galliske præster, druiderne, kun videregav deres hemmelige kundskaber om religionen mundtligt. Ved at gå en omvej over det keltisk prægede Irland finder vi alligevel frem til et navn. Her dyrkedes en trehoved-gud kaldet Lug - eller Lugus på latin.

Lug beskrives som en kraftig yngling, hvis kastespyd og stenslynge altid traf med usvigelig sikkerhed. Intet under, at han også omtales som en stor feltherre, iklædt gyldent brystpanser og med en gylden hjælm på hovedet. Hans kampkraft lå ikke blot i hans styrke, mere i troldkyndighed og magiske evner.

Engang var Lug trådt i tjeneste hos gudekongen Nuada, for hvem han organiserede en krig. Da krigslykken ikke var med ham, gik han forklædt ud på slagmarken og vækkede sine døde krigere til fornyet tjeneste. Når denne krig bød på særlige vanskeligheder, skyldtes det, at Lugs bedstefar, den enøjede kæmpe Balor med det dødbringende blik, stod på fjendens side. På grund af øjets farlighed holdt Balor det oftest lukket, men nu fik han sin tjener til at løfte det tunge øjenlåg for at se på Lug og dermed dræbe ham. Dog, inden blikket ramte, slyngede Lug en sten mod øjet med så stor kraft, at den gik tværs gennem hovedet.

Lugs stilling var tredelt som hans hoved, ved siden af krigsidrætten herskede han over håndværk og de musiske kunster. Han var en af de vigtigste keltiske guder med flere byer opkaldt efter sig. Og hermed er vi tilbage i Frankrig, for den kendteste af disse er den franske by Lyon, der tidligere hed Lugdunum. Ved dens grundlæggelse, sagdes det, fløj skarer af ravne, Lugs hellige fugl, ned fra himlen.

Når så lidt af den keltiske mytologi er os bekendt, skyldes det næppe alene præsteskabets hemmelighedsfuldhed, men også den fremtrængende romermagts bevidste udryddelse af den. For eksempel lod kejser Augustus den årlige Lug-fest, 1. august, erstatte med en fest til ære for sig selv.

Vi må beklage overleveringens sparsomhed, for hvad der skete i den keltiske gudeverden, er måske ikke helt uden betydning for forståelsen af vor nordiske mytologi. Nogle århundreder senere, i germansk jernalder, støder vi på en gudeskikkelse med tre hoveder - vi ser den på det korte guldhorn trække af sted med en buk. Det kunne pege mod asalærens Thor, men er måske snarere Odin, i hvert fald er det hos ham, vi genfinder flertallet af Lugs egenskaber (Fig. 1, Fig. 2). Odin var fager og veltalende, han var krigernes og skjaldenes gud, forstod sig på magi og holdt to ravne, Hugin og Munin, som sine særlige budbringere. Treenigheden hos Odin antydes af, at han havde to brødre.

De kristne gik i romernes fodspor, da deres tid kom, også de satte hårdt ind i bekæmpelsen af gamle guder. En fremstilling af stridens parter har vi på et billedtæppe fra Skog kirke i Sverige. En af dæmonerne er trehovedet - skal det mon være Odin? Nu er der mange eksempler på, at hedenske forestillinger, hvor de ikke lod sig udrydde, blev tilpasset den nye tro, så egentlig skulle man synes, at trehoved-guden kunne glide smukt ind som symbol på den kristne treenighed. Men nej - netop i brydningstider har symboler deres særlige vægt og lader sig ikke transplantere.

Først i 1400-årene var hedenskabet kommet så meget på afstand, at kirken kunne tillade sig med forsigtighed at indføje trehovedet i sit symbolregister. Således ser vi i Malmø Skt Petri kirke treenigheden fremstillet som et hoved med tre ansigter (Fig. 3). Det symbolske indhold er nu klart kristent, men udformningen meget lig den hedenske, som vel endnu har været i erindring. Den svenske stenskulptur og figuren fra Himmerland kan altså godt have et gran af slægtskab, skønt mere end et årtusinde skiller dem.