Tørkens fortjeneste

Der var altså gode grunde til at lede efter spor af fortidens aktiviteter netop her, og både museumsfolk og lokale amatører har da også rekognosceret på markerne, især omkring søens vest- og nordside, hvor det lovende navn Snekkeagre, kendt fra udskiftningskortene, tiltrak opmærksomheden. Resultaterne har imidlertid været magre. Ingen ildsprængte sten, ingen mørk kulturjord røbede gammel bebyggelse.

Det er bekendt, at vi sommeren 1992 havde den værste tørke i mands minde, og at kornet mange steder stod gult og med for små kerner længe før høsttiden. Det var en katastrofe for mange landmænd, men den enes død er jo den andens brød. I juni kontaktedes museet Færgegården af et par amatørarkæologer, der ønskede besøg ved en hvedemark på østsiden af Selsø-søen, hvor de havde set mærkelige aftegninger i kornet. Og der var virkelig noget at se: snesevis af pletter, hvor kornet var væsentligt højere end det omgivende og stod grønt i den ellers gule mark. Det er velkendt, at sådanne pletter opstår - eller kan opstå - hvor der engang har været gravet et større eller mindre hul så dybt, at det er nået gennem muldlaget og ned i undergrunden. Her hvor jorden har været brudt, og der er kommet muldjord i dybden, trænger planternes rodnet lettere ned med øget frodighed til følge, hvilket især kommer til udtryk i tørkeperioder som den sidste sommer og bedst på lette sandjorder som her i Hornsherred. Så tydeligt stod pletterne, at det ikke var nødvendigt at gå i luften for at se dem. Takket være brede sprøjtespor kunne vi uden at skade kornet bevæge os rundt i området.

Det billede, der tegnede sig i marken, var nærmest, hvad man kan kalde en byplan. Nogle ovale eller firkantede pletter med et mål på 3 x 4 meter eller lidt mindre måtte være grubehuse, de især fra vikingetiden kendte, halvt nedgravede hytter med sadeltag hvilende på to stolper, en i hver ende af gruben. Nogle gange stod aftegningen i kornet så fint, at man kunne ane de to stolpehuller, og i et enkelt tilfælde mente vi endda at se en vægrille. Mindre pletter, søjler af grønt korn, der ofte dannede systemer, måtte være stolpehuller fra større huse. I et par tilfælde stod de så tydeligt, at der ligefrem kunne laves en plantegning af hustomten, ganske som ved en udgravning. Således opmåltes på pladsens nordlige del de tagbærende stolper til et langhus. De stod, som skik var, parvis med passende mellemrum, men et sted var der et langt spring, hvor der tilsyneladende ikke har været tagstøtter, og det yderste par mod sydøst var trukket tættere sammen; begge træk, det lange spænd og de indtrukne gavlstolper, er karakteristiske for en bestemt type vikingetidshuse. Det yderste stolpepar mod nordvest var ikke trukket sammen, så måske mangler der noget, måske har der været flere stolpepar, som blot ikke har sat sig spor i kornet, men så meget kan siges, at hvis vi ellers tolker billedet rigtigt, har huset været mindst 23 meter langt. (Fig. 1, fig. 2)

Som indledningsvis nævnt forestillede vi os, at der kunne have været en handelsplads ved Selsø-søen, og en sådan er det sikkert, vi har fundet, det viser mængden af grubehuse, flere end hundrede. De lå for det store flertals vedkommende i et ca 300 meter langt bælte lige oven for stranden og har næppe været til permanent brug, snarere til midlertidigt ophold i markedssæsonen. De større huse, som vel repræsenterer den mere varige bebyggelse, lå lidt højere oppe i terrænet, oven for grubehusbæltet. Om aktiviteten på stedet vidnede i øvrigt den mørke jord og de mange ildsprængte sten, som kunne samles op på overfladen.

Ovenstående er et eksempel på, hvad der under særlige omstændigheder kan hentes af viden om fortiden uden at sætte spaden i jorden. Vi har fuldt overblik over bebyggelsens udstrækning og kan se, det ikke drejer sig om en almindelig landsby, men at der må være tale om en handelsplads. Vi kan studere husformer, ja endda konstruktive detaljer ved de enkelte huse og på det grundlag datere bebyggelsen til vikingetiden. Oplysninger, som det ville koste års arbejde at skaffe sig gennem udgravning.

Det betyder ikke, at en sådan er overflødig, for ganske vist har vi fået et stort og meget værdifuldt overblik, men der er masser af detaljer, man kunne ønske nærmere oplysning om. Begyndelsen er da også allerede gjort: museet Færgegården har, efter at kornet var høstet, foretaget en prøvegravning, der dog naturligvis kun dækker en ubetydelighed af det store område. Og ganske rigtigt, der hvor grubehusene et par måneder før tegnede sig i kornet, fremkom nu de forsænkede hustomter. To af slagsen undersøgtes, og de gav pæne mængder af skår fra 8-900-årene. I et hus fandtes rester af et klæberstenskar - det må være importeret fra Norge - og i et andet mængder af fiskeben, hvilket måske ikke er så mærkeligt strandens nærhed taget i betragtning. Af pløjelaget fremdroges med metaldetektor en fornem nål med dragehoved i vikingetidens stil og nogle middelaldermønter. At der stadig var aktivitet på stedet efter vikingetidens ophør, viser også fundet af en hustomt, antagelig fra 1100-årene, måske samtidig med rundkirken. Resultaterne er lovende, og det sidste ord i denne sag er næppe sagt. (Fig. 3)

Men nu Snekkeagre! De ligger som nævnt på vestsiden af søen og ledte altså nærmest på vildspor. Det må nu anses for sikkert, at det ikke var ved søens vestbred, men mod øst, ved handelspladsen, snekkerne lagde ind. Marken med snekkenavnet var altså ikke nabo til anløbspladsen, men snarere et sted, hvorfra man havde vidt udsyn over søen og kunne iagttage skibenes bevægelser og den livlige aktivitet i markedsperioden. En parallel hertil finder vi ved Fribrødre-åen på Nordfalster, hvor der, som det vil være læserne bekendt, i de senere år er udgravet et skibsværft fra slutningen af vikingetid og tidlig middelalder (se Skalk 1984:2). Her findes både et Nørre og et Søndre Snekkebjerg (navnene kendt fra 1600-tallets markbøger), men de ligger ikke ved selve værftspladsen, men i bakkerne på åens modsatte side, hvorfra man har haft udsyn til denne.

En handelsplads har vi kaldt Selsøfundet, det betyder i arkæologisk sprog en sæsonbebyggelse af forretningsmæssig karakter, en markedslignende foreteelse, som bar spiren i sig til en rigtig by og sikkert har lagt grunden til flere af vore nuværende købstæder. Det er ikke så længe siden, man i Danmark blev opmærksom på fænomenet, og det gik som så ofte: når en anlægstype først er erkendt, får den hurtigt videre udbredelse. Nu er altså Selsøpladsen kommet til. Den kunne under gunstige omstændigheder have udviklet sig til en rigtig by, men det blev den samtidige bebyggelse ved bunden af Roskildefjorden, der tog den retning. (Fig. 4)