To mand frem

1702 solgtes kapellet af domkirken til friherreinde Sophia Elisabeth Carisius, som her ville indrette et gravsted for sig og sin mand Constantin Marselis, der var død tre år tidligere og indtil videre stod opmagasineret i Viby kirke. Til at udsmykke rummet valgte hun den nederlandske kunstner Thomas Quellinus. Han virkede i Danmark fra 1689 til 1707 og har efterladt sig en række betydelige arbejder som Jørgen Skeels gravmæle i Auning kirke, Ahlefeldternes i Odense domkirke og Thomas Kingos i Fraugde.

Epitafiet, fru Carisius lod ham udføre, er i sort og hvidt marmor og fylder næsten hele kapellets nordvæg. Centralmotivet viser tre personer: en kvinde i midten, der læner sig kærligt op mod en mand, mens en anden mand står isoleret og øjensynlig føler sig lidt til overs.

To mænd? Jo, friherreinden havde giftet sig igen, denne gang med baron Peter Rodsteen, der var noget yngre end hun. Hermed var opstået en ny situation, og epitafiet, der allerede var under udførelse, måtte omarbejdes. Oprindelig har det været tanken, at fruen skulle læne sig mod Constantin Marselis, men nu er han blevet udskiftet med Peter Rodsteen. Ser man nærmere på fru Carisius, vil man opdage, at hendes højre arm er borthugget og ikke, som man kunne vente, hviler på Rodsteens skulder, samt at hendes skikkelse, hvor den støder sammen med hans, har fået sekundære fyldninger med gips. At Marselis oprindelig har skullet stå med sin hustru til venstre (som nu Rodsteen), fremgår blandt andet af, at hans højre side er fuldt gennemarbejdet med mange detaljer. Højre arm, der efter kappens folder at dømme har været udstrakt, er amputeret for at give plads til fruen, mens venstre hånd, der skulle have været skjult af hende, er blevet sekundært tilføjet og har måttet støttes mod et hak i pilasteren for ikke at falde af. En lille hund ved fru Carisius' fødder, troskabens i dette tilfælde lidt malplacerede symbol, har ligeledes undergået forskellige ændringer med gipsens hjælp. Kun Peter Rodsteen er helt intakt; som den sidst tilkomne kunne hans figur komponeres direkte til gruppen. Man må beundre Quellinus, som trods den ændrede situation alligevel har formået at skabe et forholdsvis helstøbt kunstværk.

Friherreinde Carisius døde 1706 og blev bisat i kapellet, hvortil hendes første mands kiste kort forinden var overført. Ligfærden var en af de prægtigste, Århus har set - så ødsel, at den vakte forargelse og blev indklaget for amtmanden som en overtrædelse af begravelsesforordningen. Peter Rodsteens død og bisættelse 1714 gik mere stille af. En række medlemmer af Carisius-slægten har senere fundet plads i kapellet.

Fru Carisius' kiste kan ikke længere identificeres, de sølverne beslag, man fandt så anstødelige, er forsvundet. Men Constantin Marselis har fået den plads, der retteligt tilkom ham. Hans prægtige kiste står lige midt på kryptens gulv.

Lit: Danmarks Kirker, Århus Amt, bd 2.