To i en båd

En sådan billedragekniv fra midten af yngre bronzealder er for nylig kommet i Nationalmuseets besiddelse. Der er tale om et arvestykke, muligvis fra Sønderjylland, måske endda syd for grænsen, men fundomstændighederne kendes ikke; dog gætter man næppe helt ved siden af, hvis man antager, den er gravgods fra en urne. Motivet er en båd med højtsvungne stævne og fremskydende køl. To mennesker padler den, de har kroppen hvilende på det ene bøjede ben og det andet strakt frem, den samme stilling, som øvede kanoroere i dag benytter, og de fører åren med den ene hånd om skaftet, den anden hvilende på dettes øvreende - ganske som nutidens padlere. Der er noget næsten naturalistisk ved scenen, i hvert fald sammenlignet med, hvad vi ellers kan træffe i bronzealderens fascinerende billedverden. Menneskefigurerne er gjort med få, men sikkert førte streger, lige eller buede. Den forreste roer er noget højere end den bageste, men tegnet på ganske samme måde. Man har ikke forsøgt at give personerne ansigter, men begges hoveder er omgivet af en slags strålekrans med korte indstemplede streger, der vel sagtens skal forestille hår. Indstemplet er også en række tværstreger langs hele bådens underside, resten af dekorationen er indridset.

I helleristningernes vrimmel mangler det ikke på billeder af både, og mange af dem er bemandede, men mændene er små lodrette streger, altså blot en signatur. Billeder som det nyopdagede ser man sjældent hugget i sten, men det hænder. På en klippevæg ved Brandskog i det svenske Uppland findes en kæmpemæssig, mere end fire meter lang, helleristning visende en båd som den på ragekniven og med seks padlende mænd i forholdsvis detaljeret fremstilling. Tidsfæsteisen af dette usædvanlige kunstværk er en smule problematisk. Da såvel fartøj som besætning er konturtegnede, må vi opfatte ristningen som sen, ja man tør end ikke udelukke, at den kan være blevet til i begyndelsen af jernalderen. Den store mand til højre, der vistnok hører med til billedet og synes at bære båden, peger dog tilbage mod bronzealderen. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Af danske fartøjer fra rageknivens tid er der indtil nu kun fremdraget et enkelt. Ved Varpelev på Stevns er fundet en egetræs-stammebåd (for øvrigt den længste, der kendes fra oldtiden); den er C14-dateret til slutningen af ældre bronzealder (se Skalk 1973:6). Det er et forholdsvis primitivt, men elegant og sikkert velsejlende fartøj, en kano, men ikke af den slags, vor ragekniv viser; den finder man snarere i båden fra Hjortspring på Als (se Skalk 1987:3), som ganske vist stammer fra den tidlige jernalder, men tydeligvis er efterkommer af en i bronzealderen almindelig bådtype. Den har som helleristningsbådene fremskydende stævne og køl og udmærker sig i øvrigt ved, at plankerne er syet sammen. Hjortspringbåden er det nærmeste, vi foreløbig er kommet til rageknivene og helleristningernes kano. (Fig. 5, fig. 6)

Lad os, mens vi er ved rageknivskunsten, trække endnu et par billeder frem til belysning af det nyopdukkede. På en kniv fra Nordtyskland (Bremer-egnen) ses en båd med en enkelt stråleomkranset ombordværende; han sidder på hælene og har en åre i hånden, men den ligner nu nærmest en mandolin. Det virker helt romantisk - man venter næsten at se en yndig pige i forstavnen, men finder kun en slangelignende figur. Den mandolinformede padleåre er noget nyt, den ligner hverken vor rageknivs årer eller dem fra Brandskog-ristningen; de er alle tegnet som langovale figurer med en enkelt streg (åreskaftet) igennem og virker ret spinkle. Desværre kender vi ingen padleårer, som med sikkerhed kan dateres til bronzealderen, så vi må igen ty til den noget yngre Hjortspringbåd. Den har årer, og de er af den spinkle, langstrakte form. På det punkt synes vort nyerhvervede billede altså at være pålideligt.

På en ragekniv fra Vestrup i Himmerland ses også en båd med besætning, men mændene er hjelmklædte og holder ikke årer, men økser i hænderne. Det lader næsten, som om de er på krigsstien, men måske er det snarere et religiøst ritual, vi ser under afvikling. Øksen med den brede, hellebardagtigt svungne æg kender vi nemlig fra fundene. Den ser drabelig ud, men er ikke særlig egnet til krigsbrug, snarere til parader af forskellig art.

To mennesker i en båd på en ragekniv fra Voel ved Silkeborg opfører sig helt anderledes. De er set frontalt og sidder med udspilede fingre og armene hævet som til hilsen eller overgivelse. Det er en gestus, der kendes fra talrige helleristninger, og som måske også har religiøse undertoner.

I bronzealderens enorme billedverden udgør rageknivskunsten med dens detailrigdom og i flere henseender utraditionelle motivkreds en lille, men meget spændende underafdeling. Herpå giver det nytilkomne eksemplar en prøve af usædvanlig kvalitet.