Ting og undere i Grønland

Ordene er »Kongespejlets«, men faktisk kender vi adskilligt mere til Grønland og de gamle nordbo-kolonister end nordmanden, som i 1200-årene skrev dette værk. Arkæologi og kildeskrifter lader os følge begivenhedernes hovedtræk fra Erik den Rødes landgang til den dunkle afslutning i ensomhed 500 år senere. At en flok mennesker dengang fandt vejen til den barske Atlanterhavsø og videre til Nordamerika, er sandelig et under.

Om dette har den grønlandske kunstner Jens Rosing skrevet en bog, som ikke ligner nogen af sine forgængere: en nordbosaga - ikke videnskab, men dog på videnskabeligt grundlag. Fortællingen, som er koncentreret om gården Sand- næs i Vesterbygden, ledsager han med et væld af tegninger, deriblandt 28 helsides farve-panoramaer, hvoraf prøver vises, stærkt formindsket, her og på bladets forside. Ting og undere i Grønland udkommer på forlaget Wormianum i slutningen af november. Format 35 x 26 cm, indbundet. Pris 82 kr. For abonnenter dog 69 kr ved bestilling hos Skalk.

Som en smagsprøve følger her bogens indlednings – kapitel (Fig. 1).

I året 982 stod Erik Thorvaldsøn, med tilnavnet den Røde, ved Thorsnæs ting i Nordisland tiltalt for drab på to af Thorgests sønner. Striden stod om Eriks højsædestøtter, som var deponeret hos Thorgest, og som denne ikke ville udlevere, da Erik kom for at hente dem. Erik blev idømt »den lille fredløshedsdom« - tre års landsforvisning. Og som retsskikken var, havde Erik frist til at nå hjem til sin gård, inden hans fjender måtte dræbe ham.

Erik den Røde havde nogle indflydelsesrige venner, som holdt ham og hans skib skjult, mens de sidste forberedelser til afrejsen stod på, og da Erik var rejseklar, fulgte nogle af hans venner ham ud til Ellidaø, hvor de skiltes. Herom fortæller sagaen:

»Thorbjørn, Eyjolf og Styr fulgte Erik ud forbi øerne; de skiltes her med meget venskab, og Erik sagde, at han skulle yde dem samme bistand, om han blev i stand dertil, hvis de engang kunne behøve hans hjælp«.

Siden fik mere end een af Erik den Rødes venner brug for hans bistand. De søgte til Grønland, hvor de fandt støtte og fristed hos Erik.

Ved afskeden fortalte Erik den Røde sine venner, at han ville opsøge det land, som Gunbjørn, Ulf Krages søn, havde set, da han i storm (omkr. år 875) drev forbi Island mod vest og fandt Gunbjørnsskær.

I Flatøbogen hedder det:
»Erik sejlede ud fra Snefjældsjøkel, han fandt landet og kom fra havet ind til det sted, som han kaldte Midjøkel; den hedder nu Blåsærk. Han drog da derfra sønder mod landet for at undersøge, om det, når man kom videre, var bebyggeligt« (Fig. 2, Fig. 3).

Ja, så sandt - landet var bebyggeligt, og da de tre fredløshedsår var gået, vendte Erik tilbage til Island, ikke for at blive der, men for at få flere islændinge til at udvandre til det nye land. En dygtig agitator må Erik have været, med god sans for reklame, thi han kaldte landet Grønland, idet han erklærede, at det ville lokke folk derover, hvis landet havde et kønt navn.

Vinteren 984-85 ser man for sig Erik energisk og veloplagt tale sin sag. Men en egenrådig og stridslysten natur var han, og det lykkedes ham da også endnu engang at rage uklar med sin gamle fjende Thorgest; igen trak Erik det korteste strå, men de blev dog forligte.

Da Erik for anden gang hejser sejl og står vesten ud fra Island fylder østenvinden en hel flådes sejl, og de brede knarrebringer trykker sig ned i havet og rejser skum, mens farten øges for de tungt lastede skibe. 35 skibe står ud fra Bredefjord og Borgefjord. Ikke mindre end 5-600 mennesker med alt deres grej og køer, heste, hunde, geder, får, og svin giver sig skæbnen i vold, »men kun 14 (skibe) nåede derud, nogle drev tilbage, og andre forliste«.

»Det var 15 vintre før kristendommen blev ved lov antagen på Island« - nemlig sommeren 985 (Fig. 4).