Timernes dans

Ødis-uret blev rekonstrueret i kirkemuren, og selv om det ikke blev gjort med særlig heldig hånd, sidder stenene dog nu i rigtigt indbyrdes forhold. Tilsvarende solure har i middelalderen været almindelige, især i kirker og klostre, men af de bevarede er kun ganske få her fra landet. Princippet er enkelt: den halvskiveformede figur er anbragt med buen nedad på en mur, der, for at uret kan gå rigtigt, skal være præcis sydvendt. En pind, der fra centrum stikker vinkelret ud, fungerer som skyggegiver. Når solen står højest (vort kl 12), falder skyggen lodret. Når den står op eller går ned, kommer strålerne vandret ind fra horisonten, og skyggen falder tilsvarende vandret, henholdsvis til venstre og til højre. Fra solopgang til solnedgang beskriver skyggen altså, uanset årstiden, en halvbue - forudsat naturligvis, at solen beskinner den sydvendte mur, hvilket jo ikke er tilfældet på alle tider af dagen hele året igennem.

I middelalderen inddelte man, som nu, døgnet i 24 timer, men de tolv var forbeholdt dagen, de tolv natten, så kun ved jævndøgn svarer datidens timer til vore. Om sommeren var dagtimerne lange, nattimerne korte, om vinteren var det omvendt. Forskellen på længste og korteste »temporaltime«, som de kaldes, var betydelig, næsten en af vore timer. Betegnelsen for dagtimerne var 1. time, 2. time, 3. time o.s.v. regnet fra solopgang. 6. times udløb svarer altså til vort kl 12.

Om natten havde man sanduret til at holde regnskab med timerne, men det er ikke tilpasset systemet og har kun på visse årstider givet rigtige oplysninger. Men soluret da - det skulle jo være en smal sag at afsætte de tolv timeenheder på halvbuen! Nej faktisk er det ikke så let, for skyggen vandrer med varierende hastighed over skalaen, og variationen veksler tilmed efter årstiden. Når man på enkelte solure, således Ødis-uret og et ur på domkirken i Braunschweig, finder afstanden mellem skalastregerne tiltagende nedefter, må det ses som et forsøg på at udjævne unøjagtigheden, hvilket under de givne forudsætninger ikke kan være lykkedes særlig godt. Almindeligvis er halvbuen inddelt i tolv afsnit, men også en otte- eller seks-deling forekommer, og her er der altså ikke tale om egentlige timestreger, blot om en hjælp til at følge skyggens vej. Man har tydeligvis stået over for et problem, hvis løsning man ikke magtede. Først omkring 1400 var de astronomiske kundskaber vokset så meget, at det stod klart, det var skyggegiverens stilling, der var gal. Når man i stedet for at lade den stikke vandret ud lader den knække i verdensaksens retning, vandrer skyggen med jævn hastighed.

Munkenes forkærlighed for solure skyldes sandsynligvis, at de havde brug for dem til at holde orden på bedetimerne - de kanoniske tider - der var jævnt fordelt over døgnet og blev kaldt med latinske navne. På augustinernes mægtige kvaderstenskirke i Vestervig, Thy, findes et tolv-delt ur (se billedet, Fig. 3), der antagelig i sin tid har siddet i den nu forsvundne korsfløjs sydgavl. Langs skalaen er indhugget bogstaverne T, S og N for tredje, sjette og niende bedetime (hora tertia, hora sexta og hora nona), men det mærkelige er, at alle tre tegn er forskudt en enhed til venstre; S sidder således ikke, som det skulle, lodret under centrum, men ud for fem-stregen - der, hvor det retteligt burde have været, er anbragt et kors. Måske kan det forklares ved, at kirken - og altså også den forsvundne korsfløj - ikke er lagt solret, men med en afvigelse på ca 15°. Følgelig har middagsskyggen ikke peget lodret ned, men en smule til venstre.

Ikke så langt fra Vestervig finder vi to andre middelalderlige solure. Det ene, på Flade kirke, Mors, er 8-delt og som Vestervigs med et kors ud for middagslinjen. Det andet, som ikke hidtil har været almindeligt kendt, sidder på Vejrum kirke ved Holstebro (Fig. 4). Det er 12-delt og timerne angivet med romertal, men I, XI og XII er der ikke blevet plads til på kvaderen, og nogle af de andre har fået en lidt ejendommelig udformning. VI er således rykket ned under skalaen, og der, hvor det egentlig skulle have siddet, er anbragt en slangelignende figur. Længere fremme har vi O for VIII og N for IX (eller måske rettere for det latinske nona). Vi gætter på, at slangen står for S (sexta) og vover samtidig at tyde en mærkelig krusedulle øverst, ved skalaens begyndelse, som et P (prim) for dagens første tidebøn, der fandt sted ved solopgang. Stenhuggeren har formodentlig ikke kunnet læse; hvad vi ser, er resultatet af hans kamp med det tegnede forlæg.

Med de nævnte fire og et aldrig færdighugget fra Skrave kirke i Sydjylland har vi opregnet alle kendte eksemplarer af middelalderens solur her i landet. Dets begrænsning var åbenbar, og selv da indbyggede fejl rettedes, kunne det ikke klare sig mod det mekaniske ur. Alligevel levede soluret videre, og med skyggegiveren pegende mod himmelpolen behøvede det ikke længere at anbringes lodret på en sydmur, det kunne stilles skråt eller vandret. Eller man kunne lade skyggen falde på en ring som i det moderne ækvatorial-solur, kendt fra villahaver, hvor det tjener mere til pynt end til nytte.

I fortiden satte mørket helt anderledes end nu arbejdet i stå, de lyse timer måtte udnyttes, og til at tælle dem tjente soluret. Indførelse af sommertid var unødvendig. Den havde man året rundt.

Lit: Hikuin 6. Højbjerg 1980.