Tilblivelse

Det lille bronzestykke viste sig at være et til prægning af guldgubber beregnet stempel. Af sådanne kendes i forvejen kun et enkelt, et brudstykke, fra en sjællandskboplads (se Skalk 1985:6) (Fig. 2). For første gang ser vi nu et sådant stempel i dets helhed.

Guldgubber (en gammelsvensk betegnelse, som har vundet hævd i arkæologien) er småbitte guldplader med indpressede figurmotiver. De hører hjemme omkring midten af germansk jernalder og var indtil for få år siden kun kendt i et antal af et par hundrede fordelt nogenlunde ligeligt over Norden. Af de danske eksemplarer var langt de fleste fra Bornholm, og her fik bestanden i midten af 1980’erne en dramatisk forøgelse, ja mangedobling, på lokaliteten Sorte Muld ved Svaneke. Da fundet omtaltes i Skalk (1987:2), var antallet af fundne guldgubber omkring 1300, men det voksede og nåede ved udgravningens afslutning op på ca 2300. Der blev naturligvis også fundet andet end guldgubber, meget andet endda; det viser, at stedet har været beboet gennem det meste af jernalderen. Nogen almindelig landsby kan der ikke være tale om. Fundenes mængde og kvalitet, således de mange importerede sager, lader ane, at det er øens centrale bosættelse og kultplads, vi er dumpet ned i. Specielt guldgubberne er naturligvis egnede til at give denne forestilling vinger. Hvad de små billedplader egentlig har været brugt til, er endnu ikke fuldt klarlagt, men at de har haft en ganske særlig betydning, måske af religiøs karakter, er der nok ingen tvivl om. Det nyfundne stempel leder imidlertid tankerne i en anden retning: Hvor og hvordan er de mange guldgubber fremstillet?

Stemplet fra Møllegård er en såkaldt patrice, det vil sige, at det har positivt, ophøjet relief (i modsætning til matricen, hvor billedet står negativt og neddybet, altså som et spejlbillede af det ønskede præg). Ved brugen må patricen have været monteret, for eksempel i en træklods, for at ligge fast. En tynd guldplade er så lagt over og oven på den igen en plade af et eftergivende stof, måske læder (Fig. 3). Derefter har prægningen kunnet foregå, formodentlig ved hammerslag. En sådan patrice kunne bruges mange gange, og denne er faktisk blevet det. Ganske vist er stemplet noget forvitret på grund af det lange ophold i jorden, men hvor det er bedst bevaret, ses småbitte uregelmæssigheder i prægefladen, der går igen som en slags fingeraftryk på de producerede guldgubber. Knap 70 af Sorte Muld-gubberne kan på denne måde med sikkerhed siges at være slået på Møllegårdspatricen.

Til fremstillingen af Sorte Muld-pladsens brogede guldgubbebestand er medgået mange patricer, faktisk 380 forskellige.

Ved sorteringen af gubberne for at finde gengangere er der adskillige faldgruber, men netop de små uregelmæssigheder gør det muligt at rede trådene ud. Populære motiver er blevet kopieret på nye patricer, ikke ved afstøbning, men på fri hånd, og ligheden kan være stor, så man skal se godt efter for at afsløre efterligningerne. En patrice, der havde været brugt mange gange, og som efterhånden var blevet slidt og udvisket i præget, kunne blive repareret, som det for eksempel er sket med en af Sorte Muld-figurerne, der på et tidspunkt har fået nyt hår. En anden metode var at pynte på den færdige, men altså ikke helt vellykkede gubbe ved at ridse med et spidst redskab eller ved at indtrykke manglende eller helt nye detaljer individuelt (Fig. 4, Fig. 5).

Prægningen efterlod en bræmme af guldblik omkring den udpressede gubbe, og man har ikke altid været lige omhyggelig med at få den skåret væk. Vi kan heraf se, at de guldplader, man benyttede, har været ganske små, undertiden knap så store, som det anvendte stempel. Det skete, at to eller flere præg blev anbragt ved siden af hinanden på samme plade; de måtte så adskilles bagefter (Fig. 6). I et enkelt tilfælde kan man se, at kniven er smuttet for guldsmeden, hvorved en figur har fået amputeret fødderne. Dem finder vi siddende oven over hovedet på en anden figur.

På andre guldgubber, specielt de større og mere detaljerede eksemplarer, er det overskydende guldblik, der har raget uden for kanterne, omhyggeligt skåret væk. Det meste af dette affaldsguld har man vel smeltet om, men noget er blevet tabt. Der er fundet ganske mange af den slags strimler i samme lag som gubberne. Der er også små stykker guldblik uden præg og mange små guldklumper, som endnu ikke er hamret ud, og det har vist sig, at gennemsnitsvægten af disse svarer meget godt til gennemsnitsvægten for en guldgubbe: ca 0,1 gram. Selv om der ikke på selve Sorte Muld-pladsen er fundet en eneste patrice til fremstilling af guldgubber, kan vi altså med temmelig stor sikkerhed fastslå, at i hvert fald det meste af fabrikationen må være foregået her.

Det må i denne forbindelse nævnes, at der for nylig på Dalshøj-bopladsen, som ligger få hundrede meter fra Sorte Muld, er fundet et stempel, der også har med guldblikudsmykning at gøre. Det er firkantet og forsynet med en tap. På den nu noget forvitrede overflade ses rester af et rudemønster, der ved brugen har givet guldblikket et »vaflet« udseende; enkelte steder i stemplets prægeflade ses endnu mikroskopiske rester af guld. Vaffelguldblik brugtes først og fremmest som underlag for tynde, slebne granater, der ses indfattet i nogle af de fornemste smykker fra 5- og 600-årene (Fig. 7, Fig. 8). At to af guldgubberne fra Sorte Muld-pladsen er præget på vaflet guldblik, må nærmest betegnes som et kuriosum.

På mange af de gubber, der ikke er skåret til i kanterne, ses små revner og sprækker, som er opstået i forbindelse med udhamringen. Det viser sig - ikke uventet - at det lødigste guld har været lettest at bearbejde og præge, så alle detaljer står klart - blandingsguldet, med indhold af for eksempel sølv eller kobber, er stivere, så at der lettere opstår bristninger, både under udhamringen og prægningen. De gubber, der er slået på Møllegårdspatricen, er for de allerflestes vedkommende af lødigt guld og derfor tydelige i præget. Og da det overskydende guldblik på netop disse stykker for det meste er skåret væk, fremtræder de meget ensartede.

Det er sandsynligt, at Møllegårdspatricen har været brugt på Sorte Muld, og man kan så spørge, hvordan den er havnet på en boplads 25 km derfra. Måske giver den selv noget af forklaringen. Ser man nøjere på den lille bronzeplade og sammenligner med de guldgubber, der er præget på den, bemærker man, at det alleryderste af den ribbede bort foroven er beskadiget. Et skarpt instrument synes her at have været i virksomhed, vel sagtens efter at patricen var gået ud af brug. Blandt det metal, man finder på datidens bopladser, er hele og nye genstande i mindretal. Langt det meste er små og større bronzestykker, kasserede sager med gamle brudflader og hugspor - kort sagt skrot, som egentlig var bestemt til omsmeltning. En sådan skæbne kan også have været tiltænkt vor lille patrice. Måske var den blevet for slidt, måske lavede man ikke længere guldgubber. Den endte i skrotbunken for senere at blive solgt til en bronzestøber, der havde sit værksted et andet sted på øen. Det er naturligvis gætteri, men vi kan i hvert fald glæde os over, at den aldrig nåede at komme i smeltediglen (Fig. 9).