Til sandet lagde mig øde

Bekendtgørelsen, der blev udsendt til alle landsdelens præster, herredsfogeder og birkefogeder, giver et stærkt indtryk af, at der virkelig dengang i Vendsyssel forelå en situation, som nærmede sig naturkatastrofen, men viser tillige, at man havde våben til at bekæmpe den. Endnu den dag idag har vi mangfoldige minder om sandflugtens ødelæggelser, nogle fremtrædende og kendt af enhver turist, andre kun synlige for øvede øjne. Også i dette blads spalter har sandflugten flere gange sat sig spor, således i omtalen af det store vikingeanlæg på Lindholm Høje (1958:3) og i beretningen om landsbyen Hunetorps undergang (1958:4). I Tranum ved Fjerritslev vil en tilsandet gårdtomt blive undersøgt af Ålborg Museum nu i sommer, og det forlyder, at Skagenboerne har planer om at udgrave deres tilsandede kirke. Endnu et sandflugtsoffer, Rubjerg kirketomt, er for tiden under restaurering - et arbejde, som denne artikel skylder sin tilblivelse.

Sandflugt er ikke et lokalt vendsysselsk anliggende. Til skiftende tider har den raseret mange egne af landet, men først og fremmest kystegnene og i særdeleshed Vestkysten, hvor der ved havets evindelige nedbrydning frigøres umådelige sandmængder, der samler sig til klitter, den velkendte bræmme ned langs Jyllands ryg. I oldtiden og den tidlige middelalder synes sandflugten ikke at have været det helt store problem. Først op mod 1500-årene hører man om store ødelæggende sandstorme, og gennem de følgende århundreder pisker sandet, ødelægger marker, begraver gårde og huse, ja hele landsbyer, til ulykke for mange mennesker. Årsagen til al denne elendighed, som i særlig grad rammer landet nord for Limfjorden, må søges i et samspil af forskellige omstændigheder. Den igangsættende kraft er jo blæsten, men den har huseret til alle tider, og der må være særlige grunde til dens pludselige aggressivitet. Forklaringen er sikkert, at menneskene selv i deres uforstand har ødelagt den vegetation, som holder på sandet og forhindrer det i at fyge. Klitstrækningerne henlå dengang som fælleseje, og græssende får og kvæg har taget for sig af retterne, mens deres ejere sorgløst har forsynet sig af klittens vækster til brændsel, tagtækning og forskellige lokale håndværk som løbbinding og flettearbejde. Samtidig blev der gjort drabeligt indhug i de store lægivende skove inde i landet; de måtte levere gavntræ til byggeforetagender og enorme brændselsmængder til opvarmning og til forskellige industriforetagender såsom saltudvinding, glasfremstilling og brænding af teglsten. Mange ryddede skovområder kom under plov, og ret hurtigt skete der en udpining af muldlaget, som kunne få sandede marker til at fyge selv uden strandklitternes medvirken. (Fig. 2)

Hele denne ødelæggelsesproces må have stået på gennem lang tid, men i første omgang er sandet vel blevet opfanget af og aflejret i søer, moser og vandløb. Dette betød i virkeligheden mange steder en katastrofe i sig selv, for åernes tilsanding virkede som en prop i naturens afvandingssystem, som medførte en voldsom hævning af grundvandstanden.

Gennem præsteindberetninger kan vi nøje følge tragediens forløb, følge hvordan den ene mark efter den anden forvandles til en hvid, levende sanddynge, til hele sognet er lagt øde og beboerne drevet fra hus og hjem. I begyndelsen af 1700-årene når sandflugten på flere steder helt over til Vendsyssels østkyst. For at dække tabene fra de ødelagte afgrøder startede beboerne en eksporthandel med brændsel fra de store vend- sysselske skove. Således fortsatte vendelboerne til det sidste med at grave deres egen grav.

Om sandflugtskatastrofen har Vendsyssel som sagt mange minder, og flere kommer til tid efter anden, når plov og gravemaskine afdækker tomterne af forladte gårde og huse. At de spinkle lerklinede bygninger gik til grunde i sandet, er måske ikke så svært at forstå, mere overraskende er det, at kirkerne med deres svære stenmure led samme skæbne, men det ene førte det andet med sig. Det var småt med kirkegængere i de affolkede sogne, og for de få tilbageværende var kirkevejen blevet besværliggjort af sandet. Kirkegårdene sandede til, så at man måtte skovle sig frem til kirkedøren, forfaldet bredte sig, og det kneb for den fattige befolkning, der ved sandflugtens hærgen var blevet yderligere forarmet, at overkomme vedligeholdelsen. Om Rubjerg kirke hedder det 1754, at »kirkegårdsdiget må forsynes og oplægges, at kirken kan være i forvaring for svin og fæ, som undertiden, midt under gudstjenesten, løber ind og gør bulder til gudstjenestens forstyrrelse«, og i en gammel regnskabsbog fra Nørre Lyngby kirke kan man læse om den hjemsøgte menigheds kvaler og lån, som i 1710, da bogen slutter, har bragt gælden op på den for datiden betydelige sum af 300 daler. Besværlighederne var naturligvis størst i de hårdt ramte Vestkystsogne, og ikke mindre end fem kirker har i tidens løb måttet lade livet i denne udsatte egn. Dødskampen var i reglen lang, og den endelige nedlæggelse ligger ofte højt op mod vor tid, men selv om sandflugtens magt da var brudt, er det alligevel den, man må regne for disse kirkers banemand. Dog har den en medskyldig: Vesterhavet. År efter år har det gnavet af kysten, og flere af kirkerne, som man vel oprindelig har placeret midt i sognet, var med tiden kommet til at ligge på den yderste havskrænt med fare for at styrte ned.

»Her gav slægterne møde,
til sandet lagde mig øde«

- læser man på en sten, som er nedlagt i marken ved gården Sønder Kettrup i Ingstrup sogn. Stenen minder om, at her lå Kettrup kirke, til den blev nedbrudt 1571, fordi sognet, hvortil den hørte, var helt ødelagt af flyvesand. På stedet er der intet at se, men lægger man vejen nordover, kommer man til de mere velbevarede tomter af Nørre Lyngby og Rubjerg kirker, begge nedbrudt i begyndelsen af dette århundrede, og et lille stykke nordligere ligger Mårup kirke, endnu bevaret, men ude af brug. Nordligere endnu, ja næsten så nordligt, som man kan komme, ligger Skagen gamle kirke, kendt af hvert barn i landet; her står tårnet tilbage, sparet for at tjene som sømærke. Nye kirker, anlagt i respektfuld afstand fra hav og klit, har overtaget de gamles funktioner, ofte tillige deres inventar og undertiden stenene fra deres mure. Det var ikke altid, befolkningen forstod nødvendigheden af disse kirkeflytninger. Misbilligende så de gamle Kettrupboer deres sogn nedlagt og kirken nedrevet, for at materialerne kunne bruges til udbygning af Ingstrup kirke, som herefter skulle huse også dem. De mente, at den egentlige grund ikke var sandflugten, men præsten hr Jørgen Jensen Wejles dovenskab, for det var jo tydeligt, at han ikke gad passe de fire sognekirker, som hørte til hans kald. »Hr Jørgen lagde Kettrup kirke øde/ fordi han ville kapellan ej føde«, sagde man. Også Skagenboerne mukkede, da deres kirke stod for tur. Nedrivningen blev besluttet i 1795, men det gik trægt med arbejdet, og endnu i 1805 stod kirken på sin plads med alt tilbehør, men uden tag. Det år styrtede imidlertid nogle hvælvinger ned, og man fik travlt med at rømme kirken. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Der er noget sjældent fængslende over disse ødekirker, disse ulykkens monumenter; de er værd at bevare og at skaffe sig viden om. I 1917 blev der gravet efter Kettrup kirke, men uden at der blev gjort nævneværdige fund. For tiden er Rubjerg kirketomt til behandling. Siden sløjfningen i 1904 har et ufremkommeligt vildnis bredt sig over pladsen; det ryddes nu bort, de gamle gravsten dukker atter frem, og sanddyngerne, der sine steder er op til tre meter høje, kommer tilsyne. Kirkens omrids blev i tyverne markeret med granhække, men disse var i årenes løb vokset til den anselige højde af otte meter og opfyldte således ikke længere deres mission; de er nu fjernet og erstattet med lave græstørvsvolde, som bedre får den gamle kirkes grundplan til at træde frem. Også Skagen kirke frister til undersøgelse. En del murværk står sikkert tilbage, men alt inventar, bortset fra døbefonten og nogle ligsten, vides at være fjernet, så de helt store fund skal man næppe vente sig. Så meget, som H. C. Andersen forestiller sig i »En historie fra klitterne«, er der i hvert fald ikke.

Gennem et par århundreder regerede sandet, uden at der blev lagt det alvorlige hindringer i vejen. Amtmand Reitzers førnævnte kundgørelse fra 1726, udsendt til egnens myndigheder med påbud om »offentlig at oplæse og forkynde«, blev signalet til at tage kampen op. Denne gang er det alvor: Den som fremtidig ødelægger nogen form for sandflugtshæmmende vegetation efter »Hans Majestæts allernådigste forordning af 15. november 1720 haver sig Bremerholms jern uden al nåde at vente!« Herredsfogederne skal foretage eftersyn hos klitboerne og påse, at loven overholdes. Allerede efter fire dages forløb pågreb man den første lovovertræder, en fæstebonde under Børglum Kloster, som intetanende havde dækket en lille høstak med et lag klittag. Trods synderens oprigtige anger blev han stævnet og dømt, men da han havde tjent kongen som tro soldat, og da man iøvrigt ikke var blind for sagens undskyldende momenter, blev straffen ret mild: fængsel på vand og brød i otte dage, en bøde på tre lod sølv og fem rigsdaler i sagsomkostninger. (Fig. 6, fig. 7)

Dommen over den stakkels fæstebonde, der helt uforvarende blev syndebuk, fik det til at gå op for vendelboerne, at loven, som i virkeligheden stammer helt tilbage fra 1539, nu - endelig - skulle tages alvorligt. 1792 blev den suppleret med et påbud om, som offentligt pligtarbejde, at udføre tilplantning af alle flyvesandsklitter. Fra da af begyndte for alvor kampen mod flyvesandet, og gennem generationers slidsomt arbejde lykkedes det omsider at dæmme op for den naturkatastrofe, som havde truet med at lægge Vendsyssel øde.