Til den store guldmedalje
En egentlig medaljekunst fik vi herhjemme først i løbet af 1500-årene. Inspirationen kom fra udlandet og havde i øvrigt sammenhæng med tidens almindelige dyrkelse af personligheder og berømmelige gerninger. Mønter med billeder var velkendte, men mindre egnede til formålet, de var ret små, medaljerne ofte større og derfor bedre budbringere til kommende slægter. Efterhånden udviklede medaljerne deres helt eget formsprog: de prægedes med sindrige motiver, der kun kunne forstås af den indviede betragter. Et hovedværk til belysning af emnet er »Beskrivelse over danske mønter og medaljer i den kongelige samling« fra 1791; heri fremhæves særlig medaljerne fra Christian 5.s tid, hvoraf en del »hører til de smukkeste i Europa, såvel i henseende til arbejde som opfindelse«. Hvad det var, medaljørerne fandt på, skal her belyses med nogle eksempler - alle fra Christian 5.s tid og alle med relation til begivenheder, som denne konge fandt mindeværdige. - De viste medaljer er gengivet efter kobberstik i nævnte værk.
Af T. B. W.
Fig. 1. Ingen billedtekst.
1. Griffenfelds ophøjelse
Fig. 2. 1.
Ved Frederik 3.s død 1670 arvede hans søn, den 23-årige Christian 5., tronen. Som enevældig konge havde han øverste myndighed i alle spørgsmål; søgte man magt og indflydelse, måtte man bejle til hans gunst. Det gjorde flere ledende mænd i statsstyrelsen, med størst held den begavede vinhandlersøn Peder Schumacher, der hurtigt blev kongens fortrolige. Han fik plads i geheimerådet og blev allerede 1671 ophøjet i adelsstanden - samtidig skiftede han sit borgerlige navn ud med »Griffenfeld«. Hans stjerne skulle dog stige til større højder, to år senere udnævntes han af kongen til rigskansler, og i kølvandet fulgte adskillige æresbevisninger, således en grevetitel og Elefantordenen.
I anledning af Griffenfelds ophøjelse blev der slået en guldmedalje, den viser en person (Griffenfeld), der arbejder sig op ad en stejl klippe, fra hvis top en gudeskikkelse (Christian 5.) rækker ham Elefant- og Dannebrogordenen - »belønninger, der er sliddet værd«, bekendtgør omskriften. Ved bjergets fod ses et mytologisk væsen med en snare, som bestigeren lykkeligt har undgået. Medaljen rummede altså også en advarsel, men den blev desværre overhørt af Griffenfeld. I marts 1676 arresteredes han, anklaget af sine mange fjender for landsforræderi, majestætsfornærmelse og for at have modtaget bestikkelse. Sagen endte med dødsdom, men straffen blev på selve retterstedet ændret til livsvarigt fængsel.
2. Besøg på Christiansø
Fig. 3. 2.
En hovedbegivenhed i Christian 5.s regeringstid var Skånske Krig. Som ung havde kongen oplevet, at Skåne, Halland og Blekinge var gået tabt for Danmark, og han så det som sin opgave at generobre disse gamle danske landsdele. Krigen 1675-79 førte imidlertid ikke til det ønskede resultat - til søs klarede man sig ganske vist godt, men landkrigen faldt mindre heldigt ud. Arvefjenden beholdt, hvad han - set med danske øjne - havde tilranet sig.
En ting havde krigen tydeliggjort: det var nødvendigt at skaffe flåden et nyt støttepunkt i Østersøen. Valget faldt på Ertholmene øst for Bornholm; allerede dronning Margrethe skal have haft planer om at befæste de fjerne klippeøer, men det blev altså Christian 5., der førte tanken ud i livet. 1684 anlagdes en havn og en fæstning på den største af øerne, som samtidig fik navn efter kongen, Christiansø. Dermed havde Danmark fået en modvægt til krigshavnen Karlskrona, som svenskekongen havde grundlagt i det tidligere danske Blekinge.
Maj 1687 aflagde Christian 5. besøg på sin nye flådebase, og begivenheden blev fulgt op med en medalje, der priser »Østersøens herre« og viser havguden Neptun med trefork og ridende på en delfin. Omkring sig har han andre havvæsener og en sirene, der ved sin sang lokker søfarende til forlis. Man kan vist gå ud fra, det var svensken, som tiltænktes denne skæbne, men symbolikken havde nær givet bagslag. Tilbagerejsen fra fæstningsøen foregik i forrygende storm.
3. Flydedok
Fig. 4. 3.
Til Skånske Krigs mest opløftende begivenheder hørte slaget i Køge Bugt 1677, hvor det lykkedes admiralen Niels Juel at sænke og erobre et stort antal svenske skibe uden selv at miste et eneste - en fremragende indsats, som bevirkede, at Sverige ikke fik overtaget i krigen. Begivenhederne havde til fulde vist, at flåden var krumtappen i vor militærmagt, og det betød gyldne tider for den danske marine; den nød i de følgende år kongens allerhøjeste bevågenhed. Det blev søhelten Niels Juel, der også var i kridthuset, som kom til at stå for forbedringerne, og han havde en dygtig hjælper: Henrik Span, som havde ført et af skibene under Køge Bugt-slaget og nu var chef på Holmen. Span besad teknisk kunnen og indførte nye metoder i skibsbygningen. Til hans fortjenester hører en af ham selv 1691 konstrueret flydedok.
Begivenheden fejredes med en guldmedalje, hvis ene side viser dokken, mens det af den anden fremgår, at der »ved Henrik Spans dygtighed og energi« er opfundet et bygningsværk, »hvorved gamle og af lang brug brudne skibe med stor besparelse af tid og omkostninger kan udbedres«.
4. Alkymistiske forsøg
Fig. 5. 4.
Den stordåd, Christian 5. huskes bedst for, er nok hans Danske Lov. Med den blev der på én gang skabt ensartede retsregler for hele det danske rige, men kongens indsats i den forbindelse var næppe stor, den bestod vel hovedsageligt i, at han 1683 satte sit segl under den færdige tekst. Nogen lærd mand var denne konge ikke, men én videnskab var der i hvert fald, som havde hans interesse: alkymien, kemiens forløber, hvis lysende mål var at forvandle uædle metaller til ædle. Det var ikke lykkedes endnu, men mange ansete mænd havde syslet med sagen, og man fornemmede, at løsningen måtte være nær. At ikke alle »guldmagere« arbejdede seriøst, var dog almindelig bekendt, Christian havde selv som kronprins været ude for en fusker i faget, så helt blåøjet var han ikke, men han troede stadig på muligheden, og 1692 befandt der sig igen en alkymist ved hoffet. Den 10. februar skriver kongen i sin dagbog: »Havde jeg den kuriositet at se udi dronningens gemak, hvorledes kviksølv kan gøres til godt og fint sølv, og syntes ingen bedrag at være der under«. Senere har kongen tilføjet: »N.B. Dog bedrageri« - men inden han nåede den erkendelse, havde en medalje spredt den glade nyhed. Dens ene side viser en smeltedigel, hvori en hånd fra skyen lader noget falde; på ovnen ses tegnene for kviksølv og sølv. Omskriften fortæller, at »metallet, som var bevægeligt, nu ved kunst er blevet fast«.
5. Dronningens godgørenhed
Fig. 6. 5.
Et par år før sin tronbestigelse havde Christian 5. ægtet en tysk prinsesse, Charlotte Amalie, og det synes at have været et heldigt valg. Hun vandt snart befolkningens sympati, lagde sig hurtigt efter det danske sprog og viste en stærk interesse for sit nye fædrelands ve og vel, således fulgte hun i krigstid kongen i felten. Som hustru havde Charlotte Amalie dog sit at slås med: en besværlig svigermor og en mand, der - som skik var blandt fyrster - tog sig ægteskabelige friheder.
Dronningen var praktisk anlagt og satte meget i værk, for eksempel en række småindustrier, og hun forstod selv at styre sine store godsbesiddelser. Måske i forbindelse med en fødselsdag i 1690’erne blev Charlotte Amalie hædret med en guldmedalje, den viser en hånd fra himlen med et overflødighedshorn, hvorfra blomster vælter ned over landets mænd og kvinder. Det må være dronningens rundhåndethed, som illustreres, dog måske med en tanke på landets - om end beskedne - fremgang efter en vanskelig periode. Krigstiden var efterhånden kommet på afstand. Da Christian 5. døde 1699, havde Danmark oplevet tyve fredelige år - i det århundrede den længste samlede fredsperiode.
