Til bedre tider

Omkring den gamle færgeby Strib skyder nye villakvarterer op, der anlægges veje og kloaker og graves dybt ned i det urørte istidssand. Amatørarkæologer fra Middelfart har haft stedet under opsigt, og man må gå ud fra, at det skyldes deres formaninger, at traktorførerne Ernst Schelde Petersen og Peter Andersen havde øjnene med sig og afbrød arbejdet den dag, da maskinen fik det mærkelige skrammel på skovlen. Det fundne afleveredes til fjerkræavler Aage Petersen, Middelfart, der gav meddelelse til museet i Odense.

Stedet er en lille lavning, en sidegren til Røjle mose, der ligger tæt til kysten af Lillebælt. Det er meget muligt, at vandet tidligere har gået længere ind, men under alle omstændigheder har fundpladsen ligget let tilgængelig for sejlende bronzealderfolk. Urørt i jorden lå endnu en enkelt spydspids, men den overmåde store dybde - 1,75 m - giver en mistanke om, at den kan være trykket ned af maskinen; iøvrigt var alt bortryddet, og af selve den gravede grube, som sagerne må have ligget i, var der kun usikre spor (Fig. 1, Fig. 2). En gennemsøgning af de opkastede jorddynger bragte endnu en del bronze for dagen, og det konstateredes, at der nær findestedet har ligget to store sten, der vistnok engang har været synlige i overfladen. Allerede ved amatørernes undersøgelser var der i kanten af udgravningen påvist et kulturlag, og endnu et dukkede op, før vi var færdige på stedet; begge viste sig desværre at være ældre end bronzefundet og sikkert uden forbindelse med dette.

Røjlemosefundet er klart danefæ og blev straks overgivet til Nationalmuseet, hvor det nu har været under konservator Dorthe Ørsnes' kyndige behandling. Enkelte genstande var beskadiget ved den ublide opgravning, men som helhed må samlingen betegnes som yderst velbevaret. Den består af ialt 43 enkeltstykker, nemlig 16 spydspidser, 20 kornsegle (nogle dog kun brudstykker), 2 økser, 2 stykker af sværd, 1 tyndt udhamret bronzestang samt 2 knive, den ene med vedhængende træ, som antagelig er rester af skede. Adskillige genstande har ornamenter: trekanter, romber, prikker, streger og spiraler i stadig varieret arrangement. Ornamenter og former tilsammen viser, at fundet er fra midten af ældre bronzealder, perioden, der har spiralen som sit særlige kendetegn, og som bl.a. solvognen tilhører.

Karakteristisk er det, at næsten alle stykkerne viser spor af brug: flere er defekte, ornamenterne er afslidte, og ægge på knive og spydspidser er stærkt opskærpede. Dette, at det er gamle veltjente stykker, man har lagt i jorden, fører os ind på de uundgåelige og netop for tiden stærkt overvejede spørgsmål: hvordan og hvorfor? Ifølge findernes oplysning blev spydspidserne fundet liggende sammen tre og tre. Oplysningen kan kontrolleres derved, at stykkerne har afsat mærker i hinandens ir, og det er så heldigt, at der tillige er bevaret spor af snoren, der har holdt dem sammen, således at vi bliver i stand til at danne os et ganske godt billede af, hvordan fundet var nedlagt. Spydspidserne var ganske rigtig bundtet tre og tre. Derudover var der to bundter med hver syv kornsegle pakket på den måde, at man først med en bastsnor har omviklet den ene segl, derpå lagt en ny til og ført snoren udenom begge, så atter en o.s.v, indtil bundtet var færdigt (Fig. 3). Et mindre bundt indeholdt tre stumper af tilsvarende kornsegle, et stykke sværdklinge og en lille meget slidt kniv. De to økser, bronzestangen og den anden sværdstump har muligvis udgjort et bundt for sig.

Ved sammenbundtningen minder Røjlemosefundet om fundet fra Uge i Sønderjylland, der for et årstid siden var omtalt her i bladet (1971:4), og vi må, nu som dengang, hævde den opfattelse, at nedlæggelsesmåden taler mod tanken om gudeoffer; de fikse småpakker, sammensnøret så de fyldte mindst muligt, må sikkert være bestemt til at hentes igen. At tingene er gamle og slidte, har her mindre at sige, bronzen i sig selv var en betydelig værdi, der kunne nyttiggøres ved omstøbning. Som omtalt ligger stedet let tilgængeligt ved kysten, og de to store sten kan have tjent som kendemærker, så at det nemt kunne genfindes. Alt taget i betragtning synes det ikke urimeligt at opfatte bronzedyngen som en opkøbers lager, gemt til bedre tider, der bare aldrig kom.

De fleste af bronzealderens skattefund hører hjemme i periodens sidste halvdel, i ældre bronzealder er antallet beskedent, men med særdeles værdige repræsentanter. Røjlemosefundet kan ikke måle sig med fundet fra Bondesgårde i Vestjylland (se Skalk 1964:1) og slet ikke med det store Smørumovrefund med tres spydspidser og nær ved hundrede økser, men af de nu femten fynske skattefund fra ældre bronzealder er vort fund det største, og det pynter på Nordvestfyn, som i forvejen var tyndt belagt. Kombinationen spyd-økser-kornsegle er ret karakteristisk. Våbnene var naturligvis mandsudstyr, om seglene også var det, er mere usikkert; de forekommer hyppigt sammen med kvindesmykker, og det er i det hele taget et spørgsmål, om ikke høstarbejde sorterede under kvinderne, som det ses i adskillige primitive kulturer (Fig. 4). At kornseglen er så almindelig i fundene, stemmer godt med, at agerbrug i bronzealderen var hovederhvervet; markerne blev regulært pløjet, og der blev dyrket forskellige hvedearter samt byg og havre, foruden at hirse, pileurt og hestebønne har været udnyttet. Højtudviklet kan man næppe kalde dette landbrug, som vi desværre endnu ved alt for lidt om.

At fundet kom så ublidt for dagen, kan ikke lægges finderne til last; den skete skade er beklagelig, men det begrænser den, at situationen har kunnet rekonstrueres med så forholdsvis stor nøjagtighed. Netop dette er iøvrigt fundets største kvalitet. Først når mange veloplyste fund foreligger, får vi virkelig mulighed for at hæve lidt af den mystik, som endnu omgiver fundgruppen. At der for hvert slettet spørgsmålstegn opstår ti nye, er en sag for sig.